Profile
Blog
Photos
Videos
Taipei Station
Vi er på vej til Taroko National Park, og vores togdestination hedder Xincheng.
Da vi står på stationen og kigger på et stort kort over alle toglinier, kommer der en ældre mandlig taiwaneser, som på meget fint engelsk spørger os om vi vil have hjælp. Jeg tænker straks, at han vil have penge, for at hjælpe, fordi det er min erfaring fra andre lande, men her tager jeg fejl af de mennesker der bor her. Han er oprigtigt interesseret i os. Vil gerne vide, hvor vi kommer fra, og fortæller, han havde en dansk penneven, da han var 20 år. Han griner og pjatter hele tiden, og vi griner med ham. Pludselig står der en sød kvinde ved hans side, det er hans kone, og de skal vist ud og besøge noget familie. Ligesom den syngende glade taxichauffør i Taipei, der også var god til engelsk, så bliver taiwaneserne rigtig charmerende, når de folder sig ud.
Det viser sig, at være utrolig nemt at finde rundt på stationen og finde vores tog, men vi skal jo have lidt at spise, og finder derfor en kiosk, hvor man både kan få noget brød i en pose, og noget varmt mad med pinde, som ligner en pakke fra flyet.
Vi beslutter at prøve begge dele. Den varme mad er noget ris med nogle grønne bønner af en art, som smager okay, en svinesteak og en brun oval blød tingest. Jønner forsøger sig med den brune tingest som viser sig at være et æg, de har mishandlet på det groveste. Det er så hårdkogt, at det er blevet brunt udenpå og har en grøn ring indeni, før den gule blomme dukker op. Det smager ikke godt. Kødet er sejt og meget fedtet, så det undgår vi også. Tilbage er risene og bønnerne, som smager okay, men ikke er krydret med salt. De bruger stort set ikke salt i deres mad, hvorfor al mad smager fadt og fersk, eller stort set af ingenting, udover deres egen smag. Brødet smager overraskende godt, selvom skorpen er blød, men det har vi vænnet os til, de kan ikke bage brød, som vi kender det hjemmefra. Men det er sødet med sukker. Al deres mad, også varm mad er sødet med sukker. Vi synes de ødelægger maden fuldstændigt.
Nå, men toget viser sig at være topmoderne, og vi har ingen problemer med at komme af det rigtige sted, da der er IT-tavle og en stemme på engelsk, der fortæller i god tid, hvilken station, der er den næste. Taiwan er nemt at rejse i. Der er gode skilte med vores bogstaver alle vegne, og folk er helt vildt søde til at hjælpe og vejlede.
Taroko National Park
På Xincheng Station skal vi have en taxi ud til vores hostel, men ingen af chaufførerne kan engelsk, straks dukker der en ung pige op, og spørger os, om hun skal hjælpe. Ved fælles hjælp, kommer vi af det rigtige sted.
Taroko Pacific Ocean, som stedet her hedder, er en charmeplet, helt ned til havet. Jeg havde dog troet, vi skulle bo inde i bjergene, sådan var beskrivelsen på nettet, men jeg er ved at lære, at både værelser, og hoteller ikke helt lever op til det de lover os. Selvom der er mange hostel/hoteller, så tror jeg det var godt jeg bookede hjemmefra, for sådan et hostel som det her, ville vi aldrig være stødt på ved en tilfældighed. Jessie, som vores vært hedder er en charmerende ung kvinde, der er flyttet hertil fra Taipei, for at hjælpe sin ældre søster med at drive stedet her. Vi og så et kinesisk ungt par er eneste gæster. Vi bliver forkælet, og hun og søsteren kører os rundt, så vi kan handle lidt ind i den lokale 7/11, og komme op til nationalparken.
