Kære alle

Efter enorm forespørgsel har vi nu valgt, at imødekomme vores fanbases vanvittige krav til blogopdateringer. Hermed følger næste indlæg med bl.a. maveregions-fortællinger samt et bredt spektrum af udvalgte historier fra vores nordlige rejse til Manali og Shimla.

Vi kan ikke huske hvor vi efterlod jer sidst, da denne blog skrives uden internet, men vi forlod Delhi kl. 06 om morgenen med købt og betalt privatchauffør, for at begive os nordpå mod Manali. Efter sigende var det en tur på kun 10 timer - vi kom til at lære en hel del om indernes fornemmelse for tid. Vores chauffør, K-LOL (senere refereret til i bloggen som bl.a. svinet, doktoren, doc, doc-lol, tjumseren og lugtesøren), var et bekendtskab vi aldrig nogensinde ville have været foruden. Efter eget udsagn og ifølge stodderen med skægget, som vi købte rejsen af, var doc-lol en verdensmand - en vejviser, som fik Lonely Planet til at være ligeså brugbar, som at finde rundt i Madrid med Politikens "Turen går til Bratislava".

Som i nok har gættet varede turen en anelse længere end de lovede 10 timer. Svinet mente selv, at det tog 12 timer, selvom realiteten var en anden idet vi først efter 18 timers køretur var ankom til Manali. Lugtesøren kunne selvfølgelig ikke køre 18 timer i streg, så derfor fik han os indlogeret i byen Mandi hos nogle af hans lugtende kumpaner. Til deres forsvar skal det siges, at det faktisk var et virkeligt dejligt sted liggende helt ned til den brusende flod med udsigt til de kommende bjergtinder og kombineret med en særdeles aggressiv loft-vifte fik nogle af os den bedste nats søvn so far. Om hvorvidt det var fordi vi var helt udkørte efter doktor K vanvidskørsel eller grundet det faktum, at vi sov i triple-ske står endnu som et af Mandis helt store ubesvarede mysterier.

Inderne er ufatteligt skod til at agere i trafikken, hvilket kom til udtryk da en galning på motorcykel pløjede ind i vores stillestående bil med hjælp fra en lastbilschaufførs dør. Naturligvis, er det derfor helt normalt, at møde køer og aber på vejen, som har langt større forståelse for termer såsom vigepligt, lyskryds og rundkørsler. Klart lettede ankom vi derfor til Manali efter at have kørt en af de smukkeste ruter vi nogensinde har oplevet. Ekstremt kontrastfyldt med skiftevis frådende floder, trædækkede bjergsider og halsbrækkende kurver i adskillige tusind meters højde blev kørt med såvel speederen, som hornet i bund. Om vi var hæmmede af den rejsendes ydmyghed og nåde finder vi måske ud af i retrospekt, men de majestætiske bjerge indhyllet i skyernes kærlige kælen, berørte os dybt og fremkaldte flere kodak-moments end en busfuld japanere på langelinie nogensinde får knipset.

Manalis backpacker mentalitet tiltalte os med det samme, på trods af, at det nærmest kun kunne skuffe, da vores forventninger var højere end de omkransende bjerge. Mulighederne var utallige; rafting, mountainbiking, paragliding og trekking var bare et udvalg af disse. Vi kom ikke til at benytte nogle af de tilbud, da monsunens nådesløse fremmarch knuste alle vores drømme med en kraft vi aldrig havde oplevet før. Det eneste stykke solskin vi fik i Manali, var det vi fik i bilen på vej derfra. I vores fortvivlelse henvendte vi os, meget etnocentrisk, til vores hvide fæller og fik beskeden "Who cares? The only thing you wanna do in Manali is smoke the fine herb of the himalayans and drink imported beer". When in Rome, do as the Romans lyder et kendt citat - tjah. Vi fik lynhurtigt et stamsted ved navn Lazy Dogg I smukke opgivelser helt nede ved floden med et interiør og menukort som mindede meget om Danmark. Her blev der med rette fejret pre-fødselsdag eftersom Jonas samme nat kunne glæde sig over sit 23 år. Da klokken slog tolv, var vi derfor at finde på natbaren "Where is Israel?". I selskab med den eneste reelle inder, som kun ville os det godt og med David the Douche, som hjertens gerne ville have gratis øl, men nægtede at give en fødselsdagsøl til gengæld (derfor det lidet flatterende tilnavn), blev det en uforglemmelig fødselsdag hvor højdepunktet var fingerless-gloves af nepalesisk fåreuld, som Jonas ikke kan vente med at bruge, når vejret tillader det.

Vi har lige indset at energien ikke er til at nedfælde mere pt., så i må vente til at høre mere om Shimla. I kan allerede godt begynde, at glæde jer, da det både byder på Thomas til hest, indiske diskoteker og endnu mere K-LOL.

Nu til det vigtigste og det i alle har glædet jer til: vores maver. Jonas er pt. på tredjedagen uden et siddende toiletbesøg - i sig selv lidt af en bedrift. Thomas' morgener har, modsætningsvis, udelukkende foregået siddende, til stor irritation for Jonas, som overvejer, at drikke vand fra hanen for at få en eller anden virkning. Igen er Johan den positive overraskelse, som på forhånd var dømt som det svageste led, men har overrasket alt og alle uden brug af hjælpemidler overhovedet.

Vi håber I alle har det godt og sender vores tanker til Norge, dybt berørte over nationalismens onde spøgelse.

Thomas, Jonas og Johan