Profile
Blog
Photos
Videos
Foerst vil jeg sige, at jeg indtil videre har haft den helt klart mest specielle tur paa min rejse. Inden vi naaede til Alice Springs paa vej hjem fra turen, sluttede vi af med et gruppebillede ved et kaempe "Welcome to Alice Springs". Efterfoelgende bestilte vi bord paa Annies Bar, som hoerer til vores Hostel, til hele gruppen og turen blev sluttet af med bedste maner. God mad, oel, musik og hele banden + Jason, som var guide!
Jeg skruer nu tiden 3 dage tilbage til starten af turen. Afgang med bussen var kl. 6 o morgenen og kl. 5 var morgenmaden klar. Saa der blev koert ind.Som tidligere skrevet, saa moedte jeg nogle mennesker i flyet og en japaner, som ogsaa skulle paa nogenlunde samme tur. Det var dog bare med et andet selskab. Derfor var jeg heller ikke sammen med dem. Paa 2. dagen moedte jeg dem dog ude paa turen ved Kata Tjuka. Noget af det foerste vi fik at vide var, at vi skulle koere 1080 de naeste tre dage og derfor haabede Jason ogsaa, at vi sad ordentligt. Det var ogsaa en fin bus, saa det skulle ikke vaere noget proplem. De 1080 km. skulle koeres paa kun 3 veje, saa snart vi kom ud af Alice Springs. Det var lidt at taenke paa. Naar jeg har skulle til skole, har jeg koert paa 5 forskellige veje paa 8 km. Faktisk var det en lidt sjov tanke. Efter 2 timer var der et stop i en meget lille civilisation, hvor alle faktsik ligner Crocodile Dundee. Cowboybukser, undertroeje eller skovmandsskjorte og en stor hat. Stedet, hvor vi havnede paa stoppet, var en kamelfarm. En kamel er nok dobbelt saa stor, som jeg lige regnede med. Sikke et stort lokum! De ser utrolig sjove ud, naar de spiser, hvor hele gebisset ryger frem og tilbage med det stoerste krydsbid, hvis man kan kalde det det. I hvert fald kostede det 7 dollars at faa en tur paa ryggen. Det er ikke noget, jeg kommer til at proeve i Danmark, saa jeg flottede mig og brugte hele 7 dollars og fik 2 minutter paa ryggen af en stor kamel. Og det gaar hurtigt og kommer ret pludseligt.Naar saadan en rejser sig, ryger hele roeven i vaeret foerst, saa man er ved at ryge forover og af. Bagefter er det saa hele den anden ende, der skal op.Vi fik at vide, vi bare skulle laene os bagover og den reagerede med det samme. Det er en lidt anden procedure, naar det skal ned igen. Igen skulle vi laene os bagover. Denne gang kom hovedet og den del 2/3 ned. Igen var jeg ved at ryge forover, fordi det kom saa pludseligt og den ikke rigtig tog hensyn til nybegyndere. Roeven blev saenket helt end og den sidste del og faldt ned med et bump, som naar en sten rammer jorden. Det var i hvert fald sjovt at proeve!
Efter vi havde vaeret paa kamelfarmen koerte vi videre, indtil vi ramte stedet, hvor det nu var frokosttid. Mick Oegendahl snakker om, hvor vigtigt det er, at vaere en god starter. Det er en kunst at kunne give et godt foerstehaandsindtryk. Det synes jeg egentlig ikke, jeg er daarlig til. Men allerede paa de foerste timer, fik jeg lavet en ordenlig bommert. Hele maven knurrede og drejede rundt samtidig med, at den skreg efter mad. Jason lagde stille og roligt til sandwich til siden. Det kunne min mace se og den styrtede hurtigt og lydloest hen til dem. Vi fik at vide, at der var to sandwich til hver. Ingen saa at jeg tog dem, heldigvis, og efter 2 sekunder, var de sandwich roeget ned i saekken. Jeg tror ikke engang, nogen havde set, at jeg allerede havde spist dem. Lidt efter spurgte Jason saa, hvor de to sandwich var blevet af. Min mavefornemmelse var ellers okay med det, men eftersom jeg ikke kendte nogen endnu, tog jeg den ogsaa med ro og ventede med at svare, at det faktisk var mig, som havde taget dem. Efter naeste saetning besluttede jeg mig saa for ikke at sige noget som helst. Han sagde nemlig, at han lige havde lagt de to sandwich til gruppens vegetar til side. Der gik det op for mig, at jeg nok havde spist noget forkert. Det endte saa med, at der ikke var nogen vegetar sandwich for dem havde jeg kvaernet i loebet af faa sekunder.
