Vi fik i den grad sagt farvel til Bolivia med politiproblemer, timevis af koe og faldefaerdig busser, der maatte kaempe sig igennem vandet, som har hobet sig op paa grusvejene her i regntiden. Til gengaeld er vi nu kommet til et lille paradis i Argentina, hvor vi bor hos Pernille og Diego i deres skoenne hus i bjergene.

Efter minebyen, Potosi, gik turen videre til Uyuni, hvorfra vi skulle paa jeeptur i den fantastiske omkringliggende natur. Den stoerste attraktion er den unikke saltoerken, Salar de Uyuni. Omraadet er paa stoerrelse med Fyn og Sjaelland tilsammen og bestaar altsaa udelukkende af salt. Saerligt i regntiden (som vi befinder os i paa godt og ondt) giver det nogle utrolige udsigter og reflektioner i vandet. Vi blev klemt seks mand ind i en jeep og begav os ud i saltoerkenen. Her brugte vi lang tid paa at tage flotte billeder og lege med optiske illusioner inden vi fik serveret lamasteak og quinoa paa saltborde med matchende saltstole foran salthotellet i saltoerkenen. Det var noget utraditionelle omgivelser at nyde sin frokost i. Saltoerkenen traekker tusindvis af turister til saa vi var samtidig omgivet af hoppende japanere, australiere i Speedos, gymnastikudoevende backpackers og diverse amatoergoeglere som os selv. Det var paa alle maader et imponerende syn. Vi fortsatte jeepturen og tilbragte natten i en lille spoegelsesby omgivet af taarnhoeje bjerge og sneklaedte vulkaner. Vores chauffoer var snedig, saa naeste dag koerte vi den modsatte rute af alle andre. Det betoed, at vi havde de farverige laguner, varme kilder og kaempestore vider helt for os selv. Naturen i det sydlige Bolivia er fantastisk smuk og ligner ikke noget vi har set foer. Selvom jeepen var trang var det den perfekte maade at udforske landskabet paa.

Sidste dag i jeepen stoppede vi blandt andet ved nogle enorme sten, der viste sig at vaere den perfekte legeplads. Vi fik rigtig stillet vores klatrelyst og udfordrede baade vores egne og stenenes evner, da vi ivrige floej op og ned. De lange skandinaviske ben, der viser sig som store ulemper i alt fra lokale busser til minernes lave gange, kom os endelig til gode! Efter en lang nat paa stensenge efterfulgt af endnu en lang dag i jeepen glaedede vi os over at have et par timers afslapning inden vi skulle med natbus mod Argentina. Saa nemt skulle det dog ikke gaa. Paa andendagen var et af vinduerne i jeepen gaaet i stykker og det skulle vi nu staa til regnskab for. Chauffoeren hentede ejeren af jeepen som igen hentede en striks uniformeret politimand og saa skulle vi ellers aflaegge rapport. Alt sammen paa det sprog som vi taler saa ganske flydende. Heldigvis delte vi jeepen med et schweizisk par, hvor Veronica oprindeligt er fra Peru. Hun syntes, at vi blev meget uretfaerdigt behandlet og begav sig ud i en lang diskussion om vores rettigheder. Undervejs saa det ud til at Philip skulle med paa stationen og aflaegge rapport, at vi skulle blive i byen i flere dage og at vi skulle betale flere 100 dollars i erstatning. Med lidt peruviansk staedighed endte vi dog med at slippe 30 kroner hver og saa skyndte vi os ellers afsted. Med alle de skraekhistorier vi har hoert fra Bolivia slap vi vist temmelig billigt, men var nu ogsaa klar til at forlade landet. Heller ikke det skulle dog blive saa nemt. Bussen var forsinket tre timer og da vi endelig kom frem maatte vi bruge yderligere fem timer paa at krydse graensen. Vi fik heldigvis selskab af en guitarspillende goegler og med kendama, rubiks og naiv optimisme gik tiden da ogsaa. Vi kom til Argentina!

I graensebyen sagde vi farvel til vores rejsekammerat igennem seks uger, David, der tog videre til Buenos Aires. Vi regner staerkt med at moedes igen senere paa turen. Verden er jo lille.. Vi tog selv videre til Salta og blev paa vejen overvaeldet af den store aendring, der moedte os. Foerste kulturchok var, at de rent faktisk har asfalt i Argentina. En kaempe aendring fra de hundredvis af kilometer vi har tilbagelagt paa grusvej i Bolivia. For at understrege det vestlige og naesten hjemlige indtryk vi fik af Argentina endte ved paa vaerelse med to andre danskere i Salta. Paa hostellet var der grill til fri afbenyttelse og det skulle naturligvis udnyttes. Vi fik hurtigt stablet en fest paa benene og lavet mad til alle der havde lyst. Vi maatte jo skabe de rette omgivelser til vores foerste glas argentinske vin. Det var en skoen aften med laekker mad og soede mennesker. Efter halvanden maaned paa restauranter 2-3 gange om dagen var det faktisk ren luksus af kunne lave sin egen mad.

Vi forlod Salta med endnu en natbus og er nu endt ved Rio Ceballos lidt nord for Cordoba. Her bor Pernille og Diego, der er gode venner af Philip og hans familie. Vi foeler os meget velkommen og nyder nu et par dage som familiens teenageboern. Efter utallige hoteller og hostels er det skoent at kunne slaa sig ned omgivet af dansktalende folk, logrende hunde og skoenne boern. Det bliver selvfoelgelig ikke daarligere af, at kunne bruge hele dagen ved deres pool, aftenen med gin&tonic og kortspil og natten under myggenet paa terassen. Argentina er nu ikke helt daarlig! Med verdens stoerste vandfald og storbysliv i Buenos Aires i vente kan vi vist roligt holde fast i den tanke.