Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen.
I sidste indlæg fortalte vi, hvordan vi ankom til Siem Reap i Cambodja. Vi har nu tilbragt 3 hele dage ved The Temples of Angkor i Siem Reap og i går tilbragte vi en enkelt eftermiddag og aften i den hyggelige by Battambang.
Temples of Angkor er en række store templer, der fungerede som hovedstad for Khmerriget fra omkring 800-1400 tallet. De blev bygget af datidens konger, der udnævnte sig selv til God-Kings. Det er det ottende af de syv vidundere ;) Nok fakta…
Siem Reap
Den 26. januar var vores første hele dag i Siem Reap. Vi valgte at starte dagen med at tage ud til de første templer, Roluos, fra 800-tallet, som ligger ca. 13 kilometer fra de øvrige. Allerede her var vi meget imponerede, og vi kunne nyde templerne under en skyfri himmel.
Derefter tog vi med båd til en floating village. Her var alle husene bygget på høje træpæle og i det hele taget bygget af træ. Fra floden kunne vi følge dagligdagen ved floden, hvor der blev fisket, hygget og sejlet en masse. Selv deres grise havde de på små tømmerflåder. Et stykke af byen lå på land, nu når det ikke er regntid. Her var vi oppe i et af husene for at få lidt af drikke, og låne deres toilet som også hang 5-7 meter over jorden. Lidt underligt. De havde også en hel skov af træer, som ligger ude i vandet. Her sejlede vi rundt med en lille sit-on-top båd, som blev roet af en lokal pige. Pigen der roede Silas og Allan blev lettere forlegen, da en svedende Silas spurgte: "Can you (generelt) take your shirt off?", hvorefter han hurtigt rettede det til "Can I take my shirt off?".
Bagefter tog vi tilbage til byen, fik noget frokost og gik på marked, før vi tog ud til et af de større templer for at se solnedgangen. Templet lå som det højeste punkt i området på en bakke, så folk valfartede dertil ved fem-tiden. Der var så mange kinesere (de havde 'forårsferie'), at vi blev nødt til at snyde os foran i den hundredemeter lange kø for at nå det i tide.. Sad but true.
Derefter tog vi et par lokale øl og så på hovedet i seng, da vi skulle tidligt op næste morgen for at se solopgangen over Angkor Wat.
Den 27. januar stod vi foran indgangen til det kæmpestore tempel klokken kvart over 5. Vi syntes selv, det var noget af en bedrift, men vi var bestemt ikke de eneste. Da solen begyndte at komme frem, blev templet spejlet i søen, hvor vi stod og nød det fantastiske syn.
Herefter var der fri leg. Der er alle muligheder for at slå sig løs, klatre rundt og udforske templerne. De er nemlig ikke særlig strengt overvåget. På den måde fik vi hele dagen til at gå med at cruise rundt blandt fem af de mange templer.
Da vi kom tilbage til hotellet klokken fem om eftermiddagen, var vi alle fire godt trætte. Så vores planer om at tage på nattemarked døde hurtigt til fordel for en god nats søvn. Specielt Allan var ikke til at vække igen, og det lykkedes ham at sove i 15 timer i træk. Bum!
Den 28. januar ville vi bare hygge rundt blandt de sidste 'must-see' templer. Vi var ved at være mættede med templer. Men da vi kom til det store Angkor Thom tempelområde, der overalt er dekoreret med kæmpestore ansigter hugget i murene, livede vi alligevel lidt op. Lige inden for den store indgangsport til tempelområdet stødte vi på en hel flok "vilde" aber. Her fik først Silas, og derefter Funk og Allan, den helt store abetur. Man kunne købe nogle grønne frugter, hvor aberne var helt tossede med nødderne indeni. (Specielt den ene abe, El Abe Fadro, havde tydeligvis mødt turisternes håndmadder før). Nødderne i hånden lokkede aberne op på skulderen. Desværre fik vores ekstra nødder aberne til at give lidt igen i den anden ende, hvilket resulterede i lidt dejlig abesnask på skulderen. Yummy.
Derfor måtte vi med opsmøgede ærmer drage videre mod Ta Prohm. Lyder måske ukendt i jeres ører - meen det er det tempel, der har lagt scene til Tomb Raider. Fedt mand - action. Det er et tempel, som tydeligvis har stået hengemt i rigtig mange år, da kæmpemæssige træer har angrebet porte og vægge, så de nu står som ét. Endnu en oplagt mulighed for noget klatring, selvom vi her blev smidt ned fra et par træer.
Vi spiste noget sen frokost i byen, og så gik vi på opdagelse ved markederne i byen. Her vil alle meget gerne sælge, men man må ud i noget seriøst prutten-på-prisen for ikke at betale over overpris. Vi fik blandt andet fat i to Lonely Planet bøger til 4 dollars stykket. Very nice.
Silas fik endelig en happy ending på sin evindelige plagen om massage (har stået på fra dag ét af). Vi blev først lokket ind til en øl og en omgang ryg-og-arm-massage med fødderne nede i en balje fodgnaskende fisk. Her fik vi langt mere end, hvad vi betalte for, da vi faldt i snak med de to meget snaksalige søstre, som begge var meget interesserede i vores sprog etc. Bl.a. morede de sig længe over vores navne. Nicklas blev på Khmer til [Negloq].. som igen blev til necklace. Hele morskaben fik vi for bare 2 dollar per mand.
