Profile
Blog
Photos
Videos
Nu kommer den første opdatering fra Vietnam! Men vi skruer først tiden tilbage til Phnom Penh i Cambodja, som vi endnu ikke har fået fortalt om. I Phnom Penh var vi som sagt i tre hele dage, hvilket er rigeligt med tid i byen.
4/2: Den første dag i Phnom Penh brugte vi blandt andet på at se Toul Sleng museum. Toul Sleng (bedre kendt som S21) fungerede under Khmer Rouge regimet, som et fængsel hvor mange tusinde mennesker blev holdt fanget, tortureret og dræbt. Før Khmer Rouge havde det været en high school, men da kommunisterne tog over, så blev alle skoler nedlagt, og klasselokalerne i Toul Sleng blev omdannet til torturkamre og fængselsceller. Det var helt forfærdeligt at se, hvordan folket var blevet behandlet. Langs væggene hang der billeder af alle fangerne (det var et meget systematisk overgreb lidt ligesom nazisternes) og flere af fangernes historier.
Fra Toul Sleng tog vi hen til et marked og kiggede, gik på jagt efter pizza (det lykkedes aldrig, så drengene fik i stedet nogle meget skuffende burgere) og så tog vi om aftenen hen og så et traditionelt Khmer-puppet-skygge-show.
5/2: Dagen efter blev en lidt småskuffende affære. Vi tog tidligt af sted for at se deres Royal Palace og Silver Pagoda, som var meget flot, men kunne ikke rigtig måle sig med Grand Palace i Bangkok. Både Allan og Helle havde det dårligt, så mens de gik tilbage til hotellet, tog Silas og Funk en lille ekstra runde sightseeing til the Independence Monument (de skulle bruge to forsøg for at finde det rigtige monument…). Men der gik heller ikke lang tid før de vendte hjem, og så fik vi set film, spillet kort og sovet.
6/2: Den sidste dag i byen tog vi en túk-túk ud af Phnom Penh til killing fields, som er massegrave brugt under Khmer Rouge regimet. Der er killing fields spredt ud over hele Cambodja, der blev fundet efter befrielsen, hvor dem udenfor Phnom Penh er nogle af de største. Her blev 17-20.000 mennesker dræbt og begravet. Det var hovedsageligt fanger fra Toul Sleng fængslet, der blev kørt hertil. Det var helt uforståeligt, at sådan nogle grusomme ting var sket på det flotte, stille sted ved en lille sø. Men det store mindetempel, hvor over 8000 skulls fra gravene var vist, markerede alvoren meget tydeligt. Vi kunne også se ved nogle af massegravene, at regnen havde skyllet nogle tænder op til overfladen, og andre steder kunne man se dele af knogler stikke op fra stien, som man gik på.
Da vi tog fra deres killing fields var vores plan at leje nogle ATV'er, men vi fandt ud af, at man skulle have booket på forhånd, så alle var optagede. I stedet tog vores chauffør os ud til en stor go-kart bane, som viste sig at være super pricy (12 dollar for 12 min). Men selvom det lidt var et røveri, kunne Silas, Funk og Helle ikke holde nallerne fra rattet. Det var jo en fed bane. Og det viste sig da også at være en succes.
Derefter tog vi ud til en shooting range, hvor specielt Silas var meget ivrig efter at få fingrene i en kraftig gun. Det er jo ikke hver dag, at man er i Cambodja, hvor man imod penge kan få lov til stort set alt. (På turen videre fra Phnom Penh sad vi sammen med nogle nordmænd, som havde været ude og affyre en bazooka, hvor det også havde været muligt at skyde til måls efter kyllinger og køer). Silas lagde ud med at prøve et maskinegevær og en pistol, og fik derefter presset først Helle og til sidst drengene til også at tage pistolen. Det var nu sjovt at prøve! Dagen blev afsluttet med en længeventet pizza og øl til happy hour ved floden.
7/2: Om morgenen gik turen til Mekong Deltaet i Vietnam. Om morgenen tog vi først en bus og derefter en båd som sejlede langs Mekong floden. Da vi efter nogle timer ankom til Chau Doc i Vietnam, fik vi arrangeret en tur til byen Can Tho. Her skulle vi bo på et homestay og dagen efter tage ud til deres store floating market på Mekong floden. Vi ankom til vores "homestay" (det var nærmere et familiedrevet vandrehjem ude i en landsby, hvor der var opsat bungalows som værelser) om aftenen efter en lang dag, Her fik vi lækker aftensmad, der bestod af rispapirruller, som man selv fyldte med salat, nudler, bønner, mynte og en elefantøre (?) fisk. Dejligt!
Morgenen efter (klokken 6) gik vi ud for at se landsbyen. Her fik vi både deres lille marked og den lokale skole at se. Derefter gik turen med båd til det store floating market. Deres floating market bestod af en masse store og små både fyldt op med alskens frugt og grønt. Der var endda små køkkener i nogle af bådene. Efter markedet kom vi også forbi en risfabrik og en frugtplantage. Og så gik turen ellers til Ho Chi Minh City.
