Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg sidder ved et tastatur uden tegn - de er erstattet af diverse thai-koder, saa udraabstegn og spoergsmaalstegn er ikke lige at finde :-) Heldigvis skal indlaeggene jo ikke indgives til dansk-eksamens korrektur og grammatik bedoemmelse, saa I og jeg overlever nok.
Stort tillykke til kusinen min. Hvilken fantastisk og helt utrolig nyhed. Familien Skrubbeltrang kan da virkelig det der med boern. Held og lykke - sender mange tanker og er ked af at hoere, at du er saa helt utrolig skidt, men det har du jo dine erfaringer med.
Marianne, det gaar rigtig fint med Antons insektstik. Tak for hjaelpen. Nu krydser vi bare fingre, idet vi de naeste 5 dage befinder os paa en flodbaad midt i junglen....
Da jeg sukkede dybt, meget dybt, og kiggede meget opgivende paa min computer efter for 117 gang forgaeves at have forsoegt at oploade billeder til bloggen, kiggede en meget forstaaende nordmand paa mig, som for dage siden naermest havde smadret tastaturet pga samme frustration. Han har nu givet mig alletiders link. Jeg har gemt alle billeder i et webalbum, som I nu faar linket til. Billederne er usencoreret og ikke set igennem, hvilket betyder at der er saadan ca 700 billeder, hvoraf mange viser samme situation og mange er af daarlig kvalitet idet ingen er udvalgt. Derimod giver det Jer mulighed for at foelge rejsen helt taet paa og det er jo heldigvis ganske frivilligt om man vil aabne linket og hvis man goer, har I jo selv mulighed for at sorterer og prioritere. I skriver saaledes i adressefeltet paa nettet (mor, dette er ikke inden paa bloggen, men bare i adressefeltet der aabner sig, saa snart du gaar paa nettet - der hvor du skriver enhver anden side, du gerne vil se og som oftest starter med www. ) :
http://picasaweb.google.com/skrubbeltrang77
De relevante albums hedder hhv. "Rejse" og "Vietnam 2"
15. november rejste vi fra Vietnam. Vi blev hentet med taxa og koert til lufthavnen og turen gennem Saigon gav os mulighed for lige at taenke det hele igennem endnu engang. Meget godt, for vi var begge enige om herefter, at vi var "faerdige" med Vietnam og klar til noget nyt. Vi var dog ved ikke at komme ud af landet, idet vi ikke havde udfyldt en immigrationsformular ved vores indrejse - en formular som vi ikke var blevet gjort bekendt med, givet eller vidste noget om, saa vi var noget overraskede og kunne maerke stressen naerme sig, da "go to gate" blinkede i det fjerne. Den strengt uniformerede mand vidste ikke hverken ud eller ind, men kiggede igen og igen i vores pas, vendte og drejede dem, lukkede dem, aabnede dem (som om de ville forandre sig), trak opgivende paa skulderen og sagde gentagende gange "man kan ikke komme ind i Vietnam uden at udfylde denne - I skal give mig den"...jamen vi har den ikke for pokker og har aldrig haft den, set den eller hoert om den!!! (hov, der var udraabstegnet). Det tog sin tid og nu hidsede Jonas sig en smule op (der skal alligevel noget til). Han kiggede bestemt paa manden og sagde flere gange "hvor faar jeg saa den formular", og han bladrede fortsat i passene og sagde "alle der rejser ind i Vietnam....". Vi blev enige om at lade ham bladre i vores pas og saa give os besked, hvis vi skulle goere noget. "Hvad skal den mand dog", spurgte Oskar utaalmodigt. Og lige pludselig, uden vi eller han havde gjort noget, satte han stempel i passet og gav os dem - maaske de alligevel forandrede sig ved at han kiggede i dem, som han gjorde. Flyveturen var ikke helt nem selvom den kun varede en time, for Anton fik ondt i oererne, da vi lettede og det fortsatte et stykke tid. Naar man saa er en traet dreng oveni, fortsaetter graaden lige lidt mere. Oererne blev nu siddende og det var en storsmilende Anton der ankom til Bangkok, hvor han sammen med brormand fik styr paa hele bagagebaandet :-)
Vi startede med at faa et shok, da vi ville koebe en cola. De kostede jo ca. 2 kroner i Vietnam, men nu naermede det sig europaeiske priser. Og vi blev kun bekraeftet, da vi betalte taxaen. Vi maatte lige revidere hele budgettet. Thailand er veludviklet og paa de 13 aar der er gaaet siden vi har vaeret her sidst er Bangkok blevet en storby der matcher enhver anden af slagsen. Skyskrabere, dyerer hoteller, enorme shoppingcentre, Mc D, 7 Eleven mv. myldrende frem over det hele. Gadekoekkener, affald, loese hunde og alt det vi huskede var vaek. Helt vaek. Vi blev indlogeret i et meget lille vaerelse, hvor Jonas naermest fik klaustrofobi af at staa i doeren og jeg fik stress af tanken om at vaere boernefamilie med de udfordringer der ligger heri. Vi gik en kort tur, for at faa luft og roert benene, men drengene ville ingenting, saa vi vendte hurtigt tilbage til en Mickey Mouse film paa vaerelset. Vi valgte at spise paa hotellet, saa drengene ikke skulle afsted igen og hvilken positiv overraskelse. Vores thaimad var bare mums - i Vietnam smager maden ikke rigtig af noget andet end den bouillon eller olie der er brugt, men her kan man smage aller krydderier og laekkerier og det smager magert og sundt. Det er et danskejet hotel, saa Oskar og Anton svaelgede sig i leverpostejsmadder og fiskefilet paa rugbroed.
