Saa fik vi endnu en weekend fri og denne gang satte vi kursen mod oest. Loerdag morgen koerte vi mod Jasper National Park, en lille smuttur paa ca. 400 km. Men hvilken tur - det var saa ufatttelig smukt at koere mellem de taarnhoeje bjerge, de stille og fuldstaendig klare skovsoer og de flotte skove, der viste sig fra deres allerbedste side denne weekend.

Turen til Jasper tog lidt tid - der skulle tages saa mange billeder, stoppes saa mange gange, og fordoejes saa mange indtryk at der ikke var tid til at koere alt for staerkt. Man skal ogsaa lige holde oeje med bjerg geder. VI saa et par stykker derud og hjem igen.

Det er svaert at beskrive, hvor smukt det er med en bjergsoe. Men I skal proeve at forestille jer en klar stille efteraarsdag, ca. 16 grader varmt, solen bager dejligt at dine kinder, hvis du kigger op, ser du bjerge over det hele. Nogle af dem er beklaedt med traaer, andre er noegne. Hvis du kigger ned ser du det samme, bare spejlvendt i en fuldstaendig kalr og stille soe. Eller hvis soeen ikke er klar, er den tyrkisblaa, og man er fortabt. Det er saa smukt! Det er ikke svaert at forestille sig, hvordan de havde det i romantikkens tid, hvor man ikke skulle taenke, man skulle foele. Man giver sig helt hen, alle ens tanker er vaek, og man staar bare og nyder den smukke natur. Bagefter kommer naturvidenskabskvinden op i en igen, og man begynder at spekulere over, hvordan, hvorfor, hvornaar, hvem, hvad ovs.

Vores foerste stop var ved Columbia Icefield. En glacier hvor vi saa Athabasca Glacier. Den er 325 km^2 stor, 100 til 365 meter dyb.Vi tog en specialbygget bus ud paa glacieren sammen med en masse japanske turister (dem er der daelme mange af..!) Det var maerkeligt at man lige pludselig staar paa en stor isblok, fra foer at have koert rundt i dejligt efteraarsvejr. Guiderne fortalte sikkert en masse om glacieren, men jeg var for opslugt af at opleve, at jeg ikke kunne hoere efter. Men I kan sikkert slaa det op paa wiki :)

For at foelge i glacierens fodspor, koerte vi nu til vandfald. De er blevet skabt af glaciere, naar de langsomt men sikkert bevaeger sig. Saa river de maaske en klippeblok af, hvor vandet saa kan loebe ned af.

Det foerste vandfald vi kom til, var Sunwapta Falls. HEr gik vi en lille tur paa 4 km for at komme lidt vaek fra de andre turister og opleve naturen lidt mere levende. Vi gik hele vejen ned til foden af vandfaldet, hvor vi gik lidt paa stenene i kanten og man kunne naermest leve sig ind i, hvordan det er at vaere bjoern og fiske efter laks og foraaret. Ganz sch^on. ( dette tastetur kender ikke til tysk..)

Naeste stop var Athabasca Falls, en lidt stoerre turistattraktion end det foerste, men stadig rigtig flot og betagende. Det er fantastisk, hvordan vand kan forme klipper. Der ligger nogle krafter bag ved det.

Det var ogsaa her, vi maaske modte en dansker.(!!) En aeldre man kunne ikke lige hitte ud af, hvordan man skulle aabne de bjoerne sikrede skraldespande, saa jeg gav en hjaelpende haand, og han snakkede dansk med canadisk accent. Jeg blev helt paf og ville af en eller anden grund ikke tilkendegive min sande nationalitet, saa jeg snakkede stadig engelsk til ham. Maaske han syntes, det var lidt maerkeligt jeg kunne forstaa ham.. Naa, anyway - den smukke natur goer et eller andet ved en.. :)

klokken var nu ved at vaere 17, saa vi koerte ind til Jasper Town og ledte efter et sted at sove. Valget faldt paa en udlejningskaelder. Da vi ringede til manden, der lejede sin kaelder ud, troede vi bare vi fik tre senge og et badevaerelse - i stedet fik vi en hel kaelderlejlighed med stor stue, stort koekken og to sovevaerelser + et badevaerelse. Det var ikke lige, hvad vi troede - men det gjorde bestemt ikke noget. Manden gav os et tip til, hvor vi kunne indtage aftensmad. Vi fik alle tre en rigtig laekker tallerken fyldt op med mad. Prikken over i'et var udsigten. Hanne og jeg sluttede af med maner og fik mere eller mindre spist en meget tung og fyldt chokoladekage. Den lagde/laa i den grad godt i maven.. (jah, jeg ved altsaa ikke, hvad det hedder. Det vestjyske sidder stadig solidt plantet i mig) For at faa en lidt mere normal mavefornemmelse igen, gik vi en tur i Jasper, hvor vi fik kigget butikker. Vi var ret traette efter dagens oplevelser, saa aftenen blev sluttet af med chips, (oel til Jeppe) og fjernsyn paa sofaen i kaelderen. klokken 22 var alle laa alle doede og sov.