Efterfeolgende blev det hele mere og mere oerken agtigt og igen kunne vi have vaeret et sted paa Mars, uden jeg ville blive overrasket. Sandet blev roedere og roedere. Faktisk blev det bare mere og mere specielt. Efter noget tid fortalte Jason, at vi nu er et sted, hvor der kan vaere vilde kameler og heste. Vi stoedte ogsaa ind i nogle heste og lige efter var vi desvaerre kun taet paa at nakke en kaenguro, som loeb lige ud foran os. Jeg sagde til Jason, at det var aergerligt. Jeg ville ellers godt have smagt saadan en. Til min store glaede fortalte han saa, at det skulle vi have om aftenen. Det og kamel var paa aftenens menu. Saa det var jo bare fantastisk.
Efter 3 timers tid havnede vi saa ved det foerste stop. Nemlig Kings Canion. For ikke laenge siden havde der vaeret Bushfire. Derfor var de smaa traeer, der nu var, helt sorte og naermest forkullet. Jeg havde ikke regnet med, at roed, groen, blaa og sort passede saa godt sammen. Desvaerre har mit kamera kun et landskabssceneri. Og det er ikke til oerken med sorte traeer og roedt sand. Desvaerre. Den foerste del vi skulle gaa ved Kings Canion bliver kaldt for Heart attack part. Det er ikke uden grund. Op, op, op ligesom Frodo, Sam og Smeagol gaar op af vindeltrappen mod Shelob og Morder, gik vi op af Kings Canion. Kings Canion er en stor, bloed sandsten, som om mange aar nok vil vaere vaek, fordi stykker hele tiden falder af. Det var en opmuntrende oplysning at faa, da vi alle 16 mand stod paa et stykke ikke langt fra kanten. Det gaar nemlig indad under os, og saa er det de stykker, som falder af.
Saa blev det aften og vi fik koert til vores camping sted. Og det var rigtig camping med grill, ingen el, ingen lys og ikke noget anden, end hvad vi selv havde med. I gruppen var en hammer sjov italiener. Da vi sad omkring baalet den aften, sagde han: If this is real camping is there just one thing i need. Jeg svarede hurtigt en guitar og noget faellessang. Det var ikke det. Saa sagde han bare, at det faktisk rimer paa need, hvorefter vi alle broed sammen af grin. Alt hvad han sagde, kunne man grine af. Nok skulle man have vaeret der selv for at have faaet det sjove ud af det. Men jeg var der og fik det ud af det! Vi fik hentet vores "Swags" i et skur. En swag er det, vi laa i om natten. Vi laa under aaben himmel i omkring 4-5 grader. Det er en madras, som man kan lyne til og saa er der lige plads til en person og sovepose. Hold kaeft hvor var det hyggeligt og jeg sov som en droem. Jeg faldt i soevn mens jeg saa alle stjernerne kigge ned paa mig. Det var simpelthen fantastisk! Med hensyn til aftensmaden tog jeg den lidt mere med ro. 1 gang med at tage det forkerte maatte vaere nok. Men denne gang gik det fint og jeg skal love for, at jeg fik tyrret nogle kamelboeffer og noget kaenguro i saekken. Det smagte vildt godt og jeg gik i hvert fald ikke i "swag" med tom mave.
Naeste dag startede ogsaa fint. Vi var igen oppe kl. 5 og skulle videre til naeste stop. Nemlig Kata Tjuta i nationalparken. Indtil 15 minutter tid i bussen fandt jeg ud af, jeg manglede noget. Af respekt for min familie og deres bekymringer vil jeg naesten ikke skrive mit problem men det gik godt til sidst alligevel, saa historien kommer alligevel. Jeg manglede min pung. Da vi kom til vores campingplads for naeste dag, tjekkede jeg med det samme min swag. Af en eller anden maerkelig aarsag kunne jeg jo have lagt den deri. Men der var ingen sort pung. Jeg var foruden pung resten af den tur. Men alt er jo ogsaa, som det plejer, naar jeg ikke kan finde mine ting. Jeg ville naesten vaere mere bekymret, hvis den dag engang kommer, hvor jeg har styr paa mine ting.
Kings Canion havde vaeret flot og en stor oplevelse. Og alligevel heller ikke mere. Af lookouts var der utrolig mange, men det var bare det samme landsskab, man saa udover hele tiden. Oerkenroedt sand, braendte traeer og oerken saa langt oejet rakte. Der var ikke den store variation i det, som jeg kender det fra mine vandreture i New Zealand. Derimod var Kata Tjuta utrolig varieret. Det var en monster stor oplevelse. Alt er ogsaa bare saa meget stoerrere, naar man ser det selv end naar man ser billeder af det. Selvom folk forklare, hvor stort det er, saa forstaar man det foerst, naar man ser det selv. Kata Tjutas hoejeste punkt er omkring 550 meter hoejt. Og igen. Det er bare sten. Det er helt vildt. Kata Tjuta betyder paa de indfoedtes, arbiriginal, sprog many heads. Det er fordi, der er 36 knolde af sten, der stikker op og hilser fra jorden. Midtvejs paa turen moedte jeg dem, som jeg havde vaeret sammen med dagen foer. De tog hele turen omvendt af, hvad vi gjorde. Det synes jeg egentlig bare har vaeret godt for mig. Jeg foeler jeg startede ud med det kedeligste og saa kom de to bedste ting til sidst.
