Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer alle sammen. Eller som man siger i Nordvietnam: "HELLO - buy somethiiiiing!"
Siden vi bloggedes sidst, har vi passeret en uoptegnet grænse i Vietnams land, der adskiller sydens tropiske vejr fra Central- og Nordvietnams utrættelige regnbyger og tæt tåge. Øv. Den uoptegnede grænse ligger placeret lige nord for Nha Trang.
Så da vi vågnede op af vores bus-døs i Hoi An, var det til våde busruder og en træls baksen med at få regnslaget om backpacken og regnjakke på kroppen. Efter check-in pjaskede vi ind mod byen. Denne var en hyggelig lille fransk koloniby, hvor de fleste gader har været fredet for renovation i hundrede år. Foruden dette var der bilforbud i den indre by, hvilket lagde god bund for en dejlig gåtur (i støvregn) rundt i de hyggelige gader langs floden. Til vores hotel var knyttet en swimmingpool på et nærliggende hotel. Endnu en kold og våd affære fra norden. Om aftenen fandt vi en perle af et spisested. Et sted, der lavede billig hjemmelavet pasta og de tykkeste banan-choko-pandekager, vi nogensinde har set. Vi blev her tvunget ud i bestillinger af 7 omgange. Til stor glæde og forundring for konen, der drev biksen. Regnvejret kom bogstaveligt talt som en kold spand vand i hovedet efter at have nydt sydens mange soltimer. Vi blev derfor hurtigt drevet videre nordpå i vores forsøg på at komme hurtigt igennem skydækket. Men ikke uden at føje et par ekstra sandwich til busturen på bestillingslisten hos vores nye stamrestaurant (for en dag). Dette resulterede i, at vi kom en halv time for sent til bussen, der var kørt videre mod Hue. Til stor forståelig frustration for en vietnameser, der med opgivende og sure håndbevægelser, viftede os ud på vejen og afsted efter hans knallert. Dette blev til en fuldtoppakket morgenløbetur. Perfekt for Funk og Silas' træningsprogram, der har kørt siden HCMC. Ærgerligt for de morgentrætte hoveder.
Men det lykkedes os at komme ombord på bussen med en ekstra sandwich i reserven. Spa!
I Hue fortsatte vejret ufortrødent. Mere regn. De to dages regn havde fået Silas' engangs-regnponcho og vores tålmodighed overfor vejret til at gå op i sømmene, så det blev til en meget kort sight-seeing. For at være præcis nåede vi kun omtrent 50 meter indenfor den gamle bys bymur, før vi besluttede os for at vende om og drage tilbage mod hotellet. På vej hjem holdt vi ind ved en vegetarrestaurant, hvor Helle fik prøvet en lokal hot pot, der er en suppe, man selv laver ved et blus på bordet. Store mængder af tofu og varm suppe spredte enorm glæde i de kuldslåede øjne.
Tilbage på hotellet var klokken slået 15. Her fik vi øje på en lokal øl. Huda beer. En danskproduceret øl fra Hue. Smukt. Funk og Silas måtte straks finde en anledning til at skylle en håndfuld af disse ned og besluttede sig for at kunne fejre en løbetur i regnen med disse. De trak derfor i løbeskoene (Converse i Funks tilfælde) og bevægede sig ud i regnvejret til en løbetur indenfor bymuren, hvor vi tidligere ikke var kommet længere end indgangen. Dejlig løbetur imellem knallerter, der strømmede ind mod den lille by.
Da de kom hjem våde og med ømme muskler stod den på Huda, og kort med Helle og Allan, da Silas skulle Skype.
Gårsdagens løbetur resulterede i, at Funks første skridt ud af sengen, udløste krampe i begge lår og en højrefod, der ikke ville andet end at humpe de næste 3 dage. Flot udbytte af første løbetur i tre måneder..
Samme dag havde vi meldt os til et cooking class, da vi ikke mente, at den regnvåde by havde mere at byde på sightseeing-vise.
