Profile
Blog
Photos
Videos
Taitung
Vi er landet i Taitung med toget sent om aftenen, og er som sædvanligt vildt sultne. Vores hotel er det første luksuriøse hotel vi har været på, med reception, badekar og gode senge, men vi skal kun overnatte en nat, for vi skal videre med færgen næste morgen til Green Island.
Vi ser der er et natmarked længere nede af gaden og beslutter lige at kigge dernede, inden vi går til ro. Her finder vi et stort frugtmarked. Dem er der en del af i Taiwan, og de er rigtig gode, med flotte frugter. Billigt er det ikke, men heller ikke dyrt som vores priser. Vi køber rigeligt ind, da vi regner med at det skal være vores sene aftensmad, samt morgenmad.
Der er masser af gadekøkkener, hvor der bliver friturestegt og pandestegt alskens slags forskelligt lokalt mad. Vores erfaring er jo ikke rigtig god med den lokale mad, så vi går bare rundt og kigger, men pludselig ser jeg noget der ligner groftskårede kartofler, med en ru overflade på. Jeg stopper op, og vil høre lidt om dem, men Jønner skynder på mig, og siger, nej, Christina, lad os nu komme videre, vi skal ikke have noget af det der. Men jeg er alligevel lidt modig, og der ligger også nogle klumper med slags butterdej uden på, og jeg pejer på dem, for at spørge, hvad det er, men damen misforstår mig, og tager en af dem og propper i munden på mig. Den er kold, men smagen er god, og jeg kan smage det er en svamp. Hun peger op på et skilt, hvor der er et billede af en lang svamp. Jeg spørger om hun kan lave en pose med kartoflerne og svampene, og det gør hun så, efter de har været en tur i fritureolien, og er blevet krydret med det skønneste chili.
Det smager himmelsk, og vi gufler alt maden i os på vej tilbage til hotellet. Vi husker, hvad Jessie havde fortalt os, at der er stor forskel påmaden i de forskellige områder. At nede sydpå er maden meget krydret, mens den nordpå er meget sød og ukrydret. Flere steder bruger de ikke salt. Sådan er det bare.
Green Island
Bådturen over var lidt af en oplevelse. Den strøm der bringer varme og tropiske vinde, tyfoner og tzunamier osv. i Stillehavet lige ud for Taiwans kyst mod Japan, hedder "The Black Tide", "Den sorte strøm". Den har samme funktion som Golfstrømmen har ovre mod vest. Den er uundværlig, for klimaet, men samtidig giver den kraftige bølger, og meget stærk understrøm.
De første 10 min. af vores færgeoverfart red vi på de her høje bølger, og det føltes som en tur i Tivolis rutchebane, samtidig med at man ryger fra side til side.
Vi hørte højlydte skrig af henrykkelse fra kineserne, "uhh", "åhh", ihh" og man kunne høre, de havde en fest. Efter 10 min. forsvandt lydene helt, da de fandt ud af, at båden fortsatte med at bølge på den her måde, og nu var det knap så sjovt. 5 min. senere, hørte vi de første bræklyde, og så at foran hvert sæde, var der en brækpose. Bræklydene fortsatte i en hel time, inden vi landede ovre på Green Island. Jeg klarede turen ved at lukke øjnene og prøve at sove, Jønner kiggede ud på havet, og undgik derved søsygen. Vi snupper helt sikkert et par søsygepiller inden vi skal samme vej tilbage igen.
På havnen blev vi hentet af en privatbil, da de ikke har taxier på øen, og vores vært, Eddie, som vi havde bestilt hotel og dykkerture af. Han var en munter snakkende stor, halvtyk mand, med en masse humor. Vi blev kørt til vores hotel, som var fint nok, men sengene var modsat alle de andre vi har sovet i meget bløde og man kunne mærke fjedrene igennem dem. Men værelset var fint nok, og Lucinda, som vores værtinde hed, var en sød dame i 50'erne. Allerede samme eftermiddag skulle Jønner ned og afprøve udstyr hos Eddie. Vi boede på nordsiden af øen, og Eddies dykkersted lå på sydspidsen, så den korteste og smukkeste tur ned, var østover, men også den med flest farlige kurver. Den tur tog ca. 25 min. hvorimod turen vestover tog ca. 35 min. med elcykel.
