Profile
Blog
Photos
Videos
Indochina Discovery 2013
I dag har været endnu rejsedag.
Vores forudbestilte frokost fra i går aftes blev afleveret inden vi kørte fra hotellet kl 7.30 mod Cambodia/Vietnam grænsen i skramlebus. Vi var ved grænsen ved 12-tiden - det absolut varmeste tidspunkt. Mit bud er 38 grader, men jeg har ærlig talt ikke tjekket vejrudsigten. Jeg tør ikke. På et tidspunkt er tallet også ligegyldigt, så handler det mere om at finde skygge og drikke vand. Det er lige før jeg har glemt hvordan kulde føles. Nå, pyt med vejret, vi skal jo bare ind i et afkølet rum og få stemplet passet, ikk? Niks. Cambodia/Vietnam grænsen er, modsat Thailand/Cambodia, et overvejende udendørs foretagende. Processen er således:Lille skur med stempel-mand // lille bod med stempel-tjekke-efter-mand // lille luge med pas-scanner-mand. Alt sammen med kuffert, dagtaske, overnatningspose, min (og flere andres) frokost over armen og passet i munden. Og hele øvelsen kostede mig en hel dollar! Budget-vælter. De få pauser vi har haft undervejs har været brugt på snack-opfyldning og toiletbesøg. Vi er desværre alle, mig selv inkluderet, for vestlige til de asiatiske toiletter så der var langt mellem toiletpauser med success. Vores indkvartering består i dag, som noget nyt, af en homestay overnatning, dvs ikke et hotel eller guesthouse men en privat familie der har en deal med rejseselskabet og selvfølgelig faciliteter til en flok turister som os. Her er en seng til hver, nogle i sovesal andre i eget værelse/skur. Det er absolut ikke for dem der forventer matchende håndklæder og minibar. Jeg har fået skur nr 1 aller længst væk fra fællesområdet. Yes! Folk er heldigvis forskellige nok til at nogle frivilligt sover i rum med andre mens andre kan passe sig selv. Rummet har en herlig minimalistisk indretning bestående af en muret forhøjning med en madras (den største og blødeste indtil videre), to puder med frynser og bamsemønster, fleecetæppe og pink myggenet. Og så har vi fået dejlig hjemmelavet vietnamesisk middag. Jeg har trukket mig tilbage for i dag og klokken er nu 21.21. I morgen kører vi til Ho Chi Minh city. De "populære børn i klassen" brokker sig noget så frygteligt over hvor hårdt det er at sidde i en bus i SÅ mange timer. Det virker umiddelbart som om de ikke har læst rejsebeskrivelsen hjemmefra eller er kommet på den forkerte tur ved en fejl. Jeg tænker bare mit og håber de ikke trækker os andre med ned i gryden med brokkeri og forkælethed. Jeg synes som sagt at man oplever en masse ved at køre gennem landskab og byer. Det er sundt for vesterlinge at få sat vores daglige luksusliv i perspektiv. Selvom de ejer så lidt i denne del af Asien, ser det ud til, at de får langt mere ud af deres ejendele og de virker generelt som glade mennesker - på trods af hårde liv. Det kan/burde vi lære noget af i Vesten. Nu vil jeg prøve at ignorere dyrelyde og naboer og få en go nats søvn. Endelig en nat uden at skulle dele værelse med japaneren, som forresten sættes af i HCMC da hun skal hjemad efter et par dage dér. Så får jeg ny makker. Muligvis en fra Norge har jeg hørt. Men nu må vi se. Godnat. -Sofie
- comments