Soendag stod vi tidligt op, spiste morgenmad med udsyn til bjerge (det bliver man vidst aldrig traet af) og koerte mod Magligne Lake. Paa vejen derud stoppede holdte alle biler pludeselig ind til siden. Nogle elge eller rensdyr (jeg ved det ikke, de ligner lidt hinanden for mig) havde valgt at lade sig fotografere lidt denne morgenstund, saa det ville vi heller ikke staa tilbage. Ud af bilen og over at faa taget nogle billeder af de store dyr. Man foelte sig som en aegte turist, naar man kom gaaende hen for at tage tre billeder med sit lille kamera, naar man er omringet af linser der naermest kan naa hele vejen Alaska. Der var rigtig mange naturfotografer iklaedt kamouflagetoej og deres kaempe linse.

Vejen til Magligne Lake var, igen, rigtig smuk. De snoede veje rundt om soer, skove og bjerge er ikke at kimse af. For soeren det har moder natur gjort godt. Det er virkelig smukt. Og det bliver kun bedre naar man er tidligere ude end de andre turister og man har det hele for sig selv. Vi holdt ind ved Medicine Lake, hvor vi tror, vi saa oerne unger. Denne soe toerrer altid ud hvert aar, saa det var muligt at se dyrespor paa soebunden. Her saa vi spor fra en bjoern, saa godt nok har vi ikke set en bjoern i den vilde natur, men nu ved vi, at vi har vaeret taet paa dem.

Herefter koerte vi til Magligne Lake. Vandet er saa klart her at vi kunne staa paa broen og se fisk nede i vandet. Magligne Lake er meget betagende..

Vilddyrene var ved at komme op i os, da vi nu koerte efter vores instinkt. Vi var sultene. Turen tilbage til Jasper og mad blev kun afbrudt af et par stop ved Magligne Canyon og ved nogle af de broer, der gaar over groeften. Groeften er ca. 50 meter dyb det dybeste sted. Det er en hel del naar man ser det oppe fra..

Efter at have faaet noget mad koerte vi til Jasper Tramway. En kondol/lift som tog os hoejt op paa et bjerg. Fra endestationen kunne vi saa selv gaa det sidste stykke op til toppen af bjerget, hvor vi havde en ubeskrivelig udsigt ud og Rockey Mountains. Aldrig, Aldrig, Aldrig har jeg foelt mig saa lille foer. Nu staar man lige der, hvor man altid har kigget op. Nu er man virkelig hoejt oppe. Lige meget hvor vi saa hen, saa var der bjerge - og vi var paa hoejde med det. Pga. det klare vejr, var vi saa heldige at vi kunne se til Mt. Robson, det hoejste bjerg i den canadiske del af Rockey Mountains. Det var en storslaaet tur op paa det bjerg. Ganske enkelt fantastisk :) Det er svaert at beskrive og saette ord paa oplevelsen - Man oplever en stemning i kroppen der ikke er saadan lige til at forklare..

Efter at have taget billeder diverse steder paa bjerget tog vi ned igen for at slutte en god weekend af med en god gaatur rundt om fem skovsoeer. Jeg har ikke flere ord til at beskrive alt den smukke natur. Denne tur fulgte bare efter alt det andet, vi har set. De var smukke, klare, stille og spejlende som bare pokker. Som Jeppe sagde, det var svaert at finde ud af, om man skulle skygge for den rigtige sol paa himlen eller paa den var spejlede sig i soeen.

Godt traette af indtryk vendte vi bilen mod vest og det mere flade landskab. Paa vejen hjem blev vi naesten ramt af en bjergged. En kaempe hun elg havde ogsaa valgt at benytte vejen samtidigt med os - heldigvis blev hun i venstre side. Men hun var noget af en madamme. De braendte noget af skoven af, da vi koerte hjem, saa vi blev heller ikke snydt for en dejlig lugt af braendt gran.

Vi fik lidt aftensmad paa en tankstation, hvor det var meget tydeligt det var sidst paa dagen, sidst paa ugen..

En rigtig god weekend at slutte af paa. Nu har vi ikke lang tid tilbage her i Alberta. Hanne rejser til Vancouver fredag aften med fly, jeg tager et smut til Montana, USA, paa mandag inden jeg kommer til Vancouver.

Hoesten er naesten i hus. VI mangler kun en byg mark. Da jeg startede her troede jeg aldrig vi skulle blive faerdige - saa det er lidt maerkeligt at kunne se en ende paa det hele nu. Og vi lsutter (forhaabentlig) af med maner. Vi har hoeste denne mark direkte saa vi har lige sat den store klinge paa. Jeg har vidst overdrevet lidt i det foreige indlaeg. Den er kun 36 feet bred.. Men stadig stor for mig :)

Hanne skal ogsaa til at sige farvel til kalvene. Det bliver haardt.

Mest af alt bliver det ogsaa lidt trist at skulle sige farvel til de to dejlige familier vi har boet ved. De har virkelig gjort dette ophold uforglemmeligt!

Haaber alt er godt hjemme i Danmark - Eftersom Esbjerg ligger nr. 1 saa kan det vidst ikke vaere helt skidt

for at goere dette indlaeg lidt laengere, kan jeg lige komme med nogle af Hannes gode kommentarer, eller retter, Hanne sagde naermest kun en saetning paa hele turen: "Ej, her skal mit sommerhus ligge" - "Ej, her, her skal mit sommerhus ligge" Hanne ville ogsaa gerne have haft et sommerhus ved et af vandfaldene, meen, hun mente nu at larmen fra et vandfald ville blive for irriterende i laengden. Saa var hun mere til en idylisk skovsoe.