Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede dagen med luksusmorgenmad, og vi tog os rigtig god tid til at spise den på hostlets soldæk med udsigt over Lake Taupo. Line og jeg havde bestilt pladser til skydive senere på dagen, og ellers havde vi ikke andre planer. Så der blev vasket tøj, slappet af og Tobias gjorde hvad han kunne for at gøre Line og jeg småbange for vores kommende udspring fra et fly.
Det viste sig, at de to danskere, vi mødte i Paihia, Maja og Christian, også skulle ud og skydive, samme tid og sted som os. Vi blev hentet af firmaet, og der blev også plads til at drengene kunne komme med for at se på og tage billeder. Da vi kom til den lille lufthavn, fik vi en kort introduktion til deres priser og den slags. Desværre måtte vi vente omkring halvanden time, før vi kunne komme i vores dragter og møde ham, vi skulle være spændt fast til under hoppet.
Nu var vi efterhånden ret meget oppe og køre af nervøsitet, og da jeg først fik alt udstyret på, virkede de hele pludselig uhyggelig tæt på. For hver person, der skulle hoppe, kom der en kameramand med, som ville tage billeder og video hele vejen ned.
Det var en super flot dag at skulle hoppe, og vi ville få det vildeste syn over Lake Taupo.
Vi kom ind i flyet og fløj i 20 min for at komme op i 15000 fods højde. Jeg var den sidste til at hoppe ud, så jeg kunne bare se de andre forsvinde en efter en. Da jeg sad på kanten af flyet, godt fastspændt til manden bag mig, og med min kameramand hængende uden på flyet, føltes det som en evighed før han lagde mit hoved tilbage og lod os begge falde forlæns ud af den åbne dør. (Jeg får vilde sommerfugle i maven, bare af at skrive det her...)
Jeg fik et helt minuts frit fald, og jeg har aldrig prøvet noget ligende. Det er som den del af en rutsjebane, der kilder mest i maven, bare vildere. Jeg nåede hverken at tænke over, om mine kinder blev fyldt med luft, eller om jeg nu så dum ud på videoen (hvilket jeg selvfølgelig gjorde), før faldskærmen blev udløst, og der blev helt stille omkring mig.
Faldskærmsturen ned gav tid til at nyde den vilde udsigt, og til lige at fordøje oplevelsen af det frie fald.
Jeg lavede en god numselanding, og gik helt smadret tilbage til hangaren, hvor jeg blev hjulpet ud af mit udstyr. Vi havde alle betalt for at blve filmet på vej ned, så mens vi ventede, klippede de vores film sammen. Efter at have set dem, opdagede vi, hvor sultne vi var blevet, og klokken nærmede sig også efterhånden 18, så vi fik selskabet til at smide os alle syv af ved et supermarked.
Det gik ret langsomt med at få købt ind, eftersom vi alle var ret smadrede, og da vi kom i tanke om, at vi også var nødt til at købe ind til de næste fire dages hejk (mere om det senere...), gik vi næsten helt i baglås.
Da vi kom tilbage til hostlet skyndte vi os at koge kartofler og stege bacon til brændende kærlighed, og selvom det brændte en del på, på grund af dårlige pander, blev det spist i en fart. Efter maden udvekslede vi numre med Christian og Maja, så vi måske kan mødes med dem i Abel Tasmann, når vi har planer om at tage ud og sejle i kajak.
I morgen tager vi afsted til Whakapapa Village ved Tongariro National Park, hvor der ligger tre vulkaner. Den ene af dem blev brugt som Mt. Doom i Ringenes Herre. Med andre ord skal vi ud og gå i Mordor! Vi vil gå fra campsite til campsite, og den 44 km lange rute kommer til at tage tre overnatninger i vildmarken. Det bliver ret anderledes end vores livsstil på det sidste.
I morgen er det også Sørens fødselsdag. Og han ved ikke, at vi både har købt kage og vandresokker til ham. :-)
- comments