Profile
Blog
Photos
Videos
Konnichiwa!
Vores første opdatering bliver fra Japans famøse hovedstad, Tokyo. Selvom det kun er vores 5. rejsedag, føles det allerede som længere tid. Om det skyldes at vi er langt væk hjemmefra, at vi stadig ikke kan finde en døgnrytme eller blot metropolens høje tempo er svært at sige. I hvert fald er vi begge meget overvældede af de konstante indtryk vi får ved at være på farten.
Turen fra Kastrup var hårdere end forventet og da vi endelig ankom til Japan havde vi knap nok sovet i de 26 timer vi havde været af sted. Temmelig trætte og lettere omtumlet kastede vi os ud i det japanske tog - og metrosystem, hvilket ikke skal undervurderes. Med et par afstigninger/udsmidninger på provinsstationer fandt vi vejen til vores hostel i den østlige bydel Asakusa, hvor der ventede et lille kammer (for størrelsen kvalificerede sig langt fra til at blive kaldt et "twin room") med en god, gammeldags køjeseng. Åh ja, det søde liv som backpacker.
Friske, og sultne, som vi jo er, besluttede vi os for at gå på opdagelse i det lokale marked for eventuelt at få stillet den rungende sult, og eventyrlyst, som dominerede over den ellers nok så store træthed - Hvilket ikke kan komme bag på nogen… I den overdækkede markedsplads fandt vi et spisested fuld af lokale, der serverede "ramen", japanske nudelretter. Det smarte ved Japan er at de gør det nemt for sig selv og for turisterne ved at lave alle retterne i plastik, således at man blot kan pege på hvad man ønsker at få serveret - noget der virkelig kommer alle til gode, da kendskabet til hhv. engelsk og japansk er ret begrænset. Jeg peger på en ramen med svampe, Simone skal selvfølgelig have noget med kød. Og egentlig skal vi bare sidde ned og have noget at spise for på det tidspunkt havde vi spist, siddet og hvilet elendigt. Virkelig. Grøn te serveres naturligvis til vores retter som vi fortager med stor glæde. Indtil Simone opgivende indser at hendes lækre, tyndtskårede oksekød er banket, stegt lever. Ingen af os skal have en leverpostejmad lige foreløbig efter dén oplevelse. Som trøst trak hun et "Hello Kitty" plastik ur til 20 kr. i noget der ligner en slikautomat. Herefter har det fuldstændig taget overhånd med den japanske trend og på femte dag er hun fuldstændig liret op med kitty similisten og figurer på mobilen, der i øvrigt ikke engang virker, med kitty tema på mobilskærmen samt kitty hårpynt. "Jeg forlader altså ikke landet uden!", som hun så stædigt og gravalvorligt fastslår.
Alt dette er egentlig en projicering for hvor kiksede vi føler os med vores vandresko, rygsække og blege hud. Både de japanske kvinder og mænd er nemlig overraskende trendy, men på deres helt egen måde. Det virker som om alle går enormt meget op i deres udseende: mændene går med tasker og leger som ingen andre med deres stil. Kvinderne krøller hår, går i høje hæle - eller farverige sneaks - og skiller sig alle ud fra hinanden. Vi er blevet enige om at dette er den mest inspirerende og fashionable by vi nogensinde har været i! Vi har fundet en tophue hver og føler lidt at vi er med på beatet.
Men tophuerne er ikke udelukkende for modens skyld (og når vi tænker nærmere efter, hvornår har tophuer så egentlig været det?) for her er helt åndssvagt koldt! Vejrudsigten sagde 16 grader da vi tog fra Danmark, men da vi tjekkede igen i Helsinki lufthavn var den faldet med 14 grader over natten. Vores sommerkjole og den enkle varme trøje vi har pakket ned slår ikke rigtig til. Send flere sweatre! Der er dog blevet lovet lidt bedring.
I trængsel og alarmen går vi os varme, faktisk har vi allerede gået på opdagelse i adskellige dele af byen, der hver synes at rumme en ny gren af den brede kultur. Det spændende ved Japan er konstrasterne: Det nye kontra det gamle. Roen og larmen. Geishaer og Go-go girls. Alt er med til at gøre landet til så overvældende og unik en oplevelse, men også meget mættende. "The city that never sleeps" findes i hvert fald både i østen og i vesten.
