Jeg var megatræt da jeg kl 6 slæbte mig hen til bussen. Det var en blandet flok jeg skulle tilbringe den næste uge med. Vi kørte omkring syv timer før vi nåede grænsen. Herfra gik det i sneglefart! Først skulle vi vandre et kvarter med alt votrs baggage gennem hundredevis af mennesker. Så ventede vi tre kvarter på at blive udstemplet fra Nepal hvorefter vi vandrede yderligere ti minutter op til det kinesiske checkpoint. Her ventede vi en time på at få gennemsøgt vores baggage og frataget ulovlige ejendele såsom lonely planet og andre bøger om Tibet! Er Kina ikke et herligt land?!
Endelig kom vi igennem, fik visum og kom afsted. Vi var fremme omkring kl ni og jeg gik direkte i seng!

De næste par dage gik med transport gennem Tibets golde landskab. Små bjerge skød op af det ellers meget flade og brune terræn. Vi boede i små øde provinsbyer hvor der ikke var andet at tage sig til end at slentre gennem gaderne, drikke te og spise nudelsuppe.

Vi besøgte selvfølgelig også en masse klostre. Alle yderst overdådige med fine udskæringer, smukke stoffer, farver, guld og ædelstene. Stopfyldt med gudeafbildninger, lys, blomster og penge. Munkene i deres flotte orange klæder sørger for at alt går sin gang. Tibetanerne valfarter dertil med penge, silkebånd og stearin i termokander. De bukker, nejer og kysser alle vegne og man bliver som turist helt forlegen over at være på så hellig grund.

Klostrene var helt utrolige og det var et særligt syn at se så mange munke på et sted. At se så meget guld på et sted og så i et land der ikke ligefrem flyder med mælk og honning. De giver selv når de ikke har noget.

Efter fem dage i bus gennem landet med en chauffør der brugte hornet hvergang han øjnede chancen. Der blev dyttet af fodgængere, køer, parkerede biler eller andet der kunne tænkes at springe ud foran bussen, sågar modkørende fik et dyt med på vejen. Han dyttede af bilerne før, imens og efter han overhalede dem. Begejstringen ville ingen ende tage!

Da vi så på femtedagen skulle mod hovedstaden Lhasa, troppede chaufføren op beruset. Guiden benægtede at chaufføren havde drukket så vi kunne bare stige om bord. Vi nåede at køre 200 meter før bussen gik ud og vores stupide chauffør vælger at trille ud i byens eneste lyskryds og spærre al trafik. Efter et kvarter fik han sparket gang i bussen og vi kørte yderligere 200 meter før vi gik i stå. Han biksede igen med den og efter en halv time kunne guiden meddele os at vi var løbet tør for benzin og derfor måtte skubbe bussen til nærmeste tankstation! Oh my Bhudda!

Lhasa var det hele værd! Vi så det enorme Pottala Palace der tårnedes op i det ellers flade landskab. Det var enormt! Inde i centrum var endnu et kloster og tibettanere fra hele landet valfartede dertil og de stod i lange køer for at komme ind. Udenfor var hundredevis buddhister i færd med at bede mens andre gik i en stor strøm rundt om templet. Deres dedikation var SÅ fascinerende!

Efter tre dage i Lhasa var turen ved sin ende. Jeg var efterhånden godt træt af templer og klostre så det passede mig fint, men det betød også at jeg skulle sige farvel til de søde nye mennesker jeg havde mødt. Det er rejselivets bagdel.