16. november blev en dag, hvor vi alle var irritable. Drengene skaendes, sloges og hoerte ikke efter og vi snerrede ad hinanden og skaeldte alt for meget ud. Ingen god coctail. Dette paa trods af at vi fik musli til morgenmad :-) Vi koerte ud til et storcenter, da alle drengene skulle klippes. Nu var det ikke en gadebarber paa hjoernet, men en supermoderne frisoer, hvor Vogue har sin konkurrent - der var vel 10 fladskaerme rundt omkring til underholdning og 1o computere til fri afbenyttelse i ventetiden og de var ganske effektive (havde frygtet de alle kom til at ligne gryder, men de blev baade seje og smarte). Vi tog hjem til en frugtpause paa vaerelset pga dagens humoer og til stor tilfredsstillelse havde jeg fundet kiwi, som ivrigt blev slugt. Vi tog nu en flod-bus til Grand Palace, kongens tidligere residens, men var egentlig ikke helt gearet til sevaerdigheder. Dog kunne vi imponeres, endnu engang, over det smukke palads, som paa ingen maade kan gengives paa billeder. Der er et stort smykkeskrin, der glinser og glimter og med sin stoerrelse vil overgaa ethvert slot jeg kender til. Lidt morsomt var det, at vi gik rundt i diverse fremmede klaeder, da Jonas ikke maatte vise knae og derfor havde et par skarpt blaa gummibukser paa og jeg en fin uniformskjorte til at daekke mine bare skuldre. Anton og Oskar var nu mest fokuserede paa alle de soldater der gik rundt med store gevaerer. Vi tog hurtigt hjem og valgte en eftermiddag paa hotellet. Drengene og jeg sad i opholdsrummet og klippe-klistrede laenge, en hyggelig aktivitet, hvor alle havde mulighed for at sidde med sit eget uden at forholde sig til andre.
Anton skriver nu alle bogstaverne i sit navn og er meget fokuseret paa bogstaver generelt. Og Oskar taeller til 30 - er mere optaget af tal og finder hele tiden 5-tallerne. Synes det er sjovt, at vores vaerelser indtil nu har haft forskellige numre, men er lidt skuffet over at vi nu bor i 110, da det ikke er "sjove tal".
17. november er en rigtig snyde-dag. Vi har planlagt at holde foedselsdag idag, fordi vi i morgen paa den rigtige dag, skal sidde i en bus i 8 timer og ikke finder det saerligt foedselsdags-agtigt. Drengene vaagende spaendte og sprang ud af sengen, hvor Oskar spurgte, "hvornaar er det saa, jeg bliver 4 aar". Da vi fortalte, at det var nu, kiggede han ned af sig selv og sagde "nej, hvornaar", og i snakken der fulgte blev en tydeligt skuffet Oskar overbevist om, at han nu virkelig var 4 aar, selvom han ikke kunne se nogen forskel. Han havde til sengetid sagt, at han var sikker paa, at dem i restauranten kunne se at han var vokset til morgen, naar han kom ned, saa klart at han var skuffet. Vi gav gaver paa sengen - en lille aeske med en soeroever, som heldigvis gav pote. Morgenbord blev daekket med dansk flag og et lille lys (tak Stine!) og sunget blev der selvfoelgelig ogsaa. Vi havde planlagt en tur i et kaempe Oceanarie (Ocean World - kaempe akvarier) og fulgtes derud med en dansk familie med tre boern (Karla, Anton og Frida). Det var en super oplevelse og drengene synes det var enormt spaendende at roere ved soestjerner, se kaempe fisk, farverige fisk og gaa blandt hajer og rokker. Selv vi synes, at det var et fantastisk sted og blev en anelse flove over Danmarks Akvarie som vist traenger til et oploeft. Vi skulle slutte af med en 4D film, som de begge saa frem til og stolte sad med de specielle briller paa naesen, men det foerste i filmen var en kaempe boelge der omsluttede os (synsbedraget blev suppleret med vand i hovedet og rystelser i stolen)....og reaktionen var to drenge der gemte sig skrigende i deres foraeldres skoed. De var virkelig angste og sikre paa at de nu skulle lide druknedoeden. Det var ikke muligt at berolige dem, saa vi maatte afslutte oplevelsen. Foedselsdagen blev afsluttet paa isbar, hvor de fik 5 store kugler is - de oplevede nu at maatte levne is, det er vist ikke sket foer. Maette og traette koerte vi tilbage med byens air-train og legede nu diverse rollelege paa vaerelset. Det er sjovt, at de nu er saa store, at man leger med og i forskellige roller. Jeg var idag en kaempe blaeksprutte, som ville sluge dem begge, men den ene var haj og den anden en farlig soeroever, saa de overlevede og naar de fik skrammer eller blev syge (hajen slugte paa et tidspunkt en toemmerflaade) ringede de efter Jonas, som var laege og skulle komme og stikke dem, hvilken fantasi!
I morgen tager vi afsted fra hovedstaden og vest paa, hvor vi paa Thailands stoerste soe skal sejle/bo paa en flodbaad.....
Jonas og jeg oensker os kun gavekort til Kop og Kande eller Bahne i julegave - til vores nye koekken, som venter paa os i det nye aar.....
Kaerlig hilsen
- comments