Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen efter vores Public Enemy koncert gik turen videre til Washington. Vi havde lidt problemer med at taste adressen ind på Ruth (vores GPS), men det lykkedes - TROEDE VI!!!!
Vi kørte og det gik også fint, men vi begyndte at undre os lidt når vi kørte den forkerte vej forbi skilte mod Washington. Vi valgte at stole på Ruth, men det var dumt. Vi endte på en militær base og damen der stod vagt troede at vi ville købe et hus derinde da vi fortalte at vi ledte efter det hvide hus. Hmm. Ruth havde svigtet os. Vi valgte så at kører mod skiltene i stedet for - DET gav pote. Jubii. Vi fandt rimelig hurtigt hotellet og det var FANTASTISK!!
Da vi aftenen før havde kigget på hoteller var de allesammen dyre og vi valgte så bare det der lå bedst og så flottest ud, da de alle var i samme prisklasse. Vi vil sige at de 1000 kr. vi betalte for en enkelt nat var godt givet ud. Der var en RIGTIG dyne på vores værelse Og vores badeværelse - Mums, det var lækkert!
Vi havde ikke fået noget at spise hele dagen og da vi ankom til hotellet kl 14. var vi sultne. Der lå en restaurant på hotellet som vi gik ind på. Vi bestilte sushi. Tjeneren virkede rigtig sur i starten, men han endte med at blive vores ven. Da vi fortalte hvad vi lavede i USA blev han ellevild og ville følge med her på bloggen. Han ville vide ALT!
Vi fik lov (begge to) at købe en drink. Wow. Den var virkelig stærk! Der var kun sprut i; absinthe, Moet (champagne), og rosé vin - når ja, og så lige et par friske hindbær. Vi aftalte med tjeneren (vi har lovet ikke at skrive hans navn hvis han skulle få problemer. Haha) at mødes med ham senere, han kunne få os ind på nogle barer. Yes! Nu skulle vi i byen.
Vi tog metroen og mødtes med ham på en station lidt uden for downtown. Han viste os lidt rundt og så tog vi op i hans lejlighed og fik en drink. Udover at være tjener på den fine restaurant maler han billeder og de var virkelig flotte. Efter en drink tog vi over til "The Barking Dog" en bar med live-musik. Anne-Mete fik to kæmpe krydser på hænderne så hun ikke kunne drikke. Galit fik en drink og vi begge fik alligevel et shot af vores ven. Puhaa, et stort vodka-shot. Nå, vi skulle videre til Marvin's som lå i Downtown så vi tog allesammen metroen tilbage og gik så hen til baren. Galit skulle tisse helt vildt, så lige da vi kom ind på baren gik vi fluks på toilettet og da vi kom ud igen kunne vi ikke finde vores ven. Der var fyldt med mennesker og vi gav hurtigt op. Vi købte en drink og satte os ved et bord. Da vi havde drukket den, gik Galit i baren (som lå lige ved vores bord) for at købe en drink mere, men en fyr kom hende i forkøbet og betalte for dem. Dejligt ! Ham og hans to venner stod vi så og snakkede med. Drinksene fløj i pendulfart over baren (selvfølgelig på hans regning ) så vi blev da lettere berusede
Den ene af fyrene fortalte at han boede et sted hvor man fra taget kunne se ud over hele byen og tilbød os at tage med og se det. Det sagde vi ja til og ganske rigtigt - man kunne se hele byen. Wow det var smukt. Pludselig kom der en vagt ud og sagde at hvis vi gik om på den anden side af bygningen var der musik og tagfest. Jubii! Pludselig ville ham der havde givet drinks hele aften hjem (han var vidst blevet lidt sur over at Galit ikke ville kysse med ham! Ups. Hihi) Han tilbød at vi skulle dele en taxa og det gjorde vi så. Det endte så også med at han betalte den, da vi ikke havde andet end en 20$ seddel hver
Vi havde lidt ondt i håret da vi vågnede næste morgen (tømmermænd) og vi orkede ikke at skulle videre. Vi kørte ned til det hvide hus, tog et enkelt billede, fik noget at spise og kørte mod Richmond (Galit var blevet helt frisk) På vejen fandt vi ud af at vi ikke ville til Richmond alligevel så vi tog mod Wilmington. Vi kørte kl 14. og vi skulle være der kl 19. Kort efter vi var kommet afsted røg vi ind i en kø. Den kom vi så ud af to timer senere. Buh! Så skulle vi så være der kl. 21. Det var vi også. Vi havde ikke booket hotel hjemmefra da det var en spontan idé at køre direkte. Det kom vi så til at fortyde!!!!!!!
Denne weekend har været sidste weekend inden skolestart for college elever, hvilket betød at deres forældre er tager med dem til Wilmington for at sige farvel. Ergo var ALLE værelser på SAMTLIGE hoteller booket. Vi prøvede ALT , selv honeymoon suiten på Hilton. Men intet virkede. Vi kørte rundt til kl. halv to om natten hvor vi så valgte at køre 50 mil nordpå hvor de havde et hotel vi så skulle betale 130 $ for at sove på i 9 timer. GREAT!!! Forresten brugte vi en hel tank benzin på at lede efter hoteller
Da vi så vågnede i morges gik vi på nettet og fandt et hotel i downtown. Det er et glimrende hotel til udmærkede penge :) Vi skriver nok igen om et par dage.
Kærlig Hilsen
De (nu rigtigt) hjemløse :(
P.S. Der går nok lidt før vi lægger billeder ud her, da nettet er ret så langsomt!
- comments
Anne-Mettes bedstefar hej begge to - jeg har nu gået og tygget lidt på jeres indlæg d.16.ds . og til Anne-Mette vil jeg fortælle lidt om mit indtryk da jeg læste jeres indlæg og det var : Kære Anne-Mette du leger med ilden og jeg sammen lignede lidt med hvis et liille barn på 2-3 år havde fået fat i en æske tændstikker og legede med. Du må ikke opfatte mit indlæg som en irettelsættelse for det har jeg absolut ingen ret til men jeg vil gerne her give dig et godt råd :læg naiviteten og godtroen på hylden: USA er jo et meget stort land og med mange mennesker og tro mig ret med mange "bad boys" imellem.Vi skulle jo gerne have dig hjem til Danmark igen i god og ubeskadiget tilstand.Hvilket naturligvia også gælder for Galit. Nå nu ikke mere rådgivning Fortsat god tur ønskes af Anne Mettes mø gammel bedstefar.
Anne-Mette Hej Bedstefar.. Hvor er det dejligt at vide at du læser med.. Og dit indlæg det er helt fint.. Det har vi hørt fra et par andre og vi har lært af vores fejl. . Så det var første og sidste gang vi gjorde det.. Men vi har det godt og nyder solen og varmen.. Men det er rigtigt dejligt at du læser med, det er jeg rigtig glad for.. Ha det godt vi ses om et par måneder..