Profile
Blog
Photos
Videos
Nicaragua var jo noget HELT andet end Honduras! Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at Nicaragua kommer på en tæt andenplads efter Guatemala - og dét siger ikke så lidt.. Der har dog både været op- og nedture i landet, og nu skal I høre hvorfor..
I León kom vi ganske rigtigt til at tilbringe aftenen i kendte ansigters selskab; disse ansigter tilhørte Kim og Chris (det tysk/franske par, der mødte hinanden i Spanien på udveksling) og Marcus fra England. Det var vildt hyggeligt, og de var alle super søde og åbne mennesker, og jeg ville ønske, vi havde længere tid, så vi kunne tilbringe mere af den sammen med dem.
Da Amanda og jeg tidligere på aftenen havde været ude for at hæve penge, slog vi et smut forbi den centrale plads, hvor en kæmpe menneskemængde var samlet. Det viste sig, at i dag (den 8. december) var dagen, hvor Jomfru Maria blev fejret og hyldet i gaderne, og der var opsat krybbespil og gigantiske dukker og lyskæder og madboder og udstillinger overalt. Folk var udklædte og deltog i optog, som indebar, at en mindre gruppe gik rundt og bankede på folks døre; og når døren blev åbnet, fik beboerne en lille danse-forestilling, og dernæst var det "gøglernes" tur til at få godter - lidt ala fastelavn i mine øjne, og der var en enormt hyggelig atmosfære i centrum.
Til aftensmad afprøvede jeg en "enchilada" købt i en gadebod; jeg har set og hørt om enchiladas mange gange, så NU skulle det afprøves! Den version, jeg fik stukket i hånden (som kostede mig 4 kr.) var en stor, friturestegt "klump" af dej, ris og noget, der vistnok skulle være kylling, men som smagte mere af indvolde og organer. Alt i alt smagte det mest af fedt og friture, men var heldigvis overraskende mættende - så alt efter, hvad man leder efter og hvor sart man er, kan enchiladas måske anbefales.
Byen León, der ligger i det nordvestlige Nicaragua, var engang landets hovedstad, men har gennem mange år været i krig med Granada, som ligger længere sydpå (og som også har været hovedstad). Da resten af landet fik nok af disse to byers uenighed og dumme diskussioner, blev fælles grund fundet i form af Managua, som ligger mellem León og Granada og nu er landets hovedstad. Man kan dog tydeligt mærke Leóns stolthed og indbyggernes foragt overfor Granada (og det samme gør sig gældende for Granadas beboere), men ikke desto mindre er León en fantastisk hyggelig by, der på mange måder minder om de større byer, vi besøgte i Guatemala. León er i dag et hovedsæde for kultur, kunst, religion og revolutionær historie, og der er da også voldsomt mange museer, kirker, kapeller, statuer og historiske udsmykninger overalt i byen - og bl.a. hører Nicaraguas første universitet og Mellemamerikas største katedral også hjemme hér.
Men nok historie, det er jo trods alt oplevelser, det handler om! Mandag stod vi op kl 7 og gik ned til et nærliggende supermarked (den slags er altid nærliggende, synes jeg, jeg får det til at fremstå som), hvor jeg købte ind til morgenmad til hvad der viste sig at blive de næste tre dage: "rugbrød" (som selvfølgelig ikke var rigtigt rugbrød) og smøreost (som selvfølgelig heller ikke var rigtig smøreost), MEN det smagte en smule hjemligt.. Dog spiste jeg min morgenmad i 30 graders varme (klokken 8 om morgenen), hvilket ikke ligefrem fik mig til at længes efter Danmarks minusgrader, men til gengæld fik mig til at grue en smule for sommeren i Sydamerika, eftersom det trods alt er vinter i Nicaragua lige nu..
Klokken 9 blev vi, sammen med 30 andre unge fra hostelet, samlet op af en orange pick-up truck, der i løbet af en times bumlen og hoppen på grusveje transporterede os til Cerro Negro ("sort bakke/høj"): en af de mest aktive vulkaner i "the Americas" (Nord- og Sydamerika). Cerro Negro er (åbenbart) kendt i hele verden for at være stedET, hvor man har mulighed for at "volcano boarde" ned ad en aktiv vulkan - efter sigende det eneste sted i verden, dette er muligt. Desværre havde jeg ikke medbragt mit kamera af frygt for at det skulle gå i stykker, så enten må I nøjes med min knapt så billedlige beskrivelse, og ellers har jeg hørt, at der skulle være nogle ret gode videoer af volcano boarding på youtube.. Vi havde booket denne halvdags-tur gennem hostelet, da de åbenbart skulle have nogle af de bedste "deals" i byen; vi gav 31$ for det, hvilket ganske vist ikke er alverden ifølge danske standarder, men man kan trods alt leve flere dage for disse penge i Mellemamerika. Det viste sig dog at blive en fantastisk tur!