Her var vi på markedet med en lokal for at købe råvarerne til vores 'gourmet-spise'. Her så vi gode eksempler på Asiens spændende omgang med termen hygiejne. Der går nok nogle århundreder før, at markederne her opnår elitesmiley. Betaling for kødet foregik helst PÅ kødet. Taber man en reje i mudderet, samler man den op og lægger den tilbage på fadet, før den slipper væk.
Efter at have været på markedet kørte vi tilbage til Masterchef-mansion for at konkurrere i, hvem der kunne rulle den bedste forårsrulle. I det vietnamesiske køkken begav vi os ud i nationalretter som:
Fried pancake (med grøntsager, reje og svin), peanutsauce, fresh- n' fried springrolls og beef noodle soup. Forårsrullerne her er halv størrelse af dem, vi kender hjemmefra, og var som de andre retter yderst lette at lave og utroligt lækre. Det skal her også nævnes, at når de i Vietnam siger 'fried', så mener de 'deep fried'. På vores cooking class fik vi brugt lidt over 1 L olie… Mængder som selv "Spise med Price" ville synes, var lige over riiigeligt med olie.
Samme aften tog vi natbussen til Hanoi, hvor vi ankom meget tidligt næste morgen. Kl. 5.30. Her fik vi første forsmag på nordvietnamesernes 'business-tricks'. Vi havde i Hue sagt ja til gratis at blive transporteret fra bus til en guts hotel i Hanoi.
Da vi ankom til hotellet fik vi besked på at skulle betale for taxaen, med mindre vi blev på deres hotel. Dumt træk at prøve at snyde 4 morgentrætte danskere. Vi fik forklaret dem, hvad der var god og dårlig business. Og de betalte omsider selv for taxaen. Nu var der fri mulighed for selv at vælge hotel. Vi valgte så bare blive samme sted, vi blev sat af.
Herfra begav vi os ud i Hanois gamle bydel. Her var den store trend at spise ude på gaden om små borde på små stole. I Vietnam spiser de også hunde, og æg hvori der ligger ufødte kyllinger. Eeeew.
Ellers var det, som man hører. Meget travlt, mange knallerter, mennesker, yada yada og same same but different, som jo er Sydøstasiens helt store catchfrase. Vi var ikke overordentligt imponerede over byen - og vejret. Her er stadig koldt. Hvis det ikke var fordi, vi snart er igennem kuldebæltet og videre til Laos, havde vi købt lyserøde huer og vanter, så vi kunne matche de fimsede Kinesiske turister. Til gengæld fik vi udnyttet de billige priser på "made in Vietnam" North Face produkter. I alt fik Helle, Silas og Allan købt 2 jakker og 3 tasker, Funk nøjedes med et diskolys.
Anden dag i Hanoi valgte vi at tage ud fra byen til "fastlandets Halong Bay", strækningen Hoa Lu - Tam Coq.
Denne tur bød på en lang bådtur på en flod, der zig-zaggede sig rundt om og igennem bjerge. Bådene havde den fine feature, at de blev roet med fødderne.
På vores hotel bestilte vi om aftenen ture til Nordvietnams perler: Halong Bay og Sapa.
Først gik turen til Halong Bay. Dette blev en meget begivenhedsrig tur.
Dette afsnit er ikke for sarte sjæle. Hvis du ikke kan lide at høre om medmenneskers uduelighed og munddiaré så scroll videre til afsnittet om Sapa.
Vi havde booket os ind på et so-called party-cruise i Halong Bay. 3 dage, 2 nætter. Firmanavn: Halong Bay Party Cruise. Slogan: No fun no pay. Vi fik at vide, at der skulle være godt vejr til at se det disse dage.. vi fandt det bare aldrig. Første dag var det ok. Der var overskyet og koldt, det var vel endnu en gang bare sæsonen i Nordvietnam. Dog kunne vi under den grå himmel skue ud over det utroligt flotte landskab, hvor 3000 klippeøer stikker op af havet. Et landskab, hvis skønhed, man ikke kan fange med selv det største objektiv. Det er den store helhed af de mange klippeøer, der skaber det flotte landskab. Nok om landskabet for nu.