Det fede, og vigtige, ved at rejse er at opleve forskellen på ens hjemland og det pågældende land man rejser i. Og Japan og Danmark er virkelig forskellige. (For det første kommer togene her til tiden og hvis et tog bliver aflyst giver borgmesteren en offentlig undskyldning) Her værner de virkelig om deres traditioner og værdier, behandler mennesker og seværdigheder med respekt og er generelt bare et helt enestående folkefærd. Stemningen i landet frembringer en følelse af ærefrygt - på den gode måde. Vi er meget opmærksomme på at begå os rigtigt, da vi ønsker at vise vores taknemmelighed og glæde ved at rejse i landet. Aldrig har vi bukket og takket så meget, for at gengælde den samme høflighed de udviser os. Samtidig, som nævnt tidligere, bliver vi også enormt inspirerede af den oprørskhed som man bl.a. finder blandt de unge "Harajukuer" der klæder sig i kostumer som deres yndlings mangafigurer eller bare i en ekstrem grad gør op med de traditionelle normer. Harajuku er ikke blot en stil, men en livsstil. En livsstil, der definerer den nye generation. Generationernes sammensmeltning er netop dét der gør Japan så umådelig interessant.
Vores jetlag har desværre været en byrde de første par dage, men i dag kom den os til gode ved at vi kunne stå op kl. 4 om morgenen, for at tage det første tog kl. 05.20 mod Tsukiji, bydelen med det store fiskemarked hvor 600 arter hver dag bliver solgt til alle der står op så tidligt - og det er mange! Det var en helt fantastisk oplevelse med alle fiskerne, de små boder og de mange, mange, MANGE friske fisk. I blandt fiskernes hvide kasser og små biler finder man enkelte sushisteder, der serverer de nyfangede fisk når de ankommer kl. 04. Trods tidspunktet valfarter folk til fra nær og fjern og blander sig med de trætte mænd fra havet, for at indtage et himmelsk måltid. Vi måtte stå i kø i over en time (klokken lidt i seks en lørdag morgen) for at komme ind på en meget lille restaurant, hvor tre kokke fileterede fiskene, huggede armene af blæksprutterne og rullede nigiri-risene i hånden. Løbende fik vi serveret 16 stykker sushi og dette var, uden overdrivelse, en af de største kulinariske oplevelser vi nogensinde har haft. Der var tidspunkter hvor vi ikke sagde noget til hinanden, men blot spiste fordi det var så godt. Det lyder måske som en overdrivelse, men vi anbefaler alle at prøve det før I dømmer os. Det er hermed bekræftet at sushi skal spises i Japan.
Resten af dagen har vi brugt på at gå på opdagelse i området Shibuya, det hippe kvarter, samt Shinjuku, der bl.a. er kendt for sit vilde natteliv og dets redlight-district med letpåklædte piger og pornobutikker - filmene er i øvrigt animerede. Alt er dog meget diskret og slet ikke så prangende som andre steder. Faktisk blender det meget fint ind i gadebilledet, da man ikke kan se ind i stederne og de fleste butikker har endda beroligende musik kørende á la den musik der bliver spillet i et fly inden det letter. Øh?
Men japanerne synes at koble af på de mest mærkværdige måder. Over alt i byen findes gigantiske, 7 etagers spillehuse, ikke casinoer, fulde af spillemaskiner, gaveautomater, fotobokse med finurlige temaer, hyperaktive medarbejder der klapper i hænderne og hopper fra maskine til maskine, høje melodier fra hver eneste boks, der alle sammen blander sig til en højlydt larm, der er er umulige at være i, i mere end et par minutter. Ikke desto mindre sidder der mennesker i alle aldre og spiller, ryger og snakker. Klart et Tokyo must-see!
Alt i alt kan vi vel konkludere at vi indtil videre har fået et mega kulturchok - og vi elsker det! Der er så meget at skrive og så meget at fortælle, dette er kun et udpluk af vores oplevelser. Vi har det rigtig godt, passer på hinanden men vigtigst af alt nyder vi vores eventyr! Dette er starten på en hel utrolig rejse.
Med masser af kærlighed
Simone & Frederikke
Ps. Hvis I vil have automatisk besked over mail når vi opdaterer vores blog, kan i trykke på den grønne "subscribe" knap øverst på dette indlæg. Vi er glade for at høre fra jer, når vi får en besked i ny og næ.
OPDATERET BLOG FRA RESTEN AF JAPANTUREN:
Kære alle! Her kommer en forsinket blog fra den sidste del af Japan.
