Mambo alle sammen. Vi ved godt, at vi skriver lidt for mange blogindlaeg herinde, men her kommer endnu et.

Vi er endelig kommet til Dar og hvilken omvaeltning det har vaeret. Der er stor forskel paa Zanzibars bounty paradis med hoeje palmer, blaa/groenne hav og hvide sandstrande til Dars hektiske byliv. I Dar staar intet stille paa noget tidspunkt og ordet heksekeddel passer glimrende herpaa. Det hektiske byliv kommer til udtryk gennem en masse dytten (der bliver dyttet af alt og alle hele tiden), masser af biler, raabende maend fra daladalaer (minibusserne hvor der snildt kan presses 50 ind, hvor der i Danmark maaske kun maa sidde 10 paa en god dag) osv.

Vi har vaeret i MS guesthouse i 5 dage, hvor vi har faaet mulighed for at se og laere byen at kende. Vi har vaeret paa den lokale strand, blevet introduceret til daladalaer, vaeret paa lokale restauranter (som bestemt ikke fortjener mange michellin stjerner) og besoegt den eneste irish pub i Dar til quiz aften. Selve turen til irish pub'en er en fortaelling vaerd, da vores taxa chauffoer ikke havde den ringeste ide om hvor den laa. Han nikkede glad, da vi sagde irish pub og begyndte at koere. Det viste sig saa senere, at han ikke vidste hvor den laa og koerte os foerst til en kinesisk restaurant, hvor han klogt konkludere "this is a chinese restaurant". Han valgte foerst her at spoerge om vej og glad koerte vi 100 meter ned af gaden, hvor han stoppede igen. Denne gang var vi endt paa Abbish restaurant, som til hans fortrydelse heller ikke var en irish pub. Vi endte dog efter en god sigthseeing det rigtige sted og havde en hyggelig quiz aften.

Om onsdagen skulle vi hentes klokken 10 af vores respektive familier, men afrika er og bliver afrika og klokken 1 sted vi stadig og ventede. Halv to blev vi dog hentet af broreren i familien, og begyndte af koere afsted i vores taxa. Vi naaede dog kun lige rundt om det foerste hjoerne, inden vi blev stoppet af politiet, som var sure over at taxaen kun havde en vinduesvisker. Politimanden var dog ligeglad med at fartmaaleren og andre noedvendige instrumenter ikke virkede. Det er jo Afrika. Efter dette moede med ordensmagten trillede vi videre mod Sinza til vores nye hjem. Huset vi kom ind i var langt fra et slot, hvilket var fint nok, da vi jo er i Afrika. Efter at have siddet i stuen i et stykke tid spurgte vi hoefligt "Is it possible to see the other rooms, please?"; til vores fortrydelse viste det sig at der kun var et rum mere. Vi fandt derfor ud af, at de 7 fastboende altsaa skulle deles om de to vaerelser. Da det andet rum var foraeldrenes, saa matte det jo betyde at vi skulle sove i stuen. Og ganske rigtigt! Bag sofaen stod vores 1,5 mands seng. Kort sagt: to vaerelser og 7 mennesker = intet privat liv og meget lidt plads.

Vi startede med at kigge paa hinanden og sagde "vi giver det lige en chance". En time senere kiggede vi paa hinanden igen og sagde "Det holder ikke helt i tre maaneder". Det ringede vi saa til vores koordinator og fortalte, og hun gav os ret i, at det var uholdbart. Naar man rejser med MS har man ogsaa krav paa eget vaerelser. Efter den foerste samtale med vores koordinator blev vi rykket ind paa foraeldrenes vaerelse, hvilket vi ogsaa synes er uholdbart, da det er ubehageligt at foraeldrene er smidt ud af deres vaerelse og fordi vi stadig ikke kan pakke vores ting ud. Vi venter stadig vaek paa den endelig loesning, hvilket er ret pres! Vi fik faktisk afvide, at vi havde faaet en anden familien end den nuvaerende familie, men denne havde oplevet en skilsmisse og kunne derfor ikke have os boende. Vi spurgte saa om de havde set vores hjem og til dette maatte de svare nej. Ak ja!