Ved ankomst til Cerro Negro National Park gik vi alle udleveret følgende: et par goggles, så vi ikke fik sand og vulkan-sten i øjnene; en heldragt, som skulle mindske sår og hudafskrabninger på arme og ben - dragten var også knald-orange, og iført dem lignede vi en samling nicaraguanske straffefanger; og til sidst vores board/bræt, som kort beskrevet var et stykke træ med en metal-plade limet fast forneden - der var desuden en snor forrest på brættet, som man kunne holde fast i, når man gled ned af vulkanen.. denne viste sig at være yderst nyttig, specielt eftersom flertallet faldt af brættet på vej ned, og nogle endte med ret alvorlige skrammer på lægge og håndflader. Men mere om dét senere!
Vi startede med at vade op til toppen af vulkanen med vores bræt under armene - og i den varme var det et eventyr for sig selv.. Det endte med at tage en time i sol og blæst, og kort før vi ankom til vulkanens krater fik vi lov at smide brættene på jorden og gå det sidste stykke uden den ekstra vægt. Krateret var imponerende, og når man gravede blot et par centimeter ned i jorden, kunne man tydeligt mærke den intense varme direkte fra jordens indre - vildt!
SÅ blev det tid til volcano boarding! Vi skulle, én ad gangen, sætte os på vores bræt med en 40 graders hældning ned ad vulkanen, og vente på start-signalet fra vores guide (fra Costa Rica), der stod halvvejs nede ad vulkanen og viftede vildt med armene, når der var fri bane til at ræse de 650 meter ned ad vulkanens stejle side. Jeg kørte med en gennemsnitsfart på 56 km/t, hvilket jeg selv syntes var ret voldsomt, da det stod på, og sand og sten (så store som valnødder) fløj ind på mine goggles med en hamrende kraft; og her skal jeg så indskyde, at dagens fart-rekord var en pige, der tog turen på 80 km/t! Hendes bræt var også ved at gå i opløsning og brænde op, da hun kom ned.. For nogle år siden tog en amerikaner (eller var han australier?) turen ned ad vulkanen på en cykel, og halvvejs nede var cyklen blevet så varm pga. friktion, at cyklen knækkede midt over, og manden brugte 3 måneder på hospitalet - og imens han lå dér, var der en anden gut, der slog fart-rekorden.. Øv! Dette blot for at fortælle, at der var en voldsomt god grund til IKKE at bruge hænderne til at bremse med, når det gik for stærkt - i stedet skulle vi bruge vores sko, hvilket resulterede i nedbrændte såler for dem, der ikke havde kvali-vandresko som mig.. Jeg blev dog på brættet hele vejen ned, som én af de eneste.
Da jeg nåede foden af vulkanen, fik heldragten af og børstet de værste sten af min svedige hud, mine sko og mit hår, havde jeg kun ét ønske: én tur til!! Jeg var overbevist om, at jeg kunne gøre det meget hurtigere, hvis jeg havde fået lov at prøve igen - men dette ville kræve at betale for endnu en halvdags-tur. I stedet kunne jeg stå og se på alle de andre, der susede ned ad vulkanen omringet af tårnhøje støvskyer.
Da vi alle var samlet hvor vi startede, var der kolde øl og stenhårde småkager til alle - desuden fik vi en gratis mojito tilbage på hostelet, imens vi på storskærm så de billeder, vores guide havde taget af os i løbet af dagen. Det havde været en super fed og adrenalin-fyldt dag, men da vi kom hjem kl. 15 var vi ekstremt smadrede i hele kroppen og voldsomt trætte - og jeg fortsatte med at være ualmindeligt træt de næste 5 dage..
Efter at have taget et velfortjent og tiltrængt bad (der var stadig småsten i mine ører), gik Amanda og jeg hen til Quetzaltrekkers kontor i byen. Quetzaltrekkers er en frivillig, non-profit turorganisation, der arrangerer enkelt-aktiviteter og multi-dagsture til omkringliggende seværdigheder, bl.a. en masse af de vulkaner, der ligger tæt på León. Vi endte med at booke os på en heldags-tur til Telica-vulkanen i morgen, da vi desværre er for tidspressede til at tage en to-dagstur, som ellers også var på menuen. Vi var heldige, at der samtidigt med os (og kort før kontoret lukkede for dagen) kom tre personer fra Canada, der også gerne ville med på dagsturen i morgen; for der bliver nemlig ikke arrangeret ture, hvis man blot er to - tænk at vi for en gangs skyld var heldige!
