Profile
Blog
Photos
Videos
Honduras startede alt i alt noget skuffende, besværligt og forsinket for os.. Det er som om, hvert land har besluttet sig for, om vi er velkomne eller ej; og Honduras havde bestemt sine tvivl med at lade os få et problemfrit ophold i landet!
Det hele startede med, at vi onsdag formiddag klokken lidt over 10 forlod vores hostel-værelse i Copán Ruinas med kurs mod busstationen lidt udenfor byen. Vi ankom kl. 10:45, et kvarter før vores bus skulle afgå. På stationen blev vi mødt af en masse forvirrede og frustrerede udlændinge, og vi fik hurtigt sidste nyt: der var opstået endnu en blokade/strejke i Guatemala, hvorfra vores bus kom - så før blokaden var ovre, kunne vores bus ikke komme til byen. Der var åbenbart heller ikke andre busser, der kunne køre os til La Ceiba, og vi kunne ikke få vores penge tilbage for busbilletten, eftersom Bamba havde købt den på nettet.. Vores eneste mulighed var at flytte vores billet til samme afgang dagen efter og så blot krydse fingre for, at busserne kørte igen til denne tid.
Jeg ringede straks til Utila Dive Centre, da det er hér, vi skulle have påbegyndt vores dykkercertifikat i morgen tidlig. Der var ingen problemer med at rykke vores start-dato, og vi blev desuden oplyst om, at der var et værre uvejr på øen Utila, så sigtbarheden for dykkerne var alligevel ikke helt optimal for tiden.
Efter opkaldet til dykkercentret fortalte busselskabet os, at bussen nu havde krydset grænsen, og vi fik derfor ændret vores billet til en afgang kl. 14 (nogle timer senere). Bussen gik dog kun til San Pedro Sula, hvorfra vi skulle skifte til et nyt busselskab, der skulle tage os resten af vejen til La Ceiba - så vi gik tilbage til vores hostel for at skrive til Bamba og høre, om det var muligt også at rykke afgangen fra San Pedro Sula senere i dag, så vi ikke skulle ende med at være strandet dér hele natten.. Vi fik hurtigt svar: det var muligt, og vi kunne komme med en bus kl. 17:45 til La Ceiba.
Vi ventede på busstationen fra kl. 12:30, og da bussen endnu ikke var ankommet kl. 14:30, spurgte vi, hvad der foregik? - Nåh, men bussen har endnu ikke krydset grænsen!.. Eftersom det tog tre timer i bus til San Pedro Sula, kunne vi selvsagt ikke længere nå vores videre bus til La Ceiba senere på eftermiddagen, så vi blev nødt til - skuffede, frustrerede og sure - at ændre vores busbillet endnu en gang: i morgen kl. 11!
Vi gik tilbage til vores hostel for anden gang i dag, og efter de havde grint lidt diskret af os, gav receptionisten os nøglen til det samme værelse, vi havde sovet på natten forinden; da vi kom derop, havde de ganske vist redt vores senge, men ikke lagt nyt sengetøj på.. Dette skulle vise sig at være et gennemgående fænomen i Honduras - og så undrer de sig over, hvorfor de får "bed bugs"??
Til aftensmad fandt vi en restaurant, der reklamerede med at servere en "economica" ret til 80L, så dét forsøgte vi! Vi fik en god kyllinge-filet, bønner, ris, tortillas, stegte bananer og salsa - og hvor smagte det pragtfuldt sammenlignet med gårdagens aftensmåltid!
Næste morgen vågnede vi tidligt, fik morgenmad, pakkede vores tasker og sørgede for at være på busstationen kl. 10:30 for at få besked: kørte bussen til tiden? - Jo, det skulle den gerne! Den endte dog med at komme over en time for sent, men så længe vi kom undervejs.. Og desuden var det en virkelig lækker bus, vi kørte med (næsten samme standard som dem i Mexico). Vi var først fremme i San Pedro Sula kl. 15:30 (Bamba havde ellers booket os på en videre bus kl. 13:30 med et helt andet busselskab, aner ikke hvordan de havde regnet med at vi skulle kunne nå den). Vi fandt det andet busselskabs kontor og fik at vide, at vi kunne komme med en bus til La Ceiba kl. 16:30; ventetiden brugte vi på at købe sen frokost: "pollo frito", selvfølgelig, som jeg gav 17-18 kr. for.
Bussen til La Ceiba var af kyllinge-bus-standard, og vi sad ved siden af tre højtrøstede og fulde fyre fra USA og England, der var fast besluttet på at hive os med i byen samme aften - jeg tvivler dog på, at de nogensinde nåede så langt, så godt kørende de allerede var. Under alle omstændigheder havde vi vores dykkercertifikat at undskylde os med.
Vi var først fremme i La Ceiba kl. 21:30 (5 timer senere end først antaget), og det regnede og var selvsagt blevet mørkt. Vi havde ikke forudbooket et hostel, men ejerne af busstations-biksen ejede også et motel, der lå lige ved siden af; dette skulle de have 150L per person for. Vi vidste, at en taxa til centrum ville koste omkring 30L, og at vi højst sandsynligt ikke ville kunne finde et hostel-værelse til under 140L i denne by - så (efter denne matematiklektion) endte vi med at komme frem til, at det bedst kunne svare sig at blive på dette motel, hvor vi oven i købet fik vores eget værelse med TV! Vi betalte derfor for en enkelt nat.