Vores familien bestaar af baba-Faith, mama-Faith, Faith (datteren paa 4 aar), onkel Erik (paa 27 aar) og huspigen Angela (paa 17 aar). Familien har taget rigtig godt imod os, og vi er faktisk rigtig glade for dem. Dette goer bare vores boligproblematik endnu svaerere. De er utrolig gaestfrie og lader os ikke lave noget, medmindre vi virkelig beder om det (hvilket vi selvfoelgelig goer).

I loerdags var vi i kirke, hvilket var noget af en oplevelse. Vi var selvfoelgelig de eneste hvide i forsamlingen paa omkring 1000 afrikanere, hvilket betoed at vi tiltraek os en del opnmaerksomhed, da vi ankom lidt inde i gudstjenesten. Da vores Swahili egenskaber ikke er saerlig omfattende, saa var starten af gudstjenesten ret kedelig. Herefter kom to praester ind i jakkesaet, hvoraf den ene snakkede Swahili og den anden engelsk. Deres praediken varede omkring en time, og der var et gennemgaaende budskab: giv penge til kirken og bliv velsignet mere end alle andre. Efter 5 minutter taenkte vi at budskabet var klart formidlet, men nej! Efter en time stod de stadig og fortalte hvor vigtigt det var at folk donerede til kirken. Vi synes, det var ret pinligt til sidst, og blev chokeret hvordan Gud blev brugt til at skrabe penge sammen. Vi har ogsaa faaet besoegt hospitalet i Dar, da Mads havde en betaendt og haevet fod, hvilket var ret klamt! Det var meget komplekst at komme til at se en laege. Foerst skal man i receptionen opfylde en formular, derefter skal man videre til en anden skranke, hvor man saa betaler, dernaest skal du til en tredje skranke for at faa et nummer, saa skal man forest ind til en sygeplejerske der skulle veje en og herefter kunne man komme ind til laegen. Alt dette skulle man selvfoelgelig staa i koe til. Da vi endelig kom ind til laegen, kiggede hun paa foden i 2 sekunder og konkluderede, at Mads skulle tage antibiotika i 5 dage, 6 piller om dagen. Dette synes til at lyde af lidt meget, og derfor ringede vi til Harboes fars kone, Kirstine (tak), og fik afvide at dette var unoedvendigt. Vi har haft vores foerste undervisning idag. Vi har sagt, at vi primaert vil undervise i matematik og saa vaere hjaelpelaerere i engelsk. Vores klasse bestaar af 20 elever i aldersgruppen 3 til 6 aar og de er paa meget forskellige niveauer. Dette goer det rigtig svaert at undervise, da der ind imellem er nogle rigtig kloge hoveder, mens andre virkelig er tabt bag en vogn. Det at undervise er virkelig som en syg rutsjebanetur! Nogle gange taenker man bare: Please kill me and that stupid kid! (ved godt det er lidt ondt). Andre gange er bare en optur, fordi man ser at boernene rent faktisk laerer noget og bliver bedre! Vi har undret os over hvorfor boernene slaas ret meget. Vi tror muligvis vi fandt svaret forleden dag! Vores familie tilbragte det meste af loerdagen paa et se wrestling i fjernsynet. Meget besynderligt (det er grinern i 5 minutter, og derefter er det bare saa sindssygt plat!!)Vi begge to er igang med at faa special lavet forskellige ting. Paa traamarked i soendags fik Mads bestilt et haandlavet kalaha spil, som vi begge to glaeder os til at se resultatet af! Det skulle efter mandens udsagn vaere faerdig til paa loerdag!Jakob har faaet bestilt et par laeder klipklapper ved en lille bod ved skolen. De skulle vaere faerdige imorgen (onsdag)! Vi skriver igen snart! kwaheri