Første dag blev vi indlogeret på et fint værelse på båden og fik lækker mad med masser af seafood og peanutprodukter formet som seafood. Vi rynkede lidt på brynene over barpriserne, der var det 3-4-dobbelte af på fastlandet. Godt at vi havde snydt hjemmefra og medbragt 2 L af Hanois bedste dårlige risvin.
På båden var der os, et ungt dansk par (Niels og Anne), to unge Australiere, to danske bøsser i fyrrerne, en dansker på 40 (the Stig), fem udenlandske pensionister, 5 kinesere, der lignede de var 15, men nok næsmere var 18-19.
Spændende festblanding. Firmaet havde solgt folk det cruise, det lignede de ville have. Det danske par havde fået at vide, at det var et cruise med romantisk middag etc.
Vi havde fået at vide, at der var fest. De har sikkert også reklameret med petanque. Men fred være med det. Vi skulle nok få en fest.
Første dag var vi også ude og ro kajak i en time, hvor vi fik set en grotte og noget af landskabet med de mange klippeøer. Samt en grim lille floating village, der så langt fra kunne måle sig med den, vi så i Siem Reap. Landskabet er som sagt virkeligt flot, men mister en del af sin charme, når man vender blikket mod vandoverfladen. Den er nemlig mega klamt. Alle de cruises, der er ude på Halong Bay, dumper nemlig sit affald etc. i havet.
Der var plastikflasker, lænestole og øldåsen all over. Adadadad. Strømmen rundt omkring de mange øer førte altså skidtet rundt, hvor det endte i store skidtpøle. Synd og skam. Men der var fredfyldte oaser (i gråligt skær fra vejret), der var vildt flotte. Kun med lyden fra kajakkens paddel og et par pippende fugle.
På båden havde selskabet et meget skemalagt program. Nærmest diktatorisk tilrettelagt. Programmet for aftenen lød:
Kl. 17.00 ankomst til båden. 30 minutter til bad og relaxing.
Kl. 17.30 var der "sunset paaaartey - 1 hour" (udtalt med styg asiatisk accent) Hvor vores guide meget opsat skænkede en et glas lokalt vin (Dalat'ten - noget værre lokalt sprøjt)
Kl. 18.30 - Dinner: one hour. Her blev skiftet til lidt afslappet guitarmusik. Før var der baspumpende house.
Kl. 19.50 - "40 minut relaxing, then party-time" Her gik vi i gang med at drikke nogle øl, spille kort og snakke med de andre danskere, vi sad med på bordet. Den ene Stig (manden i fyrrene) var nok den gladeste og mest ubekymrede mand på båden. Han blev tidligere på turen væk fra de andre kajakker, og først fundet efter at have krydset grænsen ind til Kina. Som han sagde: "Jeg troede lige, jeg kunne nå rundt om øen før I kom tilbage." Han mødte stor vrede fra vores guide Jeremy, der skulle videre i programmet.
Kl. 20.30. PARTY TIIIIME. Så blev der skiftet til den mest populære cd i Asien. Den med Justin Bieber.
Den holdt dog ikke længe, før vi fik skiftet til en god omgang med KIIIIIIIIID. Dette passede ikke helt ind i Jeremys program, så han tændte for en af Asiens store trækplastre: karaoke. Til stor glæde for japanerne. De fik hurtigt kaldt shotgun på alt med Backstreet Boys. Det var så sjovt at se. Tror ikke, der er meget homofobi i Japan. For de tre japanske piger sad med julelys i øjnene og kiggede på de to (meget kiksede) drenge, der gav den fuld gas til 'I want i that way' og 'As long as you love me'. Lille indskydelse: Selv samme japaner smed på stranden sine shorts og spillede strandbold i noget, der sad strammere om hans underliv end de strammeste speedos til et svømmestævne.
