Profile
Blog
Photos
Videos
I dag, lørdag, var vores sidste hele dag i San Francisco og i USA. I morgen rejser vi hjem kl. 13.55 amerikansk tid, 20.55 for jer. Vi er hjemme mandag eftermiddag og skal efter planen lande 13.40 lokal tid i Billund, for vi "taber" jo lige ni timer i tidszoner på vejen.
I dag viste San Francisco sig fra sin bedste side vejrmæssigt, så vi har brugt dagen i Golden Gate Park. Parken er byens største og har et areal på 4,2 kvadratkilometer. (20% større end Central Park i New York.) I parken er der blandt meget mere søer, botanisk have, en japansk have og en mindre blomsterpark, to baseballbaner, håndboldbaner, et amerikansk fodboldstadium, experimentarium og California Academy of Sciences. Vi gik en stor runde i parken og stødte på vejen ind i en freds-festival, hvor der var godt gang i musikken og rigtig mange boder, hvor man kunne deltage i festivalens forskellige aktiviteter for at fremme verdensfreden. Der var yoga og tai chi under åben himmel og en masse andre ting. Vi så lidt på boderne inden vi gik videre til en af søerne, hvor man kunne leje både og tage en sejltur. Da der var rigtig lang kø til udlejningen nøjedes vi bare med at få en is mens vi holdt pause på en bænk og så på mennesker. Vi tog derefter bussen tilbage til centrum og gik i Westfield storcenter for at shoppe. Efter aftensmad på en diner gik vi tilbage til hotellet for at pakke vores kufferter og får styr på de sidste småting.
Vi har haft en køletaske af plastik med os i bilen den sidste måneds tid, og selvom vi har haft rigtig god nytte af den på vores roadtrip, kan vi desværre ikke tage den med hjem. Derfor pakkede vi den med en 9-liters vanddunk, vi ikke har haft brug for, et par colaer og nogle müslibarer, vi havde til overs og gik ned på gaden for at finde en hjemløs, der måske gerne ville have den i stedet. Vi fandt en mand lige rundt om hjørnet fra vores hotel, og han tog imod den med et smil. Det var lettere, end vi troede. Så op at pakke videre, og nu slapper vi af foran fjernsynet (og skriver blog) inden vi siger tak for i dag og tak for denne gang til USA.
På vores tur har vi set, gjort, prøvet, hørt og oplevet så meget, at det er svært at huske det hele i detaljer. Det har vi heldigvis bloggen og vores utallige billeder til at hjælpe os med. Det har været en fantastisk tur, og vi har familie, venner, bekendte og kolleger samt vores rejseagent at takke for gode tips og ideer til oplevelser her. Vi har været fuldt beskæftiget i 28 dage, og det er lidt mærkeligt, at vi snart skal hjem. USA har været så nemt og trygt at rejse i, at vi allerede har bestemt, at vi skal herover igen. Ikke én eneste gang har vi følt os utrygge, og vi har bevæget os frit i byerne uden at være bekymrede for vores værdier eller vores sikkerhed. Vi er altid blevet mødt af et smil og en venlig interesse i, hvor vi kom fra, når vi har talt dansk indbyrdes på restauranter eller lignende, og tjeneren har overhørt det. Vi danskere har lidt at lære fra amerikanerne, når det kommer til høflighed. De taler med hinanden i bussen, måske bare små, venlige bemærkninger, og de siger "undskyld mig," hvis de kommer til at stå i vejen for hinanden på gaden eller i bussen. De tiltaler hinanden" ma'am" og "sir" og spørger altid, hvordan man har det, når man kommer ind i en butik. De kører pænt i trafikken og gør plads til vognbaneskift - også til dumme danskere, der lige skal lære at begå sig på en ni-sporet motorvej. Vi har haft så "travlt" med oplevelser, at vi ikke har haft tid til at have hjemve, men nu må vi vist snart hjem at se, om Danmark stadig er der. Tak til Oles søster Lone, der har tålt vores sære kat i 28 dage, tak til Karina for gode tips om USA i helhed og især Los Angeles og Pasadena, og tak til begge forældrehold for at hente og bringe. Til sidst bukker og takker vi alle, der har læst med på vores blog! Vi ses.
Kærlig hilsen
Ole og Stine
- comments