Vi fik to elcykler, som bedst kan beskrives som knallerter med pedaler på. De kan køre ca. 25 km/t, men landskabet her bestr udelukkende af bjerge, så vejene snor sig op og ned i stejle kurver. Det betyder, at når man kører nedad, så selvom man slipper gashåndtaget, så suser cyklen afsted med høj fart, og det føltes som om, den kom op på en større fart ved nedstigning alene, end når gashåndtaget var drejet i bund. Vi fik meget hurtigt en oplevelse af, at det var vigtigt at bruge håndbremserne, for ellers var vi ramlet lige ind i bjergene på vej nedad og rundt i kurverne. Bremserne var så utroligt dårlige, så man skule bremse ned et godt stykke inden nedstigningen, og så holde dem helt stramt, og alligevel trillede cyklen ved egen drift. Det var en lidt ubehagelig oplevelse. Sikkert ikke for unge mennesker, og Jønner hyggede sig da også gevaldigt på de her cykler, men jeg, med min stive ryg, havde svært ved at finde balancen og følte mig utryg og turde ikke køre så stærkt.
Om aftenen kom vi for sent ned i byen, som lå ca. 15 min. på elcyklerne. De to eneste restauranter var lukkede, så vi var på v ej til 7/11, da jeg stoppede ved et gadekøkken. Jønner sagde igen,nej, Christina, ikke det der hundeæde, men jeg havde fået øje på nogle fisk majskolber og tynde pomfritter. Jrg fik lavet en aftale med Mama, som stod i køkkenet, at vi fik 1 flyvefisk, 2 majskolber og 2 x pomfritter. Fisken og fritterne kom i frituren, mens majsen blev grillet. Det hele blev krydret med chili, og det smagte aldeles vidunderligt.
Dagen efter var Jønner på sit første dyk, som var et genopfriskningskursus, fordi han jo ikke har dykket siden 99'. Det var meningen, jeg skulle snokle. Da jeg havde fået våddragt, støvler, handsker og maske med snokel på, gik jeg modigt ned til havnen, hvor Jønner skulle dykke fra. M en vejen ud var på noget beton, hvor der var en del alger, som var meget glatte. Der var en mur til den ene side, som jeg lænede mig op ad, mens jeg listede forsigtigt ned i vandet, der slikkede op på betonen. Pludselig røg min fod ned i ingenting, og jeg opdagde at her sluttede betonen og så var derbare dybt. Jeg blev bange for at falde, og vandet var koldt, synes jeg, og min ryg smertede af cykelturen, hvor jeg havde spændt meget i skuldrene, mens jeg kæmpede med bremserne og farten, så jeg tænkte, nej, tak, jeg skal ikke ud at snokle. Jeg kiggede ud på bølgerne som var høje, og syntes egentlig ikke det så særligt tillokkende ud.
Men Jønner han gik samme vej som mig ud, og han og John, dykkerinstruktøren, lagde sig bare på ryggen i vandet og svømmede lidt ud, hvor de lavede nogle øvelser, inden de dykkede ud til revet.
Det gik rigtig godt, selvom Jønner havde en del problemer med at udligne trykket i ørene pga. for meget snot i bihulerne. Disse problemer er helt almindeligt, når man ikke dykker jævnligt, da saltvandet over tid, vil rense alt snottet ud af bi- og pandehulen via næsen og derfor er det intet problem for erfarne dykkere at udligne trykket. Men Jønner så en masse flotte fisk, samt flotte koraller. Da de kom ind igen, sad de lige en times tid og pausede den, inden de tog dyk nr. 2.
Nr. 2 dyk gik ikke helt så godt, for Jønner kunne stadigvæk ikke udligne trykket i ørene, hvilket er en forudsætning for at kunne dykke overhovedet. Men det lykkedes med nød og næppe at komme ned, og han så en klovnkoloni, med mange forskellige klovnfisk, der legede og ynglede i en helt lund af anemoner, aftrækkerfisk, papegøjefisk, og nogle kanonstore grønne montiporaplader på ca. 1½ m i diameter. Der var også seriatopora og digita imellen korallerne. Masser af symphyllia på 1½ m i diameter, og store stimer af sergentfisk.
