Namaste

Da vi forlod Danmark kl. 16.20 var det med forventningen om en måneds uafbrudt diarre. Heldigvis er vi blevet forskånet for det, men mere om det senere..

Flyturen via Doha til Indira Gandhi Airport bestod udelukkende af problemer. Det startede hos skanken i skranken, Marethe. Med H. Trods utallige løfter viste det sig, at vi på ingen af vores fly, var velsignede med pladser ved siden af hinanden. Tak for det, Marethe. Med H. Denne lille finte forårsagede en klassisk Ben Stiller flyvetur indeholdende sidemakkere uden bukser og en nærmest kloaklugtende, ualmindelig tyk, mand ved navn Glenn, hvis første sætning til os var "Im drinking". Derefter fortsatte han med 10 whiskey/ginger ale og dertilhørende, nærmest punktlig, numsefragrance.

Det blev overhovedet ikke bedre fra Doha til Delhi, da Johan fik fornøjelsen af et indisk selskab bagerst i flyveren, som fik dufteGlenn fra første flytur til, at virke som en novice indenfor genegenren. Endnu engang overkom vi dog udfordringerne og nåede mere eller mindre havarerede frem til Delhi kl. 08.00 om morgenen (hvilket blogbilledet symboliserer til perfektion).

Vi havde et åbenlyst noget anstrengt til det indiske folk efter flyturen. En noget keglet start på hhv. en måned og et halvt år i Indien. Delhis befolkning har efterfølgende gjort deres til, at vores trang til at forlade Delhi stiger sekund for sekund. Det mest frustrende ved Delhis indbyggere er deres enorme utroværdighed. En tur til og fra Delhi Train Station er det samme som, at være på Mallorca med 100.000 ekstra mahogni-giraf-sælgende idioter, hvis eneste formål, ikke er at sælge et stykke vraggods, men at lure os ind i et stort spindelvæv af langfingrede fusentaster med et for øje - vores übercool pengekatte og fannypacks.

Heldigvis har vi booket en ni-dages tur nordpå, med personlig chauffør, startende i Manali - the backpacker paradise. Der vil vores næste update sandsynligvis, ramme.

Tilbage til det vigtige, tarmfloraen. Trods de dystopiske antagelser om racermave, har det modsatte ramt os. Og især Jonas, der ikke har skidt i 56 timer trods adskillige indiske karryretter (som forresten smager fantastisk godt). Thomas er mere gasholdig end den sibiriske undergrund, mens Johan er the smooth operator. Desværre endnu uden et eneste indhug i studieopgaven.

Alt det bedste

Thomas, Jonas og Johan.

PS. Hvis vi var piger, ville vi hedde Josefine, Therese og Johanne. Bare til info.