Vi befinder os i oejeblikket i verdens hoejeste by Potosi, Bolivia og vi maa indroemme at det er ved at vaere paa tide med en opdatering. Siden vores sidste opdatering, har den staaet paa Inkastien, Machu Picchu, White water rafting, Lake Titicaca, hjemmebesoeg hos en lokal familie, La Paz, jungletur, Death Road og Potosis miner. Saa det vil vi proeve at se, om vi kan beskrive paa bedste vis.

Dagen foer vi skulle starte vores 4 dages trekkingtur paa Inkastien, tog vi fra Cuzco til Den hellige Dal, hvor vi skulle tilbringe en nat. Vi gik nogle ture rundt omkring i byen, og begyndte at foele os klar til de udfordringer der var i vente de kommende dage. Om morgenen vaagnede vi friske og udhvilede, og begav os mod" kilometer 82", som var startstedet for vores rejse. Vi tog en bus derhen, og da vi kom frem, moedte vi for foerste gang det team, som vi skulle tilbringe de naeste 4 dage sammen med. Ud over os 15 trekkere, bestod vores hold af 21 andre personer. 2 guider, 2 kokke og 17 porters i alderen 20-63. Hele vores hold udfoerte et fantastisk stykke arbejde, og specielt baererne imponerede os gang paa gang. Naar vi gik og pustede og stoennede paa stien, ville de komme loebende forbi os med ca. 30 kg oppakning paa ryggen. Naar vi saa naaede frem til de forskellige lejre vi boede i, ville de have maden klar, slaaet vores telte op og have vand klar, som vi kunne vaske os i. Det var altsaa den rene luksustur for vores gruppe, men det betyder ikke at det ikke var en udfordring:

Inkastien er 46 km lang, og vores tur var som sagt delt over 4 dage. Den foerste dag gik vi 12 km. Det var en rimelig nem rute, saa vi havde masser af overskud til mastermind, kort og imponerende laekker mad da vi naaede frem til vores lejr. Andendagen boed paa mange flere udfordringer, da vi skulle passere "Dead woman´s pass". Igen skulle vi gaa ca. 12 km, men her havde vi bare 11 km op af bakke. Den forholdsvis stejle stigning kombineret med hoejden (4250 m. naaede vi op i), gjorde at de fleste blev en smule stakaandet. Men det var stadig en fantastisk foelelse, da man stod paa toppen af passet, og kunne betragte den imponerende udsigt. Herefter gik det nedaf, og vi naaede frem til vores camp allerede ved en ettiden. Saa vi havde masser af tid til hygge, og Katrine fik imponeret vores porters med hendes kendama skills. Tredjedagen var den dag, hvor vi skulle gaa laengst - 16 km. Men samtidig var det ogsaa den dag, som boed paa den smukkeste natur. Vi var naaet til et sted paa ruten, hvor naturen aendrede sig radikalt, og blev mere "jungle-agtig". Saa paa hele ruten, var vi omgivet af virkelig flot bevoksning og masser af vandfald. Ruten var ogsaa forholdsvis lige til, saa det hele foregik i et rask tempo. Om eftermiddagen naaede vi frem til vores sidste lejr. Denne lejr var ogsaa helt klart den stoerste, da det var der alle de andre grupper ogsaa gjorde holdt foer Machu Picchu. Lejren boed endda paa en bar, saa om aftenen spillede vi kort og drak en oel med vores to guider. Det blev ikke en sen aften, da vi dagen efter skulle op kl 3.50, for at naa til Solporten og faa det foerste glimt af Machu Picchu.

