Profile
Blog
Photos
Videos
Afgang og ankomst til Kastrup lufthavn gik forrygende (tak til Thomas) - første flytur udmundede i et kort visit i Reykjaviks lufthavn, hvor vi nåede at opleve hvor sindssyge priserne (bare antallet af cifre..) bliver, når et lands valuta devalueres så kraftigt! Selv om priserne ved udregning virkede meget rimelige, turde man jo dårlig sætte tænderne i en sandwich til flere tusinde kroner...
Næste flyvetur fra island til NY gik også glimrende - piloten annoncerede fra start at turen ville blive kortere end planlagt, hurra for det! Desværre havde lufthavnspersonalet ikke lige så travlt med at nå til fyraften som piloten, så vi endte med at sidde tre kvarter på landingsbanen og vente på at en gate blev ledig, man skulle ellers mene der var en del af dem at vælge imellem i så stor en lufthavn! Sjovt som tre kvarter efter landing faktisk føles som næsten længere tid end de knap 6 timer vi havde i luften...
Os forbi taxaer og andre lettilgængelige transportmidler, der meget gerne ville transportere os til Manhattan - meen hvis man skal opleve det hele skal det gøres på den rigtige måde, så vi fandt først lufthavnens Airtrain, som udelukkende blev brugt til at transportere fine amerikanere hen til deres biler parkeret et stykke fra selve lufthavnen - og så de få tossede turister, der insisterede på at medbringe al deres bagage i offentlige transportmidler - derefter med subwayen resten af vejen. Det tog sin tid, men heldigvis fik vi undervejs set hele byen - nedefra :-S
Jeg havde inden ankomst læst en del kritik af det hostel, jeg havde booket, så jeg var en anelse skeptisk. Det blev dog hurtigt gjort til skamme, da det værelse vi fik var absolut glimrende med 2 store King Size-senge, skab med bøjler, kommode, køleskab, kæmpe spejl og TV - hvis man ikke er tilfreds med det, er det vist ikke et hostel, men et upperclass-hotel, man bør booke.. Første nat var ulidelig varm - det hjalp dog en del, da vi næste morgen fandt ud af at der faktisk var et airconditionanlæg, det havde bare gemt sig bag et gardin...
Vi bor på 5. sal, men er så heldige at der er elevator - den er dog en oplevelse for sig! Hvis man har travlt kan det absolut anbefales at anvende trapperne - men har man god tid, er en elevatortur glimrende underholdning. Er man så heldig at den kommer ned i stuen, når man skal op og gerne vil til 5. sal, så trykker man naturligvis på 5-tallet. En enkelt gang er det faktisk lykkedes at blive sat af på 5.sal, men øvrige gange har det betydet at elevatoren fandt 4.sal passende (måske et trick for at sikre motion til folket - samtlige amerikanere (jeg hører efterhånden i samme kategori) ville absolut have fordel af den slags tvungen motion). Det rigtig sjove kommer dog først, hvis man vover at tage elevatoren ned. Trykker man på knappen ved elevatoren på 5.sal kan man høre den begynder at bevæge sig - og er man rigtig heldig kan man høre den går op på 4.sal - så er det jo bare at løbe derned og tage den. Her er det naturlige valg så at trykke på 1, der jo er stueetagen herovre - hvilket oftest medfører en af 4 situationer; 1: Man kører en tur i kælderen, hvorfra der ikke går trapper til stueetagen. 2: Man bliver sat af på 2. sal. 3: Man standser et sted mellem 1. og 2. sal og kun inderste dør åbnes. 4: Man standser rent faktisk ved stueetagen, men kun inderste dør åbnes og man kan ikke komme ud. Hvad man herefter trykker på og hvor man så bliver sat af har jeg endnu ikke fundet nogen logik i - hvis man konsekvent trykker på 1 bliver man sat af et sted mellem kælder og 6. sal.. Ikke mere elevatorsnak - den skal næsten opleves (Vi er vist de eneste der tør bruge den, for den er sjovt nok aldrig optaget...)
