Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det tid til det første indlæg! Jeg har nu været i Tanzania i 7 dage, og oplever noget nyt hver eneste dag. Det hele startede da Cecilie og jeg mødtes i Nairobi lufthavn, og tog sammen til Kilimanjaro lufthavn. Vi landede på noget der lignede en stor parkeringsplads omringet at savanne med flade træer, hvor der var en tilhørende bygning, som forestillede Kili lufthavn. Jeg fik hurtigt følelsen af at der nemt kunne være flere hundrede kilometer til nærmeste befolkning. Vi kom snildt igennem visum, og allerede dér fik jeg min første kærlighedserklæring af visumkontrolløren, der tilsyneladende synes at vi kunne få smukke børn sammen(?). Vi skyndte os videre og blev hentet af en storsmilende Angré, der ville køre os videre til frivillighuset. Turen fra Kili lufthavn til frivillighuset tog omkring en time, og man kunne ikke andet end at sidde og observere alle menneskerne der gik i siden af vejen med bananklaser på hovedet og børn der drev kvæg. Allerede i bilen kunne vi se den store kontrast mellem rig og fattig. Angré kørte i en flot hvid bil med lædersæder, og med amerikansk musik spillende i radioen. Derudover lagde vi stærkt mærke til at man kører i venstre side af vejen i Tanzania, så op til flere gange måtte vi gribe fast i dørhåndtaget, da de andre biler jo ville køre ind i os!!;)
Som hvid er man meget populær blandt sorte, og allerede de første par dage har folk råbt mzungu (hvid) efter os. Der er tilsyneladende ikke noget racistisk i det, men man kan ikke lade være med at blive bare lidt fornærmet. Vi er nu begyndt at svare tilbage med mbongo (afrikaner) og alle griner af os, da de bliver overrasket over at vi faktisk godt kan lidt swahili.
I mandags havde vi orientation day i Arusha, hvor vi fik set lidt af byen, samt købt simkort til mobil og internetstik, så vi også har lidt forbindelse til omverden. Vi blev hurtigt overvældet af de mange mennesker og trafikken, som er kaos. Hernede findes der åbenbart ikke fodgængerfelter og lyskryds heller ikke. Så man må ´go with the flow´ i håb om ikke at blive ramt af en bil eller motorcykel. Fartgrænser bliver heller ikke overholdt og er nok mere bare et forslag og til pynt.
Tirsdag havde vi vores første dag på børnehjemmet. Vi har ca 45 min. transport, hvor vi må gå 20-30 min for derefter at tage en dalla dalla (lokal minibus), og derefter gå 10 min. mere. Dalla Dallaér er noget ef en oplevelse i sig selv, da der nok er plads til omkring 12 mennesker, men der kan snildt blive plads til 10-15 mennesker mere, så vi må sidde lidt oven på hinanden og på den måde kommer vi også lidt tættere på de lokale. Vi har haft mange spændende samtaler, der både har resulteret i at vi har kørt for langt, eller at de griner af os. Det er åbenbart et sjældent syn at en mzungu sidder i en dalla dalla. Vi føler os nu meget godt modtaget og har flere gange fanget os selv i at sige mzungu til andre hvide vi møder på gaden. Der er jo som sagt ikke noget racistisk i det;) Børnehjemmet er lille, men der er ca 40 børn i alderen 2-12 år. Nogle går kun i skole der, og bliver derfor hentet af deres forældre ved frokosttid. Man kan godt se forskel mellem børnene der bor på børnehjemmet og dem der ikke gør, da de fleste har helt kort hår, hvorimod børnene der kun går i skole der oftest har fletninger. Vi har også haft nogle problemer med at kende forskel på drenge og piger, da de alle sammen ligner hinanden, men både lærerne og de store børn har åbenbart det samme problem. Børnene er meget søde, og er utrolig velopdragne overfor lærerne, men de kan være noget så stride imod hinanden, så flere gange har vi måtte gribe ind og sige stop og give en meget pædagogisk skideballe. Oftest lytter de ikke til os, så nogle gange har vi måtte opgive. De er derimod rigtig kloge og den mindste på 2 svarer os på engelsk, og kalder og ´teacher teacher´ når de skal have hjælp til noget.
- comments
Dorthe Gransøe Skønt at læse at du har det godt, du behøver jo ikke den store løbetræning når du er nødt til at gå så meget... ha det godt og tak fordi vi kan følge dit spændende liv her. Knus fra Dorthe