Profile
Blog
Photos
Videos
Joshua Tree + Turen til SF
1 dags kørsel fra San Diego og vi befandt os i Joshua National Tree Park, som ligger ude i ørkenen. Vi brugte en dag i parken, og så alle de her specielle træer, og oplevede ørkenen på nært hold. Først tog vi en lille hike i "hidden valley", som før i tiden blev brugt af cowboys til at gemme stjålne kvæg. Dalen er omgivet af klipper, og har kun 1 indgang, så den er oplagt til dens tidligere formål. Dalen og hele parken generelt er fyldt med runde, lidt spøjse klipper/sten. Ret specielt skue, men vi fandt dog aldrig ud af, hvorfor de var så runde.
Dagens 2. hike, blev op af et 5457 feet (ca 1700 meter) højt bjerg. Jeg fik ret let overtalt Helene til at bestige bjerget, hvilket hun vist fortrød mange gange under opstigningen. Vi brugte 1 time på at gå op, og det gik ret stejlt op, men med nogle hyppige og gode pauser klarede vi turen. På toppen blev vi belønnet med en fantastisk 360 grader udsigt over national parken og en vind så stærk, så vi nær var kommet lidt for hurtig ned igen.
Fra Joshua Tree gik turen mod San Francisco. Vi ville køre langs kysten fra Los Angeles derop, da det er en af de mest spektakulære ruter i USA. Vi havde ydermere planlagt at kigge forbi Solvang, en by som er bygget af danske immigranter med "plastik" stråtag, vindmøller og en masse bagerier. Vi købte noget rugbrød, meeeen det var ikke helt rigtig rugbrød.
Det andet stop, som skulle gøres var Neverland, en afdød tosset musikers ranch. Vi brugte lang tid på at finde det. Vi kørte og kørte op ad et bjerg, og blev mere og mere forvirret over at sådan en superstjerne ville bo så langt fra alting. Til sidst gav vi op, (jeg havde egentlig givet op før vi begyndte) vi vendte om, og pludselig gik det op for os, at det da nok var den der lille indhegnede indgang, vi havde mødt ved starten af bjerget..... Desværre har ranchen 2 indgange, én man kender, som man altid ser billeder fra, og som åbenbart ligger et stykke inde på grunden. Og så én mere, som ligger helt ude ved starten af grunden. Så vi fik set Neverland, men ikke som Helene havde håbet på. Tilgengæld fik vi en meget smuk køretur op af et bjerg :-)
Noget helt andet, som skete samme dag, var et lille møde med politiet! Vi kørte derud af og fulgte trafikken. Jeg vidste godt, jeg kørte lidt for stærkt, men det gjorde alle andre jo også. Desuden kørte vi kun 5 mph for stærkt. MEN pludselig holdte der en politibil, og lurede ved vejkanten. Han farede ud efter os, og eftersom vi var den bagerste bil, var det os der blev halet ind. Heldigvis var det en meget flink mand, som kunne se på mit kørekort, at vi var turister. Han sagde at politiet generelt ikke er meget for at give bøder til turister, men det sker alligevel indimellem! Men efter en lille reprimande og en understregning af, at man i USA tager sine fartgrænser meget seriøst, fik vi lov at slippe - PUUUUHAA !
Det var selvom han påstod at vi kørte 17 mph for stærkt. Senere lærte vi, at det normalt ville give en bøde på 260 dollars! Endnu mere PUUUUHAA. Godt politimanden var i godt humør.
Efter Solvang og Neverland fulgte vi som sagt Pacific Coast Highway mod San Francisco.
Det er uden tvivl den flotteste køretur vi har taget i vores liv. Man kører helt ude ved vandet op og ned i bjergene gennem det ene hårnålesving efter det andet og man møder den ene fantastiske udsigt efter den anden. Al dette mens solen selvfølgelig skinner fra en skyfri himmel. Ubeskriveligt! Det er en lang strækning, så vi tog 3 overnatninger undervejs på små moteller. Santa Maria havde vi en enkelt nat, hvor aftenen blev brugt i selskab med et vaskeri og et pizzaria. Dagen efter kørte vi til Santa Cruz, hvor vi brugte to nætter. Undervejs gjorde vi stop ved en strand, som var fyldt med søelefanter. Der var rigtig mange og de var kæmpe store. Ret sjovt at se, hvor klodsede de bevæger sig rundt på land.
I Santa Cruz fik vi set lidt flere surfere, og jeg mødte nogle søløver på en løbetur. Vi fik også tid til vores første besøg i en amerikansk biograf. Deres slik udvalg var lidt en skuffelse i forhold til, hvad vi er vant til i DK. Du kan stort set kun få popcorn og sodavand. Tilgengæld kan du få enormt mange popcorn og enormt meget sodavand. Vi så filmen "Fighter". Den kan stærkt anbefales, og Christian Bale fik da også en Oscar for sin rolle, han spiller helt eminent.
Efter et par dage med mange smukke timer på landevejen, ramte vi San Francisco og mere af Helenes familie.
- comments
Bedste Som altid dejlig læsning og skønst at læse om jeres oplevelser, Kim du beskriver det så levende og dejligt godt bedste