Vi har selvfølgelig også vovet os udenfor hostelbygningen; der er jo en masse ting, man bør se, når man nu er i New York; Empire State Building, Little Italy, Forestilling på Broadway osv. - så ingen af dem har vi afprøvet - det er jo så fint beskrevet i alle bøger og guides. Til gengæld er Chinatown det sted jeg har shoppet mest (jeg er nok egentlig bare mere til Asien end US), jeg har været til en brag af en fest i en kirke i Harlem (se næste afsnit for nærmere beskrivelse..), vi bor lige ved Broadway, så den ser vi ofte, vi er blevet forfulgt af nogen, der kaldte Michel for skinhead, vi har været til stand-up (og skal igen i aften), har kørt i masser af metro, har gået en herlig tur på en ø der virkede mere og mere øde og sejlet en dejlig tur, hvor vi på vejen passerede en meget fri og meget stor, grøn kvinde! Her kommer lige et par reallife-oplevelser, vi ikke have læst om i guidebøgerne..:
Kirkeoplevelse søndag 16/8-09:
Jeg stod op og gjorde mig klar til kirkebesøg i Harlem, mens Michel stadig sov. Han var åbenbart så træt, at han valgte ikke at tage med alligevel - så slap vi også for at forholde os til, om de ville synes han lignede en skinhead og forfølge os igen i den lidt mørkere bydel. Jeg gik hen til bussen, hvor der var lidt ventetid. Da en flyer om Harlem-rundvisning inkl. kirkebesøg gjorde en del ud af at fortælle hvad der var passende tøj, bl.a. at t-shirts og shorts ikke er, var jeg lidt i tvivl om hvor meget jeg skulle have på. Jeg spurgte en meget velklædt kvinde ved busstoppestedet, der ikke mente det var noget problem, så jeg havde ikke behøvet at tage cardigan, strømper og tørklæde med (til at improvisere en nederdel, ikke lege muslim..) Jeg kom frem til kirken og stillede mig pænt op i turistkøen - blev lidt i tvivl om det mon var bedre at vælge en anden kirke, da listen i LP vist er worldwide - mange stod i hvert fald med dem i hånden. Jeg blev dog - lidt efter kom en sikkerhedsmand ud og fik køen - der nu var mange mange meter lang gelejldet helt ind langs murene, så folk kunne passere på fortovet. Lidt efter kom han og sagde at næste gudstjeneste ville være kl. 11, hvilket var en interessant overraskelse både for mig og de fleste andre, da LP skrev det skulle starte kl. 10. Halvanden time i kø på fortovet, men så blev vi også lukket ind i kulden. De har åbenbart erfaring for at de fleste turister skrider midt i forestillingen, så hele balkonen var sat af til besøgende; ønskede man at sidde nede blandt kirkegængerne, skulle man sige det til hende, der stod for seating indenfor. Jeg sprang derfor ud af køen og sagde jeg gerne ville sidde nede, hvorefter jeg igen blev spurgt om jeg virklig mente jeg ville blive der hele gudstjenestens længde (et par timer), hvilket da absolut var min mening, så jeg kunne gå ind og finde mig en plads på rækkerne blandt folk med en anelse mørkere hudfarve. Selv om gudstjenesten først skulle starte kl. 11, var der allerede på det tidspunkt (kvart i ca.) godt gang i sang og livsglæde blandt kirkegængerne og de, der var samlet oppe "på scenen". Det gav næsten gåsehud at opleve stemningen og den måde, de levede sig ind i musikken og sig selv på.
Efterhånden var alle kommet på plads - nu med lidt flere turister nedenunder også, men ikke noget der fyldte i det samlede billede. Der var en masse der skiftedes til at skulle sige noget "fra scenen/alteret" og lidt efter kom koret ind - jeg synes ellers det gik så glimrende også uden kor, når alle bare gav den gas, det lød jo vildt godt! Der gik på et tidspunkt nogle fade rundt, hvor alle lagde nogle på forhånd pakkede kuverter med penge i - der lå også penge løst, så jeg fandt også nogen frem og lagde i - fik ikke helt fat i hvilket formål de gik til, men når de store oplevelser her er gratis, må man jo støtte dem på anden vis.
På vej ind blev alle turister spurgt om hvilket land man var fra - det blev så brugt senere under gudstjenesten til at takke alle gæsterne, der var kommet for at støtte deres sogn. De startede med et eller andet land, hvoraf alle åbenbart sad på turistbalkonen. Derefter skulle alle fra Danmark så rejse sig - i kirkedelen var det ca. mig, som så måtte rejse mig - og blive stående - som den eneste. Lidt efter lidt blev alle landene nævnt, så alle turisterne stod op - herefter skulle alle de faste kirkegængere tage godt imod os, så alle i umiddelbart nærhed gav hånd og sagde velkommen mens nærmeste nabo fortalte noget med at Jesus vist var glad for at se mig eller noget i den stil. Derefter var det tid til at hylde Jeffrey (eller noget i den stil) der nu var blevet discipel - tillykke til ham, jeg troede ellers de var udvalgt for mange år siden, dengang Biblen blev skrevet... Bare komplicer sagen yderligere ved at udskifte dem efterhånden - hvad skete der mon med Simon Peter og de andre?