Efter en uge i Tokyo havde vi en uge til at rejse rundt i Japan. Vi startede med at tage til Koyasan, en lille bjergby syd for Kyoto. For at komme til byen rejste vi med tog i hen ved 7 timer hvorefter vi tog en lille cabel car for at komme det sidste stykke op ad bjerget.Vi ankom klokken 8 om aftenen, trætte og sultne og vidste at der lå et youth hostel - den eneste billige overnatningsmulighed i byen. Da vi endelig var fremme ved hostellet - med hjælp fra en venlig japansk mand - havde de lukket, sammen med resten af byen. Byen virkede næsten helt forladt, og situationen var lidt uoverskuelig især fordi vi ikke kunne kommunikere med den japanske mand som var vores eneste link til en overnatningsmulighed. Han fandt os heldigvis et tempel hvor vi kunne overnatte - en helt fantastisk, men dog lidt dyr, oplevelse. Vores værelse var omgivet af vægge lavet af rispapir spændt ud over bjælker af træ besmykket med japanske tegn. Vi sov "japanese style" (på gulvet) efter et lille måltid - vi fik grøn te og nogle små japanske snacks. Det eneste der holdt os fra sultedøden var resterne fra vores kære mødres madpakker, der endnu holdt en uge efter afrejsen. Næste morgen stod vi op, spiste en cup noddle og begav os af sted. Vi gik gennem en skov langs utallige gravsten omgivet af hellige statuer med små mærkelige forklæder på og et hav af mønter ved deres fødder. Ved enden af stien var et smukt tempel, hvor vi begge tændte et lys og tænkte på vores kære. Efter turen gennem skoven spiste vi endnu en cup noodle og tog til Kyoto. Da vi ankom til vores hostel i Kyoto var vi helt smadrede, så vi endte med at spise endnu en cup noodle, se fjernsyn og gå i seng.
Vores forhold til cup noodles bliver formentlig aldrig det samme efter denne rejse. Vi har allerede spist uanede mængder af instant noodles med utallige forskellige smagsvarianter, den ene værre end den anden. Det er billigt, det er varmt, det er mad, men det er virkelig tungt i længden.
I Kyoto mødte vi to engelske fyre, Hassan og Adam. Vi lejede cykler og tog af sted i det dejlige vejr, så templer, japanske haver og en japansk park. Vi sluttede af med øl og snacks ved floden der går gennem Kyoto. Dagen efter startede vi ud alene med tempel sightseeing og sluttede af med at se endnu et tempel sammen med Hassan. Om aftenen spiste vi Sushi på et hyggeligt lokalt sushisted. Sushien kom rullende på et langt bånd, men hvis man ikke så noget man havde lyst til kunne man bestille ved en lille computer. Kort tid efter bestillingen kørte et lille tog op foran ens plads, med en sus***allerken. Det var vi ret vilde med. Det eneste problem med rullebåndssushi er at vi ikke anede, hvad vi spiste. Dette resulterede i at Frederikke på et tidspunkt tog, hvad hun troede vartunmousse. Det viste sig dog at være den japanske specialitet Natto - hvilket kort sagt er rådne klistrede sojabønner. Smagen skulle eftersigende minde meget om bræk.. Næste morgen tog vi til Osaka. Ifølge japanerne er Tokyo Japans handelscentrum, Kyoto er kulturens centrum og Osaka er centrum for gastronomi. Kort sagt: Japans hjerne, hjerte og mave. Vi så derfor meget frem til Osaka, men endte desværre med at blive skuffede. Vi ankom om formiddagen i øsende regnvejr til vores virkelig usle "business hotel". Lugten på vores værelse var ubeskrivelig, der lugtede råddent og indelukket, og selvom vi lod et vindue stå åbent hele dagen ændrede lugten sig ikke. Vi mistænker væggene og gulvet for at være rådne. Derudover var der nogen der havde brækket sig ud over vores vindueskarm. Men optimistiske som altid begav vi os ud i byen, et projekt der dog hurtigt blev opgivet pga. den ustandselige regn. Vi endte med at tage ud til Osakas kæmpe akvarium og bruge næsten hele dagen der. Vi så alle mulige seje fisk og sluttede af med en IMAX film: Under The Sea med Jim Carrey som fortæller - Frederikkes første 3D-film. Vi havde oprindeligt planlagt to dage i Osaka, men endte med at tage tilbage til Tokyo og familien Schmelter. En tysk-brasiliansk familie, der har boet i Tyskland, på Filippinerne, i Danmark, i Sydkorea og nu har hjemme i Tokyo. Vi boede hos dem et par dage inden vi tog til ud af Tokyo, og tog nu tilbage til dem igen. Hos familien blev vi mødt med en enorm gæstfrihed og venlighed, og vi nød at bo der. Frederikke kender familien fra folkeskolen, da hende og Christine (datteren i familien) gik i klasse sammen. I 2. klasse flyttede Christine dog fra Danmark, men de har holdt kontakten lige siden. Familien lærte os meget om japanerne og deres komplicerede kultur, og Christine fik vist os Tokyos natteliv. Det var rart at have et sted vi kunne føle os hjemme i den meget forvirrende og overvældende by, som Tokyo nu engang er. En af de ting vi også satte meget pris på hos Uwe, Esther og Christine, var et europæisk toilet. De japanske toiletter er nemlig en helt fremmed verden af knapper og effekter. Vores første oplevelse med et japansk toilet var meget speciel. Ved siden af toiletterne er der et panel med knapper og vores første japanske toilet var ekstra udfordrende, da knapperne ikke var med billeder som normalt, men med japanske tegn. Dette medførte en del panik, når vi skulle trække ud. Efter at have ramt forkert et par gange, hvilket medfører forskellige hvide ting der spuler vand opad nede fra toilettet (en ret grænseoverskridende oplevelse), overlevede vi dog begge vores første japanske toiletbesøg. En anden gadget de japanske toiletter har, er en lydeffekt, der eftersigende skulle sige den samme lyd som når toilettet skyller, men i virkeligheden lyder mere som en dårlig efterligning af tordenvejr eller et bombenedslag som en syvårig dreng ville sige det. Denne lyd bruges når en rigtig dame skal på toilettet og hun ikke ønsker at andre på toilettet hører hvilke lyde der kommer fra hendes boks. Det er dog rimelig akavet at sætte den falske lyd på, da alle godt ved, hvad den skal dække over.