Under hele turen havde vi haft godt vejr, det var derfor lidt af et antiklimax at vaagne til lyden af regn kl. 3.50 den foelgende dag. En smule coca-the hjalp dog gevaldigt paa humoeret, selvom vores afgang blev udskudt naesten to timer paa grund af vejret. Men endelig kom vi afsted, og meget vaade naaede vi Solporten ved en 7-tiden. Paa grund af det daarlige vejr, kunne vi kun lige skimte Machu Picchu igennem skyerne, saa vi fik aldrig set det fantastiske syn af Machu Picchu i skaeret fra solopgangen. Vi havde en rundtur i den kaempemaessige ruin i naesten 2 timer, og udsigten derfra var helt fantatsisk. Dog var vi baade traette og vaade, saa efter den officielle rundtur, smuttede vi ret hurtigt til Machu Picchu by for at spise frokost og faa varmen. Om eftermiddagen tog vi "Machu Picchu ekpressen" til den hellige dal, og derfra gik det videre i bus til Cuzco. Vi havde alle et ret stort behov for at fejre vores store "bedrift", saa hele gruppen havde en god aften ude, hvor the great danes endnu engang indtog dansegulvet i vandrestoevler.

Efter endnu en gang at have faaet alt for lidt soevn, var vi 7 fra vores gruppe, som dagen efter stod tidligt op, og tog afsted for at White water rafte. Vi koerte et par timer vaek fra byen, og ikladte os de meget fashionable vaaddragter. Efter nogle instruktioner, var vi klar til at saette baadene i floden, og foran os laa 3 timers gak og goejl i vandet. Der var flere gange hvor vi var meget taet paa at ryge over bord, og en enkelt gang maatte vi ogsaa samle 2 personer op fra vandet fra den anden baad. Udover den "almindelige" rafting, blev vi ogsaa tilbudt at bodyrafte, og at hoppe ud fra en ca. 6 meter hoej bro. Katrine var den frygloese viking som sprang i med begge ben, mens Gitte maatte holde sig til sikkerhedstjansen paa grund af irriterede kontaktlinser. Efter 3 timer i vandet, stod den paa en velfortjent frokost, og vi begav os tilbage til Cuzco. Om aftenen var vi ude at fejre en fra gruppens foedselsdag, saa vi spiste virkelig laekker mad. Det blev dog ikke saerlig sent, da vi dagen efter skulle med bussen til Puno, hvor vi skulle besoege Lake Titicaca og sove hos en lokal familie.

Vi ankom til Puno den naeste dag ved en firetiden, hvor vi havde en enkelt overnatning foer vi skulle ud paa Lake Titicaca. Dagen blev primaert brugt paa at maile hjem til familie og venner, og tanke op i snackbeholdningen. Saa dagen efter var vi klar til vores besoeg paa verdens hoejstbeliggende soe. Vi blev hentet i cykeltaxier ved vores hotel, og blev koert ned til havnen, hvor vi koebte gaver til de familier vi skulle sove ved om aftenen. Vi koebte primaert ting til boernene, saa vi var godt udstyret med balloner, farver og bolde, da vi steg ombord paa vores lille baad. Baadturen var ikke noget for folk med sarte maver, saa for nogle i gruppen var de naesten 3 timer ombord paa baaden lidt af en droej omgang. Men de danske vikinger klarede den i stiv arm, med en masse kortspil som underholdning. Ved middagstid naaede vi frem til en oe, hvor vi havde en lille trekkingtur, og derefter spiste frokost med udsigt over den turkisblaa soe. Efter frokost gik turen videre til den oe, hvor vi skulle have vores hjemmebesoeg. Vi ankom til oen ved en totiden, og de lokale stod klar til at tage imod os med musik og dans. Vi blev foert op til oens meget lille skole, hvor det lokale fodboldhold stod klar til at ydmyge den flok gringos som var ankommet. Det kom derfor som lidt at chok for dem, da vi rent faktisk vandt over dem i 3800 meters hoejde, og med 3 piger paa holdet. De forlangte derfor en omkamp, hvor de vandt med et enkelt maal. Efter fodboldkampen blev vi introduceret for vores vaerter. Vi skulle bo hos Raul og Lucy og deres 3 smukke boern paa 9, 7 og 1,5 aar (klart de paeneste og soedeste paa oen hvis I spoerger os). Vores nye "far" hjalp os i oens traditionelle dragt, som bestaar af 5 nederdele, broderet bluse, sjal og en alt alt for lille hat. Prikken over i'et var igen de diskrete vandrestoevler, som virkelig fuldendte vores look. Da alle i vores gruppe var blevet klaedt flot ud, skulle vi laere den lokale dans, og helt aerligt maa vi indroemme at vi bare ikke har den samme rytme i kroppen - men det var en virkelig sjov oplevelse, hvor vi ogsaa fik lejlighed til at danse med vores vaerter. Efter dansen tog vi med vores familie hjem. Vi fik anvist et virkelig fint vaerelse, men vi besluttede os ret hurtigt for at stoede til vores familie i det lille lerkoekken. Her var Lucy i gang med at lave mad, saa det var i et lille og meget roegfyldt rum, at vi overrakte vores gaver til boernene. De blev ellevilde, og specielt ballonerne vakte glaede. Saa vi havde cirka en times ballonleg med boernene, foer vi serveret virkelig god mad af Lucy. Under middagen fik vi selskab af Rauls soester og mor, saa det var et taetpakket rum, hvor samtalen floed paa gebrokken spansk om forskellen mellem Danmark og Peru. Alt i alt var det en virkelig god dag, hvor vi havde det rigtig rart med vores "familie". Kl. 20 blev vi sendt i seng, og helt udmattet faldt vi i soevn med det samme.

