Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle!
Først og fremmest, tjek Simones blog om anden halvdel af vores Japantur under den gamle blog. Ellers får i lige et link: http://blogs.kilroy.dk/going-gong/blog/japan/tokyo/2010-02-20%2010:25:02
Håber i vil nyde den nye blogform, hvor vi skiftedes til at skrive om de forskellige destinationer:
Fillipinerne, 24. marts - 13. april 2010
Boracay:
Efter en enkelt dag i Filippinernes brandvarme metropol, Manila, besluttede vi os for at flygte til et sted med vind og vand og valget faldt på den populære ø, Boracay. Det var en smal sag at planlægge turen, vi faldt tilfældigvis over et rejsebureau i et nærliggende storcenter, der kunne arrangere vores tur for den nette sum af 270 kr. - til lands, til vands og i luften. Så næste morgen tog vi atter rygsækkene på ryggen og fløj til Kalibo, hvor en minibus hentede os og kørte os 1½ time sydvest hvor der var færgeforbindelse til Boracay. Fra havnen til vores logi tog vi en såkaldt "tri-cycle": en, som regel rusten, motorcykel med sidevogn, der fungerer som et af de eneste transportmidler på øen. De første par dage indlogerede vi os i en bambusbungalow på den kendte "White Beach", der som navnet antyder er en kridhvid sandstrand der ingen ende synes at tage når man går i det turkisblå hav. Grundet strandens skønhed, og det faktum at den er blevet kåret som en af verdens bedste, er den fuldstændig plettet af endnu hvidere, vestlige kroppe der ønsker en bid af dette tropiske paradis. Promenaden der strækker sig langs stranden er et mekka af eksotiske barer, souvenirsshops og seafoodbuffeter. Om natten forvandles White Beach til et festparadis/helvede - vi hælder mest til sidstnævnte - med lysshows, singleparties og billige cocktails. I vores bibel, Lonely Planet, læste vi et kort afsnit om en lille strand nordpå ved navn Diniwid Beach, som vi straks flygtede til. Her var antallet af mennesker minimalt, i hvert fald i forhold til White Beach, stranden var solrig og vigtigst af alt var der stille. Stilheden var primært det vi havde længtes efter. "Do you know a cheap place to stay", spurgte vi en lokal, der derefter førte os til enden af stranden, langs klippen der lukkede den lille bugt, igennem en grotte, op ad klippen af trapper, ind af en lukket bambus port til et sted med stiger, stentrapper og store grene som gelænder. Det hele mindede om en hule man ville ønske man kunne bygge da man var barn. Da vi gik ned af en trappe til et sted hvor sollyset syntes at bryde igennem i forhold til indgangen, der var skygget af tætte trækroner, ankom vi til den smukkeste træterrasse, der var bygget ind i klippen og hvis anden side praktisk talt var havet - ingen strand, bare en stige ned til de hvislende bølger. Midt i rummet var et lavt, udskåret bord med en lanterne hængende over sig, en rød hængekøje svang i brisen og eftermiddagssolen oplyste blidt dette magiske sted. Her, på den anden side af klippen, havde vi fundet et paradis der lå så eksklusivt og så skjult for resten af omverden at vi næsten ikke troede vores eget held. Over denne terrasse lå et rum på hjørnet af klippen, gulvene var skåret bambus og praktisk talt blot en "terrasse over terrassen", opdelt i 3 rum. Væggen ind mod klippen samt den vinkelrette, der adskilte os fra det tilstødende værelse var lavet af tynde, flettede bambusstrimler, de to resterende "vægge" var store, hvide hørgardiner der skjulte en fantastisk, overvældende udsigt over vandet. Her stod vi, to piger med 15 kg på ryggen og havde fundet noget vi aldrig havde turde drømme om. Vi havde