En lille hilsen fra USA

Mandag morgen koerte Joern, Sherry og jeg til greansen. Det var en tur paa ca. 4 timer. De satte mig af paa den canadiske side, og vi sagde farvel til hinanden og tak for en god tid sammen.

Jeg begav mig nu ind i en verden af panoide mennesker. Alene med to rygsaekke gik jeg ind i en bygning, hvor jeg skulle befinde mig den naeste halvanden time.

Efter at have vandret rundt op og ned af trapper i 10 min fandt jeg endelig et sted med mennsker. De forklarede mig, hvor jeg skulle gaa hen for at faa lov til at krydse graensen. Det er aabenbart ikke saa ofte folk vil krydse graensen paa gaaben, saa jeg blev foerst hurtigt tjekket af to graensevagter, der hvor bilerne ogsaa bliver tjekket. Paa grund af mit meget mistroiske ansigt blev jeg fuldt ind til et kontor af en gransevagt (jeg kunne jo ikke gaa selv), hvor det helt store show begyndte. Jeg blev ledt ind i et glasrum, saa alle kunne kigge paa mig. En meget sur mand, som man ikke turde snakke til, fordi han saa saa sur ud, begyndte at tjekke ALT i mine rygsaekke. Jeg har pakket alt mit toej i plasticposer og rullet det sammen saa det ikke fylder saa meget og er let at finde. Dette saa ikke ud til at behage manden. Mere arbejde for ham at lave. Naa, men han fik i hvert fald tjekket alt mit toej igennem. Pakket alt ud. Gennemsoegt HELE tasken for eventuelle stoffer eller andet spaedende. Jeg tror han hader haglofstasker for alle deres rum og fineser. Imens dette forgik kunne jeg sidde som en lille uskyldig pige og kigge paa at min gennemtaenkte pakning af rygsaekken var nyttesloes.

Nu var spoergetime begyndt. En anden graensevagt, maaske verdens mest mistaenksomme mand, udspurgte mig om alt mellem himmel og jord. Hvorfor jeg ville til usa, hvad jeg skulle lave resten af dagen, hvordan BRad og Eleine saa ud, hvordan jeg kendte dem, hvorfor de ikke kom til Canada og hentede mig, til det svarede jeg, at jeg troede det ville vaere lettere, hvis det bare var mig, der skulle krydse en greanse. hans svar var: Tror du? - hehe for soeren han havde mange spoergsmaal. I starten handlede hans spoergsmaal mest om, hvad jeg skulle lave i USA, om nogle havde bedt mig om at tage noget med til USA, om jeg skulle goere en tjeneste for nogle i USA, om jeg var sikker paa, jeg ikke skulle tage noget med over graensen, om jeg skulle arbejde i USA, og igen om jeg ville tage noget med over graensen. Efterhaanden troede han paa mig, at jeg bare skulle besoege nogle venner af familien indtil paa fredag. Men saa blev han mistroisk paa Brad, manden i familien, hvem han var, om jeg kendte ham, hvordan jeg kendte ham, hvor han ville samle mig op, hvordan vi havde aftalt det, hvordan jeg ville finde ham og tusinde andre spoergsmaal. Det var tydeligt at maerke paa ham, at han troede Brad ville udnytte mig seksuelt eller saelge mig. hehe Det var virkelig svaert at forklare, hvorfor jeg ville til USA paa en stille og rolig maade. Saa fra at have vaeret meget anklagende og behandle mig som en drugdealer eller terrorist, blev graensevagten nu meget bekymret for mig. Han troede virkelig at Brad var en slemme slemme mand. Han fik Brad mobilnummer og ringede til ham for at tjekke ham. Imellemtiden var Brad og Elenie blevet lidt forvirret over, at de ikke kunne finde mig nogle steder.Saa de havde krydset graensen til Canada og tilbage igen. Men efter at have snakket med graensevagten blev de ledt ind til det kontor, hvor jeg var. Saa graensevagten sagde nu til mig at BRad sad og ventede paa mig. Hvis jeg ikke kunne genkende ham, og jeg fortroed, saa skulle jeg bare komme tilbage til ham, og han ville beskytte mig. Han kiggede mig igen dybt i oejnene og sagde at han var meget, meget bekymret for mig. (forresten, aldrig har en mand kiggedet mig saa dybt i oejenen saa mange gange) Naa, men jeg fik lov til at gaa ud og moedes med Brad og Elenie. Efter at have snakket i 5 sek. skulle jeg tilbage til manden og udfylde nogle papir. Jeg skulle svare paa om jeg var en terrorist, om jeg ville goere noget ulovligt i USA, om jeg havde deltaget i 2. verdenskrig og om jeg var paa nazisternes side. Om jeg nogenside havde vaeret i faengsel, og andre langt ude ting, som du alligevel ikke ville svare ja til.