Herefter greb Funk og Silas mikrofonen til en skøn duet. De var lidt længe om at vælge sang, så pludseligt sang de 'Hey Jude'. Ikke en publikumspleaser, da de ikke havde styr på tekst og melodi. Japanerne fik også hurtigt erobret mikrofonen tilbage og gav et nummer med asiatisk pop. Show-offs.
Herefter ville vores guide gerne have, at der skulle danses. Så han ville have dem, der spillede kort og bordfodbold til at gå op på soldækket, hvilket vi gjorde med parret (Niels og Anne) og de australske blokes.
Japanerne krævede ikke meget forberedelsestid før dans og gik i gang med det samme. Efter at have søbet en enkelt øl. De var nok høje på karaoke-rusen.
Ja, det lyder indtil videre ikke så galt, hvad angår uduelighed. Vent til I læser om vores anden dag på båden(e).
Næste morgen: moore kajaking. Vi medbragte i dag ikke mere end det tøj, vi stod i, samt et spil kort. Vi blev nemlig sjasket godt til grundet vores dårlige pagajføring dagen forinden. Vi kajakkede igennem en lille 'grotte' ind til en lukket dal, hvor man skulle kunne se aber og nogle sorte egern. Vi så et enkelt egern.
Efter frokost (kl. 12) sagde de med smørret accent: "relaxing time - two hours, then pearl museum" Her tænkte vi, at vi lige så godt kunne slappe af tilbage på hovedbåden. Vi havde nemlig fået at vide af the aussies, at museet var jævnt kedeligt. Så da vi ikke havde noget med, bad vi dem sejle os tilbage. Det ville "kaptajnen" ikke gå med til - så vi blev tvunget til to timers afslapning. Godt vi havde et kortspil med.
Funk, Allan og Silas tog ud og kajakkede en time mere rundt i området for at udforske lidt. Vi gik i land på et lille stykke sand og slog nogle smut og sådan. Det var vildt tåget. Man kunne her kun se omtrent 50 meter frem. Da vi kom tilbage til den lille båd var de 2 timers relaxing time ovre. Og vi begyndte at sejle. Det var nu blevet ekstremt tåget. Sigtbarhed 20 meter. Guiden og kaptajnen stod og diskuterede lidt om vejen igennem 'the mist'. Der var et tidspunkt, hvor vi lige så godt kunne have været på åbent hav. Der var intet at se til nogle af siderne. Vi tænkte hold da op. Men morede os over crewets problemer. Af uransaglige årsager valgte crewet gudhjælpende at finde vej til pearl museum gennem tågen på trods af vores ønske om at tage hjem.
Museet var, som vi var blevet fortalt, meget småt, men det var sjovt nok at se, hvordan de åbnede muslingerne og fik dem til at danne perler og sådan. Bagefter fandt vores lille båd vej gennem tågen tilbage til kajakstationen, hvor den lille båds firma hørte til.
Her ventede vi i 3 timer.....
Den store cruiser var blevet i havnen, hvor den skulle hente nye passagerer. Den måtte ikke sejle ud i tågen. Vi fik gentagne gange over de 3 timer at vide, at de ville hente os efter små tyve minutter. Men der kom aldrig nogen. Det blev til mange vrede samtaler med vores båd. Kl.18.30 blev vi sejlet ud til en stor båd, der lå i nærheden, af det lille firma. Det var en ret flot båd. Det var bare os, parret, og en anden dansker fra en anden båd.
Vi fik presset Halong Party Cruise til at give os gratis øl og sodavand. Et glimt af succes i tågen. Så vi røvede baren for øl i trods.
