Der har været fart over feltet den sidste lille uges tid!

Den første morgen i Panajachel (torsdag den 21. november) stod vi op kl. 5, da vores dagstur til San Pedro-vulkanen begyndte kl. 6. Vi havde hver især pakket en lille dagstaske med vand, regnjakke, solcreme, kasket, frugt og kager; the usual.. Vi blev mødt af en mand fra det turselskab, vi havde booket turen igennen - han fulgte os de fem minutters gang ned til bredden, hvorfra vores "lancha" afgik; og så sagde han farvel. Udsigten over søen i morgensolen var helt fantastisk, specielt med bådenes, badebroernes og fiskernes silhuetter, der dog slet ikke kunne måle sig med de kæmpe vulkaner i baggrunden, der lå indhyllet i morgenens dis. Billedskønt!

Vores lille, overdækkede, motordrevne båd afgik kl. 6:30 med kurs mod landsbyen San Pedro, der ligger på den anden side af søen. På vejen gjorde vi en masse stops for både at samle folk op og smide folk af; mange af de folk, der skulle af, var arbejdere (tømrere, elektrikere, gartnere); den eneste måde at komme rundt mellem de forskellige små by-samfund er nemlig med båd - så hvis man har brug for en elektriker, kommer han selvfølgelig også med båd, ofte bliver han endda bare sat af på éns private badebro, så han selv kan gå direkte ind i baghaven.

Vi gjorde holdt ved mindst 10 små landsbyer, inklusive private badebroer, og var fremme i San Pedro efter en time. Hér blev vi mødt af en ny mand, der fulgte os op gennem San Pedros stejle, brostensbelagte gader til en lille café, der serverede morgenmad (inkluderet i vores nedpruttede pris). San Pedro er knapt så turistet som Panajachel, skønt det ofte er hér, backpackere vælger at hænge ud, fordi priserne er væsentligt lavere. Man ser således ikke de lange markeds-gader i San Pedro, som ellers præger Panajachels bybillede.

Efter et udmærket morgenmåltid blev vi hentet af en tredje mand, der i sin bil kørte os til start-stedet for vandreturen til vulkanen: Volcán San Pedro Ecological Park. Hér blev vi sat af og mødt af en fjerde mand (hvilken koordinering!), som skulle fungere som vores guide på turen; en tur, der skulle tage ca. tre timer til toppen af den inaktive, 3020 meter høje vulkan.

Det endte med at tage os lige under tre timer at nå toppen. Turen var stejl og hård for vejtrækningen, nok primært pga. den højde, vi befandt os i - det bildte jeg mig i hvert fald ind. Amanda havde store problemer med at trække vejret og var svimmel på det meste af turen, så vi fik en del pauser - hende og jeg gjorde i hvert fald; guiden var for det meste over alle bjerge (bogstaveligt talt), hvorfor vi begge undrede os over, hvad vi egentlig skulle bruge en sådan guide til. På vej til toppen kom vi forbi uendeligt mange forskellige slags svampe, en del fugle, og desuden passerede vi gennem en kaffebønne-plantage. Himlen var blå og temperaturen dejlig kølig, hvilket heldigvis hjalp på at holde svedniveauet en anelse nede. Overalt var der kæmpe, frodige træer, planter og buske; det gav ikke just følelsen af at vandre på en vulkan, men den var selvfølgelig også inaktiv og dermed ekstremt frodig.

På vej til toppen stødte vi på den amerikaner, vi allerede havde mødt på flere busture og ved Semuc Champey - det begyndte næsten at blive lidt for tilfældigt. Han havde taget turen på egen hånd, udenom turselskaber, og havde dermed gjort det så godt som gratis; det var dét, man skulle have gjort! Vores guide hørte vi alligevel ikke meget fra, og eftersom vi er to, kunne man sagtens have gjort det udenom selskaberne. Amerikaneren fortalte om sit misundelsesværdige liv: han kunne flyve gratis rundt i hele verden, da han var "best buddies" med vicepræsidenten for American Airlines, og således rejste han ud i verden i et par uger, tog hjem til Chicago i nogle uger, og tog ud i verden igen - hvilket pragtfuldt liv!