Saa skulle enmand have mit fingeraftryk for begge haender. Han skulle tage et billede af mig. Og jeg skulle svare paa nogle spoegsmaal igen. Men heldigvis saa kendte denne graensevagt Brad. Graensevagtens soester var blevet gift i Brads kirke sidste sommer, og han kendte til Havre, saa han var virkelig soed mod os, og var ikke det mindste mistaenksom. Saa efter at have betalt 6 dollaers jeg kunne nu passere graensen.

Ja, det var noget af enoplevelse. Jeg griner af det, hver gang jeg taenker paa det. Jeg vidste virkelig ikke, hvor lang tid, de ville opholde mig der med alle deres spoergsmaal. Jeg ved ikke, om det er fordi, de tror, "tyv tror hver mand stjaeler" - men jeg kom over graensen. Saa haaber jeg bare ikke det bliver lige saa svaert at komme tilbage igen paa fredag.

Min anden dag i USA er gaaet godt. Det er den soedste familie jeg bor ved.

I gaar aftes tog vi ud at se deres soen spille football. Det var rigtig sjovt at se, hvordan en rigtig amerikans kamp foregaar.

Familien lever ogsaa rigtig amerikans. Vi fik fastfood til aftensmad, Brad drikker cola som var det vand, de koerer rundt i deres bil i hele tiden. Men de er virkelig soede. Det bliver bare lidt haardt for maven at faa alt det friture ned. Men det er kun 5 dage, saa det gaar nok.

I dag har vi vaeret paa tre museum. Det er fedt at vaere paa tur med den lokale preast. Det har virkelig sine fordele. De to foerste var rigtig lukkede, men fordi Brad er saa rar og venlig en mand, det blev aabnet for os. Pretty cool. Vi saa en battlefield - hvor indianerne og de hvide havde kaempet for 200 aar siden. I dag var det faktisk lgie noejagtigt den dag de havde deres sidste kamp. Det er ret utroligt, hvordan de hvide kunne drive indianerne rundt i landet. En riffel har ret meget magt..

Vi saa ogsaa Havre Underground. Engang havde de en lille bydel under byen. Her var der alle de vigtige ting, saloon, lustige piger, slagter, bager og andre smaa forretninger. Det var ret spaendende at faa en guided tur rundt.

Det var foreloebig alt fra USA. Der vil engang komme mere.

Paa fredag tager jeg tilbage til Vancouver (hvis de vil luke mig ind) hvor Jeppe og Kristina (bror + kaereste) vil komme over og jeg kan se den fantatiske lejlighed.

opdatering af den lille tur til Montana.

jeg var på hiking tur med den ældste datter, Joanna, tæt på et indianer reservat. Det var rigtig hyggeligt at være på tur med hende. Vi fik også set en del køer. De går rundt mellem vejene i Montana som om de ejer det hele. Så vi måtte tit pænt vente på at køerne var færdige med at stå på vejen. På vej op ad "bakken" blev vi også mødt af en del køer. Og ja, de skal jo også en gang imellem på toilettet, så det var fornuftigt nok at kigge ned på vej op..

efter vores tur besøgt ved deres mormor igen. Hun er ret dement. men hun kunneda huske et par danske ord. ikke meget, men lidt har også sin ret. For at få hende til at huske noget fra sine yngre dame, spurgte vi hende, hvordan hun lavede æbleskiver - og hvor er ungdommen dog dum. for man bruger jo en æbleskivepande til at lave æbleskiver. Nå, men det var sjovt at møde hende.