Bagefter sad vi oppe hos Eddie og snakkede om dykkerhistorier med ham og John, mens vi drak kolde Heinecken. Eddie sagde vi bare skulle skrive i bogen, hvad vi tog fra køleskabet, så kunne vi afregne senere, inden vi skulle hjem. Jeg fik spurgt Eddie, hvor han kom fra, fordi jeg kunne se, han ikke var taiwaneser, og det viste sig han kom fra Sydafrika, men sort var han heller ikke, så vi mente, han måtte være af arabisk afstamning. Han havde boet på Green Island i 11 år, og havde kone og en datter, samt talte sproget flydende, så han kendte stort set alle, der var værd at kende.
John, en 54 årig canadier, har været dykkerinstruktør i 14 år, og har sin egen dykkerforretning inde på fatslandet ved Kenting, som er sydspidsen af Taiwan. Han var kommet alene for Jønner og to canadiers skyld, fordi Eddie havde travlt med en fransk famile, der også skulle dykke på samme tid.
Det viste sig, at de her 4 kystdyk, som vi havde købt hjemmefra, skulle laves 2 af gangen og over 2 dage, men pga. pinen i Jønners øre, så sprang han en dag over, hvor han skulle indtage noget kinesisk medicin der ville rense ud i snottet, så han var klar til to dage efter.
Dagen efter de to første dyk, hvor vi havde en dykkerpause var vi inviteret til barbeque aften hos Eddie. Jeg havde fået fortalt at vi hjemme spillede musik i fritiden, og han havde en guiatr og spurgte om vi kunne spille på den. Jo da, det kunne vi godt, om vi så ville spille lidt sange til barbequen næste dag. Jo, det ville vi gerne.
Om aftenen skulle vi prøve deres mad og vi var inde på en restaurant der hed Fisherman. Vi spiste utrolig godt, og det var både velkrydret og smagte fantastisk. Senere da vi køte hjem på vores cykler kom vi forbi en sjov lille biks, hvor e slogte alle mulige muslingeskaller og døde hvide koraller. Det er åbenbart noget turister godt kan lide. John fortalte os også at døde koraller i Canada er i høj kurs. Det koster omkring 300 $ for en pænt stor død koral. Det kan vi jo slet ikke forstå, hvem gider dog eje en død hvid koral?
På vores hotel, var der også en guitar og da det var dårligt vejr, vores første rigtige dårlige vejr, med regn og kulde, sad vi i opholdsstuen og øvede på aftenens sange. Vi fandt en del sange på nettet og skrev teksterne ned, og alt i alt, endte vi med 7 sange.
Vores værtinde Lucinda og hendes kæreste kørte os om aftenen sammen med deres guitar til Eddies sted, og der fik vi en skøn barbeque med grillede pølser, svinefilet og hjemmelavet kartoffelsalat. Det smagte herligt.
Vi fik fyret vores show af, og Lucinda og kæresten var meget begejstrede. Eddie, John og de to canadier var også helt eksalterede af begejstring over vores kunnen. Sådan et show, havde der aldrig før været på øen, sagde Eddie. Nu kunne Lucinda gå hjem og fortælle til alle hendes venner og vise videoen med vores sang og musik, og snakken ville gå som en steppebrand de næste 2 uger i hvertfald. Vi havde en skøn aften, og fik kommet vidt omkring mange emner. De to canadier, Brad og Eileen var i 40'erne og havde rykket teltpælene op, og boede i Kina, hvor de underviste 3 årige i engelsk i en skole i et meget rigt kvarter. De sagde de ikke kunne lide børn, men jobbet var nemt, og de tjente godt på det, så det gav dem mulighed forat fortsætte med at rejse rundt i verden og opleve den. Jeg var meget fascineret af deres mod til bare at vende familie og venner ryggen og rejse ud i verden og vide, at de aldrig ville vende tilbage for at bo i Canada igen.