Fredag stod vi op kl. 7, og udenfor silede regnen ned. Vi forsøgte en time senere at finde en taxa, der kunne tage os til havnen, hvorfra færgen til Utila afgik - men som om vi ikke havde haft nok uheld og forsinkelser, fik vi at vide, at færgerne til Utila var aflyst på ubestemt tid pga. dårligt vejr.. Amen altså! Der var jo desværre intet at gøre, og vi forsøgte herfor at ringe til dykkercentret men kunne ikke komme igennem. Vi skrev derfor en mail til dem: vi kunne først komme, når færgerne igen sejlede, og dette var der heldigvis intet problem i.
Vores problem var dog, at vi i forvejen er så tidspressede, så jo længere vi venter i La Ceiba og dermed udskyder vores dykkercertifikat, jo kortere tid har vi til resten af Honduras, hele Nicaragua og hele Costa Rica. Vi er derfor blevet enige om, at hvis ikke færgerne sejler senest søndag, bliver vi nødt til at tage videre fra La Ceiba, omend det vil være voldsomt ærgerligt at skulle droppe det dykkercertifikat, vi allerede har bestilt og betalt for. Under alle omstændigheder blev vi nødt til at betale for endnu en nat på motellet.
Pga. den konstante regn kunne vi ikke foretage os meget i udkanten af La Ceiba, så dagen gik med dagbogs-skrivning, friturestegt kyllinge-spisning og spanske animationsfilm-tv-kiggeri. Jeg var dog fortrøstningsfuld og troede på, at færgen sejlede igen søndag!
Til aftensmad vovede vi os ud i regnen og købte en stor pizza til deling (så ondt havde vi af os selv), og imens vi sad i sengen og spiste den, anede jeg ud af øjenkrogen en skygge, der hastigt bevægede sig mod toilettet.. Først troede jeg, det var et stort firben, hvilket ikke ville være første gang - men jeg tog fejl; det var en mus! Det lykkedes os at spærre den inde på badeværelset, sætte en kop over den og et stykke pap under den, og derefter overføre den til en pose, som vi gav til motel-ejerne. Deres grinende reaktion var blot: "Gud, hvor sjovt! I har fanget en mus! Den skal vi nok tage os af" - jamen, tak da. Vi så herefter endnu en mus, som det dog aldrig lykkedes os at fange, selvom vi gjorde mange brave forsøg. Men så skete der da også lidt på denne ellers ret så kedelige aften!
Kl. 7 lørdag morgen ringede vi til færgeselskabet, der sejlede fra La Ceiba til Utila; men nej, færgerne sejlede desværre ikke i dag, og de kunne (selvfølgelig) ikke give os nogen garanti for, at de sejlede i morgen. Heldigvis regnede det ikke så voldsomt hele dagen, så vi vovede os udenfor og fandt et stort indkøbscenter, hvor vi fik frokost. Vi forsøgte desuden at gå ind til centrum, men enten farede vi vild, eller også tog det flere timer at komme derind - under alle omstændigheder fandt vi det i hvert fald aldrig.
Aftensmaden stod på.. friturestegt kylling! (jeg sagde jo, det ville udgøre størstedelen af vores måltider), da det var det eneste billige alternativ til Burger King. Jeg fandt endda et sted, hvor de solgte decideret grillkylling - optur! Ja, det siger lidt om, hvor meget der ellers skete i løbet af dagen.
Søndag morgen forløb på mange måder som dagen forinden: vi stod op kl. 7 for at ringe til færgeselskabet - de tog dog desværre ikke telefonen. Motel-ejerne (som efterhånden var sat ret godt ind i vores tragiske situation) kunne til gengæld fortælle os, at færgerne sejlede i dag! Vi blev, selvklart, lykkelige, og skyndte os ind for at pakke vores ting og finde en taxa - men inden vi overhovedet nåede at låse døren op, blev vi kaldt tilbage til receptionen, der kunne meddele, at færgen IKKE sejlede til Utila i dag; den sejlede derimod til den større ø Roatán, men derfra skulle man tage et fly til Utila, så det ville blive alt for besværligt og dyrt. Øv!
Vi brugte herefter en rum tid på at undersøge flymuligheder fra La Ceiba til Utila, og forsøgte også at komme i kontakt med flere forskellige flyselskaber (der dog alle havde lukket om søndagen), og det endte med, at vores sidste mulighed (hvis færgerne stadig ikke sejlede i morgen) var at flyve til Utila, medmindre vi skulle droppe det hele - og dét ville nu også være ærgerligt!
Vi gik over til "naboen" for at købe frokost (grillkylling, wuhu!), og SÅ stod den ellers på film-hygge (endelig, endelig, endelig var det lykkedes os at downloade en film): Den Eneste Ene! Netop som både Sonny og Niller løb ind på abort-afdelingen for at tale Sus fra at få fjernet barnet, bankede det på vores dør..
