Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom vi til Siem Reap, som er sidste stop i Cambodja. Desværre, for vi er alle ret vilde med Cambodja, men den 29. skal vi med fly fra Bangkok, så vi kan ikke nå flere byer. Den 18. tog vi en 11-timers natbus fra Sihanoukville til her, og selvom man ikke ligger super godt, går tiden okay hurtigt (hvis man altså kan sove indimellem). Vi bor et rigtig hyggeligt backpacker-sted, der hedder Garden Village, som min (Natascha) grankusine anbefalede, da vi mødtes med hende til frokost i Sihanoukville. Verden føles lille når man møder folk man kender på den anden side af jorden. Vi har købt 5 overnatninger her, hvilket er meget rart, da vi jo ret ofte skifter 'hjem'. :) I går blev vi kørt med tuktuk til Angkor Wat, og købte et 3-dages pas. Angkor Wat er et kæmpe tempelområde, som går helt tilbage til det 12. århundrede, hvor det har haft mange forskellige konger, der alle har tilføjet deres præg til det store område. Engang boede der 1 million mennesker i træhuse, som nu er væk, men de imponerende templer der blev bygget til guder og konger står stadig! Dog er der selvfølgelig også blevet renoveret i tidens løb, hvor meget ved vi ikke. Men fantastisk det er det. Også naturen når man tager fra tempel til tempel er virkelig smuk. I går besluttede vi at gå rundt, og var stort set de eneste vi så der gjorde det samme. Mest brugt er cykler og tuktuker som transportmidler, da afstandene er store. Men det var en fed måde at opleve stedet på, og vi startede med et område kaldet Angkor Thom. De fleste templer er forskellige fra hinanden, f.eks Bayon Temple hvor der var hugget ansigter og menneskefigurer ind i stenene overalt. Efter Angkor Thom-området tog vi en hurtig drikkepause (der er VIRKELIG varmt) og gik så omkring 5 kilometer, først hen til en stor port hvor vi dog måtte vende om da der var for langt til næste tempel, og så gik vi mod Ta Prohm. Tomb Raider filmen er bla optaget i Angkor Wat, og Ta Prohm er det tempel hvor man i filmen ser en indgang hvor der hænger rødder fra et kæmpe træ ned over indgangen. Vi ledte i lang tid efter lige dén indgang, men vi skulle jo se den. Vi fandt den da også tilsidst efter en del spørgen om vej. Det var vildt at se hvordan kæmpe træer voksede ovenpå bygninger og mure og deres rødder var gigantiske og rakte ned i jorden. Vi undte os selv en tuktuk, og tog til templet Phnom Bakheng, der ligger på en bakke. Der stod i guidebogen at det skulle være et flot sted at se solnedgangen. Efter en god gåtur op (side om side med næsten udelukkende asiatere), fandt vi ud af at vi ikke var passende nok klædt på til at komme ind i templet. Heldigvis var der en slags udkigspost lide nede ad bakken, hvor vi så i stedet stod. Til vores store ærgrelse, og efter minimum en times venten, måtte vi dog indse at det ikke blev til nogen solnedgang pga en kæmpe sky. Øv. Hjemme igen var det første vi gjorde at vaske vores fødder, aldrig før har de været så beskidte! (De fleste veje i Angkor Wat er rødt sand, så der er meget støvet) Indisk til aftensmad og så fandt vi en flink tuktuk-mand, som vi lavede en aftale med, om at køre os til Angkor Wat næste morgen til solopgang. Klokken 5.00 i morges stod vi klar, og blev kørt afsted. Dejligt med køligt vejr (27 grader) for engangsskyld! Der var bælgmørkt på vejen fra tuktuken og hen til templet, heldigvis havde Maya været så klog at huske lommelygte. Vi satte os ved en sø foran templet, som skulle være det bedste sted, og sad så ellers bare og ventede omkring en time, indtil solen begyndte at vise sig bag en af tempelsøjlerne. Det var rigtig smukt, men personligt synes jeg ikke det var helt så fantastisk som når man ser billeder af det. Billedet jeg tog til bloggen er også flottere end når man selv står der, men flot var det da! Derefter lidt alternativ morgenmad vi købte i går, og så kørte vores tuktuk-mand os ellers rundt til de omkring 5-6 templer vi manglede. Også flotte, men det sidste tempel sprang vi dog over (man kan også få templer nok). Ved et af templerne, hvor man gik på en lav bro over en sø, var der en masse munke, og vi faldt i snak med 2 af dem. De fortalte at folk tog hen til søen for at bede hvis de selv eller andre var syge. Men munkene selv var ikke på en videre religiøs tur; de tog til Angkor Wat en gang om året for 'bare' at se stedet og så for at forske. Den ene munk var meget berejst og havde været i både Tyskland, Holland og Belgien. Han havde endda en kusine i Danmark. Han fortalte også at munkene læste dansk historie! Mest for at se indflydelse fra Storbritannien på andre europæiske lande, mener jeg han sagde. Vi fik taget billede sammen med alle munkene! (og desværre også en del asiatere, der også skulle med på billedet). Vi var hjemme på værelset igen klokken 10, og nu tager de andre sig en lur. Bagefter tager vi ud og spiser frokost, højst sandsynligt på et sted der hedder The Blue Pumpkin, som har de største og lækreste smoothies. Derefter går vi nok bare rundt og ser byen. Siem Reap er indtil videre en flot og charmerende by. I morgen lejer vi cykler og cykler ud til en sø kaldet Tonlé Sap, der ligger omkring 11 km væk. Det lyder som en flot tur forbi små landsbyer.
Håber i klarer jer igennem kulden derhjemme, vi har ondt af jer :)
Mange hilsner fra globetrotterne
-Natascha
- comments