Vi nød vores sidste dage i Tokyo, inden vi satte kurs mod Seoul. I Seoul havde vi en enkelt dag inden vi skulle til Nepal. En rejse der dog viste sig at være mere besværlig end vi havde regnet med. Men efter problemer med kinesisk visa og en del frem og tilbage mellem lufthavnspersonale, den kinesiske ambassade og et kinesisk rejsebureau lykkedes det os at komme af sted, dog lidt senere end oprindeligt beregnet.
- comments
Mamma/Mamma A Kæreste Asien-Trottere, Lyder helt forrygende. Super beskrivelse og foto. Japan trækker efter dét. Hvor mange sweatre? Har checket min online ordbog for "Fede og Fede going Gong in Japan": はホープは、ふとっちょとふとっちょは法輪功、今日がみられるだろう Som altid Kærlighed, tanker, nyd og take care
Jonathan 東京はすごいね! あなたたちはふぐを食べなければならない! Jeg dør af misundelse. Glæder mig især til at høre mere hvis I tager til Koyasan. HUSK HUSK HUSK at bestille "otoro" på en sushibar, jeg ved det er dyrt men det er det bedste i verden!!!! Og husk også at jeg har udfordret dig Frederikke. Du har ikke været i Japan før du har smagt fugu. (The fish that kills people) Skriv endelig hvis I har brug for nogen japanske ordsprog eller noget. Jeg er så f***ing misundelig. - Jonathan
Onkel Henrik Hej simone og Frederikke, Det er da helt vildt herligt at læse om jeres faldskærmslanding i Tokyo. Og så skriver i så knaldgodt og levende dansk. Det er virkelig en fornøjelse at læse. Jeg har lige fulgt en blog skrevet af Erik B. Jørgensen - jægersoldat m.m., som har roet danmark rundt her i januar -februar. Han kan ikke - han kan SLET IKKE - stave. Det er rigtig sjovt at læse: www.komud.dk. Så altså: Jægersoldater bliver i nok ikke, dertil staver i for godt ! Hav det rigtig godt og pas godt på hinanden. Nu er Japan vist et super sikkert land, men senere....Husk lige tante Ingilds stunt i Bolivia. Mange kærlige hilsener fra Svejbæk, Silkeborg. - 6 grader og sol var det i dag. Ingild og Henrik
Mor Mutmut Hej søde piger Ser først jeres blog nu, jeg er da vist lidt langsom, men har lavet en subscribtion nu, så det hjælper vist. Sikke I beskriver det hele levende, det er lidt som at være der selv, det må være så fantastisk. jeg kan godt huske selv, hvor kikset man føler sig som backpacker i en storby, det bliver bedre, når I kommer ud på landet. Der er ikke andet at gøre end at ranke nakken og være ligeglad. Det er skønne beskrivelser af jeres madopleveleser, I er skønne modige. Her i DK har vi nu det værste vejr, det er gråt og støvregn og 0 grader, men jeg har forceret det på cykel. Pas på jer selv, knus Mor /Charlotte
Niko Hey i to! Hold kæft, hvor lyder det bare fedt det i skriver om. I skal ikke tro man er misundelig ;) Jeg håber i har det super godt og at jeres tur bliver ved med at være så oplevelsesrig og fængslende som det i har skrevet om! Nyd det og pas på jer selv. Mange kærlige hilsner Nikolas
Katrina AJJJJ - hvor det bare er en vidunderlig blogg. Jeg sidder at griner og svømmer helt hen og længes efter Tokyo for første gang i mit liv - men helst hvis det kunne være med jer. Frederikke - jeg mærker også, at jeg savner dig, din sødme, din humor og dine knivskarpe iagttagelser. Gid rejsen fortsætter på samme forrygende vis Masser af kærlige tanker - og knus til jer begge Katrina
Line Årh, hvor lyder det herligt! Jeg er såå misundelig og forsøger at skovle til mig at jeres beskrivelser, hvor er det fantastisk. Hav det fantastisk søde piger!