Udenfor stod en ivrig taxachauffør sammen med motel-ejeren; NU sejlede færgen til Utila åbenbart, og vi skulle skynde os at pakke vores ting og komme med! Heldigvis kunne vi låne telefonen og komme i kontakt med færgeselskabet (det ville nu være ærgerligt at komme derud, og så sejlede båden slet ikke..) - men den var god nok, båden sejlede "til normal tid".. Klokken var nu 14, og vi anede ikke, hvornår båden normalt sejlede - så vi smed bogstaveligt talt alle vores ting i tasker og poser, smed dem ind i taxaen, .. og først dér spurgte vi, hvad taxa-turen ville koste (første regel i backpackernes store bog: spørg altid en taxa om pris INDEN du stiger ind); jamen, det kostede kun 50L per person! Dette var ca. fem gange så meget som turen burde have kostet, men blandet med vores ønske om ikke at ville misse færgen, og desuden at jeg ikke kunne diskutere med chaufføren på engelsk, opgav vi hurtigt at få ham ned i pris - sådan en krejler!!
Vi var fremme ved havnen i La Ceiba kl. 14:30, købte vores (dyre) båd-billet og fandt ud af, at afgang var kl. 16 - ergo havde vi haft masser af tid til at finde en anden, og billigere ikke mindst, taxa. Men vi kom da frem, trods alt! Som vi ventede ved vandet, blev det mere og mere overskyet, og jeg havde mine stiltiende tvivl, MEN kl. 15:10 ankom vores hurtig-"færge", og kl. 16:15 satte vi kurs mod Utila!
Den time, sejlturen tog, var et rent helvede for mig - og også for halvdelen af de andre båd-passagerere! Båden er nemlig kendt som "the Vomit Comet", og med kendskab til min søsyge efter blot at drikke et glas vand, kan I let forestille jer, hvordan jeg havde det ombord på båden.. Regnen, stormen og de etage-høje bølger gjorde det bestemt ikke bedre!
Kl. 17:30 ankom vi til øen Utila i regn og storm - og som om bådturen ikke var afstraffelse nok, var mit DYRE regnslag til min rygsæk (som jeg brugte som beskyttelse mod de skrøbelige stropper) gået i stykker, da min taske var blevet smidt så meget rundt med.. Gad vide, hvor længe den holder nu!
Vi blev dog hurigt fundet af en pick-up truck, der tog os til Mango Inn, som er det hostel, hvor vi har forudbooket 6 nætter i forbindelse med dykkercertifikatet. Vi blev vist til vores 4-sengs dorm, som vi den første nat delte med en tysk pige - derefter havde vi værelset for os selv, nok primært fordi det er lavsæson i øjeblikket.
Regnen var aftagende, og vi blev fulgt direkte over til Utila Dive Centre (UDC) af tre af centrets instruktører; dykkercentret ligger et lille kvarters gang fra Mango Inn. Hér fik vi udleveret vores teori-bog (en lille moppedreng på små 400 sider), og vi underskrev en masse papirer, så vi var indforstået med den store risiko ved at dykke - dejligt at få udpenslet! På vejen tilbage til hostelet fandt vi en lokal restaurant, hvor vi for første gang stiftede bekendtskab til øens traditionelle ret (spises morgen, middag og aften): baleada! Det er en stor, tyk tortilla, der fyldes med bønner, løg og måske noget kød, tomat, æg og avocado (hvis du giver en ekstra skilling, selvfølgelig), og så foldes den på midten; voila! Det er forholdsvis billigt, i hvert fald langt billigere end absolut alt andet, da alle andre retter anses for at komme "udefra" - så det blev, som I kan regne ud, bestemt ikke sidste gang, jeg satte min gaffel i en baleada.
Tilbage på hostel-værelset begyndte projekt teori-læsning.. et projekt, der kom til at tage længere tid end først antaget. Vi havde fået at vide, at vi måtte læse kapitel 1 og 2 (ud af 5) til i morgen, men efter det havde taget mig 4 timer at læse første kapitel, og klokken var midnat, besluttede jeg mig for, at søvn trods alt var lidt vigtigere.
Det regnede hele natten, og vi kunne ikke andet end at krydse fingre for, at det klarede op til næste morgen. Vi fandt senere ud af, at der pga. vejret ikke havde været mulighed for at dykke de sidste 5-6 dage, så selv hvis det havde lykkedes os at komme med en båd tidligere, ville vi ikke have kunnet påbegynde vores dykkercertifikat; desuden må det have været noget mere frustrerende at være fanget på en ø end på et motel-værelse i 4 dage. Et motel-værelse kan du trods alt forlade, når du vil..
Mandag startede kl. 8, hvor vi skulle mødes på UDC; på vejen købte vi billige empanadas (friturestegte dej-"boller" med enten kylling eller oksekød i) til morgenmad. Amanda og jeg blev mødt af Doug (en ung fyr fra England, der skal være vores instruktør de næste 4 dage - han virker super flink, frisk, sjov og professionel), og desuden af Krystal fra Canada og Kristine fra Oregon, der også skulle tage deres Open Water certifikat med start i dag.