Dagen efter spiste vi morgenmad med vores familier, sagde farvel og satte kursen mod vores baad. Paa vej tilbage til Puno besoegte vi sivoerne. Sivoerne er en samling flydende oer lavet af siv. Vi besoegte 2 forskellige af slagsen, og blev vist rundt i deres hjem, og saa hvordan de hoestede sivene, som oerne er lavet af. Det var en ret speciel oplevelse, og selvom der virkelig lugtede meget kraftigt af raadne planter, saa var det svaert ikke at blive imponeret over deres levevis. Efter rundvisningen fik vi en sejltur i en af deres flotte sivbaade, og her fik isaer Katrine en ny ven, i form af en lille pige der var meget interesseret i hendes kamera.

Tilbage i Puno var der gang i gaden, da de var igang med "opvarmningen" til den aarlige dansefestival der finder sted i byen. Det betoed at der 11 timer den dag, var en konstant stroem af forkellige dansegrupper i flotte kostumer, som dansede igennem byen. Blandt publikum var der den rene Rock under Broen stemning, og for foerste gang oplevede vi, at de sydamerikanske maend godt kunne vaere lidt naergaaende. Men hva´ faen, det er de jo ogsaa hjemme i Danmark naar det gaar vildt for sig. Saa paa trods af nogle faa tilnaermelser, havde vi en fantastisk sidste dag i Peru, og vi var ved at vaere klar til at tage til Bolivia.

