Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 2/2-13
Mens børnene boltrer sig i swimmingpoolen efter at vi har været nede og se blomsterfestivallens optog her til formiddag, vil jeg lige forsøge at "catche up" med dagbogsbeskrivelsen. Selv om billeder siger meget er det nok lidt sjovt at følge med pr. brev også - om ikke andet så for vores egen skyld, da dagene har det med at flyde lidt sammen
Søndag blev mest af alt en hjemmedag, med lektier og leg. Vi tog direkte hen på en nærliggende israelsk ejet restaurant, hvor vi for første gang fik serveret brød til maden. Børnene synes at det var helt fantastisk for de kunne få pasta med kyllingestykker og tomatsovs. Og min jubel tilkom "ægte" humus og falafel.
Hen på eftermiddagen tog vi til den gamle bydel igen, hvor vi lejede cykler: en til Johanne og en mig, hvor Asger kunne sidde på et sæde bag på cyklen.
Vi lod cyklerne stå ved udlejer og tog hen og så Wat Phra Singh indefra (endelig synes børnene) og derefter på det store søndagsmarked, der lå i forlængelse af templet. Og det er simplethen utroligt: Netop som vi tror, at nu har vi set alt, så dukker en ny bod op med en ny sjov ting, noget andet tøj eller en speciel hjemmelavet souvenir. Men trætheden kom dog over os og vi vendte næsen mod cyklerne og cyklede hjem med en løbende Thomas som guide og dirigent i den hektiske trafik.
Mandag blev cykeldag. Drømmen om at se bananplantager og rismarker så vidt øjet rakte brast dog og cykelturen blev lidt et flop. Vi kørte efter et superelendigt kort som ikke var meget værd på vejen.
Men vi har endnu ikke oplevet et totalt flop for der kommer som oftest et eller andet spændende på vejen…
Første stop blev på en restaurant/ kaffebar. Servitricen var ikke beredt på så "tidligt" et besøg og hendes engelsk var uhyre sparsomt. Men vi fik da bestilt kaffe og cola og en ananas smoothie til Asger - troede vi. Vi blev da lidt lange i hovedet, da hun kom med en kop, meget dekorativt pyntet, med et ordentligt lag mælkeskum på. Og tænk sig, så var det den mest fantastiske kop varm kakao, så vores bette knægt fik sig alligevel en positiv overraskelse.
På cyklen igen, og det blev mestendels på ret så trafikerede veje, enkelte gange var det langs floden i rolige omgivelser. Vi så nu mange pudsige ting og nød, at også et par skyer fandt vej forbi den stegende sol. For en kort stund fandt vi en rolig vej, og lidt for tidligt begyndte jeg at glæde mig over den skønne cykeltur, for kort efter endte vejen ved et T-kryds, der førte ud til en 2 sporet Highway. Vi valgte at krydse den og landede så pludselig nær et lokalt marked, hvor vi har taget en del fotos. Det var et fint og billigt marked, hvor vi handlede en del tøj til Johanne og købte en vandmelon til senere fornøjelse.
Vejene omkring markedet var ene af Highways, så vi besluttede at vende næsen hjemad. Første del måtte vi trække med cyklerne langs en af de store veje, før vi igen kunne hoppe på cyklerne. Da vi igen var nede ved floden, fandt vi en legeplads, hvor vi kunne spise vores vandmelon. Det viste sig nu at være et fri fitness område, som udgjorde det for en legeplads for ungerne.
Vi kørte over på den anden side af floden, hvor det faktisk var hyggeligere at cykle og mere at se på. Turen ind gennem den gamle bydel var helt fantastisk, flot, sjov at opdage og dejlig at cykle i fordi den mestendels består af små gader uden mange biler. Vi gjorde stop ved en bager, der bagte groft brød, og medbragte det til en park i det ene hjørne af bydelen. En meget besøgt park, som fremstår som en oase midt i en hektisk by. Det er så her at thaierne motionerer og vi så mange der løb/gik, spillede badminton og bold. Her havde ungerne frit løb og det var en sand fornøjelse at se hvordan de gik på opdagelse på egen hånd.
