Profile
Blog
Photos
Videos
Det er ikke mine egne billeder, der nu er vedhaeftet mine indlaeg.
Jeg har nu faaet indsat de foerste billeder fra Vietnam paa tidligere omtalte link - albummet hedder "rejse".
18. november blev vi afhentet af minibus allerede kl. 8, saa vi spiste naermest morgenmad i doeraabningen mens vi hilste paa den gruppe, som vi skulle bo sammen med de naeste dage: to unge, danske par, et middelaldrende dansk par og to aeldre, norske kvinder (som Bedstemor, sagde drengene). Det viste sig hurtigt, at det var disse to kvinder, som vi faldt lettest i snak med og havde mest tilfaelles med. Vi koerte i de laekreste minibusser, saa turen startede til UG, men efter kun 15 minutter blev vi sat af paa den lokale busstation, hvor vi kunne vente i en time paa at skramlet var klar til afgang. Hvad der ikke hang i forruden paa den bus - alt fra bamser, blomsterranker, bedekaeder, dufttraer og andet ragelse. Man kunne blive helt i tvivl om han kunne se ud af ruden. Samtidig koerte der Thailands Karaoke paa TV' et...hvad er det med det syng-med-halloej her i Asien? Over chauffoeren hang der en gammel vifte og en del ledninger omkring, hvilket var ganske heldigt, for der kunne vi tilslutte DVD-skaermene til drengene, saa den 7 timer lange koeretur blev mere smertefri. De klarer de ture bedre end vi goer!, for det var en lang tur med meget fokus paa den iskolde aircondition, som konstant blaeste os lige i nakken. Taenk at vi endnu ikke er blevet syge af den endnu, taenkte vi flere gange...vi er nu blevet klogere! Vi ankom til et guesthouse beliggende paa skraent og den smukkeste udsigt over soeen og den gamle traebro. I horisonten kunne vi se et flot, pyramideformet templet i guld, som lyste forskelligt alt efter solens lys og rundt om os skabte bjergene en helt unik ramme. Vi skyndte os i badetoejet, men badeturen blev kort da vi begge var lidt utrygge for den dybe soe (det er bare noget andet end en afgraenset swimmingpool, hvor bunden kan ses). Drengene spiste en tunsandwich med velbehag og havde desvaerre herefter et par svaere timer, hvor den lange transportdag viste sin betydning. Vi talte til 10 mange gange og fik dem godt i seng, hvorefter vi kunne nyde en oel paa terassen i moerket til lyden af froernes kvaekken og insekternes summen...har endnu ikke set en eneste edderkop! :-)
Vi sov laenge d. 19. november. Slog oejnene op foer drengene, der foerst sagde godmorgen kl. 7.30, men der var de ogsaa friske og startede med det samme en pudekamp i den store seng (hvad kan man naesten ellers lave paa et hotelvaerelse naar man er 4 aar?). Efter morgenmaden gav vi os god tid, saa de legede laenge med blade og pinde paa den store stenterasse. Det er sjovt som de leger alle oplevelserne og vores udsagn gengives - denne gang legede de restaurant, den ene var tjener, den anden kok og de sagde flere gange "foest skal maden bestilles og saa skal jeg jo ud at sige til kokken, hvad han skal lave, saa du maa vente....du maa vente lidt mere...kokken skynder sig alt det han kan....du kan tegne lidt mens du venter....". Det var vaeldig morsomt at lytte til. Vi brugte hele formiddagen med at kaste sten i soeen - jeg tror jeg vil skrive en bog om boern og de stenkast....Vi gik en tur til den gamle traebro og fulgtes her med de norske kvinder, som helt efter bogen havde smaakager i tasken :-) Til aften skulle vi endelig ombord paa vores husbaad. Den var fantastisk. To kaempe toemmerflaader, hvoraf den ene var sovedelen og den anden opholdsdelen med restaurant og soldaek. Vi fik et hjoernevaerelse, hvor to af siderne var panoramvinduer ligeud til soeen - fransk altan, intet daek, men vi kunne roere vandet. Det var helt utrolig. Vi sad der og saa solen gik ned. En meget speciel oplevelse at sidde der med vandets klukken, bjergene, solen og saa roen der omgik os. Hele den tur blev ubeskrivelig. Vi er begge enige om, at det var en ultimativ oplevelse for baade krop og sjael. Det burde alle opleve. Til aften laa vi paa soldaekket og saa paa stjernehimlen - der maa vaere flere stjerner hernede. Det var saa smukt, saa man kunne graede over det. Drengene synes desvaerre at det var lidt for ubeskriveligt, for de blev begge lidt bange for det. Vi laa der paa ryggen alle fire og holdt om hinanden i moerket, men efter kort tid ville de begge ned og vi saa at Anton laa med haenderne for oejnene og Oskar spurgte med til den her moerke himmel og de storslaaede stjerner.