Klokken var lidt over 11, da vi nåede toppen - og hvilken belønnende udsigt! Vi nåede lige at få et fantastisk udkig over Atitlán-søen, de to andre vulkaner i området, og desuden mange af de små landsbyer ved søbreden, inden skyerne begyndte at rulle ind over "vores" vulkan og dermed blokerede det meste af udsigten. Efter at have pustet ud på toppen og spist vores medbragte banankager, begyndte vi nedstigningen. Det var en dejlig udmattet følelse, jeg havde, da jeg nåede start-punktet 1½ time senere. Jeg var noget foran de andre, da jeg var blevet nødt til nærmest at løbe for ikke at få for ondt i knæende af at bremse på den ret stejle sti. Alt i alt var det bestemt pengene værd, selvom man altid kan ærge sig over, at vi kunne have fået det billigere.

Vi blev igen kørt ned til San Pedro by, hvor vi brugte en lille halv time på at snuse rundt i gaderne, der dog ikke virkede videre interessante - ikke noget man ikke havde set før, så vi endte med hurtigt at tage lancha'en tilbage til Panajachel.

Vi fik aftensmad i centrum af den lille by: en billig omgang kød, bønner, tortillas, grøntsager og guacamole. Herefter fladede vi ud på værelset, hvor vi også bestilte hostel til i morgen, da turen går til en større, umiddelbart ret forvirrende by; så er det lidt rarere at have et forudbooket hostel at drage til.

Fredag morgen stod vi op kl. 6, tog taskerne på ryggen og begav os mod Panajachels busstation kl. 7:30. "Busstationen" for de lokale "chicken buses" (de billige busser aka de lokale busser, som vi besluttede os for at tage for at spare penge, eftersom vores næste destinationer ikke er inkuderede i vores buspas) er en holdeplads på den ene side af vejen, og når en bus ankommer, springer chaufførens "hjælper" (ham, der også indsamler penge og råber ad folk, hvis de skal flytte sig) ud af de altid åbne døre og løber ivrigt rundt om bussen, alt imens han råber og skriger noget på spansk, der vist skulle være navnet på bussens destination. Vi skulle til Xela (byen hedder Quetzaltenango, men Xela er åbenbart en forkortelse..), og så snart vi sagde dette, gik der ikke mere end fem sekunder (måske endda mindre), før vores tasker i al hast og stor forvirring var blevet smidt op på taget af bussen, og før vi nåede at se os om, begyndte bussen at køre - med vores tasker, og uden os. Vi stak i rend og nåede heldigvis at hoppe ind i bussen, inden den satte farten helt op. Puha, første gang er altid den værste! Dog nåede vi indenfor de næste 4 dage hurtigt at vænne os til denne rejseform.

Da vi i al hast var kommet ombord på den rigtige bus, opstod næste udfordring: rent faktisk at forblive inde i bussen og ikke hænge ude på siden, som mange gjorde pga. den trange plads.. Der var propfyldt i bussen - og ikke "propfyldt som i Danmark", men "propfyldt som i at folk sad ovenpå hinanden og at der på steder, man troede umuligt, stadig kunne klemmes yderligere fem mennesker ind"; ærgerligt, der var for trangt til, at jeg kunne finde mit kamera frem, for det var helt utroligt!

Vi fik omsider klemt os ind i selve bussen, og min taske må have slået flere små børn i hovedet, da jeg forsøgte at mase mig igennem mængden. Og for at det ikke skulle være løgn, lykkedes det billet-manden at komme rundt mellem os i bussen! Helt utroligt imponerende! Efter en times tid fik vi tilklemt os en siddeplads, omend vi halvvejs sad ovenpå andre damer. Men det skånede da benmusklerne, der ellers virkelig var i spil, når man skulle forsøge at holde balancen stående på de snoede, små grusveje.

