Profile
Blog
Photos
Videos
Ubud d. 27.06.11
I dag var det tidligt op og pakke og spise morgenmad, for vi skulle med en bus videre mod Ubud klokken halv ni om morgenen. Vi skulle jo også nå at sige farvel til alle dem der ikke skulle med videre. Bussen vi skulle køre i var den dårligst indrettede jeg i mit liv har prøvet. Sæderne sad så tæt sammen at jeg ikke engang kunne være der med mine ben. Tænk engang på stakkels James og de andre drenge med deres lange ben.
Vi skulle dog ikke sidde der så længe, og James og jeg havde hugget forsædet, der havde en del mere benplads, så det ikke var så ubehageligt. Vi stoppede undervejs, for at se et tempel kaldet Tanah Lot, hvilket vist nok betyder noget alla tempel ved havet. Det er i hvert fald det mest fotograferede tempel i Bali. Det lå på en lille klippefremspring helt ude i vandet, så det var ret svært at komme tørskoet derover. Heldigvis var det lavvande, hvis det havde været højvande havde det været umuligt. Jeg havde klipklapper og leggins på, så jeg havde ikke rigtigt noget problem selvom der kom en bølge en gang imellem. Men James havde lukkede sko og lange bukser på, og måtte vente til bølgerne holdt en pause en gang i mellem og så spæne.
På stranden foran templet blev der igen taget billeder af os - MANGE. Til sidst blev James helt rastløs og hev mig af sted, for at komme hen til templet og væk fra alle menneskerne. Jeg syntes nu det var meget hyggeligt at folk ville have deres billede taget sammen med mig, og nød det en smule.
På Bali er de hinduer, og templerne er derfor også hinduistiske. Vi måtte derfor ikke komme ind og se dem indefra, fordi vi jo ikke var hinduer, selvom man måtte det alle andre steder i Asien. Det var der ikke så meget at gøre ved, så vi måtte bare se det udefra. For at komme op på tempelpladsen skulle man velsignes med helligt vand. James og jeg stilede os op i køen for at blive velsignede, men lige som det skulle til at være vores tur kom der en hel prosession af hinduer med diverse hovedpynt og bannere og skulle alle ind i templet, så vi blev bedt om at træde til side og lade dem komme til først - det var jo deres tempel. Det tog bare 117 år og en sommer at få dem igennem, så vi var bange for at vi ikke ville nå tilbage til bussen i tide, så vi spurgte om vi ikke nok måtte springe over i køen, og det måtte vi godt.
Man skulle gå igennem en lille klippehule hvor der løb en naturlig kilde som man skule strø på panden. Derefter skule man så give et lille bidrag efter eget valg, og så stod der en fyr og klistrede rå ris i panden på en, der sad fast i det vand man havde puttet på fra kilden. Så fik man også en lille blomst bag øret og yndig som man så var, var man klar til at komme tættere på templet.
Der var en ret flot udsigt over havet, men det begyndte at styrte ned i stive stænger, så James og jeg søgte læ på tempelsiden, hvilket ikke var så smart, for så kunne vi jo ikke rigtigt komme derfra. Vi brugte vidst lidt for lang tid der, så før vi fik set os om var alle fra vores gruppe væk, og vi måtte skynde os til bussen gennem regnen, hvor alle sad og ventede på os ikke så glade. Ups…
Efter templet kørte vi videre mod Ubud - Balis kulturelle hovedstad. Da vi kom ville Yo have os med på en vandretur rundt i området, men både James og jeg var helt smadrede, så vi besluttede os for at blive nær hotellet og spise lidt frokost der, og så ligge ved poolen. Efter cafeen gik vi forbi en boghandel, hvor jeg havde lyst til at købe hver anden bog. De kostede omkring 10 kr. stykket, og jeg havde aldrig set noget lignende. James syntes bare det var vildt sjovt, for bøger er stort set lige så billige i England.
Da vi havde fået spist frokost, kiggede vi igennem James guidebog (som han i øvrigt havde købt for 0,59 £). Der fandt vi en notits om nogle hejre, der boede i området ved et sted kaldet Patulu Herrons Sanctuary. De tog af sted om morgenen ved solopgang for at finde mad og kom tilbage igen ved solnedgang, så vi besluttede os for at skaffe en taxa og tage ud for at se dem komme tilbage. For nogle år tilbage havde der været en stor massakre på Bali hvor omkring 100.000 blev slået ihjel. De blev begravet i området og et par måneder senere slog fuglene sig ned i et lige så stort antal. Så de lokale tror at det er alle dem der blev slået ihjels sjæle der har vendt tilbage til området.
Vi bad hotellet om at skaffe en taxa til os, men i stedet ringede de til en privat chauffør, og han var så sød, at vi bookede ham til en heldagstur dagen efter rundt for at se hvad der ellers skulle ses i området. Vi havde lagt en besked til Yo i receptionen, for solnedgangen var omkring halv 7, og aftensmadsaftalen var klokken 7, så vi var ikke sikre på vi ville nå det, men da bilen kørte ind på hotellet var gruppen lige gået, og vi kunne sagtens nå at indhente dem.
Så spiste vi aftensmad sammen alle sammen på en rimeligt dyr restaurant, og så var et ellers i seng for at være klar til det tæt pakkede program vi havde lagt for dagen efter.
- comments