Vi begyndte morgenen i et teorilokale under selve dykkercentret, hvor vi så videoer til kapitel 1, 2 og 3 i teoribogen; herefter skulle vi besvare spørgsmål og quizzes til det, vi havde set (og læst..). Jeg vil lige indskyde, at jeg fik 100% korrekte svar i alle kapitlernes tests - oh yeah!.. Vi var færdige i teorilokalet kl. 12, og Amanda og jeg slog et smut forbi Big Mama's Restaurant, hvor vi også havde fået aftensmad dagen forinden; nu bestilte jeg en lille (og den var lille!) baleada (jeg er ved at løbe tør for kontanter og vil svært gerne undgå at hæve igen), og den mættede lige så meget som størrelsen kunne have fortalt mig..
Kl. 13:30 mødtes vi ved poolen på Mango Inn til vores første undervands-"session"! Grunden til, at vi ikke gjorde dette i havet, var, at vandet stadig er for uklart til dykning efter en hel uges storm - specielt det lave vand, som vi skulle øve os i. Som intruktører havde vi Doug og Suzanne (også en super sød og virkelig frisk pige fra USA, hun har arbejdet på centret i næsten tre år), der gav os vores udstyr, fortalte og demonstrerede hvordan vi skulle samle alle delene, og derefter bad os om at gøre det uendeligt mange gange selv. Da vi havde styr på dét, krøb vi i vores dykker-udstyr, og SÅ gik turen ned i poolen for første gang!
I poolen skulle vi lave en masse øvelser under vandet, men fordi det tog mig en evighed at vænne mig til følelsen af vand mod min næse (det har jeg bestemt aldrig været fan af, og det var så slemt, at jeg på et tidspunkt troede, jeg blev nødt til at opgive hele møget), blev Suzanne nødt til at tage mig under sine vinger, så de andre ikke skulle vente på mig i en halv time.. Vandet var desuden voldsomt koldt, så det hjalp ikke på vejrtrækningen, at jeg rystede og mine tænder klaprede, når jeg forsøgte at udføre alle undervands-øvelserne korrekt. Det lykkedes mig dog i sidste ende at gennemføre dem alle (selv dem, hvor jeg skulle fjerne masken under vandet, selvom jeg havde gruet gevaldigt for dem), skønt jeg blev nødt til at flakse op til overfladen en del gange for at få vejret og hoste og spytte slugt vand ud igen. Jeg fik et par undrende/forskrækkede/irriterede/skræmte blikke fra de folk, der sad og solede sig i pool-kanten.. Jeg havde dog ikke kommet igennem det hele uden Suzannes hjælp, tålmodighed, opmuntrende bemærkninger, glade væsen og gode alternative løsningsforslag - hvor var det dejligt at føle sig helt tryg og i professionelle hænder!
Da jeg efter mere end en time kom op af poolen, kunne jeg allerede tydeligt mærke forskel og fremskridt fra da jeg gik ned i pølen, og jeg følte mig fortrøstningsfuld og fyldt med tro på, at jeg nok skulle klare dykkene og undervands-øvelserne i havet i morgen! Jeg tog et bad, læste i min teoribog i en times tid, og så gik vi ud på jagt efter aftensmad; vi endte med at finde en nærliggende familiedrevet restaurant, hvor jeg forsøgte mig med en (dyr) burrita. En "burrita" er (åbenbart) ikke det samme som en "burrito", for hvad jeg fik serveret var: to tortillas, en klat bønne-mos og et kyllingelår.. Velbekomme! Needless to say, at jeg da bestemt ikke gik i seng med maven fuld den aften..
Tirsdag kunne vi sove en halv time længere, da vi først skulle mødes på UDC kl. 8:30; formiddagen forløb meget lig den foregående: vi så videoerne for kapitel 4 og 5, gennemgik kapitlerne, og igen vil jeg gerne brillere mig med mine 100% korrekte svar.. Den lille frokost-baleada blev igen købt på Big Mama's.
Tilbage på hostelet iførte vi os vores badetøj og tog intet andet end vand under armen; desværre tåler mit kamera ikke vand, så alle dykker-relaterede billeder er desværre enormt sparsomme.
Vi mødtes på dykkercentret kl. 13:30, hvor vi endnu engang samlede alt vores udstyr flere gange, inden båden sejlede kl. 14. Der ligger en helt masse mindre dykker-"spots" hele vejen rundt om Utila, og hvert sted har et navn; vi sejlede til Big Rock Beach. Eftersom dagens undervands-session også var øvelses-baseret, dykkede vi kun ned til 3-4 meters dybde, men selv dette var nok til at give ordentlige propper i ørerne ("equalize, equalize!"). Det var en meget anderledes følelse at være i saltvand, specielt fordi jeg selvfølgelig kom til at sluge og indånde oceaner af vand - dog holdt jeg hovedet koldt (bogstaveligt talt) og fik hostet, spyttet, slugt, sunket og panikket under vandet, i stedet for at svømme op til overfladen - det har jeg ligesom ikke muligheden for, når jeg kommer på 18 meters dybde, så jeg kunne vel lige så godt lære det én gang for alle! Så alt i alt vil jeg sige, at jeg igen kunne mærke ekstremt tydelige fremskridt, og at jeg efterhånden begynder at blive lidt hooked på det dér dykning. Jeg havde store problemer med at holde balancen under vandet (primært fordi vægtene på mit vægtbælte var ulige fordelt, så jeg blev ved med at tippe til venstre ligesom en "jack in the box" på månevandring, og Doug og Suzanne blev nødt til at rette mig op konstant), men derudover var det en super fed og ny følelse at kunne trække vejret under vandet!