Da vi efter 2½ sammenklemte timer nåede forstæderne til Quetzaltenango (Xela fra nu af), blev vi i tvivl om, hvor vi skulle stå af - bussen kørte nemlig ikke til centrum. De andre passagerer sagde noget andet end chaufføren, og billet-manden sagde noget helt tredje; så vi tog chancen og hoppede i al hast af ved et lille supermarked, der nærmest lå i rabatten. Hér blev vores tasker heldigvis smidt ned til os, inden bussen drønede videre. Så stod vi dér!..

Der kom en minivan, som var lige så pakket som kyllinge-bussen, og vi fortalte ham, at vi skulle til den centrale park, som alle mellemamerikanske byer er opbygget omkring. Uden at svare tog han vores tasker fra os og smed dem op på taget af den lille bus (uden så meget som at blive spændt fast eller anden form for sikkerhed) - jeg havde en stor klump i halsen på hele køreturen og forventede konstant at høre et bump bag bilen, når man taske røg af taget; men helt mirakuløst skete det ikke!

Da vi blev gennet af minibussen og igen fik vores tasker smidt i hovedet, stod vi så på en gade, der bestemt ikke havde noget at gøre med en central park.. Vi spurgte os omkring og fandt ud af, at vi skulle tage ENDNU en minibus for at komme til centrum - puha! Det krævede, at vi gik nogle blokke gennem et stort marked, og langt om længe hørte vi bus-hjælperen, der råbte: "Centrale, centrale, centrale!" - jo tak, det måtte næsten være den rigtige bus! Vi fik igen klemt taskerne ind i det fuldt proppede køretøj (min i forvejen faldefærdige taske er IKKE glad for al det smiden frem og tilbage), og heldigvis viste dette sig at være sidste køretur, inden vi nåede frem til Xelas centrum.

Xela er opdelt i flere forskellige zoner, hvor gaderne alle hedder det samme; centrum ligger i zone 1, og det var heldigvis hér, vi blev sat af. Det var dog ikke helt så nemt at navigere rundt i byens gader, som vi havde regnet med - men efter 20 minutters søgen fandt vi vores forudbookede hostel: Nim Sut! For dette betalte vi 50Q pr. person, og vi blev indlogeret i et fint, rent 6-sengs dorm. Selve hostelet var rigtig hyggeligt, og der var sågar pyntet op til jul med lys-kæder og et juletræ! Gad vide, hvordan Strøget i Aarhus ser ud på denne tid..

Vi gik ud i byen, der bestemt ikke er lige så turist-"venlig" som Antigua. Xela er uden tvivl en beboelses-by og ikke en sightseeing-by. Gaderne er ganske hyggelige, men for det meste øde og mørke; specielt når man kommer udenfor zone 1. Selve Parque Centrale var da meget hyggelig, og jeg fik også et par billeder af den. Herefter begav vi os til Monte Verde Tours, som vi forinden havde mailet lidt frem og tilbage med; vi kunne nemlig komme på en 2-dages vandretur til Tajumulco-vulkanen for 500Q per person, men vi ville forsøge at prutte dem ned i pris, da der stod 400Q på deres hjemmeside.

Da vi ankom til deres kontor (placeret i et koldt, mørkt, fangekælder-lignende, underjordisk rum), fik vi at vide, at chefen ikke var her i øjeblikket - af hvem der måtte være chefens datter. Hun sagde dog, at vi godt kunne booke en tur gennem hende, og hun havde intet hørt om vores mailkorrespondance. Hun spurgte, hvad vi ville betale? - 400, tak? - Det var helt fint, for det var også hvad der stod på deres hjemmeside! Så havde vi slet ikke behøvet at forberede en lang prutte-samtale.. Af en eller anden grund virkede selskabet meget uprofessionelt, og vi ville derfor forsøge nogle andre steder, inden vi tog den endelige beslutning; vi aftalte derfor med pigen, at hun ville blive på kontoret i halvanden time endnu, så vi kunne nå at komme tilbage og booke en tid med afgang i morgen tidlig.

