Profile
Blog
Photos
Videos
HAUS DER GESCHICHTE I BONN er museet, der overhalede historien. Da det åbnede, blev det beskyldt for ikke at sige hele sandheden. Året efter åbningen, fik det Europarådets museumspris.
Rent museumspædagogisk er museet bare flot håndværk.
Historien har aldrig været særlig gavmild over for taberne.
Det er vinderne, der skriver historien, siger man. Meget ville have set anderledes ud på museerne, hvis Napoleon, Hitler eller den tidligere østblok for den sags skyld havde trukket det længste strå.
Da Haus der Geschichte åbnede i Bonn for 18 år siden, klagede kritikerne da også over, at museumsfolkene havde været lidt for dygtige. De medgav, at Tyskland havde rigelig med historikere og museumspædagoger, der kunne lave spændende museumsudstillinger. Men kritikerne synes også, at projektets bagmænd var lige lovlig glade for borgerligheden, lidt for lidt selvransagende over for Forbundsrepublikken og for kritiske over for DDR, landet som museet overhalede indenom.
Haus der Geschichte var forhenværende forbundskansler Helmut Kohls ide, og han fødte den allerede i begyndelsen af 1980erne - længe før sandheden om DDR kom frem også i DDR. Først i 1994 åbnede museet i Bonn, og på dette tidspunkt kunne museumsplanlæggerne blot gnide sig i hænderne over, at deres ideer kom til at holde endnu mere stik, nu efter at muren var faldet.
Bebrejdet for selvtilfredshed
I den danske Tysklands-debat har det altid været god latin blot at afspejle debatten i Tyskland. Günter Grass har ikke blot sommerhus på Møn. Han har også en fremragende ambassadør i professor Per Øhrgaard, der kan den svære kunst både at have et personligt venskab med Günter Grass og samtidig udlægge hans tekster for en dansk befolkning, der for de flestes vedkommende aldrig har læst særlig meget af Grass.
Haus der Geschichte fik da også det glatte lag af historikeren Thorkild Kjærgaard, der i Weekendavisen blandt andet skrev følgende:
"Det nuværende Tyskland er stort, stærkt, rigt og selvtilfreds og fyldt med dygtige museumsfolk, der kan skrue en udstilling sammen. Det viser udstillingen i Haus der Geschichte. Men det er også, hvis man tør dømme efter udstillingen her, en nation, der er hoven, ugenerøs og smålig mod taberne", skrev han.
Museumspris
De fleste lægfolk må føle, at de kloge folk kan se noget, de ikke kan se, når de går rundt i Haus der Geschichte. Der er selvfølgelig ikke noget, der er forkert her i den store moderne bygning på Willy-Brandt-Allee 14 i det tidligere regeringskvarter i Bonn. Nu er det som regel alt det, der ikke bliver fortalt, man skal være på vagt overfor.
Men hvad er det egentlig, der ikke bliver fortalt i Haus der Geschichte? Ja, det er netop det, der er svært at få øje på. I 1995 fik museet Europarådets museumspris. Dommerpanelet betegnede museet "som et succesfuldt eksempel på, hvordan man på en utraditionel måde kan beskrive følsomme sider af den nyere historie, såsom racisme, indvandring og arbejdsløshed. Ved anvendelse af en avanceret interaktiv teknologi belyses Tysklands historie siden 1945 med det formål at højne den demokratiske bevidsthed og styrke forståelsen mellem befolkningerne i Øst- og Vesttyskland".
Udstillingen er en vandring fra år nul i 1945 næsten helt frem til nutiden. Skal udstillingen en dag udvides, bør det være med "Deutschland - ein Sommermärchen". Den fantastiske sommer for et år siden, da tyskerne omsider turde feste i gaderne med deres egne farver og i øvrigt vise optimisme. Landsholdstræner Jürgen Klinsmann driblede uden om det selvpineri og kan-ikke-lade-sig-gøre-mentalitet, som så mange intellektuelle havde været eksponenter for. Ingen nævnt. Ingen glemt.
Store fotovægge
Når man kommer til museet med Bonns lille blanding af sporvogn og undergrundsbane, stiger man direkte ind i museets kælder til en rekonstruktion af Bonns banegård i efterkrigstiden - dengang den lille by ved Rhinen lige pludselig ikke længere var en by i provinsen, men en provisorisk hovedstad, der næsten så ud til at skulle blive permanent. Prunkstykket er den første tyske forbundskansler Konrad Adenauers luksuriøse togvogn, som han havde overtaget fra Hermann Göring som genbrug.
Man går forbi store fotovægge med ruinbjerge, som kvinderne ("Die Trümmerfrauen") rydder med de bare næver, meget systematisk med veje gennem brokkerne. Det minder om myrer.
Pludselig står man inde i kroppen af en "Rosinenbomber", en af de amerikanske flyvemaskiner, der sørgede for, at et par millioner vestberlinere ikke kom i Stalins kløer, da luftbroen fra juni 1948 til maj 1949 slog russernes Berlin-blokade i stykker.
Nürnberg-processerne får også, hvad de skal have - og det med små bemærkninger, der siger meget. Museets tekst bemærker, at dommene blev mildere og mildere i takt med, at fjendskabet mellem øst- og vestzonerne blev større og større.
Adenauer kørte Mercedes, og hans vogn står til almindelig beundring. Med kanslerstandard og det hele. Og kritikerne har da ret: Den vesttyske økonomiminister Ludwig Erhard og det økonomiske mirakel, Wirtschaftswunder, får den plads, det skal have. Men det får 68ernes oprør så sandelig også i en næsten konfliktsky tone med behandlingen af Rote Armee Fraktion som en naturlig forlængelse af oprøret. Det ville ikke have været nogen skam, hvis udstillingens tilrettelæggere havde boret lidt mere i, hvad politiske voldsmænd og kynikere, der mener, de har ret, kan komme til at betyde for et demokrati. Problemstillingen er desværre såre aktuel.
Man havde kunnet gå mere i dybden med, hvilke konsekvenser, der lurer, når man ikke vil tale og arbejde sammen med politiske modstandere, men hellere buhe ad dem og spytte på dem. I øvrigt med en parallel til Weimarrepublikken, som alle burde have taget ved lære af.
1980ernes rustningskapløb, fredsbevægelsen og De Grønne får god plads, og på udstillingens yngste niveau kommer det tavse flertal i DDR til orde med en næsten reportage-lignende udstilling fra mandagsdemonstrationerne i Leipzig frem til Berlin-murens fald - og det der fulgte efter. Dagligdagen i DDR er der ikke så meget af, når man sammenligner med det civile liv, der skildres fra Vesttyskland. Her burde udstillingen måske suppleres med effekter fra nogle af de østtyske museer, der næsten kammer over i Ostalgie. Men Haus der Geschichte har det væsentligste med: DDR var en hensynsløs diktaturstat baseret på anvendelse af vold. Det havde været en større synd, hvis dette var blevet nedtonet.
Haus der Geschichte er et flot eksempel på dygtighed og pædagogisk fantasi, der effektivt bringer et budskab videre til beskueren.
Praktiske oplysninger
Haus der Geschichte, Willy-Brandt-Allee 14, 53113 Bonn - åbent tirsdag-søndag klokken 9-19. Gratis adgang.
Kan nås med U-Bahn fra Bonns centrum. Stå af ved Heussalle/Museumsmeile.
(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)
- comments