Vi bad en masse for bl.a. Obama - her er politik og kirke på ingen måde adskilt, præsten indled en længere prædiken over Obamas politiske hensigter. Derefter var det tid til dagens motion - alle rækker skulle ud fra deres pladser for at gå i gåsegang en tur rundt i kirken og så tilbage til pladserne igen. Det var åbenbart endnu en donationsrunde/offergave-happening, men det havde jeg ikke fattet før jeg nåede frem til den spand de smed næste kuvert med penge i, så jeg måtte gå tomhændet forbi - det var der dog ingen der så skævt til, hvis de overhovedet lagde mærke til det - der er vel en grund til at de afleverer i lukkede kuverter, så man ikke kan se hvad andre giver. Hele ceremonien varede 2,5 timer og var meget interessant. Undervejs var der også "Dance the word" hvor en danser dansede mens en mand sang (kunne ikke få øje på sangeren, så går ud fra det var båndet) og et par sange hvor koret optrådte - det var flot, men jeg synes stadig det var mere betagende da hele kirken sang sammen inden gudstjenesten startede rigtigt. Der er ikke de samme forventninger til stilhed som i DK - her var det helt legalt at råbe halleluja og lignende, når man følte for det - og rejse sig og række armene mod himlen, når man rigtig levede sig ind i det. (Det lignede ofte en Hitler-øvelse, hvor kun højre arm var strakt op, men han var vel næppe deres forbillede og inspirationskilde..)
Subway i værste myldretid kan være en temmelig interessant oplevelse:
Kom med subwayen, som så pludselig en station før vi havde planlagt at stå af annoncerer at nu stopper den ikke mere før endestationen, hvorefter alle forlader den for at stå meget tæt på perronen med utrolig dårlig luft.. Der går lang tid før hun flytter subwayen - man kunne ellers tro at det var for ikke at lave propper den skulle hurtigt videre og så ville de næste stoppe alle steder.. Endelig kører den væk og vi stå nu hvad der svarer til 3 fyldte subways på perronen og venter spændt på hvornår den næste dukker op... Den kommer efter noget tid og har selvfølgelig allerede gæster med, da den ankommer. Det lykkes os og de fleste andre at mase os ind og få en ståplads - men tilsyneladende har den ikke tænkt sig at flytte sig fra denne station, som den åbenbart tror vi alle har fået et meget nært forhold til... Sådan forholder der sig desværre ikke, da først en del tid på perronen med den dårlige luft og derefter lang tid i en meget tætpakket subway med slukket aircondition ikke gør godt for nogen. Lidt efter lidt var der også nogen der forlod vognen - og sveden løb ned i ansigtet på de fleste. Endelig kom vi dog igang og kunne komme af på vores egen station med mine meget meget ømme ben og fødder!
Besøg på McDonalds:
Efter lidt shopping tog vi frokost på McD nede i byen. Jeg stillede mig pænt i en kø, men da den anden kasse blev ledig bad hun mig om at komme derhen. Jeg gik hen mod kassen - imens ankom en plus size-kvinde, der valgte at stille sig lige foran ekspedienten, der stadig kiggede mig i øjnene og spugrte hvad hun kunne hjælpe med. Jeg afgav min ordre, hvorefter plus-sizekvinden begyndte at skælde ud - McD-ekspedienten sagde at hun havde kaldt mig derhen, da der ikke var nogen ved hendes kasse og plus-size-damen jo ikke var klar på det tidspunkt. Det var hun sådan set ligeglad med, for NU var hun jo klar til at blive ekspederet og "that b****..."(åbenbart mig..) et eller andet. Hun kom tilbage 2 sekunder efter og sagde jeg skulle undskylde og bede hende pænt om at flytte sig en anden gang, da hun ikke kunne lide at blive rørt (muligvis har mit ærme rørt hende, men det kan jo være svært at undgå når en kvinde på +200 kg stiller sig klods op ad skranken - det var vist lige meget hvor i restauranten man opholdt sig, så kunne man ikke undgå at berøre hende..) Hun blev ved med at skule til mig og synes åbenbart jeg var den værste kælling hun havde mødt - selvom jeg vel bare gjorde hvad "man" gør i den situation.. amerikanere - desværre vokser de nok aldrig fra den fase :-S
Måske er det skræmmende, at det der fylder næstmest i rejsebloggen er en elevatorbeskrivelse - men bare rolig, resten skal nok blive mere udførligt, når jeg engang kommer hjem og bør læse fysik.. Glædelig august til jer alle - husk at opføre jer rigtig pænt!
- comments