Vi gik hen til selskabet Quetzaltrekkers, som også havde den samme tur til 400Q (endda med andre unge mennesker, kunne være hyggeligt med noget selskab), men fordi vi kom efter kl. 11, skulle vi give yderligere 50Q pr. person - og SÅ meget var de ekstra unge mennesker trods alt ikke værd; så vi gik tilbage til Monte Verde Tours.

Vi endte med at sidde og vente i en time udenfor Monte Verdes kontor, da ingen lukkede op, og vi ville ikke risikere at misse hende - men vi begyndte at tvivle på, om hun kom tilbage.. Vi gik derfor tilbage til vores hostel, hvor vi lånte en telefon og ringede til turselskabet; pigen fortalte, at hun havde spist en "lang frokost", men at hun ville være tilbage om 20 minutter.. turen gik tilbage til Monte Verde! Denne gang blev vi heldigvis lukket ind, vi betalte for 2-dags-turen, og jeg gik tilbage til hostelet med en god fornemmelse i maven: 50Q sparet!

Eftersom vi nu igen boede på et hostel med køkken, købte vi ind til aftensmad (shaghetti, broccoli, avocado, tomat og bønner) og blev nødt til at tage lange bukser og en trøje på, inden maden var færdig - vinteren indhentede os hurtigere og hurtigere..

Da vi var ved at være klar til at gå i seng, kom en af vores dorm-beboere ind på værelset; han ville høre, om jeg havde en hårtørrer, han kunne låne? Desuden ville han gerne have vores mening om, hvorvidt han skulle iføre sig de grå eller blå sko, når han skulle ud i aften.. Amanda og jeg kiggede på hinanden, og der var ingen tvivl om, at vi tænkte det samme! Og ganske rigtigt, for som fyren selv sagde: "It's really hard being a backpacker for people like me - but I met this really cute guy yesterday and I want to look good when going out with him again tonight". David, som han hed, var i øvrigt iført nogle bukser, som han havde fået på det hostel, vi også havde boet på i Puerto Escondido (der, hvor jeg fejrede min fødselsdag). Igen: small world!

Lørdag ringede vækkeuret kl. 6, og vi pakkede taskerne og begav os mod Monte Verde Tours' kontor, hvor vi skulle være kl. 7. Hér blev vi sat til at tømme vores store rygsække, så vi kunne tage disse med på turen - jeg endte dog med at låne en taske af selskabet, fordi jeg var nervøs for, at min egen ville gå i stykker; syningerne bliver løsere og løsere.. Jeg medbragte min egen sovepose (nu har jeg slæbt rundt på den så længe, så skal den også bruges!), og vi fik vand, liggeunderlag og mad fra turselskabet; selvom vi ikke skulle have meget mere med, var det som om, vores tasker hurtigt blev fyldt op alligevel.

Vi mødte vores guide, som skulle følge os de næste to dage - og han snakkede engelsk, omend noget gebrokkent! Han virkede umiddelbart meget begejstret, men gjorde et stort nummer ud af at understrege hvor træt han var, fordi han netop var kommet hjem fra den samme 2-dags-tur i går.. "Okay, men du har selv sagt ja til dette, så cheer up, mester!"..

Lidt i 8 var vi klar til at drage afsted på et to dage langt eventyr! Vi havde efterladt alle vores ejendele i turselskabets kolde fangekælder, og nu gik vi med nyopfyldte tasker mod en lokal kyllinge-bus, der skulle tage os til Xelas busstation (al transport var inkluderet, men offentlig). Vores anden bus skulle tage os fra Xela til San Pedro (der ligger San Pedro'er overalt, så jeg er også forvirret), hvorfra vi skulle skifte til den sidste bus, der tog os til Tajumulco.