Om aftennen blev der igen sat gang i grillen. Denne gang blev der bare lavet tortillas. Ikke ligesaa interessant som sidste menu. Denne gang blev vegetarkoedet ogsaa delt meget tydeligt op. Tak for det! Uluru var det sidste stop. Rigtig mange for mit hold havde snakket om, at folk der gaar op paa stenen er nogle respektloese idioter. Faktisk hoerte jeg ikke en eneste sige, at jeg ville gerne op. Jeg holdte mig igen lidt i ro. Men det chance ville jeg ikke spilde, hvis jeg fik den. De indfoedte foeler, at man traeder dem over taerene, hvis man gaar paa den. Det er jeg godt klar over. Men det er nok ogsaa den eneste grund til, at jeg ikke ville goere det. Det der talte foer at goere var, at det er gratis, det er en one in a lifetime, det er kaempe oplevelse, det er et fantastisk syn og det er overhovedet ikke ulovligt. Det er altsaa 5-1. Klatringen paa stenen foregaar kun, hvis det er vindstille. Det var det ogsaa dagen foer, vi kom til Uluru og faktisk ogsaa to dage foer. Desvaerre var der en lille vind paa dagen, hvor vi var der. Men det var ikke vaerre end en vind, jeg selv kunne have lavet. Saa det var lidt bittert, at den var lukket, da vi ellers havde chancen. Men jeg saa positivt og taenkte, jeg nok slap for at blive uvenner med nogen. Faktisk gik de saa meget op i det, at de overvejede at vente paa folk, som efterhaanden kom ned, og saa sige, de var nogle roevhuller. En af pigerne havde fundet ud af, at de indfoedte ikke ville have det og saa ville hun naturligvis ikke goere det. Saa ville hun bare tage noget sand med hjem fra stedet, men det er heller ikke efter de indfoedtes tunger. Saa det ville hun heller ikke goere. Rundt om Uluru er en vandretur paa 10.5 km. Den skulle naturligvis vandres endnu fladere, end den allerede er. Det klarede mine nike sko ogsaa til stor tilfredsstillelse. Jeg fulgtes stille og roligt ad med Jan, en dansktalende tysker, og Augusto. Den sten er ogsaa bare mange gange stoerre, end man forventer. Alt er bare stort og vildt. Vi koerte nu hjemad efter 3 helt fantastiske og uforglemmelige dage. Vi skulle forbi og aflevere vores swags ved vores foerste campsite. Nu var det store spoergsmal saa bare, om jeg ville faa min pung igen eller om den var spist op af Dingoer. Jeg havde virkelig brug for et mirakel. Jeg taenkte, at jeg ville vaere uheldig, fordi jeg allerede havde haft et mirakel i Sydney med at finde det supermarket, saa heldet var nok ikke med mig nu. Men mindsanten saa laa der en pung, der ikke laengere var sort. Lige nu har jeg en flot brun/roed pung, som har faaet en lille smule farve efter at have ligget i det flotte sand i to dage. Mine penge var ogsaa i og mit bankkort manglede heller ikke. Det var fantastisk!
Nu kom vi saa forbi stedet igen, hvor vilde kameler og heste flakker rundt. Vi saa ingen kameler, men en flok heste paa 11. Det var utrolig tankevaekkende for mig og faktisk saa taenkte jeg, at det maa vaere de sejeste dyr i verden. En sportsko er aktiv og den er ude i oerkenen. Paa trods af, at det regner sjaeldent og der ikke er saerlig meget groent den kan putte hovedet, saa er det godt nok utrolig, at de kan overleve derude. Jeg aner ikke, hvor meget saadan en bandit skal have af vand om dagen, men det er nok mere, end jeg lige tror. En hest er aabenbart ikke saa snotdum, som jeg saa mange gange selv har sagt og som jeg har hoert fra min kaere far. Der er i hvert fald lidt mere at rykke rundt med, end ved en hest, der lever i en stal og ridder rundt med folk. Hold da op hvor er det egentlig vildt at taenke paa, synes jeg. Det kan jeg ikke forestille mig, der er andre dyr, der kan. Men hvem ved... Maaske lever der ogsaa fisk oppe i skyerne.
- comments