EASY RIDING THE WARM COUNTRIES

Så er tiden inde for undertegnede, til at debutere på denne blog. Men ikke nødvendigvis af tvang, selvom jeg heller ikke skal kunne udelukken, at et stænk af netop dette har påvirket mig. Nej det handler i langt højere grad om inspiration. En inspiration der er blevet kastet i hovedet på mig i løbet af de seneste par dage, hvor vi har været på opdagelse i Vietnam, siddende bagpå to store motorcykler. Og nu er jeg jo ikke typen, der udbasunerer mine personlige holdninger og meninger, og påstår at jeg har ret. Men hvis man skal se Vietnam rigtig, så vil jeg alligevel mene at det gøres bedst, som vi gjorde det. Vi har i løbet af vores forholdsvis korte tid i Asien allerede benyttet os af en hel del forskellige transportmidler, når turen går fra a til b. Almindelige busser midt på dagen, hvor samtlige asiater i forsamlingen (ikke så få endda!) skal afprøve mobiltelefonens uanede muligheder, som en anden begejstret konfirmand, for slet ikke at nævne de utallige musikvideoer der blæser ud fra skærme og højtalere. Natbusser er et andet afprøvet alternativ. Her bliver man anbragt i hver sin køje og kan herfra nyde nattens søvn, mens det usynlige landskab passerer forbi i mørket. Udmærket hvis ikke lige det var fordi, gennemsnits højden for mænd i Vietnam er 162 centimeter, og sengepladserne er bygget derefter.

Problemet med ovenstående metoder er at, man bliver lukket inde i en bus og drøner op ad hovedvejen, indtil man når sin destination. Som regel en turistby af større eller mindre omfang, hvor den lokales puls kun slår til glæde for de rige turister. Man ser ikke den virkelige skønhed, i det ellers smukke landskab udenfor, for det er jo bare noget der skal overstås. Og netop derfor var det så befriende, da Tam og Thach/Chip og Chap kom og tilbød os en køretur, gennem den mindre turistede del af Vietnam. En tur fra Nha Trang - Hoi An, som ellers skulle have været klaret den efterfølgende nat i en lille køje, blev erstattet med en firedages tur, hvor hovedvejen for en stund blev lagt på hylden. I stedet gik ruten af snoede veje, der førte os over Vietnams bjerge, for til sidst at ende ud i Ho Chi Minh Trail.

Med de to Easy Riders ved vores side så vi steder, som tilsyneladende er de færreste hvide mennesker forundt. Det var i hvert fald ikke synderlig mange kilometer der var tilbagelagt, før turister var et særsyn, og man kunne tydeligt mærke, ikke kun hvordan sceneriet ændrede sig, men også hvordan byerne ikke længere byggede deres håb på udlændinge og deres pengepung. Og aldrig før har jeg følt mig så fri! Jeg er godt klar over at uanset, hvad jeg skriver her så, vil det kun komme til at virke, som et sølle forsøg på at gengive virkeligheden. Man kan se nok så mange billeder og høre nok så mange beretninger, men hvis man ikke selv har været der, så ved man ikke hvordan det er! Det skal opleves, hvordan det er at køre rundt, mens den varme vind river og flår i dig, alt imens naturen giver smagsprøver på det ypperste, den kan præstere. Og hvis ikke man er imponeret, så ændrer det sig fra stor til større, hver gang man er færdig med det næste sving. Et så foranderlig og fantastisk landskab drømte jeg ikke om eksisterede nogen steder. I det ene øjeblik bager solen, og den eneste trøst er de få blide briser, der ruller over landet. I det næste har alle skyer samlet sig om bjergene og giver slip på al sin regn, mens vinden gør det svært at styre motorcyklen. Det var svært ikke at blive helt filosofisk eller værre endnu helt religiøs.

Det eneste der kunne have gjort den frie fornemmelse endnu stærkere, var hvis man havde kørt motorcyklen selv. Selv at være herre over, hvilke sving man ville tage. Når det så er sagt, så var Tam og Thach de bedste "guider", vi kunne have bedt om og det var også rart at have nogle lokale med, der vidste noget om de steder vi så og kunne forklare om det, på deres ellers meget sparsomme engelsk. Og udover at være Easy Riders og guider for os, så var de også to ekstremt dejlige personer at have med. Den ene på grænsen til det mentalt forstyrrede og den anden meget beskyttende og utrolig rar. Hver aften spiste vi aftensmad med dem, og det var Thach der bestilte til hele bordet hver gang, og sørgede for at vi spiste lokalt. When in Rome …! Alt i alt to perfekte gutter at have på turen.

Hvis det overstående er svært at forstå eller svært at tro på så vil jeg sige som alle Vietnam veteraner siger når de prøver at forklare sig.

"Vietnam, You don't know man... you weren't there..."