Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle!
Så er vi kommet til Australien!
Vi stod tidligt op fredag den 9. april i Fiji for at nå vores flyver, og efter et par mindre flyveture via Auckland ankom vi til Sydney omkring kl. 1800. Vi fik ganske hurtigt fundet vej til vores hostel og senere på aftenen kunne vi hurtigt konstatere at øllene også smager godt i Australien.
Morgenen efter stod den på sightseeing, og efter en rask gåtur på 8 km. havde vi set det meste af det, vi følte var værd at se. Vi havde gået en tur igennem den flotte botaniske have, der er tilplantet med træer og blomster fra hele verden, det storslåede operahus med Sydney Harbour Bridge i baggrunden, Sydney Aquarium samt en masse andre småting.
Dagen efter gik turen til Bondi Beach som naturligvis også skulle opleves, her var vi et par timer på og omkring stranden. Fin fin strand, men vandet var dog betydeligt koldere end i Fiji, men det kan vi jo lige så godt vænne os til, og det har vi da også gjort.
Mandag morgen mødte vi et par danskere som vi også havde mødt i Fiji, og der blev naturligvis aftalt, at vi skulle mødes i baren om aftenen. Resten af dagen gik med at lure lidt efter en bil, og aftenen tilbragte vi som sagt i baren.
Tirsdag gik jagten for alvor ind på en bil, da vi var blevet enige om at Sydney ikke havde mere at bidrage med. Vi fik kigget på et par stykker og fik en aftale i stand med et par svenske backpackere, der gerne ville af med deres Ford Falcon inden de vendte snuden hjem mod Europa.
Morgenen efter pakkede vi vores ting og smed det i receptionen, for at tage ud til Coogee Beach for at se på Forden. Fin mørkeblå stationcar med automatgear, fartpilot, en dejlig kvik motor og alt det campingudstyr man overhovedet kan tænke sig. Vi smuttede tilbage på hostlet og hentede vores bagage og smuttede ud til svenskerne igen med det samme. Kl. 1600 trillede vi lige så stille ud af Sydney med Thomas som co-pilot og Martin ved rattet. Det var intet problem at køre ud af sådan en lille by, selvom langt de fleste har valgt at køre i den forkerte side.
Inden længe var vi nået 200 km. nord for Sydney, og vi fik fundet en rasteplads at sove på. Og gudjælpemig om svenskerne ikke også havde efterladt sig 5 kg. pasta og en god slat baked beans, så vi kunne klare os det første lille stykke tid.
Dagen efter gik turen ind i landet, til Dubbo, for at besøge Western Plains Zoo. Vi tilbagelagde de omkring 400 km. ad veje i flot natur, og med masser af både døde og levende kænguruer, wombater, dingoer og firben i vejkanten, så turen derud var nærmest en helt zoologisk have i sig selv.
Vi ankom til den zoologiske have sidst på eftermiddagen, og havde derfor ikke særlig lang tid inden parken lukkede. Heldigvis vidste vi at vores billet galdt for 2 dage, så vi kørte den 6 km. lange rundstrækning forholdsvist hurtigt den første dag, og vendte tilbage dagen efter for at gå turen rundt, og få nærmere kig på dyrene. Parken er meget afrikansk præget, men de har dog også fundet plads til dingoer, kænguruer og koalaer.
Da vi var færdige i Dubbo, begyndte vi igen at køre mod kysten, med næsen mod Port Macquarie. Vi ankom til destinationen dagen efter, efter en overnatning på en rasteplads ca. halvvejs. Her spenderede vi et par dage med at slappe af og nyde nogle af de lækre strande der er omkring byen. Den ene af dagene brugte vi dog megen tid til at finde bhutanium gas til vores gasblus, så vi ikke skulle have halvkogt spaghetti igen den dag.
I både Port Macquarie og i Coffs Harbour hvor vi er nu, får vi megen sjov ud af at tøffe rundt på vores bodyboard, som er et surfboard, bare kortere som man ligger på. Vi er godt nok ikke særlig gode til det endnu, men vi har det nu sjovt alligevel, og elsker når de 4 meter høje bølger knækker over os og smadrer os i sandbunden!
Efter Port Macquarie satte vi kursen mod Coffs Harbour, og fandt frem til Billabong Koala and Wildlife Park på vejen. Her var der rig mulighed for at lave spas med kænguruerne og komme tæt på koalarne. Derudover havde de også mange andre dyr, og blandt andet op til flere papegøjer, der konstant tossede rundt og sagde "Hellooo!".
Lige nu er vi som sagt lige ankommet til Coffs Harbour, hvor vi regner med at blive et par dage, inden turen går videre nordpå mod Byron Bay.
Vi håber i har det godt derhjemme med jeres vulkanaske og hvad i ellers har at byde på!
Thomsen og Mertin!
- comments
Birthe og Chang Hej med jer lækker bil i har fået med campingudstyr, og det ser skønt ud alt det i oplever. Dejligt at følge med i jeres tur. Forsat god tur.
Hanne & Poul Hej Thomas og Martin Dejligt at se at i er kommet godt i gang i Australien. Det ser fint ud med bilen og diverse udstyr. I ser også ud til at opleve en hel del på jeres tur - Thomas hans erfaring fra dyreparken har givet jer dyrtække på turen - og så når "styrmand" har "styr" på det - så fortsat god tur.