Det gik dog allerede galt på 2. bus.. Efter at have kørt i halvanden times tid (transport skulle tage ca. 4 timer alt i alt), vendte bussen om, fordi der var kommet nyt om, at der var politiske vejblokader forude; vi ville derfor forsøge at finde en anden vej. Det var også godt forsøgt, men det viste sig hurtigt, at vi kørte på den ENESTE vej til vores destination - så tilbage igen! Ganske rigtigt kunne vi på et tidspunkt ikke køre længere, og vi blev gennet af bussen med al vores bagage - hvad nu?? Folk stod klumpede sammen og diskuterede situationen, og for at være ærlig virkede det hele meget stille og roligt. Der lå en hel del brændende dæk midt på vejen, men det virkede lidt latterligt, at de tilsyneladende små dæk skulle kunne stoppe SÅ mange busser og biler; hvorfor ikke bare slå hånden i bordet og fjerne de dæk, når der nu var så mange samlet om det?? MEN det er åbenbart ikke sådan, man tager sig af politiske oprør i Guatemala - hvordan man SÅ gør, skal jeg ikke kunne sige.. Vi krydsede i hvert fald den brændende "grænse" til fods, og på den anden side holdt der mindst lige så mange busser og biler, og folk rendte rundt som små, forvirrede myrer: "åh nej, hvad gør vi!?". Ja, VI tog i hvert fald bare en af de busser på den anden side, som vendte om og kørte den rute, som vores oprindelige bus skulle have kørt - no problema!

I løbet af hele denne hindring, som i alt kun forsinkede os en lille times tid, insisterede Amanda og jeg på, at vi var ligeglade med forsinkelsen, men at vi blot ville nå til den vulkan i dag! Vi var så tidspressede ellers, at vi ikke ville have tid til at udskyde det til i morgen - og nu var vi alligevel kommet så langt. Og eftersom det hele flaskede sig i sidste ende, holdt vi humøret højt!

Dét kunne man dog desværre ikke sige om vores guide. Lige fra blokade-problemet blev han ufatteligt negativ (han prøvede ligefrem at overtale os til at vende om flere gange), og der var ikke dét, der ikke var galt: han var træt, han havde ondt i ryggen, han var sulten, hans taske var for tung (selvom VI bar hans mad!), vejret var dårligt, han frøs, han havde ikke noget regntøj med, hans taske (som ikke engang var hans) blev våd, maden var ikke god nok, teltet var besværligt at slå op, … Jeg kunne til sidst ikke lade være med at sige, at det var HAM, der blev betalt for det her; ikke os! Og det kom jeg til at sige mange gange, for han fortsatte med at brokke sig..

Uanset hvad, blev vi klokken lidt i 13 sat af ved start-stedet til vandrestien til Tajumulco. Vulkanen er 4220 meter høj, hvilket gør den til det allerhøjeste punkt i hele Mellemamerika - det er vist unødvendigt at sige, at der opstod nogle vejrtrækningsproblemer på vejen op.

Lige da vi steg af den fjerde og sidste bus, begyndte det at regne - og det stoppede ikke, før vi var en halv time fra toppen.. Vi blev gennemblødte i løbet af ti minutter, selvom vi havde regntøj på - og det samme gjorde vores tasker, som ellers også havde regntøj på. Det blev hurtigt ekstremt koldt at vade rundt med store, tunge, våde tasker og selv være gennemblødt, og der var ingen steder at finde læ - men i det mindste svedte vi ikke så meget, som vi villet have gjort i fuld sol. Og vi gav ikke op!! Selvom vores guide var tæt på flere gange.. Ret uprofessionelt.

På den lyse side virkede turen opad overraskende let i forhold til, hvilken højde vi befandt os i. Måske fordi vi bevægede os forholdsvist langsomt pga. det dårlige vejr og den dermed glatte, mudrede bjergside. Efter halvanden times vandring gjorde vi holdt i det drivvåde græs og spiste frokost: brød med skinke og ost, der altsammen var gennemblødt. Men det hele tæller vel?

Efter 2½ timers vandring gik vi gennem skyerne, og regnen ophørte - just like magic!Himlen var blå, og udsigten fra de næsten 4000 meters højde var helt fantastisk! Måske endnu mere fantastisk, fordi vi kort forinden ikke havde kunnet se en hånd for os. Vi mødte en del andre vandrere med guides; nogle af dem havde været i gang lige siden kl. 9 i morges! Vi endte med kun at bruge 3 timer på at nå camping-stedet tæt på toppen - og de endte med at bruge 7 timer! Talk about being fast!? Jeg syntes ellers ikke, vi havde gået voldsomt stærkt..