Allerede da vi dagen efter krydsede graensen ved Cobacabana, kunne vi maerke at der var stor forkel paa, hvordan tingene fungerer i Bolivia kontra Peru. Ved den Bolivianske graense sad der kun EN mand, til at stemple alle pas samt ordne visa. Det tog altsaa sin tid, og vi maerkede for foerste gang, at man virkelig skal vaebne sig med taalmodighed i Bolivia - noget som vi kun er blevet yderligere bekraeftet i. Efter ca. 7 timers rejse, naaede vi frem til La Paz, verdens hoejeste hovedstad, og samtidig den hovedstad i Sydamerika som er mindst praeget af den vestlige verden, saa det var lidt af en mundfuld for saadan to piger fra Vestfyn. Byen virkede virkelig kaotisk og skraemmende paa os, men allerede efter en gaatur paa det lokale marked foelte vi os mere trygge og hjemme. Den foerste aften i La Paz var samtidig den sidste for vores gruppetur med GAP. Den blev derfor fejret med manèr, og vi endte tilfaeldigvis med at feste paa det hostel, hvor vi skulle tjekke ind med David og Ashley (2 fra GAP-gruppen) dagen efter. Vi foelte os derfor allerede hjemme, da vi dagen efter for foerste gang skulle staa paa egne ben. Vi blevet par dage i La Paz, hvor vi isaer brugte meget tid paa byens "heksemarked". Et sted som byder paa alt fra toerrede babylamaer til forskellige eliksirer. Et meget anderledes sted, som lugter helt forfaerdeligt. Efter et par dages storbyliv, besluttede vi os for at det var paa tide at lave noget andet. Vi bookede derfor en tur i junglen paa 3 dage. For at komme til junglen skal man enten tage en bus (20 timer) eller flyve dertil (45 min.). Men da prisforskellen var over 1000 danske kroner, valgte de fornaerede danskere, og et styks amerikaner, at hoppe paa "mareridtsbussen", som den saa soedt bliver kaldt. Det betoed at vi tilbragte 20 timer i en bus uden toilet og med et tykt lag stoev. Den vej vi koerte paa, kunne man ikke se andet end den kloeft, som bare ventede paa at vi skulle tippe ud over kanten. Til gengaeld var vi omgivet af jungel og vandfald + de viste "Bodyguard" paa spansk, saa helt skidt var det heller ikke. Dog kan vores amerikanske ven skrive under paa at daarlig mave, en bus uden toilet og en busk fyldt med roede myrer er en meget daarlig kombi. Alligevel naaede vi naesten helskindet frem til junglebyen Rurrenabaque, hvor vi dagen efter skulle starte vores jungleeventyr.

Vores 3 dages jungletur startede med en 3 timers jeeptur (selvfoelgelig over en time forsinket - vi er jo i Bolivia). Derefter fulgte der naesten 3 timer i baad paa Pampasfloden, hvor vi virkelig fik en forsmag paa, hvad der ventede os de naeste par dage. Vi saa alligatorer, masser af flotte fugle og insekter, dovendyr, aber og saa blev vi invaderet af myg! Efter sejlturen naaede vi frem til vores lodge, hvor vi skulle sove de naeste 2 naetter. Lodgen boed paa flere farer i form af de 2 husalligatorer Real Madrid og Barcelona, men ogsaa i form af pedellen/bartenderen Edgar, som synes at Gitte var mere end almindelig blond. Efter en lille rundvisning paa lodgen (og instruktioner om ikke at gaa paa jorden) gjorde vi os klar til at tage paa alligatorjagt i moerket. Udstyret med lommelygter og flere liter myggebalsam, begav vi os ud paa Pampasfloden og lyste i alle retnimger for at fange det karakteristiske roede glimt fra alligatorernes oejne. Vi saa to styks, en masse ildfluer, og fik tilfoejet endnu flere myggestik til samlingen. Isaer Gitte var haardt ramt, og fik tilnavnet mos-gitte af de andre i gruppen. Tilbage i lodgen ventede der dog endnu en "wildlife-experience" i form af en ordentlig tarantel i Katrines seng. Efter den blev fjernet fik alle en forholdsvis rolig soevn med alle junglens lyde som vuggevise. Dagen efter boed paa anacondajagt i over 1 m. hoejt graes. Vi fandt/traadte "heldigvis" ikke paa nogle anacondaer, til gengaeld blev vi spist af myg, saa humoeret var lidt lummert da vi tog tilbage til lodgen. Heldigvis boed eftermiddagen paa mere spas, hvor vi skulle svoemme med lyseroede delfiner. Efter et par timers svoemning tog vi hen til en fodboldbane for at se solnedgang, noget som skulle have vaeret en meget smuk oplevelse, indtil Katrine (ogsaa) blev overfaldet af roede myrer og maatte hoppe en tur i vandet. Alt i alt boed junglen paa fantastiske dyreoplevelser, siesta i haengekoejer, 250 styks myggestik til Gitte og skrappe myrerbid til Katrine. Alligevel var vi nogle glade piger, som kunne vende naesten uskadte tilbage til Rurrenabaque, og fejre Katrines foedselsdag. Faktisk fejrede resten af byen hende ogsaa med et ordentligt karneval og fyrvaerkeri (kl. 5 om morgenen - tak til junglen). Dagen efter tog vi flyet tilbage til La Paz, og vores "hjem" Wild Rover Hostel, hvor vi havde nogle hyggelige dage, mens vi ventede paa at Phillip skulle ankomme.

