I landsbyen Mas ca. 10 km fra Ubud bor en gammel ven. Ida Bagus Anom, maskeskærer og danser af Guds nåde, et stort kunstnerisk talent og en balinesisk troldmand, der kan sin metier og kender kanalen mellem urdybet og kunsten. Han viser os rundt i sit nu meget tjekkede showroom, der ligger i forlængelse af værkstedet, der stadig er et enkelt kvadratisk rum med indgang fra porten ved fodboldbanen, og med adgang til familiens compound ad en anden åben dør. Her har jeg siddet mange gange for 24 år siden, da jeg arbejdede på en videofilm om kunsten på Bali og fandt ud af at maskekunsten og ikke Billedkunsten skulle være mit emne. Anom og hans formidling af stoffet blev i stedet mit grundstof til videoen. Han skaber historien mens han reflekterer og bygger på sine dygtige forfædres værk og viden. Han har lavet masker til store forestillinger i Vesten, har været i Europa og er dybt engageret i den balinesiske kultur og dens vitalitet - jeg tror han frygter dens degenerering grundet den store tilstrømning af turister og den indflydelse, markedsøkonomi har på det balinesiske samfund. Det er et dilemma at turismen er blevet det primære indtægtsgrundlag de seneste par år, i dette gamle samfund med klare samfunds regler og grupper. Tingene brydes om, er det godt er det skidt? Hvordan udnyttes den positive effekt og hvordan neutraliseres den negative effekt? Det er Anom optaget af dengang som nu, men nu er det også endnu mere indlysende at miljøbelastningen på Bali er enorm, og kulturpåvirkningen ligeså massiv... Der kommer dobbelt så mange turister til øen om året som der er balinesere. Og de tæller over et par millioner - på en ø på Sjællands størrelse.
Vi køber alle en maske af Anom - odet gælder om at finde den maske, der taler til en. Jeg er i tvivl, prøver adskillige og vi har alle meget grin ud af hinandens prøver foran spejlet og i rummet. Masken taler til en, når man har den på - giver kraften til udtrykke den energi der hører til netop den maske. Anom demonstrerer et par stykker og vi er flade af grin. Jeg ender med at møde en maske der i sit udtryk er meget klassisk balinesisk - der er nemlig også både japanske og amerikanske entiteter til stede på væggene- og som er meget åben og nysgerrig, jeg føler den som et spejl på min inspirerede og umættelige opdagelsesrejsende, der netop i disse dage og på denne fantastiske rejse kommer til stede igen.
Anom vælger en gylden maske til Ananda Murti, som er helt rigtig, det er Goddess of Love, og Ananda stråler både udvendigt og indvendigt. Jesper vælger Kongens maske, den er klassisk, smuk og værdig, og med en særlig mat overflade også vibrant og sårbar. Susanne levendegør koket en lille japanerinde, og vi nyder legen og den dobbeltbundede humor. Bali er fuld af turister, inklusive os, og vi både giver og tager i en ny livscyclus på denne skønne ø. Jeg håber balineserne vil kunne høste mest af det gode, men jeg er nok lidt bekymret...dejligt er det dog at se Anom igen.