Jeg sidder med lidt vemod i kroppen. En maerkelig fornemmelse. For det er vores sidste aften i Vietnam og selvom de foerste oplevelser allerede er meget langt vaek, saa er det hele bare gaaet alt for staerkt. Skraemmende at tiden flyver saa hurtigt. Men vi har nydt det og har en masse med os herfra.

D. 10 november var vi stadig i Miu Ne og blev til morgen hentet af en gammel skrammel-jeep. Drengene synes den var ganske sjov, fordi der ingen vinduer var i. Vi koerte til The White Sandunes, som isoleret set kan minde lidt om Raabjerg Mile, men samlet set er saa langt fra, fordi stoerrelsen og naturen omkring sanddyngerne var saa unik. Anton var rigtig traet efter en temmelig soevnloes nat (er paavirket af insektstik), saa han blev ved en lille soe, hvor han hurtigt fandt en "fiskestang". Oskar derimod asede mod toppen i det meget varme sand med solen bankende i kasketten - der var oejeblikke, hvor jeg foelte mig som kamel i Sahara, for jeg skulle baere ham paa ryggen, naar han havde tungen ud af munden og ikke kunne mere. Vi havde faaet et slags surfboard med derop, som efter sigende kunne bruges som kaelk ned af de stejle skraenter, men da vi begge havd siddet og hoppet, skubbet og maset og ingen steder kom, maatte vi opgive. Det var vist et turist-stunt, som Oskar havde svaert ved at accetere. Der skulle stor overtalelse til at opgive kaelken. Da vi kom tilbage sov vores chauffoer i en haengekoeje - temmelig typisk hernede, at de sover, naar de kan komme til det, men de har ogsaa nogle heftige arbejdsdage. Naar vi fx kommer ind i en butik, ligger ekspedienten ofte bag disken og sover - kunnne man forestille sig dette i "Manon"? Vi koerte nu til The Red Sandunes, som vi kun noed synet af, da vi ikke orkede at gaa til tops endnu engang. De var knap saa store, men farvespillet med det helt roede sand, den blaa himmel og de groenne traer, kunne man se paa laenge....hvis det ikke var fordi vores drenge blev overfaldet i bilen imens. Det er altsaa helt utroligt. Saa snart bilen holdt stille, blev vi i mildeste forstand overfaldet af vietnamesere, der stillede sig op for at kigge...nej, nok naermere glo, og de kom bare taet paa. Hvis ikke vi meget haardhaendet sagde nej og stop, saa havde de aet, kysset og nevet dem i kinderne, og de bryder sig bestemt ikke om det. Turen endte med en laengere gaatur gennem en baek - paa den ene side hoeje skraenter af helt roedt sand, paa den anden var det groent og frodigt. Vi skulle ikke taenke saa meget over, at vi ikke helt vidste hvad der levede i vandet, for den roede jord gjorde det umuligt at se bunden. Der var nu kun ankeldybt vand og drengene morede sig. Hvilken legeplads. Lidt jord, lidt vand og et par pinde og saa er de godt koerende. Vi brugte et par timer paa turen, da de fik mulighed for at stoppe ved ALT der skulle undersoeges og det er meget, naar saerligt Anton er en god blanding af Emil fra Loenneberg og Peter Pedal. Nysgerrighed er kodeordet. Der skal nu ikke saa meget til at imponere dem, for de synes ogsaa at vandfaldet for enden af baekken var "helt vildt stort", men det var nu bare lidt vand, der rislede ned af skraenten. Hjemme igen var vi i swimmingpoolen resten af dagen - de er ikke til at hive op igen.

11. november gik vi paa stranden fra morgenstunden , hvor vi fandt krabber og muslingskaller. Der skal nu ikke ledes efter det, for om morgenen var stranden naermest levende og man skulle se sig godt for. De vil have alle de ting de finder med hjem, saa vi grovsorterer efter hver strandtur og maa snart efterlade en del af bagagen for at have det. Vi gik i swimmingpoolen til langt hen af eftermiddagen og tog blot en jordbaermilshake i baren til frokost - vi havde faaet god morgenmad med cornflakes og yoghurt :-) .... mor her blev saa glad, da hun saa der var nogle grove havrefras-lignende morgendrys, saa op i yoghurten med dem og drengene spiste lystigt. Det kan jeg nu godt forstaa, for de var ikke grove, men lavet af chokolade-stas. Jeg opgiver. Vi tog ind til byen for at spille minigolf (Jonas og jeg har en 13-aarig kamp at spille faerdig). Det var virkelig morsomt at se hvor optaget drengene blev. Oskar var slet ikke til at styre men gik op i det med liv og sjael. Han var helt vaad af sved og forpustet, men fortsatte med tungen lige i munden. Entusiasmen fik ingen ende, men kun godt, for Jonas og jeg kunne nyde en kold oel og jeg fik tid til at acceptere at jeg endnu engang tabte! Er i oevrigt blevet vegetar hernede, i hvert fald saa godt som, for paa det lokale marked, hvor jeg fik filtret mig ind til morgen, saa jeg ikke kun det laekreste frugt og spaendende groent, men ogsaa de halve kyllinger og bloende koed, der alt sammen var befaengt med fluer og diverse andre udefinerbare dyr. Jeg var ved at kaste op og maatte sende Jonas afsted naeste gang, der heldigvis ikke er saa sart og fortsat faar sine proteiner.