Phillip ankom fredag d. 4 februar, og efter en dags hvile gjorde vi os klar til 64 km. mountainbiking paa "Death Road", verdens farligste vej. En helt fantastisk oplevelse, hvor vi startede turen oppe i bjergene ved temperaturer omkring frysepunktet og endte nede i den tropiske jungle. Undervejs saa vi de smukkeste landskaber i form af jungel og vandfald, men som vores guide sagde "the surroundings wanna kill you", saa det var med at huske, ikke at blive alt for betaget og holde oejnene paa vejen. Efter en vild nedfart tog vi til et dyrerreservat for at spise og ikke mindst for at snakke med reservates aber. Specielt Phillip og David fik sig en god ven i form af en stor sort abe. Han kunne desvaerre ikke saa godt lide piger, saa os toeser maatte noejes med at holde de lidt mindre broeleaber i haanden. Det var den helt perfekte afslutning paa en virkelig vild dag. Tilbage i La Paz fejrede vi vores bedrift, og sagde farvel til Wildrover og alle de soede mennesker vi har moedt, med maner. Dagen efter skulle turen gaa til Potosi, verdens hoejestbeliggende by.

Efter en forholdvis smertefri bustur paa en smaa 8 timer, ankom vi til Potosi kl. 5 i morges. Byen var foer i tiden den mest velhavende i Sydamerika, paa grund af de store forekomster af soelv man fandt her. Nu er det mere zink og tin de mange minearbejdere graver ud. Det er primaert paa grund af disse miner, at vi ville her til. Her i formiddags tog os piger ned i minerne og tilbragte et par timer. Drengene var ikke interesseret i at tage med, saa de brugte formiddagen paa at ordne vores busbilletter til Uyuni, som vi tager til i morgen.

Det var en meget speciel oplevelse at vaere i minerne. Videre behageligt var det ikke, men samtidig var det en stor oplevelse at se hvilke forhold de her maend arbejder under. Vi tilbragte naesten 3 timer i minernes smaa gange, der var fyldt med stoev og gasser, som gjorde det svart at traekke vejret. Derudover var det ogsaa utrolig varmt, og mange steder i minen var der en del vand i gangene. Der var flere steder hvor vi maatte ned og kravle for at kunne passere de smalle skakter, og alt i alt var det en haard omgang. Paa trods af de kummerlige forhold som disse maend arbejder under, var de smilende og glade for at se os turister. Dette skyldes nok ogsaa i hoej grad, at vi havde medbragt gaver til dem i form af; sodavand, handsker, alkohol og dynamit!! Jep, vi gik ind i en lille kiosk og koebte en stang dynamit for 6 Bolivianos, hvilket svarer til ca. 5 danske kroner. Det maa siges at vaere en af vores mere specielle shoppingoplevelser. Alt i alt er vi glade for at vi besoegte minerne, men som vores guide sagde: "You`ll only do it once", og det har han helt ret i.

Som sagt staar de kommende dage paa en tur til Uyuni, hvor vi tager en 3 dages jeeptur i saltoerkenen. Derefter har vi besluttet os for at tage en "smuttur" til Argentina et par uger. Saa der er helt sikkert mange flere eventyr og store oplevelser paa vej.

En forsinket, men dog meget lang opdatering fra Sydamerika, hvor the great danes stadig har det fedt. Isaer efter at have faaet selskab af endnu en af slagsen!