Hej med jer der hjemme.

Vi beklager at i ikke har hoert fra os i efterhaanden lang tid, men naar i laeser denne blog vil i forstaa at vi har oplevet rigtig meget, og der derfor ikke har vaeret meget tid til at sidde ved computeren.

Sidst vi opdatrerede bloggen var vi paa Ko Pha Ngan, saa det er her fra vi starter denne blog, saa hold fast, for der er meget at fortaelle! :)

Vi skulle fra Ko Pha Ngan den 11/10, for derfra at tage til Singapore. Det lyder umiddelbart som let nok, men dette var bestemt ikke nogen luxus-rejse! Saa vi bestemt at vi efterhaanden kan kalde os "rigtige" backpackere. Her kan i hoere hvorfor...
Vi startede i byen Hat Rinn, og skulle med minibus der fra til byen hvor vi skulle med den saakaldte natfaerge! Vi bliver hentet og skal med en meget ung chauffoer ud paa lidt af en koeretur! Den indebar en tur med hoej fart og technomusik, ingen sikkerhedsseler og flittigt brug af hornet i bilen. Men frem kom vi, og det var kun starten paa en tur der blev meget vaerre! Vi kommer til havnen og viser vores billetter, hvorefter vi spoerg om hvor vores natfaerge er henne, for vi kunne kun se en lille kutter, som bestemt ikke laa roligt i havnen.. Det var saa den de kaldte for natfaergen! Den havde absolut intet med natfaerge at goere, andet en den sejler om natten! Poul Anker lignede et kaempe luxus krydstogt ved siden af. Vi overvejede virkelig at bakke ud, men der var desvaerre ikke nogen vej uden om, og nu havde vi jo betalt. Saa det var bare om at bide i det sure aeble og balancere ned af det braet der laa fra kajen og ned til baaden. Da vi kommer op til der hvor vi skal tilbringe natten, ser vi blot to lange raekker med papairstynde madrasser - hvis man kunne kalde dem det - og nogle faa lokale der laa ned. Vi fandt vores pladser og proevede at finde ro til at falde i soevn. Men saa let skulle det ikke vaere. Det blev den mest sovnloese nat for os begge. Vi fik ikke lukket et oeje, fordi baaden vippede virkelig meget og vi var naervoese for vores ting, som vi holdt om hele natten. Ogsaa dette overlevede vi og ankom til Surrathani kl. 5:00 dagen efter. Her blev vi jaget ud af fjerderne af en lille dreng, der sagde at vi skulle skynde os fordi der holdt en bil og ventede paa os. Saa vi skynder os op, men bliver saa paa havnen moedt af en aaben taxi og en mand i hvide klaeder, som synger og raaber, som vi ikke lige var i humoer til efter en soevnloes nat. Vi saetter os ind i taxien og venter paa at han skal koere. Men der sker intet. Til gengaeld begynder det vildeste regnvejr og vi bliver fuldstaendig gennegmbloedte. Vi faar saa at vide at vi bliver noedt til at vente paa en anden baad, fordi med den kommer der nogle som ogsaa skal med denne taxi. Men efter en times tid og gennembloedt toej, koerer vi endelig han til en restaurent hvor vi havde faet at vide at vi kunne spise vores medbragte madpakker - men snydt igen! Vi fik bestemt ikke lov til at spise vores egen morgenmad, men kunne vaegle at koebe noget kedeligt broed hos dem - ellers tak! saa vi venter taalmodigt paa at vi skal videre en time efter - med som vi har faaet fortalt - en VIP bus. Men snydt igen, igen! halvanden time efter holder der en sorgelig lille mini mini bus! Henriette og jeg bliver smidt ind aller bagerst sammen med bagagen! - og som i alle ved er vi jo nogle af de mennesker i verden der har de korteste ben, men dem var der bestemt ikke plads til nogen steder! saa vi maatte side med benene oppe over hovedet, paa saedet foran os! Her fra gik turen saa i "rask trav" til en by taet paa graensen til Malaysia. Med det mener vi at der var ikke et bump paa vejen vi koerte uden om og det gik virkelig staerkt! Saa vi blev kastet rundt i bussen, og kunne derfor godt glemme ALT om at faa saa meget som 5 min. paa oejet!
Men efter 5,5 time kom vi over i en ny minibus, hvor der var plads til vores ben - laekkert! Men det skulle jo ikke vcaere luxus. Saa nu havde vi ingen aircon, men foelte derimod at vi sad i en ovn! det var virkelig uilideligt varmt.
Efter ca. 6 timer kommer vi til en by i Malaysia, hvor vi skal sikfte over i den luxusbus som vi er blevet lovet. Her faar vi nogle okay timer indtil vi naar Singapore. Efter 34 timer var vi virkelig traette, men vi rendte ind i morgentrafikken i Singapore og blev derfor lige yderligere 2 timer forsinket. Men efter 36 timers vild tur, havde vi stadig det gode humoer i behold, og saa nu frem til nye oplevelser i storbyen.