Inden vi svømmede tilbage til båden, lavede vi nogle overflade-øvelser, og kl. 17 var vi tilbage på centret. Hér pakkede vi vores udstyr sammen, rensede det hele og fik en lang snak om dagens dyk og morgendagens planer.
Amanda og jeg prøvede endnu en ny restaurant til aften: "the King", hvor vi fik en stor (!) baleada til kun 3 kr. mere end den lille, jeg ellers var blevet vant til på Big Mama's - og det var selvfølgelig ikke sidste gang, vi besøgte Kongen!
Tilbage på hostelet fik jeg kæmpet mig igennem kapitel 4 i teoribogen, indtil mine øjne ved 22-tiden ikke længere kunne holde sig åbne; det havde været en ret anstrengende, oplevelsesrig og trættende dag. Heldigvis har vi været usandsynligt heldige med vejret, idet solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen, forholdene har været perfekte til dykning, og det ser sørme ud til, at det herlige vejr fortsætter flere dage endnu - noget kunne tyde på, at vores held er vendt! 7, 9, 13..
Onsdag den 4. december ringede mit vækkeur kl. 6. Vi mødtes ved dykkercentrets båd-kaj kl. 7:15, hvor vi selvfølgelig startede med at opsætte udstyret. Herefter brugte vi 10 minutter på at flyde/træde vande tæt på båden, indtil den sejlede kl. 8. Ombord var også en masse "rescue"-elever, der skulle gennemgå forskellige rednings-øvelser for at få deres certifikat; vi hørte derfor en masse råb om hjælp hele formiddagen, hvilket man lige skulle vænne sig til.
De næste 3 timer brugte vi på vores to første "Open Water" dyk - så fedt! Disse foregik ved hhv. Jack Neil Beach og Little Bight, hvor vi begge steder kom ned på 12 meters dybde.
Det første dyk (Jack Neil Beach) var et "fun dive", som i bund og grund bare er: ned, svøm rundt, op.. Dvs. ingen træk-vejret-uden-ilt-, ingen af-med-masken-, og ingen leg-at-du-er-ved-at-dø-under-vandet-øvelser. Jeg behøver vist ikke at sige, at dette var en HELT anden oplevelse! Hvor var det fantastisk at få lov at nyde dykket, kigge på fisk og smukke koral-rev, og svømme rundt som det passede os. Det er jo dét, dykning handler om, og det var dét, jeg øjeblikkeligt blev forelsket i! Jeg tænkte på intet tidspunkt over vand i næsen, og desuden så vi tonsvis af vidunderligt farvestrålende fisk, som vi efter dykket fik navngivet.
På andet dyk (Little Bight) slap vi desværre ikke for nogle få øvelser, men disse tog ikke meget mere end et kvarter, og derefter var det hele sjov og ballade igen - og mindst lige så imponerende! Hvor var det en sælsom følelse at svømme rundt lige ved siden af de fisk, man ellers kun ser på Discovery Channel.. Jeg fulgte efter en fisk, og jeg var overbevist om, at den ville have vist mig hjem til sin hule, hvis ikke Doug havde stoppet mig, fordi jeg bevægede mig for dybt ned i vandet - øv, når man endelig er blevet bidt af det! Jeg kan mærke kæmpe fremskridt, og jeg har ingen problemer med hverken at trække vejret, udligne trykket eller holde balancen i vandet; jeg er hermed blevet opslugt i dykkernes forunderlige verden!
Kl. 11:30 var vi tilbage på UDC, hvor vi endnu engang rensede udstyret og snakkede om dagens to dyk; til dette formål fik vi udleveret vores logbog, hvori vi noterer alle vores dyk: hvad vi så (vi noterede alle fiske-arterne, så bare spørg, hvis der er noget, I vil vide!), hvor dybt vi var, hvor længe vi var under vandet, og desuden temperatur, vejr- og vind-forhold.
Amanda og jeg tog herefter den teoretiske/skriftlige eksamen; det tog os en lille time, og til stor overraskelse fik jeg også 100% korrekte svar i denne - nu var sidste skridt altså at bestå den praktiske del, hvoraf vi kun mangler to Open Water (OW) dyk i morgen tidlig - glæder mig allerede!
Nu hvor der ikke var teoribogs-læsning at bekymre sig om denne aften, slappede vi af og fladede ud på vores værelse, da man godt kan mærke, at de sidste tre dage har tæret enormt på vores energiniveau - men for dælen, hvor er det hvert et gab værd!
Senere på aftenen forsøgte vi os med endnu en restaurant, og jeg bestilte en baleada! Den var dog både dyr og dårlig, så selvom det må siges at være en lokal ret, er det åbenbart ikke mange, der har lært at lave den ordentligt.. Måske man bare skulle holde sig til dem, man ved, kan lave maden ordentligt..
