Profile
Blog
Photos
Videos
Vi forlod Cán Tho homestay efter morgenmaden - en baguette med omelet - og kørte med vores bus til Ho Chi Minh City hvor vi ankom ved frokosttid.
Der er tydelig forskel på Cambodia og Vietnam. Den traditionelle trekantede stråhat er en seriøs del af den daglige påklædning og hører ikke kun til i rismarkerne.
Scooterne, eller motobikes, er det foretrukne køretøj her og jeg tror ikke vietnamesere ser de to hjul som en begrænsning hvad angår transport af folk og ting. Indtil videre har jeg set nogle særdeles optimistiske, og tilsyneladende vellykkede, bud på hvad der kan fragtes fra A til B på en motobike. Fx kan man snildt flytte spisebordplader, akvarier, familier på fire, madrasser og meget lange metalrør på motobikes. Trafikken generelt er håbløs her og hvis man vil krydse en vej i et stykke SKAL SKAL SKAL man holde en arm foran sig mens man krydser, for lige at indikere, at "jeg ikke har tænkt mig at stoppe og at jeg synes du skal køre udenom mig". Biler stopper dog ikke, så der må man enten løbe stærkt eller stoppe i tide.
Kort efter ankomst til hotellet var der afgang mod noget frokost på den, åbenbart, kendte nudel resto "Pho 2000", hvor pho betyder nudelsuppe og skal udtales som det engelske "fur". Vores cambodianske rejseleder kunne tilføje at "pho" på cambodiansk skal udtales "fo", hvilket jeg personligt synes lyder mere logisk. På gåturen derhen opdagede nogle i gruppen, at der findes Burger King i HCMC, så det var begrænset hvor mange af os der klarede den hele vejen hen til Pho 2000. Eller, det vil sige Pho 2000 var lukket i dagens anledning, men der lå en tilsvarende resto med lokal menu to butikker ved siden af. Her fik jeg mig en yderst delikat fried rice med seafood ret til 40.000 dong! Jeg skal lige vende mig til at dele med 3500 for at komme til danske priser (11,50kr for frokost inkl drikkevarer) efter at have brugt først thai baht og så US dollars.
Efter frokost tog jeg på shoppingtur med mig selv på den anden side af gaden hvor det store indendørs Ben Tranh marked ligger. Her kan man få alt indefor smykker, lakvarer, træfigurer, lanterner, vifter, tøj, kunstige blomster osv.
Efter en solid bazar overdosis var det tid til et mere seriøst indslag i form af en tur på Vietnamkrigsmuseet. Turistmåden at bevæge sig rundt i Vietnam er ikke længere i tuk tuk men i almindelig taxa - MEN! Der er kun to officielle taxaselskaber i Vietnam, resten er pirat taxaer der koster en formue og kan være decideret farlige for turister at benytte. Jeg har ikke tænkt mig at teste efter. De to brugbare selskaber hedder Vinasun og Mailinh og "det smarte" ved dem er taxameter, der udelukkende måler afstand og ikke tid+afstand som i fx DK. Sidder du i trafikprop her, er det mest træls for chaufføren.
Museumsentreen er så lav at det ville være fjollet at vælge det fra og selve museet kan ses på en time, så hvis man ikke har "tid" er det fordi man ikke er interesseret.
Museet udstiller Vietnamkrigen fra et udelukkende vietnamesisk synspunkt, hvilket jeg hørte mange brokke sig over, men lige præcis Vietnam synes jeg har lov til IKKE at lovprise den amerikanske helteindsats under krigen. Så det kan jeg ikke hidse mig op over. Til gengæld var jeg overrasket over hvor lidt jeg lærte. Der blev ikke fortalt om selve krigens historie men kun om konsekvenserne for det vietnamesiske folk og landet. Hvilket er helt i orden, jeg undrer mig bare, for jeg ved stadig ikke rigtig hvad grunden til krige var (beklager, gymnasieuddannelse). Men jeg blev meget rørt over billederne af ofrerne for Agent Orange giftstoffet der blev spredt under krigen. Der var billeder af børn med tre øjne, siamesiske tvillingefostre i sprit, for mange eller for få lemmer og skelletter der er skruet helt forkert sammen. Giftstoffet findes stadig i naturen flere steder så der fødes stadig børn der har Agent Orange relaterede skader. Jeg bliver stadig overrasket over hvad mennesker kan finde på at gøre mod andre mennesker - selv efter S21 museet i Phnom Penh.
Udenfor museumsbygningen er der udstillet krigsfly og kampvogne. Jeg synes de var super fede at se i virkeligheden, men jeg tror ikke at det er derfor museet har dem stående. Jeg forestiller mig, at man skal forarges over al den skade et enkelt fly kan lave, ved at lave skilte med data over flyenes våbenkapacitet. Men jeg synes mest bare de er interessante set med ingeniørøjne. Desværre skal der nogle innovative mennesker til for at optimere smadre-hærgre resultaterne i krige...
For at kunne hakke en turistkategori mere af (shopping: tjek, museum: tjek) fandt jeg en taxa der ville køre mig hen til et vilkårligt tempel på det bykort vi har fået af hotellet. Chua Xa-Loi templet (kultur: tjek) er ikke det mest fantastiske tempel jeg kunne have valgt (sådan går det når man er spontan), men der var en gigantisk guld Buddhafigur i templets eneste rum og måske var det en begravelsesceremoni jeg fik vadet ind til. Der var i hvert fald en del blomsterkrandse, som i DK ville blive brugt til begravelseskrandse. Men jeg skal ikke kunne sige om det betyder noget andet her. Jeg spurgte ikke.
Alle var med til fællesmiddagen, så mit bud er, at alle fik tilgodeset deres kulinariske hjemve på Burger King til frokost. Jeg er ikke taget til Asien for at spise på Burger King, så jeg prøver at spise lokalt så vidt det er muligt. Britterne snakker MEGET om kartoffelmos, så der er mindst en der vælger mos når det er på menukortet. Jeg ved ikke om britter har skrevet under på, at de SKAL repræsentere UK mad når de er på ferie, eller om de er sponsoreret på en eller anden måde, men det ville ikke overraske mig hvis de var. Jeg skal i hvert fald ikke have kogte kartofler hvis det en dag er på menuen. Så er det sagt. Næ, jeg fik mig en Singapore-style nudelret. Hvad der var Singaporet ved den ved jeg ikke, men flot var den. Til gengæld var den dyr i Asien sammenhæng. Eller også er det bare niveauet i Vietnam? Det finder jeg nok ud af i løbet af i morgen.
Velbekomme.
-Sofie.
- comments