Da vi ankom til backpackerkvarteret i HCMC kæmpede deres guesthouses om at få os ind til dem. Vi endte hos en dame, som kun havde ét af de billige værelser tilbage, så vi fik en 'penthouse' i stedet til samme pris. Vi måtte så slå plat- eller krone om den, som Silas og Funk (desværre) vandt, så de fik hygget sig i spa (karbad) om aftenen.
Den 9. tog vi så en lille sightseeing rundt i HCMC. Først gik vi til deres store, indendørs marked, hvor vi brugte lidt længere tid end planlagt med at prutte om spisepinde og andet godt. Herefter var vi forbi et lille shoppingcenter (i deres supermarked solgte de Harboe øl - Ikke lovende for deres egen øl, hvis de må importerer det sprøjt). Vi tog derefter forbi det store Reunification Palace, der markerede Vietnamkrigens ende, da en af Nordvietnams tanks kørte ind til paladset og rejste deres flag på fjerde sal. Efter det nåede vi et kort besøg ved War Remnants Museum, som udenfor har en række krigsmaskiner stående, og indeni har udstillinger om krigen. Her var fokus på de overgreb som USA forvoldte mod de civile vietnamesere under krigen, hvor cirka 3 millioner døde. Der var billeder af ofre for landminer, bomber, tortur og alle de napalm og andre kemikalie bomber, som der blev smidt ud over landet. Det var et meget spændende museum, men vi var efterhånden ved at få nok af krig og død!
Herefter hyggede vi tilbage til markedet, hvor vi fik købt alle de sjove frugter, som vi ikke har fået smagt de sidste uger. Vi købte blandt andet en rød udgave af dragonfruit, jackfruit (smagte af tyggegummi) og den meget grimt lugtende durian frugt, som smagte mindst lige så grimt, som den lugter.
Til aftensmad fik vi noget dejligt (spicy!!) indisk mad. Så vi er efterhånden ved at være fans af maden i Vietnam - på nær Silas der har erklæret krig mod koriander!
Den 10. februar havde Allan det dårligt om morgenen, så han måtte desværre blive hjemme fra den heldagstur, vi havde booket ud til en tempelceremoni og Cu Chi tunnellerne. Øv! Så han blev hjemme med film på computeren og sin bog, imens vi andre tog af sted. Først var vi til ceremoni i templet, hvor vi overværede 200-300 lokale samt munke, der bad sammen (3 gange dagligt). Meget sjovt at se, hvor dedikerede de var. Dog sporede man hos enkelte af de lokale et gab eller to skjult bag de foldede hænder.
Derefter tog vi af sted mod de lettere klaustrofobiske Cu Chi tunneller, der under Vietnamkrigen blev brugt af Nordvietnams guerillakrigere til at kæmpe mod Amerikanerne. Her så vi, hvor omfangsrigt et tunnelnet de havde gravet sig. Alt i alt strakte tunnellerne sig over hele 200 km (før USA tæppebombede området). De billeder, der er taget af os i tunnellerne er i en udvidet udgave af tunnellerne. Hvori der er blevet gjort plads til turisternes six eller one-pack på maven. Selv disse føltes meget trænge. Vi fik også indblik i de mange forskellige bambuskonstruerede fælder, der gemte sig for amerikanerne nær Cu Chi. Der syntes ikke at være en ende på, hvor mange måder, de kunne spidde en med bambus.
På turen havde vi en super sjov guide. Han fortalte os, at i Vietnam er skønhedsidealet, at man skal være ligbleg, let buttet og have små læber. Derfor anser man Johnny Depp og Angelina Jolie for værende grimme. Hvorimod Britney Spears og Drew Barrymore er hotte i Asien. Dette kom som en lettere ærgrelse for Helle, der de første uger af turen har modtaget utallige roser for sit udseende af de lokale.
Han fortalte også, at det bedste job, man kunne have i Vietnam, var politimand. Her tjener man nemlig 1000$/mdr., hvor en ingeniør tjener 200$ og en bonde 150$. Desuden var det nemmere at få et job, hvis man havde en lille topmave. Dette forklarer, hvorfor modepolitiet ikke har grebet ind overfor de mange lokale mænd, der går rundt med t-shirten foldet op til lige op over ølmaven.
Vi ligger nu i en sovebus på vej til Mui Ne beach (lidt underligt når det er morgen og turen kun tager fem timen, men vi klager ikke). Det bliver dejligt med noget strand igen, nu når der er gået en uge siden sidst ;) Det skulle blæse en hel del på stranden på denne tid af året, så vi skal ud og lære at kite-surfe imorgen. FEDT! Vi har en open bus billet, som er efter hop-on-hop-off princippet. Med den har vi købt ture til Mui Ne, Nha Trang, Hoi An, Hue og Hanoi.
- comments