Battambang
Den 29. tog vi om morgenen en bus til Battambang. Da vi ankom klokken halv to, fik vi tjekket ind på hotellet og tog så direkte ud til byens bamboo train. Det er en gammel udgave af toget, hvor man ligger en stor træplade oven på to sæt hjul, og kører så af sted på det ene spor af meget ujævne skinner. Så når der kommer to modsatrettede tog, må det mindst tunge fjernes fra skinnerne, så det andet kan komme forbi. Her fik vi en bumlet tur på nogle kilometer ned til en lille landsby med tilhørende ris- og murstensfabrik. Der rendte køer rundt ved og på skinnerne, og vi kunne på togturen se, hvordan de lokale mænd fiskede omkring de små vandhuller. Ved landsbyen blev vi hurtigt overfaldet af børn, der syntes vi var meget spændende, ville høre hvor vi kom fra og selvfølgelig prøve at tjene en ekstra skilling efter skole. De snakkede overraskende godt engelsk i en alder af otte år. Det var meget underholdende, men vi måtte hurtigt videre i vores program.
Vi tog ud til et bjerg, hvor der ligger nogle dybe grotter, som under folkemordet i 1975-1979, der blev ledet af Pol Pot, blev brugt til at henrette folk ved at sulte dem i grotterne. Da bjerget kun var 100 meter højt (det er ret meget i forhold til resten af det meget flade rismark-land), kunne vi på kort tid gå op til toppen og tilbage igen. Klokken 18 stod vi for foden af bjerget, hvor flere hundredetusinde flagermus samtidig fløj ud af en stor grotte for at jage. Det så helt vildt ud, som en lang sort sky der slangede sig igennem luften.
Turen til Sihanoukville
Vi sidder nu i bussen på vej til Sihanoukville, som er Cambodjas number one (eneste) strandsted. Den første del af turen har været ultra stram, da vi ankom godt trætte og klar på en god morfar i bussen, men det blev modarbejdet af Khmernes vilde dyttekultur. Da det ikke er en mulighed at sætte farten ned, når de møder andre på vejen, dytter de hellere vildt tyve gange for at tvinge motorcyklisterne væk. Dertil kommer den ekstremt ujævne vej, der giver nogle gode bumb, når man hviler hovedet på ruden. Og som prikken over i'et vælger chaufføren at sætte en god gang karaoke vol. 127 på fjernsynet, hvor vi i flere timer kunne nyde Cambodjas svar på Justin Bieber. Musikvideoen der blev til en musical. Herligt.
Kort sagt: Vi glæder os til at komme frem! Og til strand!
- comments
Gitte (Helle´s mor) Kære alle fire. Tak for en farverig og indlevende beskrivelse af jeres oplevelse ved tempelområderne og ikke mindst ved markederne samt sejlturen ;-) Man kan hurtigt komme galt afsted ;-) Pigen har sikkert også grint. Det lyder helt fantastisk det hele!!! Det med aberne har sikkert også været super sjovt. Nyd nogle dejlige dage ved stranden. Meget velfortjent! :-) Knus fra os alle, Line, Kim og Gitte
Pia(Silas mor) Hej med jer. Dejligt med nyt fra Cambodia. Storslåede billeder. Hvor er der stor forskel på lande og livsvilkår. Særligt billederne med koen på togskinnerne og "toget", der bliver båret hen på sporene igen er fascinerende. Aberne og de religiøse bygninger. Vi har da fået genopfrisket historie og religon hjemme hos os. En dag på stranden må gøre godt efter alle de indtryk. Fortsat god rejse mod nye oplevelser.
Jesper og Dorte Super spændende steder i kommer til. Så fik i endelig brug for vaskepulveret med abernes hjælp! Olivie siger god nat til jer alle sammen når i når så langt. Her hjemmer er det nu fra minus 5 til minus 15 grader. Smutter til Berlin den 5-8 så det varme tøj skal med. Nyd varmen for der er kun varmt her 2 meter fra brandeovnen. De kolde juleøl er skønne -( fra Nicklas's øl lager) Pas på hinanden. Kvh Jesper , Dorte Olivia og Annika
Henrik(Silas` far) Hej alle 4. Jeg takker også. Hvor er det bare dejligt at få lov til at følge jer så "tæt" i jeres oplevelser af hvor stor, smuk, anderledes og fantastisk verden er. Imponerende så meget I allerede har set og oplevet. De mange smil på jeres læber vidner om god "stemning i lejren", - håber det bare fortsætter derudaaaaaf. Jeg må indrømme, jeg nok havde tænkt mere på vask af T-shirt, end bare at nyde øjeblikket med de der "monkeys". Der er vi jo så forskellige. Tankevækkende med den materielle fattigdom, - og dog virker dem, I møder på jeres vej bestemt ikke knuget af det - tværtimod. Jeres billeder af den mad, I har fået, virker meget indbydende. Jeg sagde til Silas: "If you can`t cook it or peel it, then leave it." Ja ja, en meget mindre overklog og overbekymret far slutter hér, inden han kammer helt over! Kram til alle :-)
Marianne (Allan´s mor) Hej med jer alle 4. Fantastike billeder - hvor er det dejligt at vi kan få lov til at følge med på jeres rejse. Mest hæfter vi os ved at der er så meget humør på jeres billeder. Et klart budskab om at teamet fungerer fantastisk. Det er åbentlyst at I har det dejligt og stemningen er god. Mon ikke en strandtur vil gøre godt ovenpå alle de oplevelser. Flotte templer gør indtryk, men mest hæfter vi os ved at de mennesker I møder virker glade - selvom de stort set intet har. Det kan vi da godt lære noget af. Sjove billeder af lækkert mad. Når i kommer hjem er vi spændte på at høre hvad det er I putter i munden ! Her står solen højt på himlen men det er hundekoldt. Og Allan du lagde din skiferie i den rigtige uge. Lige nu er det mellem -30 og -40 grader på skisportstederne i Østrig. En strøm af kærlige hilsner til jer alle herfra :-)