Profile
Blog
Photos
Videos
Efter endelig at være blevet genforenet efter 4 uudholdelige nætter på Koh Phangan, kunne vi starte eventyret på ny. Øen manglede i den grad kvalificeret selskab. De eneste, jeg havde mødt, mens Ida hentede Joe i Bangkok, var midaldrende mænd, der drak en enkelt øl alene hver aften (hvilket sjovt nok i de dage var en meget passende beskrivelse på mig selv) og et par hollandske piger, der ud af det blå skiftede fra relativt almindeligt tøj til hardcore, skrigende neon fra toppen af deres krøllede hoveder og ned til deres hollandske tæer. Godt, man er vokset fra den fase.
Koh Phangan er til gengæld ikke så meget andet end sine fuldmåne, halvmåne, kvartmåne, sortmåne, nymåne og ingen måne tematiserede fester. Ingen af os har været til nogen af dem, men jeg kan næsten garantere, at de alle sammen er ens, pånær lokation og navn. Full moon party: strand, spande med sprut, stoffer, techno og neon. Black moon party: spande med sprut, stoffer, techno og neon, men i junglen!!! Uuuh!
I de her lande, hvor copyright ikke eksisterer, og skam er noget, man sælger til overvægtige, vestlige mænd, er det ikke noget under, at de berømte Full Moon parties er blevet kopieret til ukendelighed. Hvis én får en god idé, er det stensikkert, at der næste uge findes 10 næsten identiske butikker, med små variationer over samme navn. Ida er fx ved at åbne en McIda's med en lilla klovn som frontfigur.
Mellem de stort anlagte fester, helt op til 50.000 til Full Moon, lader der ikke til at ske meget. De sidste fire uger har vi fået at vide, at den anden højsæson starter "næste uge", men indtil videre er det ikke sket. Og når der ikke sker så meget, så er der kun en ting at gøre: leje en scooter.
Som præsident og sikkerhedsrepræsentant for scooterkørsel, var det kun naturligt, at jeg fik Joe bagpå. Det betød, at Ida fik sin egen scooter, hvilket bekymrede mig lidt. Hvis nu hun kørte ind i en mur, ville min polstrede krop ikke længere kunne afbøde sammenstødet. Heldigvis viste hun sig at være en ørn på scooter og gjorde min frygt til skamme med sin overlegne trafikforståelse, sikre køreevner og brillante overblik.
Joe havde derimod alle karakteristika for en førstegangs knallert jomfru; fast greb, hvide knoer, umotiverede spjæt og for stram en hjelm. Til hendes forsvar skal dog siges, at bakkerne på Koh Phangan er ualmindeligt modbydelige, og det eneste Lonely Planet siger om at leje en scooter på øen er, at man skal lade være.
Så vidt vides er der kun en enkelt stor vej på øen, så den tog vi. Det tog dog ikke uanede mængder tid, før vi passerede et skilt med "ingen adgang grundet vejarbejde", som vi raskt drejede ned af. Skiltet havde vist hængt for længe, for vejen var bragende ny pånær et hul på toppen af en bakke, som vi passerede, så vi kunne suse ned på den anden side. Hjulene hvinede, Joe skreg, Ida jublede, og jeg måtte bagefter bruge et par timer på at fjerne de negle, som Joe havde boret ind i mine arme, og som hun ikke fik trukket med ud. Væk er de romantiske ture gennem det asiatiske landskab, og i stedet sidder jeg bundet til køleren på en gammel convertible, lige før Thelma og Louise poetisk dratter den ud over kanten på Grand Canyon.
Vores næste afstikker bragte os ud i ingenting overhovedet, men tilbage på hovedvejen stødte vi på et par elefanter kædet til hver sit træ. De var vist en del af en oplevelse, hvor man kunne ride på dem, men de lod ikke til at være en optimal rideoplevelse. På den anden side af vejen stod til gengæld en ordentlig han-elefant med prægtige stødtænder. Det er satme sejt!
Bedst som vi havde forladt elefanterne og ikke kunne komme længere væk fra vores hotel uden at svømme, brød et uvejr af den anden verden ud. Regnskyl kommer her hurtigere end Venstre skifter holdninger (eller meninger eller standpunkter eller fornemmelser eller anelser eller ideer), og turen hjem var en regulær spidsrod gennem hagl, lyn og skomagerdrenge fra en himmel, der ikke bare var åbnet op, men havde revet gulve og vægge ned.
Alt skal dog ikke handle om elefanter og regn, og vi har efterhånden fundet ud af, at det virkelig fede sker under havets overflade. Jeg havde snydt, og dykket mens jeg ventede på pigerne, et helt fantastisk sted 12 kilometer ude på havet. Joe flyder desværre bedre, end hun dykker, men med mulighed for at snorkle samme sted, var det umuligt ikke at tage ud igen.
For lige at få det ud af verden, det var igen et fantastisk dyk. Ingen tvivl om det. Men bedst som vi dykkede under, begyndte det hele at ske på overfladen. Forestil dig, at man smider en stor sæk mel på en redningsvest og lader den bobbe rundt på havet, så har du Joes snorklingsoplevelse. Som et unaturligt stort bobleflåd fedtede hun glad rundt 22 meter over mig og Ida, der lykkeligt ignorante dykkede rundt med barracudaer og spanske makreller. Men så kom vi op og så, hvad der var sket.
For lige at få lidt forhistorie. Første gang jeg mødte Joe, troede hun, jeg kom for at vaske mine fodboldstøvler. Anden gang jeg mødte hende, lå hun i sin seng og vred sig som en karklud, fordi hun havde ligget for lang tid i den jyske sol, og som resultat havde fået en røv rødere end Dannebrog. Som resultat har hun heddet "Rød Røv" i min telefonbog lige siden, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke havde håbet, at seancen ville gentage sig, når nu hun skulle ned og besøge os. Mine bønder blev hørt.
To timer med hovedet under vand og en blottet bag pegende mod solen kan gøre kål på de fleste, men Joes ristede baller gav os efter snorkleturen i hvert fald et par dage med billige grin. Til gengæld havde hun fået øjnene op for det fantastiske undersøiske liv og nægtede at komme op i båden til sidst. Hver gang vi fik hende lokket op, hoppede hun i igen for at se mere, og vi har muligvis irriteret et par af de mere utålmodige typer ombord. Især da Ida endte med at hoppe i igen også, hvor hun oplevede et lille øjebliks lykke over at have set en hvid fisk, hun aldrig havde set før, indtil hun opdagede, at det var et stykke vildfarent toiletpapir.
Der skulle dog gå yderligere ged i den, for da vi var vendt tilbage til hotellet, gik det op for Joe, at hun havde glemt sit kamera på den anden side af øen. Det fik Ida til at indse, at hun havde glemt hotellets håndklæde (selv om hun prøvede at tørre den af på mig først), så jeg (!?!) måtte op på scooteren og ræse 50 kilometer i alt tværs over øen og tilbage, og samtidig nå tidsgrænsen for hvornår scooteren skulle afleveres. Jeg nåede det, mit liv bestod, og pigerne havde hygget sig, mens jeg var væk. Vi sluttede dagen med at svømme i selvlysende plankton, og mens jeg ikke sønderligt ligner Leonardo, og den virkelige verdens plankton ikke helt kan hamle op med effekterne i "The Beach", så var det stadig et værdigt farvel med party øen over dem alle, med eller uden månefester...
- comments