Profile
Blog
Photos
Videos
Vi fløj fra Los Angeles sent søndag aften og så frem til en 11 timers flyvetur over Stillehavet. Vi landede i Nadi, Fiji tidligt tirsdag morgen (Vi krydsede datolinjen - meget svært at forholde sig til) og fik os indlogeret på Nadi Bay Resort for natten. Og tirsdag gik med absolut ingenting - Ren afslapning. Hotellet havde to pools, to barer, skønhedssalon, butik, netcafé (Meget dyrt) og meget mere. Men vi tilbragte nu dagen ved poolen under palmetræerne. Så føler man, at man er kommet til Fiji! Selvom jeg lå i skyggen det meste af dagen, er solen så stærk, at den åbenbart går igennem parasollerne, så jeg blev lidt skoldet. Igen. Men det var væk næste dag - Hurra! Efter aftensmad gik vi i seng, for man bliver meget træt af at lave ingenting. Det passer!
Onsdag tog vi fra Nadi havn med katamaran til en af de øverste øer i Yasawa ø-gruppen, Nanuya Lai Lai, hvor den blå lagune er optaget! Det er jo det rene paradis. Vi boede dog på den anden side af øen, så vi måtte gå over øen eller rundt om den for at komme hen til den blå lagune. Det var også det første, vi gjorde, da vi ankom til Sunrise Lagoon Resort (Langt fra et resort - det burde forbydes at kalde 10 senge i et skur og et fælles udendørs toilet for et resort). Derfor tilbragte alle dagen ved den blå lagune, hvor der også var et meget bedre "hotel". På vej tilbage fra den blå lagune gik vi langs stranden i stedet for at gå over øen (som var meget bakket). Det ville også have lykkedes, hvis ikke det var for det pludselige tidevand. Pludselig fandt vi os selv stående i vand til brystet bærende vores ting over hovedet, for hvor var stranden blevet af? Men vi fandt da vej tilbage, skiftevis klatrende over sten og kæmpende i vandet. En tur der burde tage 20 minutter blev til halvanden time. Men det var nu slet ikke så slemt alligevel - vi havde det i hvert fald sjovt. Resten af dagen var ikke så begivenhedsrig, aftensmad, hygge med de andre og bagefter i seng.
Torsdag gik med en tur til nogle undervandshuler på en anden ø, som var ret så cool. Man kunne svømme ind gennem en undervandstunnel til de indre huler, men der var jeg lidt en kylling. Jeg blev ude i den halvbelyste hule og hyggede mig med at plaske rundt. Alt i alt en god tur. Resten af dagen gik med absolut ingenting. Ren Fiji.
Fredag tog vi endelig af sted fra Sunrise Lagoon "Resort" til Manta Ray Island, som vi havde hørt skulle være meget mere luksuriøs. Og det må man sige, det var! Endelig var man kommet i paradis! Fantastisk mad, fantastisk udsigt og fantastisk blåt vand. Jamen, hvor var det jo dejligt. Da vi ankom ,fik vi en intro omkring, hvad de havde at tilbyde af aktiviteter på øen, blandt andet nævnte de et introdyk, hvor man kunne prøve at dykke, selvom man ikke havde et certifikat. Så det sprang vi da på! (Pas på hajerne, der boede tre revhajer lige ud for øen), men jeg kom da i vandet alligevel. (Vi så ingen hajer…) Og det var helt fantastisk flot! Kæmpemæssige koralrev lige ud til stranden, farvestrålende fisk og fantastisk varmt vand. Det var så fedt. Da vi kom op igen, spurgte instruktøren, om der var nogle, der havde lyst til at tage et certifikat på to dage? Jah, hvorfor ikke? Så nu er Ida og jeg certificerede dykkere! Sejt! Efter det første dyk fik vi stukket en teoribog i hånden og læste hele aftenen (Et kursus tager normalt fem dage, så vi havde travlt!).
Lørdag vågnede vi op til en dag med dykning og mere dykning. Tre dyk på en dag + teori og prøve om eftermiddagen, så der var ikke meget tid til afslapning. Men dykning er fabelagtigt! Jeg havde godt nok aldrig troet, jeg ville komme i vandet, eller snarere under vandet, men det kom jeg, og det var absolut fantastisk! Om aftenen, efter bestået teoriprøve (100 %, ja tak!) var der fest og farver. Men vi holdte ikke længe, for dykning er trættende, specielt efter tre dyk på en dag. Søndag var det tid til to afsluttende, spektakulære dyk længere ude og dybere nede. Koralrevene er usandsynligt smukke! Jeg glæder mig helt vildt til at dykke ved Great Barrier Reef, det må være absolut vidunderligt. Efter to overståede dyk, var det videre til den næste og sidste ø, South Sea Island, som også er den mindste ø. Og den var også lille, må man sige. Nok 40 meter bred på det bredeste sted. Når man stod på midten, var der bare hav til alle sider. Meget specielt, men også smukt. Der tilbragte vi en nat, før vi tog på et dagskrydstogt rundt til nogle forskellige øer den næste dag. Vi stoppede på øen, hvor Castaway med Tom Hanks blev optaget! (Jeg ville ønske, jeg lige havde set filmen, så man kunne huske stederne fra filmen). Der snorklede vi lidt rundt i en times tid, før turen gik videre med sejlskibet til en fijiansk landsby, hvor vi tilbragte lidt tid. Derefter videre tilbage til Mana og skift til katamaranen tilbage til Nadi. Det var den uge på Fiji, og hvor gik den dog stærkt! Vi havde ikke så meget tid til afslapning, som vi regnede med, men vi havde heller ikke lige et dykkercertifikat med i vores planer. Men alt i alt en helt fantastisk uge. Jeg vil helt sikkert tilbage til Fiji - og nå ja, solen skinnede fra en skyfri himmel hele ugen!
- comments