Profile
Blog
Photos
Videos
BAUHAUS ER MERE END NAVNET på en stor byggemarkedskæde. Fag- og kunstskolen i Dessau fejrer i år 80 års jubilæum og markerer det med afslutningen på ti års omfattende restaurering.
Hvor skizofrent Tyskland i virkeligheden har været i 1920erne og 1930erne, det slår én på en rundtur i byen Dessau cirka 100 kilometer sydvest for Berlin.
Her står 80 år gamle huse så moderne, at kun de færreste ville turde opføre dem i et moderne tysk villakvarter - bygget i en modsætningsfyldt tid, da modernisme næsten blomstrede om kap med det småborgerlige og det reaktionære i den turbulente Weimarrepublik. Bauhaus fik blot 14 år at virke i. Men fag- og kunstskolens betydning for eftertiden blev stor - og på mange måder forstærket af nazisternes fremfærd over for "det dekadente".
I 1996 blev Bauhaus-arven i Dessau erklæret for Verdenskulturarv, og EU spytter i disse år store summer i restaureringen af blandt andet Bauhaus-skolens hovedbygning i byen. Hovedbygningen fylder i år 80 år, og det markeres med en stor særudstilling om Bauhaus-bevægelsens historie i Dessau. "Ikone der Moderne" hedder udstillingen, der åbnes den 2. december. Samtidig afsluttes ti års restaurering af skolebygningen, der blev genopført af DDR-styret i midten af 1970erne efter store skader fra Anden Verdenskrig.
Dessau er den by i Tyskland, der suverænt har den største koncentration af Bauhaus-bygninger, og det skyldes især et progressivt bystyre i 1920erne. Bystyret gav et væld af kommunale byggeopgaver til Bauhaus-skolen, efter at skolen i 1925 havde forlagt sin residens fra Weimar til Dessau. Skolen blev regulært mobbet ud af Weimar, en by der trods sit ry som Tysklands åndelige hovedstad også har været stærkt provinsiel op gennem historien.
Institutionen Bauhaus var med sin liberale indstilling til alle livets facetter en torn i øjet på både småborgerskab og det bedre borgerskab i Weimar og gjorde i stedet for Dessau til et internationalt centrum for kunst og design. Staatliches Bauhaus hed skolen officielt. Den var en skole for arkitektur og industriel formgivning, og princippet i skolens undervisning var tanken om en enhed mellem den kunstneriske og den håndværkermæssige udfoldelse.
UPERSONLIG OG GEOMETRISK
På skolen var afdelinger for reklamekunst, foto, typografi, møbel- og bygningskunst, keramik og scenekunst. Underviserne var nogle af datidens mest fremragende kunstnere og arkitekter af internationalt format. Blandt dem var malerne Paul Klee og Wassily Kandinsky, billedhuggeren Oskar Schlemmer, tegneren Lyonel Feininger og naturligvis også grundlæggeren Walter Gropius, der sammen med arkitekten Henry van de Velde udformede Bauhausmanifestet I 1919: "Lad os sammen skabe fremtidens nye byggeri, som vil være alt i én skikkelse. Arkitektur, skulptur og maleri".
Den karakteristiske Bauhaus-stil var upersonlig, geometrisk og streng. Men den var forfinet i linjespil og former, en stram økonomisering med materialerne og deres natur.
En del af skolens program var også, at de studerende skulle lære af kompetente håndværkere og dygtige fagfolk og ikke blot af teoretikere. Lærerne skulle kunne lede den delvis eksperimenterende undervisning, og målet var at integrere de forskellige kunstarter i et fælles mål.
I Bauhaus" hovedbygning i Dessau findes i dag en stiftelse, der ud over at drive forskning og bibliotek også viser permanente og skiftende udstillinger om Bauhaus-temaer. Stiftelsens hovedformål er et bevare Bauhaus-arven i Dessau, og det er gennem de seneste 15-16 år lykkedes at få en stor del af husene grundigt restaureret.
Desuden er skolebygningen en afdeling af Sachsen-Anhalts arkitekt-, design- og ingeniørhøjskole. Og skolen er i sig selv seværdig med sin stil i beton, stål, glas og stramme linjer.
SMUK UDSIGT
På udstillingen "Ikon der Moderne" bliver men taget med på en grundig rundtur gennem Bauhaus-historien i Dessau. Men man bør heller ikke selv snyde sig for en tur. Til de verdensberømte seværdigheder hører "Meisterhäuser", der er opført som dobbelthuse i et villakvarter med høje nåletræer. De tre huse er total renoveret og indrettet med det originale interior og møblement. Husene er opkaldt efter de Bauhaus-lærere, der boede i dem: Haus Feininger, Haus Muche-Schlemmer og Haus Kandinsky-Klee.
Ikke langt herfra ligger restauranten Kornhaus, der blev bygget af Carl Flieger i 1929-30. I
restauranten spiser man bag et typisk Bauhaus-glasparti med en smuk udsigt til Elben, hvor flodprammene tøffer stille forbi.
Siedlung Dessau-Törten ligger i den sydlige del af byen med 314 rækkehuse, som tilsammen rummede 500 boliger, tegnet og opført efter Walter Gropius" forlæg. Törten-husene er udlejningsejendomme og kan kun ses udefra. På adressen Kleinring 5 står et af de få huse, der er bevaret i oprindelig stil. Det ejes af Bernd Eichhorn, der selv bor skråt overfor og udlejer det til begejstrede funkis-fans, der kommer forbi for at studerede funktionalismens højborg i Dessau.
I 1932 lukkede Bauhaus i Dessau og fandt det sidste, men korte tilflugtssted i Berlin, hvor skæbneåret 1933 også blev det endelige punktum for skolen. Opløsningen af skolen medførte dog, at medarbejdere og studerende blev spredt i lande uden for Tyskland, især USA. På den måde blev ideerne netop spredt til resten af den vestlige verden - kun få steder er Bauhaus-stilen så gennemført som i Tel Aviv i Israel.
Efter 1945 vendte mange af underviserne tilbage til Tyskland og resten af Europa.
Fakta om Bauhaus
• Den arkitektoniske udgave af stilen funktionalisme begyndte med etableringen af den første Bauhaus-skole i Weimar i 1919. I 1925 flyttede skolen til Dessau og i 1932 til Berlin, hvor den i 1933 blev lukket af nazisterne.
• I Dessau opførtes et stort bygningskompleks med skoler og værksteder i den berømte Bauhaus-bygning.
• Dessaus borgmester, Fritz Hesse, var fascineret af Bauhaus-stilen og gav sammen med det øvrige bystyre store ordrer til arkitekterne og kunstnerne fra skolen. Blandt andet opførtes en helt ny bydel, Siedlung Törten, tegnet af Walter Gropius.
(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)
- comments