Da vi efter noget tid fandt et sted at overnatte, gik resten af dagen med at sove indtil vi modtes med vores venner hjemmefra - Lasse og Mikkel, som vi har fulgtes med lige siden.
Vi havde 4 dage i Singapore, som gik med at se en masse. Singapore minder paa mange maader om de storbyer man ser i film. Den skiller sig virkelig meget ud fra resten af det vi har set foer paa rejsen. Det var bestemt ogsaa nogle helt andre priser, men det var fedt at prove at se saadan en perle midt i det eller fattige Asien.
Vi var i Singapore Zoo, som var fyldt med alverdens dyr. Den var speciel fra den der hjemme, for dyrerne var ikke spaerret inde paa samme maade som vi kender fra her hjemme, men der var max en lav mur som skildte dyrerne fra gaesterne, saa man kom for alvor taet paa dem. Her inde saa vi elefantshow og soeloeveshow som bare kryderede turen lidt ekstra.
Dagen efter var vi i det der hedder Science World, som var minder om ekspermentariet der hjemme, bare meget stoerre og mere ekstremt. Her fik vi mange timer til at gaa, og det var alt i alt en virkelig sjov dag.
Samme aften ville drengene og jeg i Casino. Ikke fordi vi troede at vi ville blive millionare, selv om vi godt ville kunne bruge lidt ekstra penge... Men da vi kom til Marina Bay hvor casinoet ligger, fandt vi ud af at jeg ikke var gammel nok til at komme ind. Jeg ville faktisk kunne faa 12 maaneder i faengsel og 40.000 kr. i boede, hvis jeg blev opdagtet. Det ville vaere svaert ikke at blive opdaget, fordi vi skulle vise pas for at komme ind. Det havde drengene ikke med, saa de maatte ogsaa gaa forgaeves.
Dagen efter tog vi dog der ud igen, fordi vi aften for inden havde set 3 hoejhuse paa stribe som for oven havde en platform som lignede en baad. Her kunne man komme op og se ud over hele Singapore. Det var en vild udsigt, og her fik vi taget en del fede billeder. Alt i dette omraade er det vildeste luxus, og folk kan bo der, men det er nok kun noget vi kan droemme om at faa raad til. Vi skildte os ret meget ud i vores halvslidte backpacker-klaeder :D

Efter et par skoenne dage i Singapore ville vi gerne vaek fra storbyens hast og videre ud til nye oplevelser paa verdens 3 stoerste oe, Borneo. I lufthavnen moedte vi svenske piger som hedder Elin og Alexandra, som Lasse og Mikkel havde snakket med inden de modtes med os. De var/er VIRKELIG soede saa dem tog vi med i tasken og har fulgtes med dem siden :) Vi ankom til hovedstaden i den Malaysiske del af Borneo, som hedder Kota Kinabalu.
Her fandt vi et hostel midt i gadeboernenes "legeplads". Der blev lidt skraemte af alle de boern vi saa ude sent paa aftenen, som tiggede om penge og greb fat i os. Men heldigvis var der ogsaa nogle soede imellem, som spillede fodbold, og de ville udfordre os til kamp midt paa gaden. Det endte ud i en svedig affere for Lasse og Mikkel, og os piger kom lidt taettere paa de andre boern der saa paa. Det var en sjov oplevelse, som man ikke kan koebe for penge, og som vi uden tvivl sent vil glemme.
Som i alle ved, har vi vaeret en del mere ramt af regn end hvad vi havde haabet, men vi var saa heldige at Lasse og Mikkel havde taget det gode vejr med fra Bali, saa siden der har vi haft en masse laekre solskintimer. Saa lidt farve er vi ved at faa :D