Næste dag kom der ingen og hentede os. Trods vejret var klaret op. De havde valgt IKKE at tage kontakt til den anden båd. Rotter. Efter at sejle med tre forskellige både kom vi tilbage på havnen, hvor vores cruiser lå. Denne var tom. Der var ingen til at tage imod os. Vi fandt endelig en fra personalet, der fattede hat og intet engelsk. Derfor: two hours yelling at staff on boat. De ville ikke gå med på refundering, end ikke om det program de ikke havde forberedt til os selv samme dag. Trods slogan. Vi afgjorde, at der ikke var noget at vinde ombord på båden, betalte vores regning og tog tilbage til Hanoi.
Da vi kom til Hanoi skulle vi ind og snakke med hotellet, der havde solgt os turen. One hour yelling. De ringede til manageren, der sagde, han ville komme og snakke med os. Det skete aldrig. Tror ikke, han turde møde op efter de mange vrede opkald. Men så fik vi pruttet om prisen på refunderingen med hotellet. Vi fik pruttet fra 0$ til 5$ til 10 $ til 12$. Som vi stillede os tilfredse med. Haha. Vi havde dog ikke forventet noget, så det var mega win.
En time efter tog vi til Sapa. Her er vi nu. Første dag var det sygt koldt på det hotel, vi kom til om morgenen. Og det var overskyet. Men da vi kom afsted med vores guide, der var iklædt den lokale kulørte påklædning, fandt vi ud af, at vi havde undervurderet vejret. Vi var iført jakker, trøjer etc., da det har været koldt her i Nordvietnam. Men pludseligt brød solen frem mellem skyerne. I kan tro vi blev brændt. Vi er jo oppe på et bjerg.
Her i Sapa er der helt vildt sindssygt flot. Der er tusinder og atter tusinder af plateauer, hvor de gror ris op og ned af bjergsiderne. Vi "hikede" eller gik 10 km ned til en lille village.
Landsbyen var rigtig flot. Men det irriterer os meget, at de lokale i byen alle sammen vil sælge souvenir-ting. Lav dog et eller andet. Eller noget anderledes souvenir. :D Vi tvivler også på, om de lokale ville gå i deres dress, hvis ikke der var turister. Men flot er det. Der fulgte en hel skare lokale efter os. Men store net-ruksacks. Især Silas havde en nærgående flirt - en gammel krøllet, solbrændt, yoda-lignende version af en vietnamesisk dame. Hun gik 2 meter fra Silas hele turen igennem. Uden at sige et ord. Man var mandsopdækket. De var flinke og snaksaglige hele turen ned. De bar nogle jakker for to englændere, der var med på turen. Marko og Lindsey eller noget. Men da vi ramte byen og skulle have mad, begyndte de, som man havde forventet at ville sælge en masse. Typisk Asien. Marko kunne ikke stå for alle de små børn og de lokale og sådan, så han købte de lokales souvenirs af mange omgange. Det blev i alt til: 20 armbånd, en taske, en hat, en pung, et lokalt mavebælte, to minipude-ting etc. Og forresten var han indehaver af turens hidtil mest originale grin. Ha Ha Ha.
I dag var vores sidste dag. Her kom vi med guiden forbi en lille landsby med et flot vandfald. Det var flot, men igen var området blevet lige lovlig turistet. Lidt synd. På vej hjem gik vi langs bjerget. Her så vi ved landsbyen nogle knallert-mænd, der kører turister, slås om nogle kunder. Tilsyneladende havde den ene prøvet at stjæle den andens kunder. Og så fik ham, der fik stjålet kunder ellers lige vist sit sorte bælte i karate. Han sparkede ham i hovedet 5 gange, samt slog ham adskillelige gange, mens de andre chauffører bare stod og så til. Og synderen stod bare og tog imod indtil, at han til sidst stak knallerten mellem benene. Så det var hurtigt settled, at vi tog traveren tilbage til hotellet, hvor vi er nu.
Cheereos!
- comments