Vores aftensmad købte vi ind i det lokale supermarked, og vi endte (som altid!) med at købe aaaalt for meget.. Det tog os halvanden time at lave maden, men til gengæld havde vi også noget til frokost dagen efter: marineret kylling, kartofler (så tiltrængt!), rødbeder, gulerødder, løg, og en grøn grøntsag, der var billig.. Det smagte heldigvis himmelsk, specielt ovenpå en så forholdsvis udmattende dag.
Vi snakkede igen med det flinke tysk/franske par meget af aftenen, og vi endte med også at møde dem dagen efter, da de var på to-dagesturen til Telica-vulkanen.
Tirsdag stod vi igen tidligt op, da vi ville nå at udforske León by, inden vi kl. 12 skulle på vulkan-tur. Vi fik set den store katedral, og ville have haft en tur op i toppen af bygningen, da der blev reklameret med, at dette var muligt - men den vagt, der efter sigende var ansvarlig for disse ture, dukkede aldrig op.. Så måtte han også undvære de penge, hvis det skulle være på dén måde! Vi gik i stedet rundt på den centrale plads; det lokale marked, hvor jeg købte et langt reb til at binde om min rygsæk, når vi skal på busture, for at beskytte de skrøbelige stropper; og til sidst vadede vi ud til Guadalupe-kirken i udkanten af byen.
Tilbage på hostelet fik vi frokost (rester fra i går), og jeg skrev en sidste klage-mail til Bamba, som endte med, at vi hver får 100 dollars refunderet pga. deres dårlige og besværlige service - og lidt er da bestemt bedre end ingenting!
Kl. 12 mødtes vi med de tre canadiere og vores Quetzaltrekker-guide på deres kontor. Hér fik vi udleveret en taske og 4 liter vand hver - resten (udover personlige genstande som tøj og solcreme) bar guiden, hvilket jo allerede var en kæmpe opgradering fra vores sidste guide, hvis ting VI skulle bære! Denne fyr viste sig på alle områder at være en super guide, og han var da også direktør for organisationen. Han var flink, velvidende, tålmodig, stille og rolig, OG så snakkede han ligesom Owen Wilson, hvilket bare gjorde turen lidt mere udholdelig.
Lidt i 13 begav vi os mod Leóns busstation (igen vil jeg ikke kalde det en "station"), der ligger nogle kilometer udenfor byen og lige bag det lokale marked. Vi tog en kyllinge-bus i en halv times tid og stod af i en lille landsby, som jeg aldrig fik navnet på.. Hér begyndte vi vores vandring, som gik gennem geotermiske områder (varme kilder og kogende, boblende mudder); farmer-land med majsmarker og køer; og desuden en masse skovområder med et imponerende dyre-(læs: bille-/insekt)liv, indtil vi efter to timers vandring stod ved foden af den 1061 meter høje, aktive Telica-vulkan, der sidst havde været i udbrud for blot halvanden måned siden..
Vejret var helt fantastisk - i hvert fald så længe man forholdt sig i ro.. Lige så snart vi begyndte opstigningen på vulkanen, løb (og jeg mener LØB!) sveden af os, primært fordi luften var så fugtig; det var ekstremt drænende, men udsigten på vejen var til gengæld virkelig smuk. Jeg kunne kun prise mig lykkelig over, at jeg ikke var guiden med en 27-kilo tung taske på ryggen.. Den sidste times vandring var den hårdeste, og da vi ved 17:30-tiden nåede toppen, var solen ved at gå ned, og jeg nåede lige netop ikke at få nogle ordentlige solnedgangs-billeder med vulkanen i baggrunden.
