Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det endelig dagen, hvor vi skulle på vores første strandtur. Vi havde glædet os til at ligge på stranden og dase, mens vi skiftevis ville ligge med en drink i den ene hånd, og få massage. Lige hvad vi havde brug for. Men sådan skulle det ikke helt gå…
Vi tog af sted fra pigehjemmet 6.30 torsdag morgen, da vi havde fået at vide, at det ville tage 2-3 timer med bus ud til stranden, og vi gerne ville have mest muligt ud af dagen. Vi startede med at tage en jeepney i godt stykke hen til den bus, Jane (en af personalet på pigehjemmet) havde fortalt, vi skulle tage til stranden. Vi kommer ind i bussen, og får at vide, at den kørte til stranden. Vi halvsov lidt i bussen, da det jo var først på dagen, så da buschaufføren efter 1½ time sagde, at vi skulle stå af, skyndte vi os bare ud uden at tænke videre over det. Da vi kom ud af bussen, var det rent kaos, der mødte os. Jeepneyer over alt, mennesker, busser og tricycles. Vi kunne slet ikke overskue situationen. Heldigvis kom der en dame, der arbejdede på stedet, over og fortalte, hvilken jeepney vi skulle med. Da vi kom med den, kørte vi hen til en anden bus - så det var ikke bare lige at tage en jeepney og en bus, og så var vi på stranden. Helt forvirret gik vi så ind i en ny bus, og krydsede fingre for, at den kørte os direkte til stranden. Efter et par timer, ankom vi så til Nasugbu - der viste sig at være en by, og ikke en strand, som vi havde fået fortalt. Jane havde sagt, at Nasugbu var en strand i Batangas, hvilket vi fandt ud af, det overhovedet ikke er. Nå, men vi holdte humøret højt og satsede på, at der ikke var langt til stranden, selvom det havde taget et par timer ekstra, end vi troede, det ville tage. Det er en ting, vi har lært her på Filippinerne; tingene går sjældent som regnet med. Buschaufføren viste os hen til en tricycle, hvilket er en form for knallert med sidevogn - man bliver overrasket over, hvor mange mennesker, de kan proppe på/i dem - og sagde, at den kørte os til stranden. Pludselig stopper tricyclen, og manden sagde, at vi er fremme. Foran os så vi en lang slags indkørsel, der førte op til noget kaldet 'Canyon Cove Beach Resort'. Da manden ikke forstod særlig meget engelsk, betalte vi ham og begyndt at bestige indkørslen (det var nærmest en halv trekkingtur). Da vi kom op til toppen, er der en kæmpe port og nogle securityfolk. Her fandt vi ud af, at det var et stort beach ressort, vi var blevet kørt til, og man skulle betale 100 kr. bare for at komme på stranden, og for at overnatte var det flere hundrede kroner. Så det droppede vi, og gik ned af indkørslen igen. Vi syntes, at vi havde set noget strand tæt derpå, så vi gik til fods langs vejkanten. Det var tydeligt at se, at folk her ikke var vant til turister. De dyttede, vinkede, piftede og råbte efter os. Selvom de også gør det, der hvor vi bor, var det helt overdrevent her. Det var ikke just en strand, vi kom frem til, men nærmere end havn, der lugtede utrolig slemt af fisk, og der var en masse affald overalt. Nå, humøret blev holdt højt, og vi var sikre på, at vi nok skulle nå frem til en strand engang - vi håbede i hvert fald meget på det.
Marie havde set et skilt, der førte til en strand længere inde i byen, så vi gik videre. Da vi kom hen til skiltet, kom der pludselig en random mand hen til os og sagde, at han kunne sejle os til en hvid sandstrand. Vi overvejede lidt situationen, da det eneste han havde at vise os, var et billede af en hvid strand, og det kunne jo snildt være et, han havde printet ud eller købt. Men da vi ikke havde så mange andre idéer til, hvordan vi skulle finde en strand, gik vi med ham. Han førte os ind gennem en have, og ned til en strand, hvor der var en meget slidt gammel båd. Vi hoppede lidt skeptisk ind i båden. Pludselig var der fem mænd ombord, og vi var godt nok lidt bange for, hvad vi havde rodet os ud i. Men der var jo ikke så meget at gøre ved det. Det viste sig også, at vi ikke havde nogen grund til at frygte noget. Mændene sejlede os hen til en lækker strand med palmer og blåt vand. Det første hotel han viste os, var ret dyrt, uden mad og det var et kæmpe hus, man kunne leje. Det eneste vi krævede, var en seng, et bad og et toilet. Så vi begav os længere hen på stranden, hvor vi til sidst fandt et fint hotel. Vi fik en hytte, og skyndte os at komme i badetøj. Åh, det var skønt, da vi endelig lå på stranden!
Eftersom vi havde kørt i omkring 7 timer, hvor vi kun havde købt en bolle med på vejen, var vi ret sultne, da vi ankom. Så vi tænkte, at vi ville købe lidt mad. Sandwich er ikke rigtig noget, de gør i her på Filippinerne, så da vi så, at vi kunne få en sandwich, blev vi helt vilde. Først ville vi have med tun. Det havde de ikke. Så ville vi have en med ost og skinke. Ost havde de ikke. Så ville vi bare have en med skinke. Der havde de kun til én sandwich. Så det endte med, at vi fik en med skinke til deling, og resten med æg.
Da vi endelig troede, at der ikke var mere, der kunne gå galt, gjorde det det selvfølgelig. Da vi omkring kl.19 ville have aftensmad, viste det sig, at køkkenet var lukket. Kl.19!!! Vi var udmattede og sultne, men vi orkede ikke at reagere meget på situationen. Heldigvis er filippinere så rare, så chefkokken kom tilbage og lavede aftensmad til os - krævende danskere… Det hele endte alligevel godt. Vi gik i seng til Rihanna, da vores naboer holdte en lidt vild fest. Vi var heldigvis så trætte, at det ikke gjorde noget.
Næste morgen havde vi sat vækkeuret til kl.6, så vi kunne se solopgangen. Der var lidt overskyet, så Marie og Lea sov videre. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, så jeg satte mig ned på stranden med en god bog og så solopgangen, der trods lidt skyer stadig var ret smuk. Dejlig start på dagen. Vi nød dagen på stranden i fulde drag. Efterfølgende har vi fundet ud af, at der er en kort vej, og en lang vej til denne strand. Vi havde selvfølgelig taget den lange, og er også blevet drillet lidt med det siden.
- comments