Profile
Blog
Photos
Videos
San Diego
Efter vores ophold i L.A. kom vi til San Diego med håbet om at se en lidt pænere by på vestkysten. Og San Diego er virkelig flot! En ren og ryddelig by med imponerende bygninger, masser af parker, lystbådehavn, små, fine haver til husene og venlige mennesker. Vi ankom om aftenen ved seks-tiden og gik en tur rundt i downtown, hvor vi havde hotel. Vi fandt et shoppingcenter, der vist var i den dyrere ende af skalaen og hvor de rige holdt til - parkeringspladsen var i hvert faldt fyldt med Ferrarier, Porscher, Bentleys og BMW'er. Men derfor kan man jo godt kigge alligevel, og vi blendede jo lige ind. ;) Ved 21-tiden ville vi finde noget at spise, men restauranterne lukkede overraskende tidligt i midtbyen (vi er blevet forvænt på resten af vores tur) så det endte med at vi bestilte en pizza til hotelværelset.
I onsdags brugte vi fem timer i San Diego Zoo, og selvom vi var der så lang tid, så vi kun lidt under halvdelen af parken og dyrene. Zoo'en er kæmpestor, og vi fik at vide, at det tager ca. 4 timer at gå rundt - uden stop og i fuld fart. Zoo'en er temaopdelt efter kontinenter, og der er gjort virkelig meget for at omgivelserne i de respektive afdelinger ligner det, dyrene er fra. Derfor gik vi rundt nærmest i en regnskov i Sydamerika, på en savanne i Afrika og i den australske bush, mens vi så på dyrene. Selvom vi havde fornuftige sko på og prøvede at holde små pauser undervejs, var vi helt mætte af indtryk og havde ømme ben efter de mange timer, så selvom vi ikke var nået hele vejen rundt, tog vi tilbage til hotellet om eftermiddagen og hvilede os lidt, inden vi satte kursen mod den Mexicanske grænse. San Diego ligger kun ca.25 km fra grænsen, så vi skulle lige ned at kigge en tur, dog uden at tage over til Mexico. Vi var blevet frarådet at tage til grænsebyen Tijuana, der ligger lige på den anden side, og man skulle især undgå det i mørke. Og det bliver ret tidligt mørkt herovre. I stedet havde Ole googlet sig frem til et outlet shoppingcenter, der lå i Las Americas (i USA.) Der tilbragte vi et par timer, og selvom det lyder som om, vi shopper en del, så ender vi med aldrig at købe ret meget. Vi kunne godt mærke, at vi var tæt på Mexico, da vi osede rundt i centeret: nærmest alt butikspersonalet talte spansk, der var skilte og reklamer både på spansk og engelsk, og vi var omringet af latinamerikanere. Det må være sådan, tyskere har det i grænsebutikkerne derhjemme ;) Desuden var der sat skilte op på parkeringspladsen om, at de frabedte sig, at man parkerede bilen der for at gå over grænsen, og da vi var på vej hjem så vi også tre grænsebetjente sidde og lure i skyggerne.
Torsdag skulle vi til Eminem og Rihanna koncert i Rose Bowl, Pasadena. De to har lavet The Monster Tour sammen, der startede med koncerten i går og kun kommer til Pasadena, New York og Detroit. Vi havde billetter i forvejen og havde købt billetter til nogle rimelige pladser, uden det blev for dyrt. Fordi Rose Bowl er et amerikansk fodboldstadion, var der både ståpladser helt nede foran og siddepladser på lægterne. De billigste billetter kostede $46 og dyreste billetter var dem helt oppe foran scenen, der var til salg for $1000. Vi kørte til Pasadena i rigtig god tid, så vi undgik den værste trafik. Med 60.000 koncertgængere var det nødvendigt at være i god tid, og vi havde (med hjælp fra en sød veninde, der har boet i Pasadena) fundet frem til et godt og billigt sted at parkere i gåafstand fra stadion. Vi gik hen til koncertpladsen, hvor der var underholdning inden koncertstart kl. 19.30. Efter mange timer tilbragt på pladsen i det gode vejr, åbnede dørene til Rose Bowl, og efter den obligatoriske forsinkelse gik koncerten endelig i gang. Der var fuld knald på fra starten, og det var en vild og en fed oplevelse! Der var et stort sceneshow med masser af effekter og koncerten varede to en halv timer i alt. Vi kom først i seng kl. 04 efter en lang dag, men en stor oplevelse rigere.
*Billeder kommer senere, internettet i Kingman er meget ustabilt.
- comments