Vi gik ned i en dal, som lå lige ved krateret, og hér holdt overnatnings-holdet til - og de havde heldigvis allerede tændt op for et bål, som viste sig at blive guld værd, da vores svedige bluser begyndte at klistre til kroppen i aftenens tiltagende kulde. Vores guide forberedte vores aftensmad (endnu et plus i forhold til Tajumulco-guiden): tortillas med salat, bønner, smøreost og chips - og der var rigeligt til alle! Da mørket var faldet på, gik vi alle i samlet flok op til vulkan-krateret, hvor den ildlysende, orange lava stod som en ubegribelig kontrast til det mørke, der omringede os. Det var en mærkelig, fed og særpræget følelse at stå på toppen af en vulkan og kigge direkte ned i jordens indre - desværre kunne mit kamera ikke fange det så godt, så I må forestille jer resten. Vi kunne desuden høre lavaen syde og boble, selvom der var 120 meter ned fra hvor vi stod. Selve krateret var omkring 700 meter bredt.
Ovenover os var stjernerne klare som lamper på himlen, og den tiltagende fuldmåne oplyste hele landskabet. På de ti minutter, jeg stod og beundrede nattehimlen, nåede jeg at se mindst fire stjerneskud - simpelthen mageløst!
Ved 20-tiden begyndte vi nedstigningen, som selvfølgelig foregik med lamper i panden, skønt mit lys var døende på hele turen - jeg nåede da også at glide og falde en håndfuld gange, og når man vidste hvad der gemte sig af dyr på den tætbevoksede sti, var det ikke altid lige fedt at sætte sig ned i et krat af kryb.. Apropos kryb spottede jeg en skorpion tæt på min fod - den var ikke mere end fem centimeter lang, og voldsomt bange for mig og min pandelampe, men hvor var det fedt langt om længe at se en "vild" skorpion! Derudover så vi en masse kæmpemæssige møl, flagermus og mindre slanger, ildfluer i massevis, OG vi så foruroligende mange tarenteller, nogle af dem større end min hånd - true story! Amanda fik et par billeder af dem, måske I får lov at se dem engang..
Det tog os over tre timer at nå frem til hvor vi begyndte vandringen næsten 10 timer tidligere - og jeg var så træt, som jeg sjældent har været før! Det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme hjem i seng, og den halve times (kolde!) køretur tilbage til Quetzaltrekkers kontor føltes som en evighed! Vi havde knapt nok overskud til at takke guiden for en fremragende tur, og da han forsøgte at advare os mod de overfald og røverier, der var hændt de sidste par måneder (primært med kvindelige turister indblandet), ænsede vi det knapt nok, selvom han tydeligvis anbefalede os at tage en taxa til hostelet. Vi nåede dog helskindede tilbage, og jeg gik totalt omkuld i min seng kl. 1, men selvfølgelig ikke uden at børste tænder..
Onsdag kunne jeg ikke sove længere end til kl. 7 pga. varmen og larmen på hostelet, så jeg stod op og spiste mine sidste skiver brød med smøreost. Jeg er bange for, at jeg har fået en lille virus, da jeg føler mig overordentligt træt, dvask og slap, har hovedpine, kvalme og er svimmel, og desuden sveder jeg overdrevet meget hele tiden. Forhåbentlig er det ikke malaria!
Kl. 11 begav vi os igen til Leóns busstation, dog med fuld oppakning på ryggen denne gang. Det tog os 40 minutter at gå hertil, og vi fandt en kyllinge-bus, der kl. 12 kørte til hovedstaden Managua, hvor vi skulle skifte til en privat shuttle-bus, som Bamba havde bestilt til os (igen som et plaster på såret efter alle de klage-mails, jeg gennem de sidste to måneder havde fået sendt afsted). Kyllinge-bussen til Managua var den mest luksuriøse hidtil; for det første var der TV (de viste Wolverine), der var ikke nær så proppet som der ellers altid er, OG vi fik lov at få vores rygsække med ind i bussen, hvilket betød, at de ikke skulle smides rundt med oppe på taget. Luksus!
Det tog os to timer at komme til Managua, hvor det kun skulle have taget os halvanden; dermed blev vi forsinkede i forhold til shuttlebussen, men det lykkedes os heldigvis at få fat i en telefon, så vi kunne ringe og lade ham vide, at vi var på vej - og han endte med at vente 40 minutter på os, da det tog en evighed at komme til den rigtig bus"station" med taxa. MEN kl. 14:40 kørte vi til Granada, og dette tog os en time.
I Granada blev vi sat af tæt på centrum, hvor der lå fire hostels på stribe. Vi forhørte os om priser og faciliteter på dem alle, og endte med at sige ælle-bælle, da de alle kostede det samme. Valget faldt til sidst på Entre Amigos, som havde køkken, TV, en masse dvd'er OG vildt gode senge - bestemt et klogt valg, og jeg vil sågar påstå, at det er et af de bedste hostels, jeg har boet på indtil videre. Det kostede endda kun 27 kr. pr. nat, og vi blev indlogeret på et 8-mands dorm med nogle ekstremt afslappede typer.