Plateauet, hvor vi skulle campere, var allerede godt fyldt med telte, da vi kom derop. Det var igen begyndt at småregne, så vi skyndte os at finde teltet frem; et lille 2-mands-telt, som vi hurtigt fandt ud af, at vi alle tre skulle sove i.. I kan selv regne ud, hvor vores tasker kom til at overnatte.. Selvom klokken kun var 16:30, var det allerede ganske køligt, og indenfor den næste time var jeg iført alt det tøj, jeg havde medbragt; i hvert fald alt det, der ikke var drivvådt efter at have ligget øverst i tasken..

Jeg tog et par billeder af den smukke, men noget tågede og overskyede udsigt, og herefter søgte jeg ly, læ og en anelse varme i teltet resten af aftenen og natten. Vi kogte vand over et gas-blus, guiden havde medbragt; det hjalp en anelse med en kop varm kaffe, og aftensmaden stod på pasta.. pasta, der mislykkedes totalt, så vi gik alle ret sultne i seng. Især ovenpå en så anstrengende dag.

Det meste af natten kunne jeg høre de andre (der var 25-30 andre "campister") rundt om bålet, måske fordi det var for koldt i deres telte. Personligt frøs jeg helt ind til marven, og det hjalp ikke, at jeg pga. den trange plads i teltet lå ovenpå teltdugen, der hurtigt blev drivvåd af regnen, som igen var tiltaget. Kort sagt: jeg fik sammenlagt sovet mindre end en halv time, og mine fingre tøede først op næste aften.

Vi stod op klokken lidt over 4, da der endnu var mørkt (og KOLDT!) udenfor. Vores tasker var drivvåde og kolde, så vi opgav alt om at skifte tøj. Vi efterlod teltet, som det var, og begav os efter de andre, der også var stået op før daggry.

Det tog endnu en time at klatre hele vejen til vulkanens krater (og hvor er jeg glad for, jeg ikke havde en stor taske på ryggen på denne strækning!); vi gik alle på én lang række efter hinanden, og fordi vi alle havde lys/lamper i panden, dannedes der en lys-kæde hele vejen op ad den stejle bjergside; smukt! Vores guide brokkede sig selvfølgelig stadigt: der var koldt, han var sulten igen, han havde ikke sovet (selvom jeg havde hørt ham snorke hele natten), han havde ondt i ryggen, han kunne ikke se hvor han gik pga. mørket, og det var alt for tidligt.. Han skulle bare være blevet hjemme.

Vi nåede toppen før solen stod op, og jeg satte mig på en sten og ventede på solopgangen sammen med en fyr fra Guatemala (og hans hund), som vi var stødt på en del gange dagen forinden. Det var virkelig koldt at sidde og vente i 4220 meters højde kl. 5 om morgenen, men da solen kl. 5:30 begyndte at bryde gennem skyerne, var det utvivlsomt både den bidende kulde, den ringe søvn og den hårde klatretur værd! Enhver solopgang er forskellig, og jeg skal love for, at jeg aldrig har set noget lignende. Man kunne tydeligt se, hvordan skyerne rullede ind over bjergene, og i løbet af ganske kort tid ændrede farverne sig fra mørkeblå til lilla til rød til gul til lyseblå, idet det blev lyst efter vi kun havde fået en lille time til at nyde udsigten. Nu kan jeg med god samvittighed sige, at jeg har stået på toppen af Mellemamerika og set solopgangen!

Ved 6:30-tiden begyndte vi nedstigningen til telt-"pladsen", og hér kogte vi havregryn til havregrød til morgenmad. Efter telt-nedpakning og taske-sammenpakning begyndte vi som de første at gå ned ad vulkanen - og i dag var vejret med os! Himlen var ikke helt skyfri, men udsigten var skøn ikke desto mindre! Normalt er nedturene altid de kedelige, fordi man har set udsigten før; men pga. gårdagens dårlige vejr var det en helt ny udsigt hele vejen ned - NU kunne jeg roligt sige, at det havde været hele turen værd!