20. november, hvilken morgenstund. Vi blev vaekket af vandets klukken. Oskar laa laenge i sengen og bare kiggede ud paa vandet. Saadan skulle man have lov at vaagne hver morgen. Efter nogen timers sejlads gik vi i land, for at gaa en halv times tid gennem junglen paa en smal sti - drengene var soeroevere og synes "skoven" var vaeldig spaendende. De havde spurgt meget til vandfaldets stoerrelse (da vi saa springvand ved shoppingcenter i Bangkok spurgte Anton om det var vandfaldet...de kunne slet ikke forestille sig det), og de blev begge lamslaaet, da de hoerte dets brusen og pludselig stod midt i det. De skulle i hvert fald ikke bade i det, saa det lod vi den seje far goere, for puha, det var pokkers koldt. Vi kom tilbage til laekker frokost. Alle maaltiderne ombord var veltilberedte, indbydende og blev serveret af meget omsorgsfuld og serviceminded pige, Nicky, som gjorde alt for at vi havde det godt. Og det havde vi. Vi fiskede lidt og badede nu med velbehag, fordi de havde redningsveste paa. Lignede smaa dukker, som de stod helt oprejste i vandet. Om eftermiddagen besoegte vi Coconut Island, hvor 10 mennesker boede og levede af at dyrke en speciel soed kokosnoed. Vi saa samtidig kakaotraer, cashewnoedder og aber, der kunne plukke 300 kokosnoedder paa en dag. Ret effektiv arbejdskraft.
21. november startede dagen med en tur i kajak. Det var nu kun Anton og farmand der tog sig en tur, for Oskar ville endnu engang i soeen og bade med mor. Efter frokost blev vi hentet af longtailboat med en kraftig motor paa, saa den bare kunne sejle staerkt. Det var helt vildt at sidde saa langt nede i vandet og bare suse derudad, saa vandet sproejtede os om oererne. Vi sejlede en til en landsby, som levede af deres elefanter. De store dyr stod og ventede paa os og drengene gjorde store oejne. Anton ville maegtig gerne fodrer dem med sukkerroer lige indtil den rakte sin lange snabel frem imod ham..."det er nok bedst du goer det, mor!". Vi red nu gennem junglen i godt en time, igennem brusende vandloeb, op og ned af stejle skraenter, saa det var med at holde fast. Vi naaede frem til vores toemmerflaader, som vi skulle rafte paa tilbage igen. De var meget smaa og saa meget ustabile ud, men jo, 8 bambusroer, tilsammen en meters bredde, var nu vores transportmiddel. Vi sad i midten med numserne i det meget kolde vand, der kom fra bjergene. I starten synes vi alle det var lige vel spaendende, men vores staaende roer havde fuldstaendig styr paa det og Oskar mente han hjalp godt til med hans 10 cm ping :-) Imod os kom elefanter traekkende med brugte flaader og de fattiges liv langs floden kunne opleves. Da vi kom tilbage til vores luksurioese husbaad var det en helt anden verden, trods det at vi nu skulle vaskes med saebe i soens vand. Det synes drengene bare var rigtig skaegt fremfor brusebad, saa det var lige til.
Hvilken nat. Anton blev syg. Lige med et. Han rystede som feberen steg, spjaettede og var langt vaek. Oev, hvor vi begge blev bekymrede, saerligt efter saadan en tur i junglen. Vi holdt ud og til morgen fik vi god hjaelp af turens guide. Det naermeste hospital laa nu 5 timer vaek!, men heldigvis i den by vi planmaessigt skulle til. Nu gik alt pludselig meget staerkt, for den hurtigste loesning kunne ikke inkludere os alle, idet vi i taxi-bussen ikke maatte bringe bagage. Jonas og Oskar tog derfor den lokale bus og Anton og jeg roeg afsted til hospitalet. Vi var begge taet ved at graede, baade at bekymring men ogsaa fordi vi maatte skilles uden helt at vide hvornaar og hvordan vi skulle ses. Anton havde 40 i feber og var virkelig skidt. Vi sad i bussen sammen med 5 andre, der straks tog masker paa og vendte ryggen til mig, da de saa, han var syg - der er skraekslagne for influezaen hernede, men jeg koncentrede mig om at nusse og nynne trods det store ubehag ved at vaere alene og saa tydeligt uoensket. Fremme ved hospitalet blev vi rigtig godt hjulpet og var klart i professionelle haender. De vaskede ham med kolde klude for at faa koelet ham ned og laegen konstaterede halsbetaendelse.....eller noget der ligner, for han var virkelig daarlig til engelsk. Han fik en injektion, mit lille pus, som var skraekslagen for naalen og saa blev laegen og jeg vist nok enige om, at jeg skulle give ham den penicilin vi havde med hjemmefra inden han udskrev noget. Den har allerede virket, saa nu krydser vi fingre for at han er i tydelig bedring i morgen tidlig. Oskar havde vaeret bekymret og spurgt far mange gange. hvad det var Anton fejlede, hvorfor og hvad laegen ville goere ved ham. Gensynet var virkelig kaerligt og bekraeftende. Da vi koerte fra hospitalet blev vi desvaerre sat af ved et virkelig ringe guesthouse, som saa henviste os til bedre kategori laegnere henne af gaden. Hjaelp, var var saa tarvelige vaerelser, men vi kunne ikke lede videre, da Anton nu bare traengte til at ligge ned. Hotelmutter er stiv, receptionisten laeser i noegenblade, vaerelset er usselt - vi skal sove med en slags gardin over os og der er neon-skiftende farver i lampen der blinker i loftet. Vi var enige om, at dette kun kunne gaelde en enkelt nat i noedstilfaelde, saa jeg gik paa hotel jagt og kom glaedesstraaelende tilbage efter fundet af super hotel, vikelig super, til kun 150 kr mere pr. nat og saa incl. morgenmadsBUFFET....kan ikke vaere bedre. Nu skal natten bare gaa....
Jeg saetter billeder ind fra vores fantastiske Lake House i morgen...
Kh
- comments