Til aftensmad forsøgte vi os igen i det lokale supermarked, hvor vi ventede en halv time på at kunne få en "billig" grillkylling, blot for at finde ud af, at prisen var pr. halve kilo.. Ergo endte jeg med et par æbler og en pakke kiks til aftensmad.
Torsdag vågnede jeg kl. 8 efter en god nats søvn - jeg føler mig stadig meget sløj i hovedet, men den gode seng hjælper bestemt på det. Jeg sendte en kæmpe pose vasketøj afsted til vask, og herefter begav vi os ud for at udforske Granada by.
Granada er ekstremt hyggelig, elegant, pæn, tryg og "vestlig" og billedskøn, og jeg ville bestemt ikke have noget imod at bruge meget længere tid i området! Vi gik ned til Iglesia Merced; en kirke fra 1539, som siden er blevet ødelagt to gange, hhv. af pirat-angreb, og derefter i borgerkrigen mod León. Man havde mulighed for at komme op i kirken og få et spektakulært udsyn over bymidtens hustage, men vi besluttede os for at gemme dette til solnedgangs-tid (ved denne tid viste det sig dog at være overskyet, så vi endte med at udskyde det). Herefter gik vi til den centrale park, som består af en masse skygge-kastende træer og bænke og frugt-/drikkevare-boder, omringet af de kønneste, velholdte, gamle bygninger; deriblandt katedralen, i hvilken vi så enormt mange religiøse figurer, hvor man normalt kun ser malerier og bibel-"udklip".
Efter katedralen begav vi os ned ad Calle La Cazada, som vist roligt kan beskrives som turist-gaden i byen; den minder på mange områder om en europæisk restaurant-/café-gade, og hvis man var på andet end en backpacker-rejse, ville man uden tvivl have tilbragt hoveddelen af sin tid hér. Denne dyre gade leder hele vejen ned til Nicaragua-søen, som dog ikke var videre interessant: ingen strand, blot en masse høje bølger, tang og skrald. Vi drejede derfor 180 grader og gik tilbage forbi den centrale park, og dette førte os til sidst til Fortazela La Pólvora, som er et militær-fort fra 1749. Vi havde hørt, man kunne komme ind på fortet og kigge ud over byen, men efter at have forsøgt at komme i kontakt med en mand, der fejede blade indenfor den låste port, måtte vi opgive og vende snuderne tilbage mod Entre Amigos; klokken var 15.
Desværre blev der som sagt overskyet senere på eftermiddagen, så vi endte med at tilbringe den på hostelet, hvor vi senere på aftenen så Inglorious b******s, og hvor havde jeg længtes efter at se en film med engelsk tale!
Fredag stod vi op kl. 6:30, pakkede en lille taske, låste vores store rygsække ind i opbevarings-skabe på hostelet, og gik mod Granadas busstation, der (som alle de andre) lå bag det lokale marked. Hér fandt vi en bus til Rivas, som ligger halvanden times kørsel syd for Granada. I Rivas fandt vi, endnu engang pga. stædighed, en taxa til havnen i San Jorge, som vi endte med kun at betale 15 cordobas for, hvor de første chauffører forlangte 50. På havnen fandt vi hurtigt den færge, der sejlede til Isla de Ometepe (der var kun to færger af vælge imellem, hvoraf der på en ene stod skrevet "Isla de Ometepe"), og efter halvanden times bølge-fyldt sejltur ankom vi til den lille landsby Moyogalpa på øen Ometepe; da var klokken lidt i 12.
Isla de Ometepe er en forholdsvis stor ø, der ligger i Lago de Nicaragua, som er Mellemamerikas ubestridt største sø. Øen er formet af to vulkaner (Conceptión og Maderas), hvis "udbrud" har skabt den todelte ø, som Ometepe er i dag. Der er gode muligheder for at vandre op på de to vulkaner, men eftersom begge ture tager mellem 10 og 12 timer, og jeg stadig ikke føler mig helt på toppen, besluttede jeg, at dette ikke var tiden at bestige endnu en vulkan.