vores egen terrasse med panoramisk udsigt over havet, musikken spillede stille nedefra, sengen var bred og vi havde to lænestole konstrueret af store grene som vi ved solnedgang indviede med indkøbte lokaløl. Livet var godt, og forblev det i den uge vi opholdt os dér. Faktisk blev vi ved med at udskyde vores yderligere rejse, da vi havde svært ved at forlade dette sted. 30-årige Roy, den filipinske manager for stedet, var droppet ud i 6. klasse for at forsørge sin familie og havde arbejdet på stedet i 16 år. Alt var bygget i hånden og hvert år var han nødsaget til at renovere det pga. bølgerne der slog op mod huset når efteråret indtraf. Ud over at være en genial bygningskonstruktør, snedker og vært var han noget af det sødeste, venligste og godhjertede vi nogensinde har mødt. Når vi gik på markedet og købte fisk og grøntsager ville han tilberede det egenhændigt for os, så vi kunne smage hvordan lokal filipinsk mad skal smage. Hver aften tilbød han os kolde San Miguel øl, der i sidste ende skulle vise sig at være på hans regning. Han var oprigtigt sød mod alle og opmærksom på hvorvidt man havde det godt. (Se i øvrigt billeder af ham og stedet i vores 3. rejsealbum - linket ligger i Seoul bloggen) Udover os boede der kun et tysk par i 40'erne som vi hurtigt fandt sammen med. Mario, en tysk skuespiller, tidligere skater og ekspunk var taget med sin kæreste Sanne, scubainstruktør gennem 20 år, til Filipinerne i 1½ måned. Sanne havde kommet i huset i over tyve år, selv før Roy var kommet til, og følte sig hjemme der. Mario og hende havde fundet hinanden, igen, efter 16 år og var lidt et umage par, men komplimenterede hinanden rigtig fint. Hver aften hang vi ud på terrassen med dem, Roy, god musik, øl og bølgeskvulp. Til tider kom Roys venner som vi snakkede med i timevis. Andre gange lå vi bare alle hver for sig og var stille. Men der skabte sig en tradition for at vi alle hoppede i havet og badede i månelys. Dét bliver noget vi aldrig glemmer og som vi vil kigge tilbage på og blive fyldt af varme. Det var ikke nemt at skulle sige farvel aftenen før vores afgang, men de holdt en afskedsmiddag for os og vi fik rundet vores ophold af med masser af grillet fisk og øl. Næste morgen skulle vi op kl. 4. for at nå vores færge. Da vi kom ned havde Roy lavet to store amerikanske mangopandekager og var stået op en halv time før os - blot fordi han vidste vi elskede pandekager. Det var med tårer i øjnene vi sagde "på gensyn" ved færgen.
Puerto Princesa & Sabang:
Efter en lang rejse med færge, bus og to fly ankom vi endelig til Palawans "hovedstad" Puerto Princesa. Vi var som sædvanligt når vi ankommer til et nyt sted lidt fortabte, men fik et lift til vores hostel af en filippinsk mand vi sad ved siden af i flyet, en ret hyggelig tur, på ladet af hans pickuptruck. Vores hostel var ret fedt og vi mødte en masse mennesker - vi boede på en sovesal med 6 andre rejsende, men brugte det meste af tiden i et fællesrum med fri wi-fi. Det var et hyggeligt sted med hængekøje, sofa, bøger og et lille hjørne med perleværksted, som jeg, Simone, selvfølgelig benyttede mig af ved første mulige lejlighed. Vi endte med bare at spise hjemme efter vores udmattende dag og gå tidligt i seng. Den følgende dag var ulidelig varm, hvilket medførte at vi blev på vores hostel indtil sen eftermiddag, hvor det var udholdeligt at bevæge sig udenfor.Vi gik gennem den meget lille by og fandt et sted at spise. Det var en stille og rolig restaurant tidligt på aftenen, men den viste sig meget hurtigt at udvikle sig til technofest og fodbold på storskærm.