12. november skulle vi tage afsted fra Mui Ne, men havde heldigvis formiddagen til leg i poolen. Drengene gik omkuld i bussen og heldigvis, for hernede skal man altid laegge lidt ekstra tid til transporten - hvis de siger, at der er 3 km, er der 6, hvis de siger at det tager 2 timer, tager det 4.....turen paa "4 timer" tog nu ogsaa godt og vel 6, saa vi var moere ved ankomsten. Der var nu underholdning i bussen, for der var skruet hoejt op for volumen, saa vi alle kunne foelge med i vietnamesisk stand up. Det var en parodi uden lige og selvom vi ikke forstod det talte sprog, var der ingen tvivl om, hvor ringe selve praestationen var - det var bare asiatisk til fingerspidserne (de koerer jo ogsaa karaoki paa deres MTV :-)

Igaar blev vi hentet af Charlie, en 68 aarig gammel soldat, som nu levede af at vaere guide i Mekongdeltaet. Selve turen var spild af tid og penge, men snakkene med ham var vaeldig interessante. Vi fik et godt indblik i historie og politik og blev overrasket over, hvor langt Vietnam har igen inden det kan kalde sig et frit land. Udover det staar e overfor et massivt befolkningsproblem, idet de nuvaerende 87 mio stiger med 1 mio pr. aar, saa regeringen forsoeger kraftigt med 1barnspolitik, men uden held, idet de fattige boender har brug for boernenes arbejdskraft. Efter 2 timers koersel kom vi til Mekongfloden, som begiver sig fra Tibet, gennem Laos og til Vietnam, ialt 5000 km. Vi sejlede med forskellige lokale baade, som bragte os gennem de naturlige kanaler til turiststeder, der skulle vise os de lokale frugter; hvordan de bearbejdede kokus til slik og olie og hvordan de lavede honning. Det var lidt kommercielt og langt fra vores forventninger, men spaendende dog at se, hvordan et folk levede saa forskelligt fra os - maendene maatte ikke arbejde, saa de drak the og staerkere sager hele dagen, mens de sad og blev godt fede og deres kvinder arbejdede haardt. De lavede alt selv fra bunden og med haandkraft og havde med garanti aldrig hoert ordet "fabrik". Vi var i omraade med cobraslanger og laengere inde levede krokodillerne godt, men vi saa heldigvis kun en tam Python :-) Vi fik serveret lokal spise og blev noget lange i ansigtet, da en maerkeligt spidet fisk blev sat paa bordet. Velbekommen. "HVad skal den?", spurgte Oskar, jo, den skal vi skam spise og saa var vi ved at doe at grin. Vi havde vores egen lille kok, som hurtigt tilberedte fisken ved at rulle den sammen med noget groent i rispapir og dyppede den i noget roedt sovs og mums, hvor det smagte overraskende godt. Dem ville vi gerne have flere af og Sushi-baren derhjemme kan godt pakke sammen. Drengene fik nu ikke noget, saa de maatte noejes med kokosslik - hvilken afvaenning de skal paa, naar vi kommer hjem (og hjaelp, der er det jul....). Vi skulle sove paa hotel med fitness, spa og bar paa taget. Jonas kom vaeltende af grin ind af doeren, da han havde kigget sig omkring. Fitnesslokalet var to cykler, af de helt helt gamle med raslende kaede i et lille, lukket rum. Der roeg den motion - og gud, hvor vi savner den og traenger til den!!! Vi proevede med en drink fra baren, da drengene sov, men det var noget vaerre sproejt.

Idag skulle vi saa til Det flydende marked, hvor de lokale boender fra deltaets mange forgreninger moedes for at saelge og koebe. Alt foregaar ude paa vandet, saa der er heftig trafik. Det var ikke helt som vi havde set paa billeder - der skulle vi vist have vaeret tidligere oppe - men en oplevelse af se trods alt. Nu desvaerre en lang koeretur hjem. Paa vejen skulle vi saadan tisse, saa vi holdt ind hos en lokal i vejsiden og hvilken oplevelse!, har egentlig vaeret rimelig heldig med vores toiletter indtil nu, men dette her....vi skulle om bag i haven, hvor der stod et ildelugtende og naermest levende skur - drengene kunne ikke helt lokkes i naerheden, saa de tissede udenfor og kun jeg holdt vejret i skuret. Da vi saa os omkring var haven en blanding af kirkegaard - boenderne begraver deres egne i haven/paa marken og en skraldespand, eller spand er det ikke, for det smides bare i en stor bunke - hvor stor mon bunken kan blive inden den flytter sig selv?, jeg var ved at kaste op og Anton spurgte interesseret "hvorfor siger du saadan, mor", og ja, jeg kunne ikke pakke det ind og maatte hive dem vaek derfra inden jeg sprittede dem lige vel meget. Gad vide om de bliver neurotiske med deres haandhygiejne, naar vi kommer hjem?

Drengene sagde selv, at de ikke ville gaa tur i byen ved tilbagekomsten, men bare "vaere hjemme", saa det maatte vi lytte til. Gav dem en pause for indtryk og gik selv hver isaer en smule rundt. Til aften pizza paa laekker italiensk restaurant - er bare lidt traet af stegte nudler og ris...OG mor, du skal ikke lave lasagne til os, men hellere koebe et rugbroed mere og saa makrel, skinkesalat, aeg, fiskefiletter og leverpostej, som vi alle savner meget...Og mine peberfrugter, broccoli, aerter, majs, tomater...ja alt det, som vi ikke kan spise hernede pga af vores sarte maver. Naa, vi tager lige 4 uger uden groent og med nudler i olie :-)

Farvel Vietnam!, tak fordi vi maatte komme og til Jer derhjemme, tak fordi I fulgte med....Vi ses i Thailand