Fra Moyogalpa tog vi en lokal (kyllinge-) bus til byen Altagracia, som sammen med Moyogalpa udgør de to største byer på øen. Vi blev dog kun i Altagracia i 20 minutter for at vente på bussen, der kunne tage os til Santo Domingo, hvor vi havde planlagt at overnatte under vores tid på øen. Da vi blev sat af i Santo Domingo, blev vi mødt af det, der i guidebøger bliver beskrevet som "øens mest besøge strand med fremragende, billige overnatningsmuligheder".. Hvad JEG så var: ingen strand, da de høje bølger gik hele vejen op til vejkanten; og to-tre hoteller med tilhørende dyre restauranter. Og det var dét! Dette skulle være turist-stedet, og alt vi var vidner til, var et mindre hul i jorden, som bestemt ikke kaldte på solbadning eller badetøj. Da vi havde forhørt os om priser på "byens" hostel og fandt det alt for dyrt (næsten dobbelt så dyrt som det udmærkede hostel i Granada), vadede vi en time ud af byen, til vi stødte på næste form for civilisation: et større hus, der tilbød "rooms, dorms, internet and food". Dette sted var billigere end det første (dog stadig dyrere end Entre Amigos i Granada), men eftersom vi efterhånden var mil væk fra det næste billigere hostel, besluttede vi os for at blive hér for natten; stedet var kaldt Casa Istiam, og vi fik et dobbeltværelse fyldt med kryb - der faldt endda et 10 centimeter langt tusindben ned på min hovedpude, imens jeg lå i sengen.. Men det var sikkert med i prisen!
Lige siden vi steg af bussen i Santo Domingo, havde vejret været dårligt - og i sidste ende regnede og stormede det, og vi følte ærligt talt, at vi gennemlevede Caye Caulker i Belize om igen; vi skulle bare være blevet i Granada! Desuden var vi så langt fra alting, at vi var nødsaget til at indtage vores måltider på hotellet, som bestemt ikke var kede af det med hensyn til deres priser. Alt, vi kunne gøre, var at håbe på, at det blev bedre vejr i morgen.
Da vi lørdag morgen vågnede klokken 7 var det desværre til lyden af regn på blik-taget og blæsten, der ruskede i de skrøbelige pap-vægge.. Vi besluttede os dog for at give øen en chance, da vi trods alt havde brugt en hel dag på at komme derud. Vi lejede derfor cykler fra hotellet, så vi kunne udforske øen uden at skulle betale for taxaer. Cyklerne kostede 12 kr. i timen, og vi endte med at aflevere dem efter en enkelt time.. Dette var der flere årsager til: blæsten var så hård, at det næsten var nemmere at gå; vejene var så dårlige (ikke nok med at det var grusveje, der lå endda kæmpe sten overalt), at det blev yderligere umuligt at cykle; og vejret var bestemt ikke til en 4-5-timers vandretur op ad en stejl, våd vulkan. Øv også, men vi forsøgte da!
Det endte derfor desværre med, at vi totalt droppede dagens sightseeing, eftersom skyerne alligevel hang så lavt, at man kun kunne se en tiendedel af vulkanerne. I stedet sad vi i ly for blæsten i receptionen på hotellet, og kl. 13:30 kom bussen til Moyogalpa forbi udenfor (den kører kun tre gange dagligt, så det gælder om at fange den på det rigtige tidspunkt); vi stillede os ud i vejkanten og hoppede på bussen med alle vores ting, da vi ikke ville bruge en ekstra nat på Casa Istiam, og egentlig gerne ville væk fra møl og tusindben.
Det tog os halvanden time at komme til Moyogalpa, og efter at have været rundt på fem hostels for at sammenligne priser, checkede vi ind på et privatværelse med eget badeværelse - dette var det billigste i byen, måske fordi det var en side-business til ejerens mobil-biks, man skulle igennem for at komme til værelset. Men i det mindste var det billigere end Istiam; der var ingen tusindben i sengen; OG der var langt flere billigere bespisninger i området. Til aftensmad fik vi hvad man får billigst i Nicaragua (og Mellemamerika generelt): ris blandet med sorte bønner (dette kaldes samlet for "gallo pinto"), et kyllingelår og nogle stegte bananer (eller "plantains", som det korrekt hedder) - somme tider får man tortillas i stedet for bananerne. Dette spises også til morgenmad, dog uden kødet men med et stykke ost i stedet - og det er forholdsvis billigt (kaldes "desayuno tipico" - typisk morgenmad). Desuden fik vi en liter øl for 7 kr..
Søndag vågnede vi først lidt over 8 (!), men der var heldigvis intet, der hastede, da vi først skulle med færgen til fastlandet kl. 11 - vi kunne også have taget en tidligere færge, men de var 4 kr. dyrere! Så det var selvfølgelig ventetiden værd..