Palawans største turistattraktion er en underjordisk flod, der ligger i Sabang, ca. 2 timers kørsel udenfor Puerto Princesa. Vi skulle af sted påskesøndag og blev hentet kl. 7:30 om morgenen. Vi stod derfor op kl. 6:00, så vi kunne nå at male æg - en tradition vi ikke har tænkt os at give slip på, bare fordi vi er på den anden side af kloden. Vi havde fået to tyskere med på ideen og havde i forvejen købt tuscher og bestilt kogte æg, så alt var klar. Det var en hyggelig morgen og æggene fulgte os i et par dage. Efter æggemalningen tog vi af sted i en minivan på en guidet tur - en meget grænseoverskridende oplevelse for os begge to. Vores guide var en forfærdeligt irriterende og meget højlydt kvinde, der skreg hele vejen til Sabang, hvor vi havde håbet på et par timers søvn. Hun kunne tilsyneladende ikke finde ud af at tale i et normalt toneleje, men skulle skrige for at være helt sikker på at alle de syv mennesker der sad i den lille minivan kunne høre hende. Derudover valgte en af medpassagererne, Kyle som vi også boede på værelse med, at flirte med hende, hvilket medførte at hun hele vejen grinte sit høje, falske grin (hvis i kan mærke bitterheden, må jeg indrømme jeg heller ikke helt har sluppet den endnu). Ved ankomsten indlogerede vi os i en lille hytte i Sabang (resten af gruppen skulle hjem samme dag), spiste frokost med gruppen og tog derefter ud til den lokale havn. Fra havnen sejlede vi ud til en lille strand, hvorfra vi gik gennem en jungle ind til det sted, hvor den underjordiske flod mundede ud i en lille sø. Da vi skulle i bådene der ville sejle os rundt på floden, slap vi fri fra vores guidede gruppe ved at melde os frivilligt da der manglede to i en båd. Turen ind i grotterne var en flot tur. Floden ledte os igennem utallige huler med drypstensformationer ud over det sædvanlige. Vi havde en lokal guide, hvis job viste sig at gå ud på at fortælle os, hvad han syntes drypstensformationerne lignede. Dette indebar bl.a. jomfru Maria, Jesus, bedende folk, svampe, aubergine, majs, en bananblomst (i det hele taget uhæmmet mange grøntsager), en t-rex, en giraf, en mand der havde hængt sig selv og mange andre løjerlige ting. Det er den mærkeligste guidede tur jeg til dags dato har oplevet. Efter turen tog resten af vores gruppe tilbage til Puerto Princesa og vi tog tilbage til vores hytte. Vi lavede ikke det store i Sabang udover at læse sladderblade på en lokal restaurant, og ligge på stranden under en palme og læse i vores bøger. Dagen efter blev vi hentet i en minivan og kørte tilbage til Puerto Princesa.