Vi har valgt en rute der hedder Shakadang Trail, fordi den ser nemmest ud, og er kort. Vi er jo ikke unge mere, og formen er heller ikke for god, men vandre det vil vi altså. Ruten er meget smuk, og vi ender ca. 1½ km og ca. 1500m oppe ved nogle boder, hvor der står nogle abouriginals og sælger ting de har lavet og mad. Vi beslutter at prøve en af deres pølser. Ikke fordi den ser lækker ud, men fordi, vi er hammersulte. Allerede inden den kommer på grillen, kan vi se, hvordan kødet ser ud. Det ligner sylte. Der er store hvide fedtpartier med lidt lyserødt kød i. Det smager ikke særlig godt. Som sædvanligt er det sødet kraftigt,og fedtet giver det en harsk ækel smag. Der er så nogle sorte bær i, der smager henaf peber og parfume. Men vi får klemt pølsen ned, og kan nu drage tilbage igen til vejen.
Her tager vi den lokale bus, som er gratis, til endestationen der er Tianxian, hvor der er en stor parkeringsplads, flere boder, kiosker, et luksushotel med swimmingpool og tennisbane på taget, samt et buddhistisk tempel.
Vi bruger nogle timer her, på at vandre op og ned til templet, og afsøger maden, boderne og området iøvrigt. Her ser vi, hvordan de kommer store blokke på 15/10/5 cm med svinefedt op en pande, hvor de steger spagetti og grøntsager på, samt vi støder på den lokale specialitet, der kaldes stinkende tofu. Den har så afskyelig en lugt, at al appetit forsvinder øjeblikkelig. Vi bliver enige om, at det bliver en ferie, hvor hovedtemaet er sult, for vi kan bare ikke lide noget af deres mad, og de har ingen traditionelle vestlige restauranter, fordi Taiwan jo endnu ikke er opdaget af rejsebureauerne, og taiwanerneserne kender slet ikke smagen af vestlig mad, udover McDonalds. Hvis turismen kommer til Taiwan på et tidspunkt, vil restauranter med fransk og andet europæisk mad dukke op, samt pizzariaer. Taiwaneserne ville gennem turister og maden opdage nye smagsvarianter, krydderier, og de ville måske over tid, få en slags stil og smagssans, for den mangler de helt. Vi har tit spist på kinarestauranter hjemme, og syntes det smagte dejligt. Taiwan er godt nok kinesisk, men maden er noget hundeæde.
Hjemme om aftenen sidder vi trætte og møre og har købt lidt salat og tørrede nudler fra en 7/11 kiosk, samt en sund grøntsagsdrik, tror vi, den viser sig så at være sødt saftevand istedet for. Jessie insisterer på at ville lave lokal kinesisk mad til os. Vi er høflige og siger pænt ja, tak. Vi får så noget der hedder dumblings. En ubestemmelig dej, der smager som vådt papir, med nogle grøntsager og hakket svinekød indeni. Dertil er der soyasovs med hvidløg i. Smagen er sur og fad, og det er som sædvanligt ikke krydret med salt. Vi spiser alligevel 5-6 dumblings hver, fordi vi ved jo ikke, hvornår vi næste gang får mad, som vi kan spise.
Næste dag, tager går vi en tur i omegnen, og opdager det smukkeste tempel, hvor de dyrker religionen Konfutze. Naturen er virkelig bjergtagende, mens husene på den anden side ligner nogle barakker der lige er slået op til lejligheden. Og midt imellem al den smukke natur, og de grimme boligere, findes det her overjordisk flotte detaljerede tempel.
Næste stop er Green Island, hvor der nok ikke er nogle 7/11 kiosker, og kun den lokale mad, som sikkert består mest af fisk. Nu lyder fisk jo skønt, og havde det været fisk lavet, som vi kender det, smager det himmelsk, men vi frygter den stinkende tofu, samt milkfish.
Vi kan jo håbe på at tabe os, på den her tur. På den anden side, får vi spist en del franske kartofler, samt drukket cola og øl fra kioskerne, da det er eneste "mad/drikke", vi bryder os om.
Trods maden, så er vores ferie faktisk vidunderlig. Vi hygger os meget, Jønner joker om alting, og jeg griner med ham, og vi er meget romantiske.
- comments