Profile
Blog
Photos
Videos
Franz Josef har, udover et fantastisk klingende navn, ikke saa meget at byde paa, naar man tager byen i betragtning. Det minder lidt om en turistby, hvor hoteller, hostels, moteller og andre former for logi danner bybilledet og skaber en helhed der minder mere om en kystby i Mallorca end de andre smaa byer vi har besoegt i New Zealand. Dette skyldes selfoelgelig de mere end 250.000 mennesker, der hvert aar ligger vejen forbi byen for at se Franz Josef Glacier.
Gletcheren er kendt som en af verdens hurtigst bevaegende gletcher og den forskyder sig eftersigende op til 70 centimeter om dagen. Altsaa omkring 25550 centimeter om aaret eller 255.50 meter. Altsaa saa er det unikke ved saadan en gletcher, at den aldrig er den samme. Faktisk saa aendrer den sig saa meget, at turene normalt aendrer hver uge og nogengange endda paa dagsbasis. Derudover er den en af bare tre gletchere, der ligger saa taet paa kystlinien.
Derfor skulle jeg da selvfoelgelig en tur op ad den paa den gode gammeldags maade. Ikke noget med helikopter eller anden luksus pjat, det skulle vaere paa gaaben. Det er saa her at filmen knaekker en smule. Ikke fordi jeg vaelger at gaa og dermed bryder min ellers fuldstaendige anti-diaets livsstil, men fordi jeg vader op til skranken i informationscentret og siger: 'jeg vil gerne booke en otte timers vandretur opad gletcheren'. Meget normalt, men det er heller ikke her jeg mener. Det er da hun siger de forbavsende ord: 'det bliver saa 150 dollars, tak', hvorpaa jeg giver hende mit kreditkort og betaler. Her kan jeg sige hvorfor mange gange!! Hvorfor skal jeg betale 150 dollars for selv at gaa opad gletcheren? Hvorfor skal jeg i det hele taget betale penge for at gaa en tur paa noget skabt af modernatur og som ingen ejer? Og hvorfor er det jeg vaelger at betale? Jeg bliver foraget, naar jeg paa en tankstation koeber benzin til en pris over 10 kr., men jeg koeber det alligevel. Jeg bliver foraget, naar jeg i en poelsevogn skal betale 25 kr. for en ristet med det hele, men jeg koeber den alligevel. Og nu ved jeg saa at jeg bliver foraget, naar jeg bestiller en gletcher gaatur til 150 dollars, men jeg koeber den alligvel. Saadan er der saa mange underlige ting i ens hverdag :)
Derfor er det tidligt op og i toejet, saa jeg kan faa det bedste ud af min dag. Nu er jeg jo ligesom pot-committed. Heldigvis er der ikke langt ned til informationcentret hvor vi faar vores udstyr udleveret, hvilket saetter tingene i et helt andet perspektiv. Ikke alene er der en masse udstyr, der helt sikkert koster meget for dem at holde i stand, men faar udleveret en hakke/oekse/is og sne-smadrer-instrument, der kan goere enhver til en destruktiv person. Faktisk saa tror jeg overskriften i avisen naeste dag var noget lignende: 'Den globaleopvarming og Franz Schmidt med til at nedbryde Franz Josef Glacier totalt!'. Med andre ord saa gjorde hakken mig utroligt glad og jeg forstod nu hvorfor prisen var saa hoej.
Herfra gik det saa med bus ud til gletcheren, hvor vi blev inddelt i grupper og sendt afsted en efter en. Jeg ved ikke hvordan jeg havde forestillet mig gletcheren saa ud, men det er i teorien bare en masse is mast ned imellem to bjerge. Her stod jeg saa og kiggede paa den i et par minutter,men jeg kunne sgu ikke se den bevaegede sig. Magen til humbuk har man sjaeldent vaere udsat for :)
Jeg vidste paa dette tidspunkt ikke, at jeg skulle have kigget rigtig godt efter. Ikke for at se den bevaege sig,men for at printe billedet ind paa min nethinde, da jeg dagen inden aabenbart havde mistet mit memorycard med mange af mine billeder fra New Zealand og der derfor kun var plads til et billed paa mit kamera. Ikke alene kraevede det en del aktivitet med hakken for at komme af med vreden, men ogsaa en del overtaleses evner til at faa andre til at tage billeder af mig. Heldgivs fik jeg da overtalt min kaere canadiske ven, Bil, saa jeg i dag har nogle billeder derfra.
Oppe paa gletcheren var der ikke videre koldt, saa laenge man bevaege sig, hvilket vi gjorde stort set hele tiden. Ned igennem grotter, imellem klippevaegge, op af istinder og ned af glatte skraaninger (man faar en bedre ide om det ved at se billederne).
Efter mere end otte timers gang paa gletcheren stod vi igen for foden af den. Jeg tog et blik paa det foerste billed vi tog af den om morgenen og sammenlignede med glectherens udseende efter turen. Umuligt at spotte en forskel, selvom den burde have flyttet sig mere end 23 centimeter paa de otte timer :) Men den goer det nok om natten mens ingen kigger :)
Det var helt klart alle 150 dollars vaerd, selvom det kunne have vaeret omkring 20 hotdog med det hele :)
- comments