El Nido:
I den nordlige ende af Palawans fastland finder man byen El Nido. Den bliver betragtet som startpunktet for øture rundt i den turkisblå Barcuit Bay, hvor Gud har strøet små perler rundt omkring i havet. Atmosfæren og udseendet af bugten bliver ofte sammenlignet med Thailands Phi-Phi øer og Vietnams Halong Bay -minus turisterne. Byen er af den slags der med sikkerhed er helt øde udenfor højsæsonen, men i højsæsonen heller ikke rigtig har noget at byde på. Langs stranden ligger et par barer, nogle guesthouses og en sjat spisesteder, men bådene der ligger for anker ved kysten bevidner om at El Nido er et sted man primært tager væk fra. Ikke desto mindre var vi lykkelige for at ankomme, også selvom vores første nat blev spenderet i en lille hytte (på størrelse med et gennemsnitligt dansk toilet), der hverken havde bad eller toilet. Næste dag flyttede vi til et sted længere op ad kysten, til den nette sum af 50 kr. for en køjeseng med privat badeværelse. Sikke et scoop for sådan nogle budgetbevidste rejsende som os, tænkte vi, men så heldige skulle vi alligevel ikke være: Da vi kom hjem samme aften var vores senge fulde af store, ormelignende insekter der krøb og smøg sig over vores lagner og for det ikke skulle være løgn også i vores tasker. De var overalt: på gulvet, på væggene, i tøjet. Instinktivt valgte vi at flippe - og flytte ud. Alt er nu proppet ned i sorte sække, hvis dette skulle gentages. Føj for helvede! Så hellere bo på det truckerhotel vi nu bor på, hvor mændene bærer guldkæder og råber ting på filippinsk vi helst ikke vil vide hvad betyder. Who cares, vi er uden orme. I øvrigt går dette sublime sted under navnet "The Plaza"…
Vi mødtes med to amerikanske piger, Jessica og Erin, som vi kendte via vores vandrehjem i Puerto Princesa, der i mellemtiden var blevet venner med et par israelere og en franskbosat spanier. Første aften spiste vi sammen med dem og mens Simone gik hjem for at sove, blev jeg oppe og drak en øl med israeleren, Dan, og spanieren Javier. Trods den kulturelle og aldersmæssige forskel havde vi en lang, interessant snak om krig, politik og andre idealistiske emner, der kun kan finde sted på en sandstrand efter et par øl. Særligt kastede jeg min kærlighed på Javier der er et enormt interessant, belæst og vidende menneske og som jeg endte med at snakke med til kl. 3 om natten. Vores samtale var meget givende og fik mig til at revurdere ting, som jeg umiddelbart havde skudt ud af hovedet. Sådan kan man være så heldig at møde mennesker, der på sin egen diskrete måde får én til at se livet fra en hel ny vinkel.
Den følgende dag tog vi med Dan, Jessica og Erin på islandhopping hvor vi i 10 timer sejlede til forskellige, skjulte paradisøer og hoppede i fra båden til undersøiske verdener af farverige fisk og koraller. Under vandet er der helt stille, bortset fra lyden af ens rungede åndedræt gennem snorklen. Havet er klart og trods dybden kan man se helt ned til den hvide sandbund. Rundt omkring en svømmer stimer af små fisk, der ligner sølvbånd med konstant skiftende retning og som lyser havet op når solen reflekteres i deres skæl. Vi var endda så heldig at se intet mindre end to skildpadder, der ellers er en sjældenhed. Filippinerne lever fuldt op til sit ry som et af de bedste dykke- og snorklesteder i verden! Dagen endte med solnedgang på en menneskeforladt strand og to meget trætte piger.
…
Vores sidste tid i El Nido blev spenderet på en lille ø i bugten, hvor vi blev sejlet ud med et telt og lidt mad. Vi skulle overnatte en enkelt nat på en øde, stille strand langt fra landsbyens barer og guesthouses. Stranden var kridhvid og vi placerede teltet i skyggen under palmerne, hvorefter vi samlede brænde til vores bål som vi holdt i gang hele natten. Vi spiste grillet fisk, ris og lidt grøntsager og da mørket trængte sig på lagde vi os i vandkanten og kiggede på den mest fantastiske stjernehimmel vi nogensinde har set. Der var helt, helt stille og fornemmelsen for tid røg fuldstændig. Næste dag blev vi hentet kl. 17 og havde i mellemtiden nydt bølgerne, solen og hinandens selskab. Det var vidunderligt at være helt alene og isoleret i en tid hvor vi konstant er omgivet af mennesker.
I dag tager vi til Manila, i morgen forhåbentlig til Vietnam, som vi ser meget frem til. På fredag skal vi hente vores veninde Emilie i Hanoi lufthavn - den bedste rejsegave vi kunne få!
Flere billeder fra vores tid i Filippinerne:
http://picasaweb.google.dk/100292578455317605229/4Rejsealbum#
- comments