Færgen sejlede os igen til San Jorge, hvor vi (igen pga. stædighed, vi er ved at blive ret gode til det) fandt en billig taxa til Rivas, hvor vi sad og ventede i en time på kyllinge-bussen til Granada - og vi fik siddepladser denne gang, wuhu! I Granada købte vi ind til tre dages aftensmad: ris, røde bønner, tomat, majs og vakuumpakkede pølser.. Men det var billigt!
Vi gik direkte tilbage til Entre Amigos-hostelet, hvor vi heldigvis fik tiltusket os de sidste to senge på dorm-værelset - yes! Så var der dømt TV og dvd-film de næste tre aftener; aftenens film var The Hangover 3.
Vi har desuden fået en mail fra Bamba, der beretter, at vi ikke kan komme med en bus til San José i Costa Rica (vores allersidste rute med Bamba) før den 19. november (om 4 dage pga. jule-travlhed), så selvom vi havde håbet på syv hele dage i Costa Rica, er dette nu desværre blevet nedsat til fire - MEN Costa Rica skulle være enormt dyrt, så nu sparer vi forhåbentlig lidt penge, for at se positivt på det..
Selvom vi nu havde yderligere tre hele dage i Granada, besluttede vi os dog for ikke at ligge på den lade side og i stedet få set noget af området og Granadas omegn; vi tog til Masaya! Masaya ligger en lille times kyllinge-bus-kørsel fra Granada og er i bund og grund en kaotisk, hektisk og beskidt arbejds-by mellem Granada og hovedstaden Managua. Dog er Masaya Nicaraguas hovedsæde for "crafts" ("artesanías" på spansk og noget ala "kunsthåndværk" på dansk, vil jeg mene): tasker, hængekøjer, læder, malerier, armbånd, musikinstrumenter, krukker, vaser, legetøj, sko, tøj, piber, tobak og alkohol - og listen fortsætter.. Vi fandt frem til hovedsædet af hovedsædet: en lille "by" (der dækkede en blok i bybilledet) af crafts omringet af en voldsomt høj mur til alle sider. Vejret var udmærket, og det var ganske hyggeligt at vandre rundt mellem de mange boder og stande - men som med så meget andet: har du set én bod, har du altså set dem alle! Så vi endte med kun at bruge lidt over en halv time på markedet, og for ikke at føle at tiden var helt spildt, købte vi hver tre stykker pizza med ost og skinke (åh, det er længe siden!) for under 10 kr. pr. person. Og herefter tog vi bussen tilbage til Granada..
Vi var "hjemme" på hostelet ved 14-tiden, og inden solen gik ned, begav vi os endnu engang hen til Merced-kirken, da vejret nu var perfekt til et smukt udkig over byen. Det kostede os lidt over 5 kr. at bestige den fine kirke, og fra toppen fik vi en fantastisk udsigt over Volcán Mombacho (der dog for det meste er dækket af skyer), de røde tagstensbelagte tage i Granadas centrum, samt små baggårde med træer, og de flotte, farvestrålende huse nærmest skinnede i den nedgående sols lys. Endnu en super solnedgang!
Aftenens film var Australia OG Catch Me If You Can, og vores senge fangede os først kl. 1.
I går sov vi helt til 8:30, og dagen var dedikeret til afslapning, guidebogs-læsning, dagbogsskrivning, og desuden lidt shoppen rundt på forskellige turselskaber i byen, da vi lige så godt kunne se lidt af området i morgen - og de fleste ture kræver en guide. Vi besluttede os i sidste ende for at tage på en bådtur, men eftersom mørke skyer havde samlet sig over byen, ville vi ikke bestille en tur, før vi havde en bedre idé om vejret dagen efter.
Resten af eftermiddagen stod i den danske juls tegn! Efter at have fået opdateringer om julekage-bagning og generel julen hjemme i Danmark, besluttede vi os for at forsøge at komme lidt i julestemning: vi købte ind til at lave havregrynskugler (da det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, som ikke krævede en ovn)! Vi endte med at lave 4 store portioner, og selvom de ikke smagte helt optimalt (vi brugte margarine i stedet for smør, drikke-kakao-miks i stedet for egentlig kakao-pulver, sukker i stedet for flormelis, og ingen kokos), var det vist det tætteste, vi kom på dansk optakt til jul
For den regelmæssige film-opdatering: The Departed OG Juno..