Tirsdag d. 29/1 blev vi hentet kl 12.45 af en bil fra Flight of the Gibbon og kørt til en regnskov ca. 1 time fra Chiang Mai. Flight of the Gibbon arrangerer ture, hvor man svæver gennem regnskoven på "svævebaner". Vi blev iført seletøj og hjelm inden vi blev kørt ud til det første plateau. Svævebanerne havde meget forskellige længder, den længste var 800 meter. Man starter selvfølgelig ud med mindre baner, og børnene sprang ud i det uden bekymringer. Dog var Johanne ikke særlig stolt da hun så banen på de 800 meter, men blev hurtigt klar da vi fik at vide, at vi skulle køre 2 sammen. Og sådan gik 2½ time, fra bane til bane, og netop som man tænkte, at nu var det her svæveri ligesom afprøvet, ja så kom der et eller andet lille twist på - enten var vi 2 ved siden af hinanden, eller også blev vi firet ned, så kom der en gangbro eller et net man skulle lande i og kravle opad. Det var ganske enkelt en super oplevelse med professionel håndtering af sikkerheden, så professionel, at jeg stort set glemte, at vi befandt os ret højt oppe i luften. Tak for tippet, Pia.
Efterfølgende blev vi fragtet til et nærliggende vandfald, som vi gik langs med og op ved siden af. Dejligt svalt efter "flyveturen" hvor vi var blevet tilrådet varmt tøj (=bukser og langærmet trøje).
Arrangementet sluttede af med et fornemt thai måltid akkompaneret af thai-style musik. Her faldt vi i snak med en far og hans voksne datter, som vi havde "ziplined" sammen med. De var i Thailand for at se til forskellige projekter, som deres kristne amerikanske organisation støttede. (Til egen hukommelse: House of Love og House of Blessing) Det var fx at hjælpe børn fra slumkvarterer ind i uddannelsessystemer, at støtte dyrkningen af kaffe frem for opium og at hjælpe børn og voksne med HIV. Meget interessante mennesker og hele turen hjem sad vi og talte med dem, mens børnene sov/koblede fra.
Onsdag d. 30/1
Vi tog tilbage til Chiang Mai Zoo. Vi havde fået fribilletter fra gårsdagens tur og syntes, at der var så meget vi ikke nåede den første gang. Det var en varm dag, nærmest lummert, så der røg nogle is ned i løbet af dagen. Top-oplevelser denne dag var, at vi fik lov til at fodre et næsehorn (med grønt og bananer) og også en hun-elefant med unge. Derudover masser af fede oplevelser med fjerprægtige dyr, aber, krokodiller og bjørne og for børnenes vedkommende må også nævnes en tur på mini crosser.
Tilbage til Chiang Mai city, hvor vi spiste på en af de gode israelske restauranter (lejligheden ligger åbenbart i et israelsk domineret område, i hvert fald mht. restauranter, og jeg hører da også en del, der taler hebraisk). Lige inden vi er færdige med at spise, så vælter det ned i stride strømme, akkompaneret af lyn og torden og pludselig stormer det så skilte og duge og andre løse dele flyver omkring os. Thomas skal til skrædder for at have 2. fitting, så børnene og jeg sætter i løb hjem til lejligheden 100 meter derfra. Og hvor blev vi da bare våde. Denne nat satte frøerne gang i festen og hele natten overdøvede de trafikstøjen.
Torsdag d. 31/1
Op kl. 05.00 for at nå havregrøden inden vi blev hentet af privatchauffør (Cowboy). Han skulle tage os på en dagstur til Doi Inthanon, som er Thailands højeste bjerg. Højden i sig selv (2595 m) er som ikke særlig, men der er masser af spændende ting at se på vejen. Vi måtte lige vende bilen efter 10 minutters kørsel, da det gik op for os, at vi kunne opleve temperaturer på niveau med et køleskab - og gudskelov at vi gjorde det!
Ca. 2 timers kørsel, så var vi i 10 graders varme (eller rettere kulde) i tågedis. På toppen var der ingen udsigt, så det blev os der, som eneste udenlandske turister, tiltrak thaiernes/asiaternes kameraer. Vi fandt en del blomster på toppen, som ikke ses i varmen - bl.a. rhodondendron, og så faldt vi i svime over det svinehoved, der var ofret til Buddha. Vi har lagt billede ud så I kan se det.