Vi fik også fortalt at vores søn spillede heavy metal rock i et band, hvor de selv skriver alle deres numre, og straks kom der bærbare computere op, og de blev sluttet til anlægget, og så kunne man høre Bone White Beast blæse den lille biks på Green Island omkuld. Brad, var helt vild med bandet, og synes de lød proffessionelle, og mente de kunne tjene masser af penge i Asien, hvis de turnerede her. Jeg fik også lige fortalt om min side på Myspace, hvor 6 af vores numre fra Round Midnight er lagt op, og dem hørte vi også. Eddie var fuld af roser, og mente jeg måtte være berømt med den stemme. Han sammenlignede mig med Diana Krall, og jeg fik helt røde ører. John, sagde, at hvis han ikke lige havde hørt mig synge før, ville han ikke have troet det var mig. Jeg var meget rørt, og det fik jo også sat tankerne lidt i gang igen om, at jeg måske skal se at få gang i noget sang igen, når jeg kommer hjem.
Næste dag skulle Jønner ud på sine sidste 2 dyk med Eddie, og de skulle ud på et langt sværere dyk end dagen før, fordi de skulle vade over mange døde koraller, med alt udstyret på, inden de kom ud i vandet. Den lange tur over korallerne med det tunge udstyr på ryggen udmattede Jønner meget, så han var stakåndet, da de nåede vandet, og smerten i øret var ikke forsvundet. Da de skulle til at gå ned, så afbrød Jønner dykket, fordi han kunne mærke, han ikke havde det godt. Det var selvfølgelig ærgerligt, men alligevel også godt, at han mærkede efter, istedet for at blive dårlig.
Om aftenen på Monica restaurant, den anden restaurant i byen, fik vi en dejlig middag med en ret der hed Kung Pao, som består af noget hvid fisk med nogle meget lækre ingredienser i. Jeg fandt en opskrift på nettet om den, så jeg vil prøve at lave det derhjemme.
Faktisk ville det have været fint, hvis vi kunne tage tilbage i morgen, men vi har endnu en dag her på øen, inden vi skal til fastlandet igen. Hvis jeg havde lavet min reseach ordentligt hjemmefra, ville jeg have set på Google maps, at der slet ikke er nogen strand her, og jeg skal altså ikke ud og snokle med de betingelser som øen tilbyder, da min ryg kræver, jeg kan gå ud i vandet fra en strand.
Øen er som selve Taiwan en stor vulkanø, hvor der er lavet veje og bygget boliger langs yderkanten hele vejen rundt. Bjergene er tæt bevokset med grøn vegetation og her er utroligt smukt, men når man har været i det som er selve hovedbyen, hvilket består af en hovedgade, og set de forrretninger, og restauranter, samt gadekøkkener der er, så har man set alt.
Boligerne er som resten af Taiwan, smagløse og direkte grimme, nogle ligner slum, men der er stort set ingen tiggere i Taiwan, og vi har også fundet ud af at taiwaneserne elsker at spille lotto. I alle deres lottobutikker, står der handikappede og arbejder, på den måde er der også en funktion til dem, og løn at få. Det er nu meget smart. Her på øen, er det også et samfund, hvor alle hjælper alle. På den måde tager Lucinda og kæresten ned til Fisherman om aftenen og hjælper til der. De får ikke løn for det, for der er få ansatte her, man har sit eget sted, og så hjælper man i øvrigt hinanden, hvor det behøves. Det er meget socialt, og jeg kan godt lide tankegangen.
En sjov ting er, at tallet 4 helt er udeladt i Taiwan. Overalt hvor vi har været, mangler tallet 4. det gælder husnumre og i elevatorer mangler 4. etage. Menukortet har ikke en ret nr. 4 osv. Dette er også gældende for Green Island. Vi har spurgt John, og ja, som vi gættede så er tallet 4 altså meget uheldigt, som vi har vores tal 13.
På Green Island bor der også helt naturligt sikahjorte. Disse holdes af flere som kæledyr. De har deres eget reservat, og da vi skal have tiden i morgen til at gå med noget, så vil vi besøge reservatet, og også tage flere billeder af den smukke ø.
Vi har aftalt med John, at vores sidste 3 dage skal være nede hos ham i Kenting. Planen fra starten var ellers at se Sun Moon Lake i midten af Taiwan inde i bjergene, men den tur bliver for besværlig, når vi ikke kan leje en bil. Forikringsselskabet kræver et internationalt kørekort, for at leje bil. Dette kunne jeg også have undersøgt hjemmefra, men vi bliver jo klogere af den her rejse.
Vi glæder os til Kenting, som har en strand, og et stort akvarium, og byder på mange vestlige restauranter.
- comments