Det tog os kun to timer at nå tilbage til stedet, hvor vi kl. 13 dagen forinden begyndte vores vandring. Vores guide havde (selvfølgelig) gået og brokket sig over, at det var søndag, så vi ville garanteret skulle stå og vente på busserne, MEN som vi går ned ad den sidste bakke, ser vi vores bus i det fjerne; vi løb det sidste stykke og nåede lige netop at vinke bussen hen til os, så vi kunne smide taskerne på taget og hoppe ind i dagens første kyllinge-bus.

På trods af guidens brok og bekymringer om forsinkelser, tog det os langt kortere tid at komme tilbage til Xela, end det havde taget os at komme til Tajumulco (nok også pga. at de brændende dæk åbenbart var blevet fjernet i mellemtiden) - og vi skulle slet ikke vente på busser, som vi endte med at skulle tage tre af. Man kunne tydeligt mærke, hvordan vores guide begyndte at få glæden tilbage i stemmen, som vi nærmede os Xela - og for at det ikke skulle være løgn, blev han ringet op og spurgt, om han ville guide endnu en vulkan-tur i morgen.. og han takkede ja.. Stakkels turister, siger jeg bare! Jeg var i hvert fald snart færdig med at høre på hans lange taler om, at han ville opsige sit job og hvad ved jeg..

Ved 14-tiden var vi tilbage i Xela, og jeg brugte over en halv time på at pakke min taske igen, eftersom jeg jo havde tømt den fuldstændigt dagen forinden. Vi lod taskerne blive i den kolde kælder, imens vi forsøgte at finde et billigere hostel i centrum (hvis man kan spare, skal man jo spare) - men eftersom det umiddelbart ikke var muligt, tog vi taskerne på ryggen og gik endnu engang tilbage til Nim Sut, hvor vi blev indlogeret på samme dorm som sidst.

Aftenen gik primært med afsapning af vores ret ømme ben-muskler, og til aften lavede jeg... wait for it.... ris, sorte bønner, avocado og tomat! Gamle vaner skulle nødigt gå af mode.

Mandag morgen sov vi længe: helt til kl. 7! Det er vist ikke sket, siden vi krydsede grænsen til Guatemala. Vi lavede igen havregrød til morgenmad (resterne fra vulkan-turen, som vi havde hamstret), og herefter begyndte vi vores rejse tilbage til Antigua. Vi havde (selvfølgelig) besluttet os for at tage chicken busses igen for at spare penge, og det endte med at blive endnu et eventyr.

Vi fandt en minibus (igen proppet, så taskerne røg på taget, og nu er min taskes regnslag tilmed gået i stykker..) til busstationen. Busstationen for minibusser er dog forskellig fra den for de store kyllinge-busser, så vi skulle vandre gennem Xelas største marked for at finde vores næste bus. Heldigvis var Xela startstationen for bussen videre, så vi nåede at få tiltusket os et sæde i bussen, inden der ellers lynhurtigt blev fyldt godt op. Bussen gik til Guatemala City, så vi hoppede af i Chimaltenango, der lå en lille time fra Antigua. Hér blev vi hurtigt gennet hen til vores sidste kyllinge-bus (hvor der rent faktisk VAR kyllinger med ombord, og de pippede lystigt på hele rejsen), og kl. 13:30 blev vi sat af på Antiguas busstation.

Vi anede ikke, hvor i byen vi var, men efter at have gået gennem endnu et marked, kunne vi kende området; og det lå heldigvis tæt på det hostel, vi sidst havde boet på - så hér tilbragte vi vores sidste nat i Guatemala. Og gæt, hvad mit aftensmåltid stod på? That's right: ris, sorte bønner, avocado og tomat!