Torsdag sejlede båden igen kl. 8, men inden vi fik lov at stige ombord med vores udstyr, skulle vi bestå nogle simple snorkel- og svømme-øvelser i vandet uden svømmefødder og masker - og selvfølgelig klarede vi det alle helt fint.
Herefter gik turen mod vores to sidste OW-dyk, inden vi med god samvittighed kunne kalde os for certificerede PADI Open Water Divers!
Både Amanda og jeg havde lidt små-kvalme og svimmelhed ombord på båden, men det stammede garanteret fra træthed, udmattethed, nye indtryk og så varmen - og det hele gik over, så snart vi fik lov at komme under vandets overflade!
Dagens første dyk var ved Pretty Bush, hvor vi efter et par kompas- og maske-øvelser begav os ud på eventyr på 18 meters dybde. Man kunne tydeligt se forskellen i fiske-liv og -farver fra gårdagens dyk, men det var bestemt mindst lige så fascinerende! Specielt fordi, man får mere og mere overskud til at nyde hele oplevelsen. Vi så bl.a. en plettet ørne-rokke (det er i hvert fald hvad den hedder oversat fra engelsk), hvilket var ret sejt.. Og derudover gik mange af fiskene igen fra i går - hvilket dog ikke stoppede mig i at følge efter en del af dem.
Vores fjerde OW-dyk var ved Black Coral Wall, hvor vi kun kom ned på 14 meter men dog brugte meget tid på en "slette" af koral-rev, som specielt Amanda og jeg brugte længe på at udforske i dybden. Jeg fik bl.a. øje på en hel flok "reef squids", som skiftede farve (de blev helt krystalblå flere gange! Om det var for at skræmme mig eller andre fisk, skal jeg ikke kunne sige) - dét var det sejeste, jeg hidtil havde set under vandet! De andre så en søhest, hvilket også var ret sejt, men jeg var vist ret optaget af mine blæksprutter på daværende tidspunkt..
Kl. 12 gik vi i land og kunne nu efter 4 dages intens dykning og teori-læsning kalde os for certificerede dykkere - hvor var det fedt, og hvor var jeg lykkelig over, at jeg gennemførte! Vi fik underskrevet vores logbøger en sidste gang, og efter en omgang frokost (behøver jeg at sige hvad jeg bestilte?) solede vi ved poolen i nogle timer og nød, at alverdens rev og have nu står for vores fødder!
Vejret var igen helt fantastisk, og vi gik en tur rundt på øen og så en flot solnedgang på en mole ved vandet; life is good!
Til aftensmad forsøgte jeg noget nyt (!): en quesadilla til dobbelt pris af en baleada - og jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at jeg i morgen igen er tilbage på baleada-vognen.. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, da trætheden desværre langt fra var aftaget i løbet af dagen - men hvor føltes det godt at være udmattet som resultat af noget virkelig fedt!
Fredag morgen vågnede vi tidligt, og formiddagen blev brugt på afslapning ved poolen og dagbogs-skrivning. Vi havde egentligt planlagt at forlade øen denne dag, da vi som sagt kun bliver mere og mere tidspressede - men eftersom der (åbenbart, og thumbs up for det!) var 2 "fun dives" inkluderet i vores Open Water course, ville vi selvfølgelig ikke misse chancen for to gratis dyk! Disse foregik altså fredag eftermiddag kl. 12:30, hvor vi mødtes ved UDC's båd, hentede vores udstyr for sidste gang, og hilste på vores instruktør for dagen: Vero fra Uruguay, der også virkede ekstremt sød og professionel. Ombord på båden var også en masse advanced dykkere, men Amanda og jeg var de eneste, der var på 18-meter-stadiet og dermed de eneste, Vero skulle tage sig af - det var meget lækkert at have så lille en gruppe.
Vejret var igen super godt med blå himmel og stærk sol, dog var der på begge vores dyk en del overflade-bølger. Vores første dyk foregik ved Little Bight, hvor vi kom ned på 15,5 meters dybde. Hér så vi en kæmpe krabbe ("clinging crab"), en "hermit", en masse "donkey dung sea cucumbers" (og ja, de lignede ærligt talt kæmpe æsel-feces), et kæmpe West Indian sea egg, og desuden en masse af de flotte, farvestrålende fisk, som vi også havde set dagene forinden - det gjorde dem dog bestemt ikke mindre flotte at se på! Og hvor var det skønt endelig at kunne NYDE dykkene uden at skulle tænke på at tage sin maske af og lave andre undervands-øvelser - dét her er meningen med dykning!
Andet dyk var ved Black Coral Wall, som vi også var ved i går; vi tog stort set samme "rute", men fiskene og selve revet var selvfølgelig mindst lige så imponerende, og man tænkte slet ikke over, at man havde svømmet netop dér før. På dette dyk så vi en "longsnout" (langsnudet, vil jeg kalde den) søhest (yes, så fik jeg også set én!), en enkelt "reef squid" (dem, jeg så en masse af i går, og som skiftede farve), hele TO ørne-rokker, egern-fisk, trompet-fisk (aner ikke om de hedder dette på dansk) og et par "trunkfish" - og desuden en maaaasse andre flotte væsener, som alle sammen står skrevet ned i min logbog. Vi svømmede igennem smalle rev-passager, og jeg skulle virkelig koncentrere mig for ikke at bumpe ind i koral-væggene, samtidigt med at jeg var totalt overvældet over at være så tæt på alle de nysgerrige fisk. Hvor var det fedt!