I morges gik vi ned til centrum kl. 8, da vi ville booke en bådtur - dette lykkedes os også, og vi betalte for en afgang kl. 10. I mellemtiden gik vi ned til Tica Bus' "kontor" for at hente vores billetter til morgendagens bus, og dette viste sig at være noget af at projekt: Bamba havde nemlig ikke sendt dem vores billetter, som de plejer, men i stedet skulle vi finde en netcafé og printe billetterne ud selv - så dét gjorde vi!
Da vi kom tilbage til Leos turselskab kl. 10, fik vi at vide, at der pga. "for meget vind" ikke sejlede både lige nu, men at vi kunne komme med på en tur kl. 14 i stedet - dette blev vi jo nødt til at takke ja til. Senere fik vi dog stærkt på fornemmelsen, at bådene ganske vist havde sejlet kl. 10, men at den gode Leo kunne tjene mere ved at sætte os på en tur sammen med et polsk par kl. 14, da han i dette tilfælde ikke skulle betale for to guides.. Krejlere, dét må man give dem!
Da vi nu havde fire timer at slå ihjel, fik vi af Leo lov til gratis (nogen må have haft dårlig samvittighed) at låne et par cykler til at udforske byen - og intet gratis takker man nej til! Vi fik set en helt masse på disse timer: San Francisco-kirken; den gamle togstation med tilhørende damplokomotiv-toge; El Recodo, som efter sigende skulle være det ældste hus i Granada - det var dog lukket og derudover intet specielt, men jeg tog et billede; "det gamle hospital", som mest af alt lignede en gammel, ruineret kirke fra en britisk film; La Polvora-fortet igen, men de havde stadig lukket, desværre; OG Granadas kirkegård, som var vildt imponerende! Den største kirkegård, jeg nogensinde har set - med tilhørende kæmpemæssige grave, der var dedikeret til hele familier. Imponerende!
Og SÅ cyklede vi tilbage til Leo, hvor turen afgik kl. 14.
Bådturen gik efter en kort cykeltur til "Las Isletas", som er en samling af 365 små øer en kort sejltur fra Granada og dermed i Lago de Nicaragua. Alle disse bittesmå øer blev i sin tid dannet efter en eksplosion fra Mombacho-vulkanen (nogle 10.000 år siden), og i dag er mange af dem beboede, selvom man ved første øjekast ikke skulle tro det. De er beboet både af lokale, fattige fisker-familie, og desuden af nogle af Nicaraguas rigeste familier - en kontrast, der dog ikke var voldsomt tydelig, som vi stille sejlede rundt blandt øerne.
Vores første stop var Castillo de San Pablo, som (hvilket navnet hentyder) er et gammelt fort/"slot" fra 1784, der blev opført som en beskyttelse mod angreb fra briterne. Vi sejlede også forbi Isla de Monos ("abernes ø"), som var en lillebitte plet i landskabet - jeg havde egentlig håbet, det ville være en kæmpe abe-beboet ø, men der viste sig kun at bo sølle fire aber på denne ø.. De fremstod endda voldsomt tamme, som de kom helt hen til båden for at spise de kiks, guiden kastede ud til dem; jeg gad vide, hvad de spiser, hvis der ingen turister kommer..
Turen sidste stop var på en mindre ø, hvor en lokal mand boede; hér fik vi en rundvisning og smagte på en masse lokale frugter: søde citroner, ananas, appelsiner, passionsfrugter, bananer og kokos. Vi fik et skvæt rom i vores kokosnødde-mælk, hvilket forvandlede vores nød til en drink kaldet "coco loco" (skør kokos) - det er ikke noget, jeg behøver drikke igen. På den sidste ø begyndte det at regne, og sejlturen tilbage til Granada var under en overskyet himmel, men solnedgangen var enormt smuk!
Vi er netop kommet tilbage til vores hostel, som næsten er blevet vores hjem - og nu forlader vi dem i morgen tidlig.. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan vores jul kommer til at foregå, da San José efter sigende ikke skulle være hverken den mest interessante eller sikre by, men man må jo få det meste og bedste ud af, hvad man har - og dét har vi bestemt i sinde at gøre!
Hvis ikke I hører fra mig inden: GLÆDELIG JUL derhjemme! :)
- So long!
- comments
Far Les deseo una feliz Navidad en el calor :-)
Musse Para mi hija. Feliz Navidad querida. Amorosa madre saludos. Så er vi igang. Jeg må øve mig mere til vi ses skat :-) Mal tiempo de Navidad. AW AW