Profile
Blog
Photos
Videos
Efter Franz Joseph kørte vi til Wanaka, hvilket var en rimelig kedelig køretur. Dagen efter kørte vi langt om længe mod Queenstown, dog havde vi et stop ved Puzzle World. I Puzzle World havde de en ret vild labyrint i to etager og det hele. Men seje som vi er, løste vi den hurtigt så vi kunne opleve alle de underlige ting de havde der. Ganske sjovt og lige til at få hovedpine af. Da alle var færdige fortsatte turen mod Queenstown.
Endelig ankom vi til Queenstown og aftenen skulle nu bruges sammen med resten af bussen på Fat Badgers, som lavede kæmpe pizzaer, der smagte helt fantastisk!
Dagen efter sov vi længe og om eftermiddagen skulle vi endelig bungy jumpe. Den ene noget mere rædselslagen end den anden. Men vi gjorde det og havde det fantastisk bagefter og er stadig utroligt stolte over det. Helle havde dog ikke nok i rushet fra det 134 m høje bungy jump (verdens 3. højeste folkens) og prøvede derfor sammen med Emma verdens største gynge. Det så vildt ud men var super sjovt. Dog intet i forhold til bungy jumpet.
De næste to dage i Queenstown gik med afslapning på stranden og gåture i de smukke omgivelser.
Så kom dagen hvor vi drog mod syd, sagde farvel til søde Emma og endte senere i Dunedin. Her blev aftenen brugt på rugbykamp, det lokale hold mod et hold fra Brisbane. The Highlanders (de lokale) tabte med ét sølle point, men god kamp! Tror vi begge kan sige at rugby er en mærkelig sport ;-)
Dagen efter stod på en lang bustur med en masse stop. Stoppene bød på søløver, pingviner, delfiner og rigtig smukt "scenery" - som de jo kalder det hernede. Vi ankom trætte til Invercargill sent om aftenen. Her lavede vi sammen med en anden kiwi rejsende den største portion kødsovs, der først var klar til spisning omkring 9 tiden - ret sent efter en meget lang køretur. Til gengæld smagte det skide godt - og var uden løg ;)!
Så gik turen til Milford Sound, som vi begge havde set rigtig meget frem til. De viste sig at være et af de smukkeste steder vi har set - rigtigt fascinerende. Prikken over i'et var en stor frokost buffet hvor vi åd i flere omgange indtil vi ikke kunne gå - rigtig backpacker stil!
Sejlturen rundt i fjorden bød på kæmpe klipper, der er som skudt op af havet og en fjord med en dybde på 200 m og mere nogle steder. Der var masser af smukke vandfald, sæler og legesyge delfiner. Størrelsesforholdene var helt uvirkelige og det var en fantatisk oplevelse.
Efter Milford ankom vi til Queenstown hvor vi havde en nat inden vi vendte snuden mod Christchurch.
Turen til Christchurch var rigtig flot, med udsigt over Mount Cook (det højeste bjerg i NZ) og Lake Tekapo (en meget blå sø - så blå at det næsten var uvirkeligt).
Dagen i Christchurch blev brugt i solskin i botanisk have og en tur forbi et indkøbscenter bygget af containere.
Nu sidder vi så her i lufthavnen og venter på vores fly mod Sydney - både spændte på nye eventyr og triste over at skulle forlade fantastisk New Zealand.
- comments