De svenske piger havde vaeret lidt bedre forberedt paa turen til borneo end vi selv havde vaeret, saa de havde laest om Sydoestasiens hoejeste bjerg som laa 2 timer fra byen Kota Kinabalu. Det skulle da bestemt ikke ligge der ude helt alene, saa vi bestilte en tur med bjergbestigning over 2 dage med det samme. Det loed fedt og vi var alle ret oppe at koere over det inden selve bestigningen startede.
Vi havde faaet besked paa at vi SKULLE have en guide med, men kunne heldigvis bestille en engelsktalene guide - eller, det var i hvert fald hvad vi fik at vide - men vi blev alle enige om at den guide vi fik aldrig i sit liv har set en engelskordbog! Han kunne absolut intet, og selv om vi var meget taalmodige naar vi skulle snakke med ham, hjalp det intet! Men vi kom igang og det gik bare opad lige fra start (vi ved ikke hvade vi ellers havde regnet med) men det var mere haardt end vi lige havde regnet med. Vi skulle den foerste dag gaa 6 km. og vi ved udemaerket godt at det ikke lyder af meget! men man skal lige taenke paa at det konstant gaar opad paa staejle trapper og ujaevne stier. Efter meget sved og tung vejrtraekning kom vi op til det sted, hvor vi skulle tilbringe vores korte nat. Vi skulle nemlig op kl. 2:00 om natten for at fortsaette turen de sidste 3 km. op af bjerget.
Saa vi kom afsted om natten ifoert pandelamper og nogle UTROLIG flotte jakker vi havde laant i receptionen. (vi havde jo ikke lige regnet med, at skulle bestige et bjerg, da vi tog fra Danmark, saa vi havde ikke helt nok varmt toej med.) Med alt udstyret paa gik det igen bare opad og opad. Det begyndte hurtigt at blive meget koldt og selvom vi jo bevaegede os meget, froes vi alligevel.
Det var super fedt at vi skulle bestige bjerget om natten, for saa ville man naa toppen naar solen steg op. Turen kunne til tider godt foeles uendelig lang, men naar vi endelig kl. 05.30 naaede toppen, saa var det bare det hele vaerd! Vi sad deropppe og havde den vildeste udsigt, mens vi bare ventede paa at solen kom frem. Da den saa endelig gjorde, var det bare helt fantastisk og det var en vild foelelse at sidde der paa toppen.
Men desvaerre skulle vi jo ogsaa hele vejen ned igen, og det var nu heller ikke helt let. Det var ret hardt for benene. Det tog os 2 timer at komme ned til det foerste stop med morgenmad og bagefter tog det os 2,5 at komme helt ned igen. Vi var SAA smadrede naar vi kom ned og ville bare gerne have et bad og en seng at sove i. Men vi skulle alle seks med bussen direkte videre til Sandakan. Som ligger paa den modsatte side i staten Sadan.
Her fandt vi et dejligt hostel, hvor vi stadig er. Her har vi indtil videre bare hygget os og slappet af efter bjergbestigningen. Det skal lige siges, at vi har gaaet rundt og lignet elefanter de sidste 2 dage, vi har saa ondt i vores ben!
I dag har vi saa vaeret i et orangutan rehabilitationcentre. Aah, hvor var de dog nuttede og soede.
Vi har ikke de vilde planer for resten af dagene paa Borneo endnu, men man ved jo aldrig hvad der sker.

Paa tirsdag eller onsdag er planen at vi tager tilbage til Thailand, for at besoege Krabi og Phi Phi. Det glaeder vi os til.
Med hensyn til billeder, saa er der blevet taget en masse, men de fleste ligger paa Mikkels kamera, saa dem maa i nok see, naar i kommer hjem. Men det er jo altid godt at have noget at se frem til..

Det var lidt om det vi har oplevet paa det sidste.

I hoerer fra os igen, naar vi har noget nyt at fortaelle.