Ganske tæt på toppen var lavet en gangbro på et par hundrede meter i et særligt skovområde, som førte os gennem den mærkeligste skov. Den var meget fascinerende, med mos overalt, masser af fugleliv og røde rhodendendrontræer i flere meters højde. Var der pludselig poppet en kæmpe trold op foran os, ville det ikke have undret mig..
Næste stop var Phra Mahathat Naphamenthanidon, et kæmpe monument, lavet i anledning af den højtagtede thailandske konges 60 års fødselsdag. Smukt dekoredede haver omgav 2 "templer" og vi fik vel en times tid til at gå der, bare med at se haverne, nyde udsigten og besøge "templerne". Pudsigt nok så er der naturligvis rulletrapper op til "templerne" - thaierne er ikke vant til at bruge rugbrødsmotoren.
Næste stop var ved et lille lokalt marked og derefter fortsatte vi til et spisested, hvor vi fik frokost. Udsigten derfra var udover store nyopdyrkede områder, stort set alt overdækket med plastic (som afskærmning for sol og kulde). Ikke særligt kønt, men fascinerende, og beskæftigende for de lokale thaier.
Efter frokost og indkøb i en skøn lille forretning, krydret med lidt god inspiration fra deres flotte urtehave, var vi klar til vandfaldene. Det første var blot et hurtigt stop for fotografering, mens vi tog os mere tid til at opleve de næste 2 vandfald. Vi brugte et par timer på at gå på opdagelse nær vandfaldene inden vi tog den lange køretur hjem. Det var virkelig en god dag og så nemt at have vores dejlige børn med, som bare følger med og ikke klager over at vi skal gå eller over underholdningsværdien.
Nu vi er ved ungerne, så kan vi godt mærke, at de får mere og mere glæde af hinanden. De er gode til at inspirere hinanden og hygger sig det meste af tiden. Underholdning i form af tv, spillekonsoller og legetøj er særdeles sparsomt her, men det prikker bare til fantasien. Indimellem går gassen af ballonen og det ryger rundt i luften med eder og forbandelser, specielt hvis de er sultne. Så er det tid til et pit-stop.
Fredag d. 1/2
Tog med hvid Sawngthaew til "Lars tyndskids mark", nærmere bestemt San Kamphaeng, hvor vi troede vi kunne spotte nogle steder hvor de fremstiller silke. Det viste sig at vi var kommet alt for langt ud, så efter et super måltid i en meget lokal restaurant, vendte vi snuden mod "Bo Sang" hvor de fremstiller paraplyer. Vi faldt dog i svime over et nærliggende marked, en meget fin forretning med træ dekorationsting, og selve forretningen ved paraply fremstillingen. Så da vi var klar til at se malerne dekorere paraplyerne, tja så havde damerne fået fri og tog hjem.
Vi var faldet i snak med kvinden der havde forretningen med træ ting, og hun tilbød at hendes mand, som designer tingene, kunne tage os med ud på deres fabrik, så vi kunne se hvordan det bliver fremstillet. En fed mulighed, som vi håber at nå mandag morgen, inden vi flyver herfra hen på eftermiddagen.
Lørdag 2/2
Tog vi ned og så en del af blomster festivallens optog. Der var dog langt mellem de flotte vogne og efter ¾ time tog vi hjem til en forfriskende dukkert i swimmingpoolen. Eftermiddagen var som det også er på ferier: lidt en øv dag med dårlig stemning og træthed. Vi holdt hjemmedag resten af eftermiddagen og sidst på dagen tog vi ud for at finde sko til Johanne til vores kommende tur i regnskoven i Khao Sok National Park. Det blev en fin slutning på dagen med første lækre fiskemåltid på rejsen.
Søndag 3/2.
Står på pakning, vasketøj og klargøring til morgendagens rejse. Er på vej ud for at få frokost, og derefter vores turs 1. thai-massage. Spændt på at se hvad ungerne vælger…
- comments