Efter de første dage i New Delhi var jeg en smule rystet. Alle mine forventninger var faldet til jorden og jeg frygtede at det var sådan jeg skulle tilbringe de næste tre måneder - i total ensomhed? Det skulle hurtigt vise sig ikke at være tilfældet. Allerede i flyet på vej til Kathmandu mødte jeg to amerikanere og en hollænder som jeg tilbragte de første fire dage med. I mellemtiden havde jeg fundet ud af at jeg ikke kunne komme tilbage til Indien de næste to måneder og jeg besluttede mig for i stedet at tage på trek i Himalaya. En morgen mødte jeg to søde
piger fra Sønderjylland, Karen og Lea, som inviterede mig med på deres allerede planlagte trekkingtur og de blev mine følgesvende de næste ni dage.

Første dag bød på en otte timer lang køretur. Det gik i fulde fart ud af hullede veje, op gennem bjergene og de dertilhørende hårnålesving. Det var med den lokale bus så den var stopfyldt med mennesker, ris og grøntsager. Den gamle bus havde uden tvivl set bedre tider engang i firserne. Det var så sandelig et Bumpy Ride! En kastede sågar op! Vi slap med blå mærker. Naeste morgen begyndte vores trek. Det var med fuld oppakning og saa bare derudad, eller opad. Foerste dag var op, op, op i seks timer. Mine laar var fuldstaendigt gennenbanket og jeg var gennembloedt af sved da vi kom frem til vores destination. Vi naaede lige at nyde den sidste times sol foer det blev baelgmoerkt! Saa var der aftensmad og derefter lige paa hovedet i seng. Saa snart solen gik ned blev det virkelig koldt og om natten omkring -5C! Hytterne er uden varme og isolering, saa jeg satte STOR pris paa min dunsovepose! Morgenmaden blev serveret kl. 7.30 og afgang kl 8.00. Vi kunne endnu ane rim paa graesset og det var koldt, men der gik ikke laenge foer vi var gaaet varme og solen kom op. Halvvejs gjorde vi holdt for at spise frokost, hvilken som regel bestod af stegte ris med groentsager. Derefter endnu et par timers gang foer vi kom til den naeste lille klynge huse hvor vi skulle overnatte. Saadan foregik det de naeste dage. Vi vandrede i solskin og under blaa himmel langs floder, gennem skov og imellem bjerge. Det var saa fedt!
Det var yderst simpel livstil og god mulighed for at stresse af og laegge alle bekymringer bag sig. Det var fantastisk at befinde sig i saa uberoert natur og helt uden motoriserede koeretoejer. Sherpaerne dyrker det meste selv og alt andet bliver transporteret ved haandkraft. Sherpaerne kan baere deres egen vaegt, saa vores 10-12 kg virkede pludselig ret soelle. Og det skal lige tilfoejes at de vandrer i klipklappere! Efter en uge i bjergene var jeg traet! Tilbage i Kathmandu fik jeg mig et dejligt varmt bad, vasket mit toej og et dejligt maaltid mad uden ris! Saa var jeg klar til at drage videre.