Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det tid til en opdatering fra dejlige laos!
Efter en 30 timers bustur ankom vi endelig til Luang Prabang i Laos. Vi fandt et guesthouse og noget hurtigt mad og så var det ellers på hovedet i seng.
Næste dag regnede det til vores store skuffelse. Men da sulten meldte sig var vi nødt til at trodse regnen og finde noget morgenmad. Da vi havde spist var vejret heldigvis bedre og vi kunne udforske byen. Vi kom forbi nogle templer og besluttede os for at finde en travel agent så vi kunne booke nogle ture til de næste par dage.
Om aftenen slog vi vejen forbi natmarkedet hvor de har en masse håndlavede ting og en buffet til 10.000 kip hvilket vil sige omkring 8 danske kroner. Det benyttede vi os af og det var ganske fint og vi blev alle mætte.
Dagen efter havde vi booket en tur ud til en grotte fyldt med Buddha statuer. Efter en meget lang sejltur i en "slow boat" kom vi endelig derud. Og ja det var en grotte fyldt med Buddha, ikke så meget mere at sige om den ;-)
Vi kom tilbage til Luang Prabang hvorfra vi skulle videre med en minivan ud til er vandfald et stykke uden for byen. Ude ved vandfaldet kunne man også se bjørne, næsten lige som at være i skandinavisk dyrepark. Derefter gik vi videre til vandfaldet, som var rigtig stort og flot. Vi fandt derefter et sted hvor vi kunne hoppe i og her brugte vi tiden på at slappe af i det kølige vand.
Om aftenen fik vi noget lækkert mad og besluttede os for at få nogle øl. Da klokken var ved at blive 23 lukkede alle restauranter og barer, for dette er noget regeringen bestemt. Derfor tager alle ud til en bowlinghal og drikker og bowler. Det gjorde vi også og vi havde det skide skægt. Det skal så også lige nævnes, at bowlinghallen kun er åben, fordi den er ejet af borgmesteren selv ;-)
Dagen efter skulle vi op kl. 7 da vi skulle ud på en risfarm. Dette var noget en canadisk familie havde anbefalet og næsten insisteret på at det skulle vi bare gøre når vi kom til Luang Prabang. Så vi havde en masse forventninger til det. Da vi kom der ud blev vi modtaget af den sødeste lille fyr og alle ude på farmen var så venlige og hilste på os.
Vi fil udleveret en "stråhat" og så gik han ellers igang med at forklare de 14 skridt i risproduktionen. For at gøre det lidt simpelt så fik vi lov til at fodre Susan (deres søde Buffalo), plove, plante, svejse, piske, male, presse osv ;-)
En rigtig god oplevelse var det og der er ingen af os der har den samme opfattelse af ris nu.
Da vi kom tilbage fra risfarmen var vi alle udmattede, ikke fordi den halve dag som farmer havde været hård, nok mere på grund af manglende søvn. Så vi tog alle lige en morfar eller to. Ved femtiden sagde vi farvel til Michell, hvorefter vi gik på netcafé for at overføre vores billeder til USB pinde. Igen spiste vi buffet på markedet til aftensmad, og var endnu engang tilfredse med mængden, kvaliteten og prisen.
Sidste dag i Luang Prabang blev brugt ved poolen. Denne meget omtalte pool blandt Backpackere ligger godt skjult inde bag ved en masse andre huse. Men det var en dejlig stille oase. Der var to pools, liggestole, musik og poolbar. Her havde vi en hyggelig og varm dag, inden vi satte os i bussen mod Chiang Mai.
Endelig er vi nu fremme og kan konstatere, at denne bustur har været den værste vi endnu har været på. 20 timer i en almindelig bus med lædersæder, hvor der ikke rigtig er mulighed for at ligge ned og sove ordentligt. At vejene det meste af turen var som en godt hullet skovvej derhjemme i Danmark hjalp ikke på det. Så nu er vi godt stive i hele kroppen begge to, og ser frem til at have en hyggelig dag i morgen med massage og fejring af Ingrids 20 års fødselsdag :-)
- comments