Vi kan ikke uploade billeder lige nu. Om der er vores internet forbindelse eller Kilroy der driller ved vi ikke. Men de kommer senere!

Vi kom fint fra DK med et hurtig lille morgenbord ved 6.30 tiden med Kims mor og far og Helenes mor, søster og hendes kæreste.
Flyveturen gik, så smertefrit som en 12 - 13 timers flyvetur i et minimalistisk flysæde nu kan gøre. Men vi skal ikke klage. Fra Kastrup til Keflavik sad vi ved en nødudgang, som gav os zwei-meter mennesker den retfærdige benplads.
En sjov ting er, at vi faktisk havde solnedgang på det meste af vores flyvetur. Den gik ned da vi nærmede os Island, og så forfulgte vi den hele vejen til Seattel. Det var vældigt spændende omend det ødelagde vores døgnrytme.
Godt trætte efter sammenlagt 24 timers rejse ankom vi til Seatac airport ved en 18 tiden lokal tid. Det var lidt af en opgave, at overkomme jetlaget og finde ind til centrum og hotellet. Man kunne selvfølgelig lave den lette, og praje en taxi, men det holder budgettet jo nok ikke til i længden. Meeen efter lidt fodarbejde fandt vi endelig den informationsskranke, som de så stolt fortalte om i flyveren. Her mødte vi vores første utroligt servicemindede amerikaner, som gav os perfekte henvisninger til toget, hvor vi skulle stå af og hvor langt der var at gå til hotellet. Turen gik smertefrit, og efter et aftenmåltidsbesøg i "Wholefood", som er et kæmpe supermarked, hvor stort set alt er organisk - og vi mener alt! Lige fra pizzaerne i køleboksen til deres højt elskede peanutbutter. Igen blev vi forbavsede over deres høje høje service niveau. Trætte og omtumlede faldt vi søvn på vores udemærkede hotel.
12 timers søvn senere stod vi op, fik en ordentlig omgang morgenmad bestående af scrambled æg, skinke, pølser, bacon (naturligvis) og noget katoffelværk. Dette var stegt med så riiiiiigeligt smør, så selv brøderne Price ville synes det var i overkanten. Men æg og specielt bacon går man aldrig fejl af, så det gled ned uden problemer, og vi vandrede på sightseeing i Seattle.