I morges ringede mit vækkeur kl. 3, da vores shuttlebus (vi er tilbage på Bambas busplan) til Copán Ruinas, Honduras, ankom kl. 4. Jeg må indrømme, at det var rart at sidde i en minibus, der ikke var tætpakket med både mennesker og dyr; jeg fik sågar sovet en smule i løbet af de seks timer, køreturen til den honduranske grænse tog. Vi skulle betale for både at komme ud af Guatemala og ind i Honduras, og selvom man skulle tro, at en grænsestation tog imod amerikanske dollars, var dette ikke tilfældet - så heldigvis havde Amanda nogle guatemalske quetzals i overskud, som vi kunne bruge til at blive lukket ud af landet og ind i det næste..

Da vi først havde krydset grænsen, tog det ikke mere end ti minutter at komme frem til Copán Ruinas, som er den første by, hvori vi har et stop i Honduras. Copán er en ganske hyggelig, lille by, og centrum strækker sig ikke over mange gader. Der er selvfølgelig en central park, og omkring denne er der en masse mindre gader med restauranter, tøjbutikker (i massevis!) og hoteller. Da vi blev smidt ud af shuttlebussen, blev vi imødekommet af en spøjs fyr, der forsøgte at sælge os et dorm på et nærliggende hotel - dette ville han have 100 lempiras (ca. 30 kr.) for. Vi brugte en halv time på at gå rundt og finde noget billigere i byen, men eftersom alt var deciderede hoteller eller resorts, var det ikke muligt at finde noget billigere. Vi gik derfor tilbage til den spøjse mand og fik endda dorm-værelset til 90L per person (tak for gode prutte-evner), og vi havde hele værelset for os selv. Det var ganske vist et af de dårligste værelser, vi har overnattet på, men umiddelbart var det også den billigste mulighed: Hotel Don Moises.

Vores frokost bestod af det, vi sikkert kommer til at leve af i størstedelen af vores tid her i Honduras: friturestegt kylling ala KFC. De sælger det på ethvert gadehjørne, og der er flere håndfulde af billigere restaurant-kæder, som udelukkende sælger "pollo frito". Vi følte os i hvert fald ret fedtede og friturestegte, da vi gik derfra.

Efter den nærende frokost gik vi langs hovedvejen et par kilometer ud af byen til Copán Ruinas' arkæologiske ruiner af samme navn; disse er de SIDSTE maya-ruiner, vi skal se! De næste ruiner bliver Machu Picchu i Peru, og det er inka-ruiner. Men eftersom Copáns eneste rigtige attraktion er disse ruiner, og eftersom de dækker et kæmpe område, og eftersom vi ikke har set nogle ruiner i Honduras, gjorde vi det! Måske også fordi, vi ikke havde andet at lave, og så fordi vejret var enormt lækkert til at nyde ruinerne i..

Copáns ruiner er primært kendt for sitets mange skulpturer og hieroglyffer, bl.a. har de maya-verdenens længste trappe indgraveret med flere hundreder af hieroglyffer. Ruinerne dækker som nævnt et kæmpe område, og vi fik set det hele på 2½ time - enormt imponerende, men efterhånden ikke noget at skrive hjem om.. Heldigvis havde vi stort set hele området for os selv, og desuden fløj der en masse voldsomt flotte, farvestrålende macaw-papegøjer rundt; det var vist også det eneste, vi ikke tidligere havde set..

Efter ruin-besøget gik vi tilbage til Copán centrum, og vi afhentede vores Bamba-busbilletter til La Ceiba til i morgen formiddag kl. 11; og fra La Ceiba er det kun en færge, der adskiller os fra det dykkercertifikat, vi har bestilt tid til at begynde på her på torsdag - ih, hvor bliver det spændende!

Til aftensmad gik vi på en lille, familieejet restaurant, hvor de lavede maden i deres eget køkken, og da jeg skulle bruge toilettet, blev jeg ført igennem deres hus. Det var ganske hyggeligt, men maden var forfærdelig, og priserne var forholdsvis høje.

Nu glæder vi os bare til at skulle i gang med vores dykkercertifikat, og derudover har vi ikke de store højdepunkter at skulle nå i Honduras - så efter La Ceiba går turen lynhurtigt videre til Nicaraguas vulkaner, små øer, nationalparker og havskildpadder.

- So long!