Vi var tilbage ved dykkercentret kl. 16:30, hvor vi rensede vores udstyr, skrev i vores logbøger og så en flot solnedgang over havet - det var en fin slutning på nogle helt fantastiske dage med dykning! NU kunne jeg også mærke i hovedet, at der havde været fart over feltet, og at fem dage med dykning var nok for denne omgang.
Vi fik igen aftensmad på "the King", hvor vi også købte en lokal øl (det var tiltrængt!), bare for at have smagt Honduras' national-øl. Jeg købte desuden tre empanadas til "dessert"; det må have været al havluften, der gjorde mig så sulten.
Tilbage på værelset på Mango Inn pakkede vi vores tasker og gjorde os klar til endnu engang at skulle på farten - nu kunne vi vist ikke strække den længere.. Jeg gik omkuld i køjesengen kl. 22, totalt udmattet ovenpå mine dykker-eventyr.
Lørdag morgen rullede jeg ud af sengen kl. 5 og pakkede de sidste ting, stadig halvt i søvne. Vi forlod hostelet og gik ned på havnen, hvor vi købte en billet til færgen Utila Princess med afgang kl. 6:20. Det tog en time at sejle tilbage til La Ceiba, hvor himlen stadig var overskyet - hvor havde vi været heldige med vejret på Utila! Jeg valgte at se det som endnu et bevis på, at Honduras ville af med os hurtigst muligt - og landet fik sin vilje..
Vi tog en taxa (til halv pris, fordi vi stædigt nægtede at betale overpris) til Cristina Public Bus station, hvor Bamba havde booket en busbillet til os; igen fik vi det billigst mulige busselskab, selvom vi har betalt to halve bondegårde for buspasset - men I har vel snart fundet ud af, at jeg bestemt ikke vil anbefale Bamba.. Bussen kørte kl. 9 mod Honduras' hovedstad, Tegucigalpa, hvor vi var fremme kl. 16:30; det regnede selvfølgelig, men heldigvis var det bestemt ikke overnatningsmuligheder, der manglede i det ellers ret skumle kvarter, vi blev sat af i. Vi gik rundt på en halv snes hoteller for at spørge ind til og prutte om priser, og til sidst fandt vi et simpelt værelse (en dobbeltseng og intet andet på Hotel La Ruta) til 200L, som vi endte med at takke ja til, eftersom alle andre steder forlangte mindst 300L. Når alt kommer til alt, har vi jo ikke brug for andet end en seng og et tag over hovedet - hvilket var hvad vi fik.
Efter at have smidt taskerne på sengen (da der næsten ikke var plads ved siden af), fandt vi frem til den eneste "net-café" (et skummelt baglokale med tre computere linet op langs væggen) i området, så vi kunne tjekke den bekræftelse, Bamba skulle have sendt på vores bus til Nicaragua med afgang næste morgen - men (big surprise!) Bamba havde ikke svaret.. De fik derfor en ret vred mail fra mig, og vi kunne ikke gøre meget andet end at håbe på, at der rent faktisk var en bus, der ville tage os til Managua næste morgen.
Vi fandt aftensmad tæt på vores hotel (det gjaldt vist om ikke at bevæge sig for langt væk efter mørkets frembrud i dette kvarter): et stykke friturestegt kylling (så er man tilbage på fastlandet!), en portion ris og tortillas - bestemt ikke mættende, men det kunne gå an. Resten af aftenen blev tilbragt i sengen på vores lille værelse.
Jeg har hele dagen haft det meget mærkeligt i kroppen: hovedpine, svimmelhed, kvalme, propper i ørerne, ondt i halsen og en følelse af, at alting snurrer rundt; det er højst sandsynligt en ret ubehagelig eftereffekt fra fem dages dykning, så forhåbentlig aftager det, når jeg holder mig fra vandet det næste stykke tid..
Vi fik ikke sovet meget i nat, da vores værelse praktisk talt ligger i en busterminal. Busstationerne/-terminalerne er dog meget anderledes i Mellemamerika end hvad I/vi er vant til derhjemme, så når jeg har skrevet (og fremover skriver) "busstation" mener jeg i bund og grund bare et baglokale i en kiosk, hvor man betaler for at komme med den bus, der kortvarigt parkerer udenfor kiosken.. Og vi tilbragte altså natten bag én af disse kiosker. Isolation er bestemt heller ikke noget, der gøres i hernede, så vi kunne natten lang ligge og lytte til personalets TV, der var skruet op på fuld drøn og havde reklamer, der mindede om Elgigantens derhjemme..