Om aftenen var vi til konfirmationsforberedelse i Brads kirke. det var noget af en oplevelse. den første del af undervisningen bestod af at han stod med sin guitar og vi andre sang nogle moderne sange til. Imellem sangene fortalte han historier om at vise nåde. Han fortalte bl.a. dette igennem en Simpsons historie. det var meget cool. Mere spændende end min egen konfirmationsforberedelse. bagefter var der fællesspisning, skud-sammen-gilde,så det var dejligt med noget mere amerikanskmad. :) - Når man snakker om amerikansk mad så fik vi også lige sat den burger med en 225 g bøf til livs på en burgerbar en dag. Lækkert. hehe

Da de er kristne beder de bordbøn. Så en aften hvor Elaine ikke var hjemme, fik vi pizza. Så vi stod og bad over to pizzapakker. Det var lidt specielt at takke pizzabageren igen gennem en bøn.

fredag kørte Brad og jeg afsted tidlig morgen mod vest. Da vi kørte afsted om morgenen var det overskyet, træls vejr, koldt og det sneede lidt. Ikke rigtig noget vejr man gad gå ud i. Men Brad må åbenbart have nogle kontakter, for da vi kom ud til bjergene og nationalparken forsvandt skyerne og solen skinnede fra en skyfri himmel. vildt hvad den mand kan gøre..

Vi tog på hiking tur i en snedækket skov. Det var så smukt og lidt mærkeligt stadig at se birketræerne klædt i deres efterårsfarver sammen med sneen, mens solens stråler varmede en op. en rigtig god oplevelse. Brad er lidt af en sukkergris, dermed er hans kondition heller ikke verdens bedste, så han stoppede op og legede med sit kamera på stien, mens jeg fortsatte opad. Er fan af bjergene.

Efter vores hikingtur kørte vi videre vest på til Whitefish. Her satte han mig af for han skulle til noget bibel camp møde længere væk. Jeg ventede på toget i tre timer i Whitefish. Min første tanke var, at jeg bare kunne sætte mig ind på en bar og nyde en øl - men i Montana skal man være 21 for at gå på bar, så tiden blev i stedet brugt på en hyggelig cafe, hvor der var mulighed for at købe brugte bøger. Så tiden gik hurtigt.

Togturen fra Whitefish til Seattle gik let. Der var virkelig meget benplads i toger. faktisk så meget at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med alt den plads. Det meste af turen var om natten, så jeg forsøgte at sove så meget som muligt. kl 9 eller 10 var jeg i Seattle. Det var lidt forvirrende med den ene tidszone vi havde krydset.Jeg skulle rigtigt have ventet i tre timer i Seattle, men da de fleste butikker var lukket (??) og jeg fandt en tidligere bus til Vancouver, droppede jeg ventetiden og hoppede på bussen. Jo nærmere vi kom grænsen til Canada, jo mere nervøs blev jeg. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle igennem den tur igen med grænsekontrol. Heldigvis er de ikke så mistænksomme i Canada som de er i USA, så det tog kun en halv time at tjekke en hel bus.

I Vancouver mødtes jeg først med Hanne og Nanna. De havde lige besteget et bjerg, så de var ret stolte :) De viste mig hen til lejligheden WOW en udsigt. det er virkelig fedt.

Jeg spiste aftensmad med Jeppe og Kristina. VI fik noget japansk mad, ikke verdens største succes.

OM søndagen tog Jeppe og Kristina mig med til Vancouver Island. Sejlturen var rigtig smuk. Jeppe sagde det mindede om de norske skjærgårde. Da vi steg af færgen ville vi have gået en lille tur, men der var ingen stier vi kunne tage, så vi tog bussen i stedet.

Vi kørte til Victoria. En rigtig flot by der er meget præget af engelsk kultur.