Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det tid til AUSTRALIEN! Og det har jeg ventet længe på. Vi ankom tirsdag til det (meget) varme land med et stop i Sydney lufthavn og derefter videre til Cairns, hvor der ventede os 35 grader fugtig varme. Klokken elleve om aftenen. Aaaalt for varmt. Da vi ankom til vores hostel, var der en glædelig overraskelse. Aircondition på værelserne! (Det er vist også nødvendigt indendøre.) Næste dag, onsdag, var vi klar til få styr på en masse ting. Vi brugte dagen med at handle ind (Karryris er jo godt og billigt), læse i Lonely Planet om Cairns (Vi fik ikke set en eneste ting i Cairns alligevel), planlægge lidt videre frem (Vi fik ikke booket noget…), og en masse andre unyttige ting. Stort set var dagen absolut spildt. Men man orkede heller ikke andet i den hede; vi skulle lige vænne os til det nye klima. MEN der var gratis aftensmad på en restaurant/bar nede i byen, fordi vi boede på det rigtige hostel. Fantastisk. Efter aftensmad var det tid til pubcrawl rundt på de bedste barer og diskoteker i Cairns, og det var nu slet ikke så ilde. Faktisk havde vi en kanon aften med karaoke, konkurrencer og dans. Fantastisk.
Torsdag tog vi på et dagscruise ud til THE GREAT BARRIER REEF! Turen derud var ikke helt stabil, så jeg måtte lige udenfor et par gange. Men da vi kom ud til revet, var alt godt igen. Her gjorde jeg mig klar til et dyk ved revet, hvor vi så så stor en østers (musling?), at jeg nemt kunne være indeni. Kæmpe, kæmpestor! Den var meget blød og svampet indeni, og ved berøring smækkede den fuldstændig sammen. Pas på fingrene! Efter dykket var det tid til snorkling, hvor Ida og jeg mødte en HAJ! Dog kun en halvanden meter lang revhaj, men det var nu en ret skræmmende oplevelse alligevel. Efter det udmattende vandpjaskeri var det tid til frokost og derefter snuden tilbage til Cairns. Aftensmaden var igen et gratis måltid på Wool Shed, som nu ikke var helt så ringe. Derefter gik vi på hovedet i seng, for vandsjov er ret trættende. Vi kunne i hvert fald ikke holde øjnene åbne mere den aften.
FREDAG lavede vi heller ingenting. Vi havde lidt problemer med Greyhound, for de havde åbenbart ikke modtaget vores booking omkring vores buspas. Det var en smule problematisk, eftersom vi gerne ville med en natbus samme aften, men Kilroy hjemme i Danmark åbnede ikke før fem timer før afgang ved midnat. Og der havde Greyhound kontoret lukket, så de kunne ikke aktivere vores billet. What to do? Der var heldigvis en nødløsning ved at købe et rabatkort, som gav os 500 gratis kilometer, og det var nok til at komme til vores næste destination, Townsville. Så vi kom da med vores natbus, og fik snakket med Kilroy, som sørgede for at få booket vores billet ordentligt, så vi kunne hente vores pas i Townsville. Alt løste sig heldigvis.
Tidlig lørdag morgen ankom vi til Townsville - Byen med fuglespisende edderkopper! Det markerede de også lige ved at hænge en fire meter lang edderkop op mellem to lysmaster ved indgangen til byen. Så føler man sig velkommen… Men vi så dog ikke en eneste edderkop (Pyyyh..). Hele lørdag brugte vi på (seriøs) planlægning, og lagde en nogenlunde plan for, hvornår vi ville være visse steder. Desuden fik vi booket hostels over julen, og den skal vi tilbringe i Surfers Paradise (Kan det blive bedre?). Vi fik desuden handlet lidt ind, og lavede karryris med ananas til aftensmad PLUS "Rice cream", som nok er det tætteste, man kan komme på ris a la mande her i Australien. Og det var også rigtig godt. Nu ved vi i hvert fald, hvad vi skal have at spise juleaften. Igen en dag med ikke rigtig at lave noget. Der går rigtig meget tid med planlægning, nu når vi ikke har planlagt noget hjemmefra. Men det gør heller ikke noget, så længe man har McDonalds gratis trådløst internet at benytte sig af.
Søndag fik vi da set lidt af Townsvilles seværdigheder. Vi tog hen til et kæmpe akvarium, Reef HQ, hvor de havde stort set alle de typer fisk, man kan se på revet. Så vi fik identificeret nogle af de fisk, vi havde set ved snorkling og dykning ude på revet. Desuden havde de et skildpaddehospital tilknyttet, så vi kom helt tæt på skildpadderne også. Om eftermiddagen tog vi med bus til Ayr, hvor vi skulle dykke et SKIBSVRAG, S.S. Yongala, næste dag! Vi var så spændte. Efter indkvartering på "Divers Lodge", gik aftenen med aftensmad (Karryris), hygge, film og snak om dykning. Rigtig hyggeligt. Næste dag var det endelig tid til de spændende to dyk! Efter 30 minutters sejlads ud til vraget, sprang vi i vandet. Uheldigvis var der den dag en meget stærk strøm, så vi skulle passe meget på ikke at drive væk. De havde et reb at holde fast i ved dykning ned til vraget, så vi ikke blev helt skyllet væk af strømmen. Ved første dyk fik vi ikke set så meget, for vi skulle igennem lidt øvelser, da det første dyk var en del af et kursus. Desuden kunne vi ikke bruge så lang tid dernede, for vores ilt slap hurtigt op, når vi skulle bruge mange kræfter på at svømme imod strømmen. På vej op ad rebet var der også en, der prøvede at kravle over mig for at komme længere op ad rebet. Ved at gøre dette trak han min iltslange ud af min mund, da den sad fast i hans udstyr. Da jeg ikke lige var forberedt på dette, fik jeg slugt lidt vand, men jeg fik da hevet min iltslange tilbage og sendt onde øjne til ham. En lille smule panikslagen, når man ikke kan trække vejret, men alt var godt, da vi kom op igen. Så alt i alt, ikke et særligt godt første dyk. Andet dyk derimod, var helt fantastisk! For det første var strømmen ikke så stærk, så vi skulle ikke bruge så mange kræfter dernede. For det andet var det første, vi så, da vi kom ned, en kæmpe havskildpadde, som vi kløede på skjoldet og svømmede lidt med. Helt utroligt! Ved andet dyk kunne vi også bedre se skibsvraget, men da det helt er dækket af koral, lignede det bare et kæmpe koralrev. Men vi fik da set nogle toiletter, ankeret og boven af skibet, hvor de store fisk åbenbart holder til. Der var så stor en fisk dernede, at Ida og jeg nemt begge kunne have været indeni. Skræmmende! Desuden så vi et par havslanger, som også var ret så store. De er åbenbart også de mest giftige slanger overhovedet, men de kunne aldrig finde på at bide uprovokeret, så vi var ganske sikre. Andet dyk var tusind gange bedre end første dyk, så vi var tilfredse. Efter ankomst tilbage til hostellet (Som snarere var en stor, fin lejlighed med plads til 10 mennesker) blev der serveret vaskeægte aussie barbecue! Lækkert. Lige nu sidder jeg i Greyhoundbussen videre til Airlie Beach, hvor vi skal være de næste tre-fire dage. Farveller!
- comments