Da vi alligevel ikke kunne sove, stod vi op kl. 6:30 og fandt ud af, at internetcaféen ikke åbnede før kl. 10, så der var ikke andet at gøre end at forsøge os på busstationen ("kiosken") og høre, om de tilfældigvis havde to billetter liggende til os. Inden vi nåede så langt, åd vi et stort og billigt morgenmåltid på en baggårds-restaurant i nærområdet. Dette måltid er uden tvivl det eneste positive (dog uden at være i den bedre ende), jeg har at berette fra Tegucigalpa; hovedtaden er hjem til 1,08 millioner mennesker, den er beskidt, forurenet, forvirrende, kaotisk, utryg, skummel, mørk og faldefærdig - kort sagt havde jeg ikke det fjerneste imod, at turen hurtigt gik videre!
Vi regnede med, at Bamba havde booket en bus til os til kl. 9:30 (eftersom dette var hvad vi havde bedt om), men for at være på den sikre side, begav vi os mod busstationen i god tid - og gudskelov for det! For busstationen viste sig nemlig at være blevet flyttet ud til lufthavnen, som lå en pæn spytklat udenfor byen.. Vi havde desværre ikke tid til at spare penge ved at vente på en bus, så vi hoppede i en taxa, hvis chauffør viste sig ikke at have den fjerneste idé om, hvor Tica Bus lå..
Vi endte med at køre det meste af forstads-området rundt (gratis sightseeing!); spørge diverse politimænd, tankstations-arbejdere, militærfolk og ordinære borgere om vej, og til sidst (efter 40 minutters taxatur og kun 20 minutter før vores bus skulle forlade stationen) holdt vi foran den lille bygning, der udgjorde Tica Bus Station. Og selvfølgelig var det begyndt at regne - farvel, Honduras!! Amanda løb ind på kontoret for at forhøre sig om forudbookede billetter, og heldigvis lå der to styk til os, med afgang kl. 9:30 - så lidt kredit måtte Bamba trods alt få.
Busturen fra Tegucigalpa til Managua (hovedstaden i Nicaragua) skulle tage 8 timer, men vi fandt hurtigt ud af, at bussen efter blot 7 timer stoppede i León, som netop var den by, vi alligevel havde planlagt at besøge i morgen - vi fik derfor lov til at hoppe af bussen en time tidligere og dermed spare busturen fra Managua til León.
Grunden til den lange køretur (eftersom afstanden ikke er voldsomt stor) var grænsekrydsningen: Honduras - Nicaragua. Denne krydsning er efter sigende den mest tidskrævende i Mellemamerika, og vi endte da også med at bruge over halvanden time ved grænsen, hvor det førhen kun har taget os mellem ti og tyve minutter. Vi skulle have al bagage ud af bussen (inklusive vores store rygsække), for blot at finde ud af, at "customs"-mændene ikke engang værdigede udlændinge et blik, og Amanda og jeg kunne slæbe vores tasker tilbage til bussen og vente på alle de andre mellemamerikanere, der skulle igennem det helt store bagage-check.
Da vi stod og ventede på de andre, kunne jeg ikke lade være med at bemærke den bagende sol, der brændte igennem skyerne; jeg fik straks en følelse af, at Nicaragua kunne lide os!
Da vi som sagt havde valgt at stå af bussen i León, blev vi sat af på en tankstation 3-4 kilometer udenfor byen, og hér hookede vi op med en englænder (Marcus), som vi havde mødt to gange tidligere; både ved Semuc Champey (de folk bliver vi ved med at støde ind i!) og senest på Utila et par dage forinden. Vi besluttede os alle tre for at spare taxa-penge, nyde det gode vejr og gå ind til centrum. Det tog os tre kvarter at finde bymidten i León, og vi checkede alle ind på Bigfoot Hostel, der ligger dejligt centralt. Bigfoot er åbenbart fest-hostelet blandt backpackere, og da vi ankom kl. 16:30 var der da også ved at være godt gang i baren med deres billige mojitos.
Vi blev alle tre indlogeret på et 10-sengs dorm (kostede 32 kr. pr. nat, hvilket jo er lige i overkanten af vores budget), som vi bl.a. deler med et tysk/fransk par på vores alder, som vi OGSÅ mødte ved Semuc Champey i Lanquin, Guatemala. Desuden stødte jeg ind i endnu en englænder (Ben), som jeg også havde snakket en del med i Lanquin - men nu ér Mellemamerika jo heller ikke forfærdeligt stort..
Klokken er nu ved at være 17:30, og Amanda og jeg vil bevæge os ud i byen for at hæve penge, kigge os omkring og finde noget aftensmad - og så kunne jeg forestille mig, at aftenen bliver brugt i velkendte ansigters selskab. Jeg kan desuden hilse og sige, at vi har en temperatur, der hedder 28 grader (selvom solen er ved at være gået ned), og jeg drømmer mig bestemt ikke tilbage til Danmarks kulde lige nu.
- So long!
- comments
Musse Tillykke med dit PADI- certifikat Søs!! Nu er vi boddies!! Så fedt. Nu forstår du mig nok endelig :-) og mht. "Vi noterede alle fiske-arterne, så bare spørg, hvis der er noget, I vil vide!)," vil jeg lige høre om I mødte den farlige " trigger fish" ? Flot, men farlig.. Og lille Nemo fish? Jeg har set en leopard haj.. Ja ja det er så fantastisk!!