DANSK SELVSKAB I DE VARME LANDE

Det var ikke helt så nemt at komme i kontakt med Nanna og hendes veninde Katrine, som vi havde forventet. Vi havde aftalt at vi skulle bo på et hostel der hed Yellow House, og der ville de andre så også komme hen og bo. Yellow House var imidlertid blevet omdannet til en byggeplads, og huset var revet ned. Nå. Så stod vi lige som der og vidste ikke rigtig hvad der skulle ske. En hyggelig dame kom hen og forklarede os at hun havde et sted hvor vi kunne sove for ikke alt for mange penge. Så vi fulgte efter ind i en meget lille gyde, maks 3 m. bred, og kom hen til hendes hostel. Værelset var fint, så vi besluttede at vi ville bo der. Da vi ville gå på Facebook for at fortælle Nanna og Katrine om ændringerne i planen, fandt vi ud af at man i Vietnam har spærret siden. Vi var lidt på skideren, men fandt til alt held ud af at de på vores hostel havde kommet udenom spærringen. Så vi fik langt om længe kontakt til pigerne, og fandt dem senere på aftenen. Efter noget mad skulle vi mødes med dem på "GO2", og vi fik en hyggelig aften til at gå, med lokale øl.

Dagen efter havde vi aftalt med pigerne at vi sammen skulle tage til et krigsmuseum som handlede om Vietnamkrigen. Det resulterede i vores første tur på scooter. Alle steder i Asien kører folk rundt på scootere, og der er ikke grænser for hvad der kan være på sådan én. Alt fra hele familier, hunde, cykler og diverse ting der skal sælges på markeder. Trafikken er for at sige det mildt ikke et sted jeg ville tage mit kørekort. Den der er størst bestemmer. Så det resulterer i en masse dytten og båtten, og ud og ind mellem busser, og de få biler der er. I Ho Chi Minh City (Saigon) bor der ca. 7 mio., og der er 5,2 mio. scootere. Så I kan selv regne ud at det er sin sag at komme rundt uskadt i den by, især når der er myldertrafik.

Men for at komme tilbage til historien, fik vi et par gutter til at køre os alle fire hen til museet. Det var endnu et museum hvor humøret ikke ligefrem kom i top. Men det var som så meget andet vi oplever, utrolig spændende.

Om aftenen var vi ude og bowle med pigerne. Det lå på toppen af et center, og var fyldt med alle slags spillemaskiner man kunne tænke sig. Et sted man snildt kunne bruge en masse penge på en masse sjov og spas. Men efter en times bowling fik vi afgjort at værelse 206 (vores værelse) var klart de bedste. Efter det, tog vi hjem og slappede af og spillede lidt kort, og gik i nogenlunde tid i seng, så vi var klar til tur dagen efter.

Vi skulle nemlig ud og se Cú Chi tunnelerne, som var dem vietnameserne byggede under krigen for at kunne gemme sig for bomber og hvad der nu ellers blev kastet ud fra de amerikanske fly. Vi havde en guide der hed mr. Bin, og han snakkede uafbrudt i de 2 timer det tog før vi holdt pause. Han var rigtig god til at fortælle, og brugte et sprog som man ikke hører mange steder. "The american guns is bulls*** guns. The real ones is Kalashnikow, AK-47." Vi fik en ny guide til resten af turen, men John Wayne, som han kaldte sig selv, var ikke mindre morsom. VI blev i hvert fald underholdt gennem hele turen. Da vi havde hørt lidt historie omkring tunnelerne, og set de primitive, men effektive fælder som vietnameserne havde bygget, kom vi til et sted hvor man kunne skyde med diverse guns. Lige noget for Tobias! Man skulle giver 10$ for 10 skud, så han prøvede at skyde med en AK-47, og fik endda at vide at han var god til det! Tobias mente at jeg også skulle prøve, så det endte det med. Senere kom vi ned og kravle i tunnellerne. Det var godt nok ikke meget plads der var. Lige nok til at jeg kunne sidde i hug, og bevæge fødderne langsomt frem. Det er godt at asiatere ikke er så store som os vestlige folk, for så havde de nok skulle grave en del mere for at få plads nok.

Turen hjem tog vi med båd. Rigtig flot, men også dejlig vindigt efter de mange svedeture man får her nede.

Om aftenen hyggede vi med pigerne, og fik pakket vores ting, klar til at tage på tur til Mekong Deltaet. Til jer der ikke ved hvad det er, så er Mekong en flod der løber hele vejen fra Tibet og tud i havet i Vietnam. Så det var der vi skulle på tur. Vi var lidt i tvivl om vi skulle tage en eller to dage, men desværre fik jeg min vilje, og vi tog af sted i to dage. Det skulle vi i bakspejlet ikke have gjort, da dag nr. to ikke var specielt anderledes fra dag et. Turen mindede lidt om min tur i gymnasiet, da vi skulle med Bente Aggerbæk ud og kigge på bygninger inspireret af oldtidens arkitektur. Hun gik forrest, og fortalte en masse ting som vi egentlig var pænt ligeglade med.

Men vi fik set ting som et flydende marked hvor vi kom ombord på en båd der solgte ananas. Vi fik set en lille fabrik hvor de lavede forskellige slags vietnamesisk slik. Vi smagte risvin, som minder lidt om tequila, bare klammere. Vi var på en risfabrik, på et lokalt marked på land, og ikke mindst sejlede vi rundt omkring på deltaet. Fin tur, men det havde været nok med en dag. En ting der lige er værd at nævne var da vi skulle fra det lokale marked og til det hotel hvor vi skulle sove den nat. Vi fik at vide at vi skulle være tilbage præcis kl. 16.50, for kl. 17 ville bussen køre. Lige som med så mange andre aftaler her nede, er tiden ikke så vigtig. Så da kl. var omkring halv seks kom bussen. Vi blev stoppet ind i en lille bus sammen med mange andre turister. Vi var så heldige at få de bagerste sæder, hvor det hopper dejlig meget. Især når næsten alle vejene her nede enten er hullede eller under ombygning. Super god tur. NOT!

Efter utrolig megen søgen fandt vi endelig en trimmer til Tobias, så han kunne komme af med det lange skæg, og få klippet lidt af toppen. J

Da vi kom hjem om aftenen skulle vi med sovebus til Nha Trang som er en badeby lidt nordpå og her er vi så nu.